Create successful ePaper yourself
Turn your PDF publications into a flip-book with our unique Google optimized e-Paper software.
“Født Nanser”<br />
Minder fra et rigt liv.<br />
Af Sverre <strong>Mohr</strong><br />
15
Tilegnet mine børns moder
At være ægte “Nanser” kræver, at man<br />
er født i Nansensgade. Denne<br />
strækker sig fra Gyldenløvesgade i syd til<br />
Bartholinsgade i nord.<br />
Sidst i 1890erne erhvervede min<br />
morfar, Jens Peter Pedersen fra Allinge på<br />
Bornholm, sammen med en bagermester<br />
Lund en ejendom på hjørnet af<br />
Thuresensgade og Nansensgade.<br />
Thuresensgade nummer 20 og et baghus,<br />
nemlig nummer 18, samt hjørnehuset<br />
Nansensgade nummer 15. Oprindeligt var<br />
det nummer 11 i Nansensgade, men den<br />
nuværende Danners Stiftelse skubbede<br />
numrene, så det blev til nummer 15.<br />
Min mor og hendes søskende, mormor yderst til højre, og billede<br />
af morfar på bordet.<br />
Denne ejendom blev hjemsted ikke<br />
blot for familien <strong>Mohr</strong>, men også mange af<br />
den Pedersenske gren boede her i kortere<br />
eller længere tid. Fars søster, Marie, boede<br />
således samtidig med os i nummer 20 i<br />
Thuresensgade på 4. sal, her havde også<br />
min næstældste bror, Sigurd, en lejlighed.<br />
Det var to store familier, som her<br />
havde fundet sammen i købet af huset, og<br />
da far var bogholderuddannet, blev det<br />
ham, der blev betroet at administrere<br />
ejendommen. Ejendommen blev egentlig<br />
købt med henblik på den nærliggende<br />
Klampenborg Jernbanestation, som lå i<br />
Gyldenløvesgade på hjørnet af<br />
Farimagsgade. En ejendom i<br />
Frederiksborggade over for det daværende<br />
grønttorv var også til salg, men man valgte -<br />
og valgte forkert. Jernbanen blev nedlagt, og<br />
alt, hvad der kom ud af det, var et herligt<br />
legeterræn for kvarterets drenge - og dem<br />
var der mange af på den tid.<br />
Mine forældre boede sikkert<br />
huslejefrit mod at passe ejendommen. Men<br />
i øvrigt var huslejen på den tid uhyre<br />
beskeden - jeg husker, at vores lejlighed, tre<br />
Anna Margrethe og Hans Henrik Jørgenius <strong>Mohr</strong>.<br />
Mine forœldre.<br />
værelser med kammer, kostede 45 kroner<br />
om måneden. Beboerne i baghuset eller<br />
“havehuset” betalte 18 kroner, men så<br />
skulle der også være gjort i stand inden<br />
indflytningen<br />
Her i denne ejendom blev jeg såvel<br />
som alle mine søskende født. Jeg kom til<br />
verden den 30. september 1915, en<br />
søndag, og var altså både Københavner<br />
med stort K og et søndagsbarn. Jeg var den<br />
næstyngste i en flok på otte børn, men som<br />
følge af den store aldersforskel mellem
Børge<br />
Gunnar<br />
Sigurd<br />
mine søskende og<br />
Margit<br />
mig blev de store aldrig<br />
mine legekammerater. Efter deres<br />
udsagn var de til gengæld børnepassere for<br />
os mindste. Vi boede i nummer 15 på<br />
første sal til venstre, altså på selve hjørnet,<br />
og fra vores vinduer kunne vi se ned til<br />
Gyldenløvesgade og op til Ørstedsparken.<br />
Gaden bar præg af, at den var opført<br />
i spekulationsøjemed. Byen bag voldene<br />
var overbefolket, og behovet for nye<br />
lejligheder var stort. Der opstod derfor et<br />
kvarter med meget stor udnyttelse af<br />
grundarealerne. Talrige bag-, side- og<br />
havehuse så dagens lys, hvad de fleste<br />
beboere derimod ikke gjorde. Også vi<br />
havde “havehus”, selvom der ikke fandtes<br />
ét eneste lille græsstrå på grunden. Gården<br />
var cementeret, men repareret så ofte, at<br />
talrige revner burde have kunnet give husly<br />
til lidt grønt. Her legede vi unger hele dagen<br />
og forhindrede måske dermed, at<br />
“havehuset” levede op til sin pompøse titel.<br />
Aase<br />
Frode<br />
Arne<br />
mig<br />
Det var små<br />
lejligheder, og alle havde<br />
“das” i gården. Opvarmningen i<br />
lejlighederne var kakkelovne, og brændslet<br />
opbevarede man i kældrene, hvor der var<br />
jordgulve. Megen jord er sikkert blevet<br />
slæbt op<br />
sammen med<br />
koksene for<br />
senere at blive<br />
båret<br />
ned til<br />
skraldekasserne<br />
i gården.<br />
Belysningen var<br />
gaslygter på<br />
gaderne såvel<br />
som på<br />
trapperne og i<br />
lejlighederne,<br />
ligesom man<br />
lavede mad på<br />
gasapparater.
