"F¿dt Nansener" - Familien Mohr

Recommendations

Info

lov til. Den jeg legede med havde snoretræk til slibesten og andet tilbehør, og det var meget spændende. Min farbror Peter forærede mig ved en eller anden lejlighed en dejlig fregat med kanoner, ankre, redningsbåde og -bælter, kort sagt en flot og elegant model. Mine store brødre syntes, at den da skulle søsættes, og det gjorde de så med det jammerlige resultat, at siderne, som viste sig at være af pap, bulnede ud, og det hele faldt fra hinanden. Skolelektier skulle selvfølgelig også laves, selvom vi til mors bekymring altid erklærede, at vi ikke havde noget for. Dristige var vi og gik ud fra, at vi kunne klare lektierne ved at foretage en let gennemgang i frikvartererne eller håbe på, at man ikke blev hørt. Risikoen udmyntede sig selvfølgelig i karakterbøgerne, og så stod den til balle hos far. Men dermed var vores legemuligheder ikke udtømte. Vi havde jo Ørstedsparken lige i nærheden, hvor legepladsen med vipper og lignende var til rådighed. Søen, som lå endnu nærmere, fristede også med sine muligheder for at sejle med pinde og små hjemmeflikkede både. Her kunne man forsøge, om man kunne forcere en af de forhindringer, som spærrede en fra at komme ud i de mange private både, der fandtes. Bådebroerne var forsynet med rundtformede pigtrådsgitterskærme, som skulle holde os ude. Dette tjente naturligvis kun til at skærpe vores interesse for dette strengt forbudte område. Om vinteren, når søen var isdækket, hvad den nu sjældent var, løb man på skøjter. Datidens skøjter skulle fastspændes med remme af læder og desuden skrues om hæl og sål med et skøjtesving. Da kunsten var svær at lære, og man i starten løb mere på siden af støvlerne, skete det ofte, at hælen brækkede af. “Hælbrækkere” lød det hånligt fra dem, der var privilegerede og havde noget så sjældent som fastskruede skøjter. Den rene skinbarlige luksus. Det var da også hovedsagelig disse lykkelige, som var medlemmer af Københavns skøjteløberforening på Søpavillonen og derfor kunne starte på den private bane, som altid blev renset for sne og endda oversprøjtet om natten med vand. Her kunne vi ikke deltage! Far ville ikke betale, for som han sagde: “Der er aldrig is på søen, når man har betalt”. Vi sneg os ind under snoren, som markerede det private område, og når opsynsmanden, som skulle kontrollere, om man havde foreningens emblem placeret på sit tøj, dukkede op, gjaldt det om at komme hurtigt ud under snoren igen. “Pottifar” kaldte vi ham, og udstyret med sivsko for at kunne stå fast på isen havde han ikke en chance for at få fingre i os drenge. I det hele taget var vi for hurtige for de forskellige opsynsmænd, som vågede over for eksempel Ørstedsparken, hvor råbet “havemanden kommer” adviserede alle drenge om, at nu var det tid at forføje sig. Ligeledes blev en gadebetjent dengang adviseret med ordene “det lyner” - ikke fordi vi havde noget på kant med ordensmagten, betjenten på gaden dengang var som regel fodbåren, og da alle kendte ham, og han kendte alle, så blev de værste
Eftermiddagstur langs Peblinge-søen branderter lodset hjem med ordre om at holde sig på måtten. Var man mere utilbens, skaffede betjentens store og omfangsrige korpus ro og orden. Udrykning i mere koncentreret stil foregik på cykel og med en søvnig ASP stearinlygte vippende foran på forgaflen. Men man havde da tid til at aflægge høflighedsbesøg hos de lokale handlende, og en høkerbajer var heller ikke at foragte dengang. Langt større end de nævnte legepladser var det gamle banegårdsterræn. Efter det var rømmet, lå det hen som et herligt ingenmandsland, og det var et vidunderligt sted at færdes. Der var stadig rester fra den tid, da jernbanen havde både station og remiser her. I eftertiden blev det anvendt som udstillingsterræn, blandt andet til den hollandske udstilling. Derfor kom det i drengemunde til at hedde “den hollandske”. Under udstillingen var det hele hegnet ind med træhegn og malet rødt, og i tiden efter gik alle drenge på røde stylter! Området var stort og alligevel ikke stort nok til, at drenge fra to kvarterer kunne enes om arealet. Stadige kampe mellem “Nanserne” og drenge fra den anden side af søen, fra Korsgade, Wesselgade osv., blev udkæmpet med stor drabelighed. Frygtelige våben blev taget i anvendelse, og disse kampe var ikke blot for drengene, nej pigerne tog også del i
Page 1 and 2: “Født Nanser” Minder fra et ri
Page 3 and 4: At være ægte “Nanser” kræver
Page 5 and 6: Gadebelysningen sorterede under lyg
Page 7 and 8: man fyldt en kop med sennep. Ellers
Page 9: senere sit indtog, så man efterhå
Page 13 and 14: AAse og jeg i trappeopgangen i Nans
Page 15 and 16: en juleskinke med ben og det hele e
Page 17 and 18: man selv skulle forsøge at finde,
Page 19 and 20: i sit hår for ikke at miste det. D
Page 21 and 22: gødningsværdien i disse affaldsst
Page 23 and 24: En “rigtig” FDF’er med hvid b
Page 25 and 26: ikke kunne høre, hvad hun sagde, r
Page 27 and 28: kartofler, som var hovedbestanddel
Page 29 and 30: Aase og jeg flyttede med og opleved
Page 31 and 32: Morfar og mormor med Franz, Heini o
Page 33 and 34: I forlovelsestiden foretog vi vores
Page 35 and 36: Jørn og Sven i Sølvgades baggård
Page 37 and 38: jeg syede sejlmagerarbejde osv. Da
Page 39 and 40: lykkedes det hende altid at skaffe
Page 41 and 42: fra sommerhuset i Søborg en tidlig
Page 43 and 44: derfor til byen i Ford’en. Jeg pa
Page 45 and 46: værnepligtig. Herfra var det ikke
Page 48: Til slut et par billeder, der ikke

"F¿dt Nansener" - Familien Mohr

You also want an ePaper? Increase the reach of your titles

Delete template?

Save as template?