"F¿dt Nansener" - Familien Mohr

lov til. Den jeg legede med havde snoretræk
til slibesten og andet tilbehør, og det var
meget spændende.
Min farbror Peter forærede mig ved
en eller anden lejlighed en dejlig fregat med
kanoner, ankre, redningsbåde og -bælter,
kort sagt en flot og elegant model. Mine
store brødre syntes, at den da skulle
søsættes, og det gjorde de så med det
jammerlige resultat, at siderne, som viste
sig at være af pap, bulnede ud, og det hele
faldt fra hinanden.
Skolelektier skulle selvfølgelig også
laves, selvom vi til mors bekymring altid
erklærede, at vi ikke havde noget for.
Dristige var vi og gik ud fra, at vi kunne
klare lektierne ved at foretage en let
gennemgang i frikvartererne eller håbe på,
at man ikke blev hørt. Risikoen udmyntede
sig selvfølgelig i karakterbøgerne, og så stod
den til balle hos far.
Men dermed var vores
legemuligheder ikke udtømte. Vi havde jo
Ørstedsparken lige i nærheden, hvor
legepladsen med vipper og lignende var til
rådighed. Søen, som lå endnu nærmere,
fristede også med sine muligheder for at
sejle med pinde og små hjemmeflikkede
både. Her kunne man forsøge, om man
kunne forcere en af de forhindringer, som
spærrede en fra at komme ud i de mange
private både, der fandtes.
Bådebroerne var forsynet med
rundtformede pigtrådsgitterskærme, som
skulle holde os ude. Dette tjente naturligvis
kun til at skærpe vores interesse for dette
strengt forbudte område.
Om vinteren, når søen var isdækket,
hvad den nu sjældent var, løb man på
skøjter. Datidens skøjter skulle fastspændes
med remme af læder og desuden skrues
om hæl og sål med et skøjtesving. Da
kunsten var svær at lære, og man i starten
løb mere på siden af støvlerne, skete det
ofte, at hælen brækkede af. “Hælbrækkere”
lød det hånligt fra dem, der var
privilegerede og havde noget så sjældent
som fastskruede skøjter. Den rene
skinbarlige luksus. Det var da også
hovedsagelig disse lykkelige, som var
medlemmer af Københavns skøjteløberforening
på Søpavillonen og derfor kunne
starte på den private bane, som altid blev
renset for sne og endda oversprøjtet om
natten med vand. Her kunne vi ikke
deltage! Far ville ikke betale, for som han
sagde: “Der er aldrig is på søen, når man
har betalt”. Vi sneg os ind under snoren,
som markerede det private område, og når
opsynsmanden, som skulle kontrollere, om
man havde foreningens emblem placeret
på sit tøj, dukkede op, gjaldt det om at
komme hurtigt ud under snoren igen.
“Pottifar” kaldte vi ham, og udstyret med
sivsko for at kunne stå fast på isen havde
han ikke en chance for at få fingre i os
drenge.
I det hele taget var vi for hurtige for
de forskellige opsynsmænd, som vågede
over for eksempel Ørstedsparken, hvor
råbet “havemanden kommer” adviserede
alle drenge om, at nu var det tid at forføje
sig. Ligeledes blev en gadebetjent dengang
adviseret med ordene “det lyner” - ikke
fordi vi havde noget på kant med
ordensmagten, betjenten på gaden dengang
var som regel fodbåren, og da alle kendte
ham, og han kendte alle, så blev de værste