Gadebelysningen sorterede under<br />
lygtetænderen, som hver aften kom<br />
vandrende med sin lange stok med krog i<br />
enden. Han tændte for belysningen og<br />
slukkede igen om morgenen. Selve<br />
renholdelsen af glassene og brænderne<br />
sorterede også under ham, derimod kom<br />
der sommetider en mand gående med en<br />
jernbeholder på en tohjulet vogn - hans job<br />
var at udlufte lygterne. Han lukkede noget<br />
gas ned i beholderen fra gadelygten, løftede<br />
låget og smed en brændende tændstik ned<br />
i, hvorefter der lød et højt knald. Så<br />
vandrede han videre til næste lygte. Det var<br />
en operation, der selvsagt tiltrak os drenge<br />
meget. Senere blev han motoriseret med<br />
motorcykel og sidevogn.<br />
Om aftenen, når det blev mørkt, gik<br />
gårdskarlen Orla, som også var medhjælper<br />
i en grøntforretning i ejendommen, rundt<br />
med en spanskrørsstang, og med en<br />
brændende tændstik anbragt i den ene<br />
ende af stangen tændte han lamperne på<br />
trapperne. Næste morgen kunne han så gå<br />
rundt og slukke dem igen.<br />
Foruden “dasserne” i gården, der havde<br />
spande, var der et pissoire, som én gang<br />
om ugen blev skrubbet og skuret. Tømning<br />
af spandene blev foretaget af<br />
“natmændene”, der ankom med en<br />
skrumplende hestevogn og skiftede de<br />
fyldte spande ud med tomme. Da arbejdet<br />
mest foregik sent om aftenen, blev<br />
betegnelsen “natmændene” automatisk<br />
hæftet på dem. Det var ikke spændende at<br />
skulle i gården for at gå på WC og slet ikke<br />
om aftenen i mørke. Så forsynede man sig<br />
med et stearinlys og en æske tændstikker<br />
og håbede egentlig på, at andre også skulle<br />
føle den samme trang og på samme tid.<br />
Ikke alle havde dog lyst til at gå ned for at<br />
benytte lokummerne i gården. Tydelige<br />
klask på lokumstagene kundgjorde, at man<br />
fandt anden udvej for problemet. Man<br />
benyttede simpelthen en avis og smed<br />
pakken ud ad vinduet og ned på taget - så<br />
kunne gårdskarlen Orla rense op efter en!<br />
Skrald - eller dagrenovation, som det<br />
nu er blevet til - blev også afhentet af<br />
hestekøretøjer, og der skulle gode kræfter til<br />
for at svinge de fyldte spande op på<br />
nakken, bære dem ud på gaden og kaste<br />
dem op på vognladet. Moderniseringen af<br />
dette fag udgjorde i starten bare en<br />
læderplade, som skulle forhindre, at<br />
skraldet faldt af undervejs. Ofte gik turen<br />
gennem trange kælderhalse og under<br />
lavtsiddende vand- og kloakrør.<br />
Denne lille gård omgærdet af<br />
plankeværker og cykelskure, skraldespande<br />
og lokummer blev vores legeplads - og set<br />
med barneøjne var det en egen<br />
eventyrverden.<br />
En hånddreven gårdgrundvandspumpe<br />
og en vandhane til skylning af såvel<br />
skraldespande som vasketøj fandtes også.<br />
Men fra denne gård er der sket utallige<br />
“udrykninger af såvel politi som<br />
brandvæsen”. Trillebånd, løbehjul,<br />
legevogne og så selvfølgelig min stolthed,<br />
en dræsine, udgjorde det rullende materiel.<br />
Udrykning skete gennem porten til<br />
Thuresensgade og ud på fortovet. Her gjaldt<br />
det om at holde kursen, for fortovene var<br />
brolagte, og kun to rækker bordursten<br />
gjorde det muligt at komme frem med<br />
vores køretøjer. Så skulle man endda<br />
undervejs passere forsænkninger udformet
som render til at føre vand fra<br />
nedløbsrørene ud til gadekloaken. Selve<br />
fortovskanten var skrå og brolagt.<br />
Gadearealet var brolagt overalt, og det<br />
kunne tydeligt høres, når hestekøretøjerne<br />
med de jernbeslåede hjul kørte gennem<br />
gaden.<br />
Der fandtes dog også<br />
biler i Nansensgade.<br />
Sporvejene havde garager i<br />
en remise ved<br />
Ahlefeldtsgade, og Illum<br />
havde garager ved siden af<br />
Adlers Bilfabrik i eller<br />
omkring nummer 23.<br />
Strøgbusserne kørte i starten<br />
på faste ringe, altså uden<br />
luft, og rystede husene lige<br />
så meget som<br />
hestekøretøjerne.<br />
At passere gennem Nansensgade i<br />
dag er et deprimerende syn, men også et<br />
typisk tidens tegn. Lukkede butikker, hvor<br />
vinduerne er blændene med skodder af<br />
krydsfinér, derangerede ejendomme og<br />
tilgangen af såkaldte antikvitetsforretninger<br />
har ganske afløst de mange små<br />
erhvervsdrivende - grøntforretninger,<br />
bagere, købmænd, håndværkere,<br />
konditorer, etc. - som i min barndom gjorde<br />
gaden levende.<br />
I vores ejendom lå der en<br />
isenkræmmer i kælderen - Danholdt hed<br />
han. Hver morgen anbragte han et udvalg<br />
af samtlige størrelser af<br />
vaskebaljer uden på facaden,<br />
og i vinterhalvåret stillede<br />
han sine petroleumsovne<br />
med fuldt blus på ud på<br />
fortovet. Det var ikke alene et<br />
festligt syn, men også meget<br />
behageligt, når man frøs om<br />
sine fingre efter at have leget.<br />
Denne forretning blev et<br />
vartegn for hele<br />
Nansensgade.<br />
Til ejendommen hørte også en<br />
hørkramforretning. Min morfar havde selv<br />
en overgang drevet denne, og min morbror<br />
Frederik været medhjælper. I min tid hed<br />
hørkræmmeren Larsen og blev - takket<br />
være sin ringe højde - selvsagt døbt<br />
“Lillelas”. Han handlede med alt fra kul og<br />
koks til islandske spegesild, og for 5 øre fik
man fyldt en kop med sennep. Ellers var<br />
der gryn og mel og selvfølgelig kartofler,<br />
som vi selv måtte pille op af kassen, da<br />
mor skulle have enten jævne eller store<br />
“skrælle”. Gennem en lem i gulvet og ad en<br />
stejl stige kom man ned i kælderen, hvor<br />
“Lillelas” opbevarede brændslet. Man købte<br />
10 liter ad gangen, hvad der svarede til en<br />
gulvspand fuld, eller man fik leveret<br />
brændslet hjem på loftet eller i kælderen af<br />
karlen i forretningen. Han hed Orla og var<br />
en stor kleppert, som nok kunne gå på 5.<br />
sal med flere sække koks efter at have øst<br />
dem op og målt dem med et dertil<br />
autoriseret tøndeagtigt træfad. Orla havde<br />
også det hverv at holde gård og gader rene<br />
og pumpe grundvand op fra kældrene.<br />
Opholdt man sig i gården, og var man<br />
uheldig, blev man indfanget og anbragt ved<br />
pumpen og måtte så dreje det store hjul<br />
rundt 100 gange. Men belønningen bestod<br />
ofte i, at man blev sendt af sted efter to<br />
flødeskumskager - noget ganske uhørt for<br />
os drenge. Den ene spiste Orla selv, den<br />
anden skulle han først tvære ud i ens ansigt,<br />
inden man måtte slikke den i sig. En bizar<br />
idé, men man gjorde det gerne for at få en<br />
kage.<br />
Selvfølgelig havde vi rotter i<br />
ejendommen, og navnlig var de slemme<br />
omkring skraldebøtterne. Når det<br />
så blev for slemt, blev nogle<br />
af de mange store drenge<br />
og de voksne, som<br />
boede i ejendommen,<br />
mobiliseret, og så gik<br />
jagten ind. Med<br />
vandrør og kosteskafte<br />
og mange andre våben<br />
nedlagde man adskillige<br />
rotter, hvorefter det gik i triumftog til<br />
hovedbrandstationen bag rådhuset, hvor<br />
man indkasserede 1 øre for hver hale, man<br />
medbragte.<br />
Udover den allerede omtalte leg med<br />
trillebånd og løbehjul - for ikke at glemme<br />
min dræsine - spillede vi klink. Mønter<br />
havde vi selvsagt ikke, men vi havde janter,<br />
og det var for os det samme. Janter var en<br />
bukseknapstor, blyagtig knap, som vel<br />
egentlig hørte til i mælkedrengsskjorterne.<br />
Nu var de for os noget meget mere<br />
værdifuldt. Vores kapital, som vi<br />
opbevarede i en til formålet fremstillet pose<br />
- vel nok fabrikeret af mor, efter at hun<br />
havde stiftet bekendtskab med vores<br />
lommers tilstand. Man spillede med dem,<br />
som de voksne gjorde med 5-ører, og det<br />
var en katastrofe at falde i kløerne på en<br />
dreven spiller, ligesom fryden steg, hvis<br />
man selv var den vindende part. En lidt<br />
større og lidt mere flad type knap blev kaldt<br />
en “Mors dreng”. Den var mere eftertragtet<br />
end de andre og blev derfor omvekslet med<br />
mere end lige over. Navnet “Mors dreng”<br />
kom nok af, at der på knappen stod<br />
bogstaverne MD. Hvad det dækkede over,<br />
vidste vi ikke, men det var uden betydning -<br />
for os var det “Mors dreng”, som var det<br />
afgørende.<br />
Pigerne legede med nipsenåle,<br />
som blev sat fast i en<br />
nålepude. Nålene blev<br />
efterhånden meget<br />
avancerede med<br />
blandt andet<br />
fantasifulde figurer<br />
som “hoveder”. Disse<br />
nåle samlede pigerne<br />
på, og de blev kun brugt
som pynt, aldrig anvendt til “nipsning”, et<br />
spil, som mindede meget om drengenes<br />
kuglespil. Glansbilleder og samlemærker fra<br />
kaffeerstatningspakker - Richs og Danmark<br />
- var også populære samleobjekter.<br />
Desuden hinkede man eller hoppede i<br />
“ruder”, som man tegnede op på fortovet<br />
med kridt. Dukker og dukkevogne blev<br />
promeneret op og ned ad gaden, eller man<br />
sjippede i sjippetov. Sjipperiet kunne<br />
udvikle sig til det rene artisteri med<br />
dobbeltsving og baglæns hop alene eller<br />
med flere deltagere.<br />
Grete, morfar, Franz og Heini- bemœrk drengenes matrostøj.<br />
Et spil som terre deltog både piger og<br />
drenge i. Det var meget nemt at<br />
transportere - seks små sten, eller hvis man<br />
var rigtig heldig - marmorstykker. Stenene<br />
lagde man på et bord eller på gaden, så<br />
kastede man en af stenene op i luften, og<br />
mens den stadigvæk svævede, greb man<br />
en anden sten med samme hånd og<br />
derefter stenen på vej ned. Dette blev nu<br />
gentaget med to sten i hånden, osv. Til sidst<br />
gentog man det hele i modsat rækkefølge.<br />
Tabte man en sten, gik turen videre til den<br />
næste.<br />
En anden udbredt leg var legen med<br />
kugler, som atter har opnået interesse hos<br />
drenge. Lerkugler af mange slags, og som<br />
man ligeledes opbevarede i en kuglepose.<br />
En revne i gårdcementen eller en<br />
fordybning mellem brostenene blev<br />
målobjektet, og nu gjaldt det om dels at<br />
placere sin kugle så nær ved eller helst i<br />
hullet, så man vandt retten til at begynde at<br />
puffe de andres kugler i samme fordybning.<br />
De vundne kugler var ens ejendom og blev<br />
hjemført i triumf. Kuglerne kunne man<br />
købe, eller man lånte et par af en anden<br />
spilleglad yngling, hvorefter man skyndte<br />
sig at vinde, således at man hjemførte<br />
udbyttet uden at have investeret noget<br />
overhovedet.<br />
Vi spillede boldspil af forskellig slags<br />
- rundbold og langbold, men da gårdens<br />
størrelse forhindrede disse spilleformer,<br />
måtte man rykke ud på gaden. Mangen en<br />
sommeraften har vi spillet der overvåget af<br />
de voksne, som fra vinduerne lå og iagttog<br />
vores leg. De enkelte vogne, som kunne<br />
finde på at passere gennem gaden, medens<br />
vi legede, blev lodset forbi uden besvær.<br />
Det var et større problem at undgå at<br />
ramme de mange forretningsvinduer, som<br />
kantede begge sider. Mange klask medførte<br />
tilbageholdte åndedrag, mens man<br />
afventede, om ruden holdt eller ej. Men<br />
stikbold og kongebold spillede vi i gården,<br />
ligesom lege som stanton og skjul sagtens<br />
kunne gennemføres her. Vi spillede<br />
djævlespil og lavede papirhjul til at lade løbe<br />
for vinden gennem gaden. Også top blev<br />
spillet, det gik bedst i gården, da gadens<br />
brolægning gjorde det vanskeligt at spille<br />
her. En pisk af sejlgarn og en top med et<br />
søm i spidsen var alt. Her holdt teknikken
senere sit indtog, så man efterhånden<br />
kunne få toppe i mange farver og endda<br />
med lyd i. Var man blevet så stor, at man<br />
havde fået lov til at gå med kniv, var spillet<br />
“land” helt i top. Der krævedes dog et<br />
stykke jord, hvor man kunne hugge sin kniv<br />
eller dolk ned i, så den blev stående. Efter<br />
hvor mange man nu var, der skulle lege,<br />
delte man jordstykket op og ridsede<br />
grænser op mellem deltagerne. Efter tur<br />
forsøgte man at placere kniven i naboens<br />
jordstykke, og lykkedes dette, trak man en<br />
ny grænse op efter knivens retning og<br />
indlemmede dermed naboens jord. Således<br />
blev man ved, indtil kniven væltede eller<br />
ikke satte sig i jorden, og turen gik derefter<br />
over til næste deltager.<br />
Indendørs legede jeg gerne sporvogn<br />
med alle spisestuestolene stillet op på rad<br />
efter hinanden, og da det var muligt at<br />
trække en snor gennem huller i ryglænet,<br />
blev det nemt at etablere en klokke til at<br />
ringe afgang og stop med. Det var en leg,<br />
som kun havde sin begrænsning i den støj,<br />
den forårsagede. Frode, min bror, legede<br />
altid med halmabrikker, som han to og to<br />
stødte sammen, og hvor den, der blev<br />
stående, var vinderen. Selvfølgelig havde vi<br />
også damspil, ligesom vi kunne spille kort.<br />
“Sorteper” eller “Sulte svin” var populært,<br />
senere kom “66” til. Endelig var der<br />
“Domino”, som man både kunne spille<br />
med eller stille op på rækker og få til at<br />
vælte efter hinanden i lang række. Jeg<br />
elskede at bruge vindueskarmene til at<br />
konstruere sindrige kraner ved hjælp af<br />
mors strikkepinde, sytråd og - det<br />
allerbedste - et gammelt udbrændt<br />
anodebatteri fra datidens radioapparater.<br />
Jeg havde også en stor optrækstogsamling<br />
med skiftespor og stationer, etc. Hver jul<br />
blev samlingen suppleret med skinner,<br />
foræringer fra de store, som egentlig gerne<br />
ville lege med, men samtidig var de jo de<br />
store.<br />
Et andet attraktivt legetøj til indendørs<br />
brug var en dampmaskine. Med<br />
spritflamme til opvarmning krævede det lidt<br />
mere opmærksomhed fra de store - lege<br />
med den på egen hånd kunne man ikke få
lov til. Den jeg legede med havde snoretræk<br />
til slibesten og andet tilbehør, og det var<br />
meget spændende.<br />
Min farbror Peter forærede mig ved<br />
en eller anden lejlighed en dejlig fregat med<br />
kanoner, ankre, redningsbåde og -bælter,<br />
kort sagt en flot og elegant model. Mine<br />
store brødre syntes, at den da skulle<br />
søsættes, og det gjorde de så med det<br />
jammerlige resultat, at siderne, som viste<br />
sig at være af pap, bulnede ud, og det hele<br />
faldt fra hinanden.<br />
Skolelektier skulle selvfølgelig også<br />
laves, selvom vi til mors bekymring altid<br />
erklærede, at vi ikke havde noget for.<br />
Dristige var vi og gik ud fra, at vi kunne<br />
klare lektierne ved at foretage en let<br />
gennemgang i frikvartererne eller håbe på,<br />
at man ikke blev hørt. Risikoen udmyntede<br />
sig selvfølgelig i karakterbøgerne, og så stod<br />
den til balle hos far.<br />
Men dermed var vores<br />
legemuligheder ikke udtømte. Vi havde jo<br />
Ørstedsparken lige i nærheden, hvor<br />
legepladsen med vipper og lignende var til<br />
rådighed. Søen, som lå endnu nærmere,<br />
fristede også med sine muligheder for at<br />
sejle med pinde og små hjemmeflikkede<br />
både. Her kunne man forsøge, om man<br />
kunne forcere en af de forhindringer, som<br />
spærrede en fra at komme ud i de mange<br />
private både, der fandtes.<br />
Bådebroerne var forsynet med<br />
rundtformede pigtrådsgitterskærme, som<br />
skulle holde os ude. Dette tjente naturligvis<br />
kun til at skærpe vores interesse for dette<br />
strengt forbudte område.<br />
Om vinteren, når søen var isdækket,<br />
hvad den nu sjældent var, løb man på<br />
skøjter. Datidens skøjter skulle fastspændes<br />
med remme af læder og desuden skrues<br />
om hæl og sål med et skøjtesving. Da<br />
kunsten var svær at lære, og man i starten<br />
løb mere på siden af støvlerne, skete det<br />
ofte, at hælen brækkede af. “Hælbrækkere”<br />
lød det hånligt fra dem, der var<br />
privilegerede og havde noget så sjældent<br />
som fastskruede skøjter. Den rene<br />
skinbarlige luksus. Det var da også<br />
hovedsagelig disse lykkelige, som var<br />
medlemmer af Københavns skøjteløberforening<br />
på Søpavillonen og derfor kunne<br />
starte på den private bane, som altid blev<br />
renset for sne og endda oversprøjtet om<br />
natten med vand. Her kunne vi ikke<br />
deltage! Far ville ikke betale, for som han<br />
sagde: “Der er aldrig is på søen, når man<br />
har betalt”. Vi sneg os ind under snoren,<br />
som markerede det private område, og når<br />
opsynsmanden, som skulle kontrollere, om<br />
man havde foreningens emblem placeret<br />
på sit tøj, dukkede op, gjaldt det om at<br />
komme hurtigt ud under snoren igen.<br />
“Pottifar” kaldte vi ham, og udstyret med<br />
sivsko for at kunne stå fast på isen havde<br />
han ikke en chance for at få fingre i os<br />
drenge.<br />
I det hele taget var vi for hurtige for<br />
de forskellige opsynsmænd, som vågede<br />
over for eksempel Ørstedsparken, hvor<br />
råbet “havemanden kommer” adviserede<br />
alle drenge om, at nu var det tid at forføje<br />
sig. Ligeledes blev en gadebetjent dengang<br />
adviseret med ordene “det lyner” - ikke<br />
fordi vi havde noget på kant med<br />
ordensmagten, betjenten på gaden dengang<br />
var som regel fodbåren, og da alle kendte<br />
ham, og han kendte alle, så blev de værste
Eftermiddagstur langs Peblinge-søen<br />
branderter lodset hjem med ordre om at<br />
holde sig på måtten. Var man mere<br />
utilbens, skaffede betjentens store og<br />
omfangsrige korpus ro og orden. Udrykning<br />
i mere koncentreret stil foregik på cykel og<br />
med en søvnig ASP stearinlygte vippende<br />
foran på forgaflen. Men man havde da tid til<br />
at aflægge høflighedsbesøg hos de lokale<br />
handlende, og en høkerbajer var heller ikke<br />
at foragte dengang.<br />
Langt større end de nævnte<br />
legepladser var det gamle banegårdsterræn.<br />
Efter det var rømmet, lå det hen som et<br />
herligt ingenmandsland, og det var et<br />
vidunderligt sted at færdes. Der var stadig<br />
rester fra den tid, da jernbanen havde både<br />
station og remiser her. I eftertiden blev det<br />
anvendt som udstillingsterræn, blandt andet<br />
til den hollandske udstilling. Derfor kom det<br />
i drengemunde til at hedde “den<br />
hollandske”. Under udstillingen var det hele<br />
hegnet ind med træhegn og malet rødt, og i<br />
tiden efter gik alle drenge på røde stylter!<br />
Området var stort og alligevel ikke stort nok<br />
til, at drenge fra to kvarterer kunne enes om<br />
arealet. Stadige kampe mellem “Nanserne”<br />
og drenge fra den anden side af søen, fra<br />
Korsgade, Wesselgade osv., blev udkæmpet<br />
med stor drabelighed. Frygtelige våben blev<br />
taget i anvendelse, og disse kampe var ikke<br />
blot for drengene, nej pigerne tog også del i
dem. Jeg husker, at et af våbnene engang<br />
bestod af en fyldt vandkedel ophængt i en<br />
lang snor og igen fastgjort i en lang stang.<br />
Og med dette svingende om hovedet på sig<br />
selv, skabte den pågældende plads om sig.<br />
Ufatteligt, at ingen kom til skade under<br />
disse slagsmål, men det skete aldrig.<br />
Forbud var der nok af. Man måtte<br />
ikke banke tæpper i gården efter et bestemt<br />
tidspunkt. Jo, man bar sine tæpper ned og<br />
hængte dem op over bankestativet, som<br />
ellers mest blev benyttet af os drenge til at<br />
klatre i. Der måtte heller ikke spilles i<br />
gården, hvad der dog ikke forhindrede<br />
gårdsangerne i at drage fra gård til gård<br />
med alle gadens unger efter sig.<br />
Lirekassemanden - eller “onsdagsmanden”,<br />
som vi kaldte ham - var en kendt og velset<br />
spillemand, som havde sin faste rute, der<br />
førte ham til vores ejendom hver onsdag.<br />
Vores trappe i Nansensgade nummer<br />
15 var belyst med gaslygter, som senere<br />
blev afløst af elektrisk lys. Jeg husker ikke<br />
tidspunktet så nøje, men jeg har ikke været<br />
større, end at jeg skulle stå på tæer for at<br />
tænde det nye elektriske lys. Jeg husker det<br />
ganske nøje, fordi Gunnar en dag lukkede<br />
døren, så mine fingre kom i klemme, mens<br />
jeg - stående på tæerne og med et godt tag i<br />
dørkarmen - prøvede at nå kontakten. Også<br />
indenfor i lejlighederne blev de gamle<br />
petroleums-hejselamper udskiftet med<br />
elektrisk lys. Ja, det gik endda så vidt, at<br />
fatter lod installere to separate og nøgne<br />
pærer i loftet ud over den daglige<br />
lysekrone. En pære i hver ende af stuen -<br />
uhørt luksuriøst efter datidens målestok.<br />
Lejligheden kom man ind i gennem<br />
en lang korridor, hvorfra dørene førte ind til<br />
henholdsvis herreværelset, dagligstuen og<br />
spisestuen. Modsat lå døren til køkkenet og<br />
pigekammeret samt køkkentrappen. Med<br />
otte børn var det imidlertid nødvendigt med<br />
mere plads, end det ene lejemål gav, så<br />
mellem vores lejlighed og den tilsvarende i<br />
nummer 20 i Thuresensgade blev der slået<br />
hul og indsat en dør. Her var der to<br />
værelser og et køkken, og vi havde således<br />
to køkkener, to hovedtrapper og to<br />
køkkentrapper. Her sov mor og far i stuen<br />
ud til gaden sammen med den til enhver tid<br />
mindste. Nydelig gulmalet dobbeltseng og<br />
to natborde med marmorplader og<br />
tilhørende potteskab samt en servante også<br />
med marmorplade, en stor servantekande<br />
og vandskål. I stuen op til soveværelset og<br />
ind mod gården lå der - i etagesenge - op til<br />
fire drenge og i køkkenet til denne lille<br />
lejlighed sov Arne.<br />
Lirekasse”person”.
AAse og jeg i trappeopgangen i Nansensgade.<br />
I herreværelset i lejligheden i<br />
nummer 15 stod de dyre møbler,<br />
bogskabet og en kakkelovn med poleret<br />
kappe og forniklet skål på toppen.<br />
Dagligstuen havde røde plysbetrukne<br />
møbler og et rundt bord samt mors<br />
skrivebord, hvorfra alle huslejeindbetalinger<br />
blev modtaget samt klenodiet, et stueorgel<br />
med en drejestol som sæde. Her ved det<br />
runde bord blev der spillet utallige<br />
lombrespil, et spil som kun far dyrkede,<br />
mor spillede aldrig kort. Farbror Peter og et<br />
par af deres gode venner, Johannes<br />
Petersen og hans kone, var derimod ivrige<br />
spillere. Mor talte imens med faster Andrea,<br />
som heller ikke kastede sig ud i den slags<br />
verdslige sysler. Mor lavede kaffe, og da der<br />
altid blev indkøbt kager til kaffen, har vi<br />
unger mangfoldige gange stået med døren<br />
på klem og iagttaget, om der muligvis blev<br />
en kage til overs. Ligeledes blev der indkøbt<br />
tre bananer, som blev skåret over og<br />
sammen med æbler og pærer anbragt i en<br />
frugtglasskål, hvoraf vi havde to. Disse skåle<br />
kom senere til at spille en rolle i vores<br />
tilværelse, da radioen blev opfundet - men<br />
herom senere. Spillet gik gerne lystigt for<br />
sig, og meldingerne, som ikke sagde os<br />
noget, blev forstærket kraftigt, når<br />
medspillerne ikke bar sig rigtigt ad. Så<br />
kunne udtryk som “idiot” svirre i luften, og<br />
så morede de sig.<br />
Spisestuen var domineret af<br />
spisebordet, selvom en buffet og en skænk<br />
også stod der. Men et bord med fem ben<br />
og tre store plader til at forlænge med var<br />
selvsagt noget, man fik øje på. Det krævede<br />
også plads, når vi sad rundt om og spiste,<br />
far i den ene ende ud mod gaden og mor i<br />
den anden. Ofte var vi 11 personer til<br />
middag, ja undertiden flere, men Dreyer,<br />
som var en barndomsven til mor fra<br />
Bornholm, var meget ofte med. Desuden<br />
stod hoveddøren altid åben af den simple<br />
grund, at mor ikke orkede at rende gennem<br />
den lange korridor og lukke op, når vi ville<br />
ind. Hertil kom, at hjemmet altid var åbent<br />
for alle de kammerater, som vi store som<br />
små havde, og som i stor udstrækning<br />
betragtede det <strong>Mohr</strong>ske hjem som et<br />
samlingspunkt.<br />
I pigeværelset op til køkkenet sov<br />
først Sigurd og senere Margit. Uden for<br />
deres vindue og hængende ud over gården<br />
var der anbragt en stor trækasse med fint<br />
trådnet på forsiden. Et låg gjorde det muligt
at komme ned i kassen fra kammeret, og<br />
her var vores flueskab.<br />
Ismanden (drengen) fra Krystalisvœrket.<br />
I køkkenet, som lå modsat spisestuen,<br />
foregik madlavningen til hele styrken. Et<br />
støbejernskomfur med tre gasapparater og<br />
en bageovn underneden var<br />
stegemulighederne. Et problem var, at hvis<br />
gummislangerne kom for tæt til blusset,<br />
kunne de brænde igennem. Ved siden af<br />
stod en høkasse med trælåg, og heri blev<br />
kartofler og grød og den slags placeret, efter<br />
de var bragt i kog. Så sparede man på<br />
gassen, og gasmåleren løb ikke for hurtig.<br />
Senere kom der isskab til, et lille isoleret<br />
skab, hvori man lagde et stykke krystalis<br />
indkøbt fra mejeriet i nummer 17 hos<br />
Thuesen. Ud til gården lå jernvasken og<br />
herunder afløbet. Indvendige faldstammer<br />
kendte man ikke dengang, vandet løb<br />
direkte ud i tagnedløbsrenderne. I strenge<br />
vintertider var det til stort besvær, for<br />
vandet frøs til ispropper, rørene måtte tages<br />
ned, og isen bankes ud, før man atter<br />
kunne slå vand i vasken. Forsøgsvis blev<br />
der indkøbt saltstykker, som beboerne<br />
skulle have liggende i vaskene i et forsøg på<br />
at holde afløbene fri for is.<br />
I dette køkken residerede mor og<br />
Dreyer i forening. Det var mest<br />
hjemmelavet mad, der var tale om. Sådan<br />
noget som sylte, rullepølse og salater -<br />
italiensk salat, russisk salat osv. - blev<br />
hjemmefremstillet i store portioner. Mangen<br />
Dreyer.
en juleskinke med ben og det hele er blevet<br />
stegt i ovnen. Hvis der drejede sig om en<br />
gås, så blev den enkelte gange sendt til<br />
bageren, men det var med bange anelser,<br />
at mor gjorde det, for han beholdt jo noget<br />
af fedtet som delvis betaling.<br />
Ligeså længe, jeg kan huske, blev der<br />
altid indkøbt et halvt og et kvart fint og et<br />
kvart groft rugbrød om dagen. Hver aften<br />
sad mor - efter vi havde spist, og der var<br />
taget af bordet - og smurte madpakker til<br />
hele horden. Alene Børge spiste 24(!!) halve<br />
stykker hver dag på arbejde, og selvom<br />
fatter ikke skulle have mere end et halvt<br />
stykke med, så var det en mindre<br />
smørrebrødsfabrik, som var i funktion hver<br />
aften. Dertil kom, at der blev bagt<br />
hvedebrød i bradepanden, og at det aldrig<br />
blev til mere end et stykke samme dag, det<br />
var bagt, fordi det var betydelig drøjere<br />
næste dag - og senere næsten ikke til at få<br />
ned. Margarine med smørfarve og eventuelt<br />
marmelade fra haven. Smør, kun om<br />
søndagen, hvor vi fik franskbrød.<br />
Middagene var præget af, at vi altid fik to<br />
retter mad og næsten altid sødsuppe eller<br />
mælkemad. Haven i Søborg leverede jo<br />
masser af bær og rabarber samt hyldebær.<br />
Fisk stod på tavlen hver ugedag og ofte<br />
mere end det. Det kunne være spegesild i<br />
løgsovs eller kogt torsk og så den<br />
uundgåelige plukfisk næste dag. Kogt flæsk<br />
eller sylte og i sidste tilfælde skåret af<br />
grisehovedet og med de fleste af<br />
børsterne strittende til alle sider. Ligeledes<br />
var der selvsagt altid ben i fiskeretterne,<br />
for ingen havde tid til at stå i køkkenet og<br />
brænde børsterne af grisen eller<br />
finkæmme fisken for ben. Sovs var<br />
kutyme ved alle middagsmåltider.<br />
Tidens mange arbejdsløse bad om<br />
mad ved døren, og mad var der altid, men<br />
oftest havnede den modtagne madpakke i<br />
trappeskaktens cykelskur, for når man bad<br />
om mad, var det altid i håbet om at<br />
modtage nogle håndører i stedet for. Jeg<br />
mindes i den forbindelse en hændelse, som<br />
blev min fars eneste pædagogiske forsøg på<br />
kollektiv opdragelse. Vi skulle netop have<br />
plukfisk til middag, og sandt at sige var ikke<br />
mange andre end mor og far fiskespisere,<br />
så vi sad og stak til maden trods kraftige<br />
opfordringer. Da ville tilfældet, at en arme<br />
arbejdsløs ringede på døren og spurgte om<br />
lidt mad. “Hent ham herind”, lød fars svar,<br />
og placeret ved bordenden og under 8 par<br />
chokerede og forundrede barneøjne, blev<br />
han præsenteret for den største skude<br />
plukfisk, han sikkert nogensinde havde set.<br />
“Der kan I se, kræsne unger”, sagde far<br />
bagefter, men tilføjede ikke, at den<br />
arbejdsløse blev belønnet med et kontant<br />
beløb.<br />
Vi spiste altid frokost sammen om<br />
søndagen samlet om bordet. De store sad<br />
omkring mor, hvor pålægget stod, og vi<br />
mindre i den anden ende, hvorfra vi gjorde<br />
vores bestilling. Snart efter svævede den<br />
pågældende rundtenom gennem luften for<br />
med mange års rutine at lande lige ud for<br />
rekvirenten. Et kunststykke, som mere end<br />
en gang har imponeret og chokeret venner<br />
og besøgende, der kom på visit.
Trods det, at vi var så mange munde at<br />
mætte, var der altid mad også til<br />
hjembragte kammerater. Mange gange blev<br />
det til en anseelig flok, men altid til stor<br />
underholdning for far, som morede sig<br />
kosteligt. Især når Arnes kammerat, Jesper,<br />
fortalte - eller rettere sagt fabulerede. Så<br />
rystede lorgnetterne på fars næse, så de var<br />
nær ved at falde af.<br />
Al opbæring af varer ad<br />
hovedtrappen var forbudt og skulle finde<br />
sted ad køkkentrappen. Men når man<br />
kendte disse køkkentrapper, forstod man<br />
også, hvorfor forbudet blev overtrådt. Der<br />
var mange forretninger i Nansensgade, men<br />
alligevel blev nogle indkøb foretaget i<br />
foretrukne udsalg. For eksempel måtte vi til<br />
Gyldenløvesgade efter tvebakker hos<br />
bageren, de var også ganske specielle. Eller<br />
til Blågårdsgade hos slagtermester Bekker<br />
efter kød. Noget kød blev dog købt andre<br />
steder blandt andet hos Arbejdernes<br />
Kødforsyning i Nansensgade. Ligeledes blev<br />
der tit købt en hel svineblære med fedt hos<br />
Irma på hjørnet af Vendersgade og<br />
Farimagsgade. Påske Andreasen i<br />
Frederiksborggade var leverandør af skotøj.<br />
Det må have været et specielt syn, når vi i<br />
flok holdt vores indtog i forretningen, det<br />
fortalte den gamle indehavers søn os<br />
mange år senere, da vi foretog indkøb til<br />
vores egne børn samme sted.<br />
I Vestervoldgade lå Jarnings<br />
Konditori, hvor man kunne købe lagkage af<br />
mange slags. Men det var ikke så ofte, at<br />
det stod på dagsordenen - det var for dyrt,<br />
man måtte give helt op til 75 øre for en<br />
snitte. Hos Jarnings var der også<br />
kaffeservering ved små borde.<br />
Halvvejs nede i Thuresensgade lå der<br />
et øltapperi, hvor man tappede øl af på<br />
flasker fra store ølankre, og derefter<br />
transporterede det ud til kunderne på<br />
trækvogn. Hele forretningen stank langt ud<br />
på gaden af det sure øl, og den gamle<br />
øltapper selv var ofte - når han selv kom<br />
trillende med trækvognen - et levende<br />
billede på, at øllet også kunne drikkes. Hans<br />
store kunde på den tid var dagbladet<br />
Socialdemokraten, som havde trykkeri og<br />
presse i Nørre Farimagsgade.<br />
I Nørre Søgade havde Det danske<br />
Petroleumskompagni lager og tapperi, og<br />
dagligt larmede deres hestevogne ned<br />
gennem Thuresensgade, så det rystede i<br />
alle huse. Her hentede vi korkpropper til at<br />
sætte fast i trillebåndene. En tom cykelfælg<br />
var det normale legetøj, men jeg blev i<br />
fødselsdagsgave beriget med et trillebånd af<br />
træ, og dette bånd løb selvfølgelig lige ud<br />
foran en af disse hestevogne. Med<br />
tilbageholdt åndedrag ventede jeg spændt<br />
på, at hesten skulle styrte. Hvad nu, hvis<br />
den faldt og brækkede benene? Min<br />
bekymring var ganske unødig. Trillebåndet<br />
splintredes under vognen, og intet hændte.<br />
Det gjorde der derimod en aften, da<br />
jeg rendte ind i nogle mælkeflasker.<br />
Mælkemanden var ved at gøre dagens<br />
regnskab op og havde lige stillet alle sine<br />
tomme flasker ud på gaden bag vognen og<br />
under lygtepælen for bedre at kunne se.<br />
Her sprang jeg ind i opstillingen på vej til<br />
købmanden. Selvom kusken kom op til far<br />
og beklagede sig, blev han afvist med<br />
besked om, at han kunne ikke tillade sig at<br />
holde der. Gaden sorterede på den tid<br />
under ejendommen ud til den midterlinje,
man selv<br />
skulle<br />
forsøge at<br />
finde, når<br />
der skulle<br />
renses gade<br />
eller skovles<br />
sne.<br />
Iskager<br />
fandtes<br />
også. Den<br />
spæde<br />
begyndelse<br />
foretog en<br />
grønthandler i Nansensgade. Isen lavede<br />
han selv, så når man købte en is, blev<br />
bøtterne, som stod i en blanding af krystalis<br />
og salt, halet frem, og med en spiseske fik<br />
man en lille muslingeskal af kagedej med is<br />
ovenpå, derefter endnu en skal, og så<br />
afleverede man 5 øre. Samme grønthandler<br />
lejede også trækvogne ud, det almindeligste<br />
køretøj, når mindre bemidlede skulle<br />
transportere et eller andet. Her fandtes også<br />
en lidt større model med fire hjul og med<br />
trækstang til to mand. Det var oftest<br />
tjenestepigekommoder og den slags, som<br />
blev flyttet på den måde.<br />
Købmanden havde vi lige ved<br />
hånden. Der var Johansen i nr. 13, og lige<br />
over for gadedøren lå en anden købmand,<br />
Ziegler, nede i kælderen. Ham husker jeg<br />
meget tydeligt. Som mindre var jeg blevet<br />
sendt over til ham for at hente et eller<br />
andet, og forretningen var stuvende fuldt af<br />
kunder. Jeg skulle tisse og vidste ikke mine<br />
levende råd - jeg troede, at når man nu var<br />
kommet ind, så måtte man ikke forlade<br />
forretningen. Jeg tissede i bukserne og ned<br />
på gulvet, uden at nogen observerede det,<br />
og så gik det ellers i fuldt firspring op til mor<br />
for at få skiftet til tørt tøj.<br />
Tværs over gaden lå bageren, og det<br />
var her, vi købte vores forbrug af<br />
studenterbrød til 2 øre og<br />
Berlinerpfankuchen til 4 øre, ligesom han<br />
leverede kaffebrød med makron til samme<br />
ringe betaling. Wienerbrød fandtes i to<br />
kategorier, noget til 7 øre og andet mere<br />
luksusbetonet til 11 øre, men for at få det<br />
dyre skulle man hen til nr. 21 til konditoriet.<br />
Værtshuset over gaden i kælderen<br />
hed “Capstaden”. Cigarhandleren ved siden<br />
af leverede tobak til Arne, som var<br />
storforbruger. Fatter røg ganske vist, fra han<br />
slog øjnene op, til han gik i seng, men det<br />
var store cigarer - Nihilsine et Labore hed<br />
de, og de sad i hans mund hele dagen. Han<br />
spiste vist lige så meget af dem, som han<br />
røg. Men Arne skulle have “Flag”-cigaretter,<br />
og en pakke kostede - ligesom tre<br />
“Golfcerutter” - 25 øre.<br />
Når Arne skulle spise frokost<br />
sammen med os om søndagen, så skulle<br />
han og far have snaps til maden, og så<br />
måtte jeg ned til “Lille Lars” ad<br />
køkkentrappen og hente en flaske<br />
brændevin til 3 kroner og 15 øre. Hvis man<br />
selv havde flasken med, så sparede man 10<br />
eller 15 øre.
Vores tøj syede mor selv, vi var jo de<br />
små, og derfor var der hele tiden tøj fra de<br />
store, der skulle forandres. Matrostøj var<br />
det klassiske med tilhørende matroshue<br />
med papkokarde i siden og navnebånd om<br />
panden - navne som “Danmark” eller andre<br />
skibsnavne. Da de ældste var mindre, fik de<br />
tøj fra Zakariaessens Magasin på Kultorvet -<br />
ifølge notater af Børge.<br />
En ting som brugsforening benyttede<br />
vi os ikke af, måske fordi den lå for langt<br />
væk, måske af andre årsager. Børge har<br />
berettet, at familien tidligere havde været<br />
medlem af Brugsforeningen Christiansborg,<br />
som lå på Frederiksberg Alle ved St.<br />
Thomas.<br />
Nede ved søen lå der på det ene<br />
hjørne en købmand Ibsen og på det andet<br />
en barbersalon, hvor vi blev klippet. Ganske<br />
vist blev vi plysset hvert år om sommeren,<br />
men det stod mor selv for. Hun var ikke<br />
uden håndelag, for på den tid fandtes der<br />
hovedlus i hele skolen, og det spredte sig<br />
med lynets hast til alle børn i kvarteret.<br />
Midlet var seppedille-eddike, som man fik<br />
vasket hele hovedet i, efter man var blevet<br />
plysset. Havde man derfor kradset sig og<br />
fået sår i hovedbunden, sved det som sprit,<br />
og med et håndklæde om hovedet måtte<br />
man døje smerten gennem en hel nat. Så<br />
blev tættekammen taget i brug næste<br />
morgen, og det var en kur, der var effektiv.<br />
De mere alvorlige sygdomme blev vi<br />
forskånet for. Selv har jeg efter sigende<br />
ligget på børnehospitalet i Farimagsgade for<br />
eksem over hele kroppen. Arne har haft<br />
gigtfeber og lå en kort tid på Balders<br />
Hospital. Mor var plaget af astma og<br />
bronkitis gennem hele sit voksenliv, ligesom<br />
hun - så længe jeg kan huske tilbage - altid<br />
havde bind om sine ben for åreknuder. Så<br />
det er vel fatter, der har haft det mest<br />
stabile helbred i familien. Han havde så<br />
afgjort tilløb til hypokonderi, således at<br />
forstå at han var hunderæd for at blive syg.<br />
Vores huslæge, doktor Hamburger, skulle vi<br />
selv betale. Han fik penge en gang om året,<br />
og det ærgrede far umådeligt at skulle<br />
erlægge hans honorar. Størrelsen af dette<br />
kender jeg ikke, men det har vist været<br />
nogenlunde det samme, som man hvert år<br />
gav til skraldemændene og postbudet, når<br />
disse ønskede glædelig jul og godt nytår -<br />
og som de alle forventede at få som tak for<br />
året, der var gået.<br />
Fatter forstod ikke doktor<br />
Hamburger. Han havde jo allerede set, at<br />
Hamburger ikke kunne gøre noget for mor<br />
andet end at være sjælesørger og bortlede<br />
hendes tanker fra sygdommen. Når han var<br />
på besøg, talte de om hendes blomster, og<br />
sammen vandrede de fra stue til stue,<br />
hvorefter han ordinerede lidt Kinadekokt,<br />
hostesaft og lignende. Det drak hun så i<br />
ligeså stort mål, som fatter hældte håreliksir<br />
Mor’s hus i Allinge, Bornholm.
i sit hår for ikke at miste det. Doktor<br />
Hamburger havde ofte talt om, at mor<br />
skulle en tur op i den tynde luft - til Østrig<br />
eller Schweiz, men det var en absurd tanke.<br />
Det længste, mine forældre nogensinde<br />
kom uden for rigets grænser, var en tur til<br />
Sverige eller hjem til fødeøen, Bornholm.<br />
Til gengæld skaffede far en have i<br />
Søborg, og her tilbragte vi hele sommeren.<br />
Det var en dobbeltgrund, så der var nok at<br />
holde. Her var græsplæne og frugtbuske og<br />
urtebed, og efter nogle år blev der<br />
konstrueret et bassin med springvand og<br />
guldfisk. Inden skoleferien indtraf, tog vi<br />
sporvognen ind til Nansensgades Skole<br />
hver dag. I starten gik vi ned til Søborg<br />
Kirke og tog derfra en bus til Bispebjerg,<br />
hvorfra linje 16 startede. Der var dog et<br />
problem ved denne transport, for jernbanen<br />
krydsede Nørrebrogade, og hvis bommene<br />
gik ned, kunne det knibe med at nå i skole<br />
til tiden. Der gik en gangbro over banen,<br />
men det havde jo ingen betydning for os,<br />
der sad i sporvognen.<br />
Hele den lange sommer tilbragte vi i<br />
haven. Huset var bygget af farbror Søren,<br />
og det var stort og rummeligt. En veranda,<br />
som i starten var åben, men senere blev<br />
lukket med glasruder, førte ind til stuen.<br />
Herfra var der adgang til to soverum med<br />
køjesenge på alle leder. Man lå i overkøjen<br />
med fødderne hen over underkøjen. I stuen<br />
var to bænke med klapper, så der blev to<br />
sengepladser her. På en sofa var der<br />
Gunnar, Frode, Børge, Sigurd, mig, far, fœtter Bjarne, Arne, Margit, mor med Aase på skødet og kusine Ellinor bagved, foran “Mosebo”.
yderligere plads, og i stuen sov da Arne,<br />
Sigurd og Børge, mens mor og far havde<br />
det ene kammer sammen med en af de<br />
mindste. I kammeret ved siden af sov der<br />
fire andre, så huset var pakket godt til, når<br />
alle var hjemme. På verandaen sov Dreyer<br />
i et apparat, som bestod af to bukke med to<br />
lægter trukket gennem et lærred, så der<br />
blev en slags båre ud af det. Senere fik man<br />
fat i en pufseng, men indtil da tilbragte<br />
Dreyer mangen en nat i “apparatet”.<br />
Vi havde høns, og Arne holdt både<br />
kaniner og duer. Køkkenet var uhyre lille og<br />
fungerede kun ved hjælp af et forkøkken,<br />
som lå under gulvhøjden, så man skulle<br />
ned ad en lille trappe. Lys fik vi ved hjælp af<br />
petroleumslamper, en stor hejselampe i<br />
stuen og en almindelig lille lampe i<br />
køkkenet. Ellers fandtes der ingen<br />
belysning, så det var med at få læst lektier,<br />
mens det var lyst. Foran huset stod<br />
gennem mange år to hvide armstole af træ.<br />
Om farbror Søren også havde lavet dem,<br />
ved jeg ikke, men solide var de. Her sad far<br />
mangen en sommermorgen, lige fra solen<br />
stod op, til han skulle af sted på arbejde.<br />
Han elskede at vandre rundt i haven med et<br />
skuffejern til mors store fortrydelse. “Han<br />
ødelægger alle roserne med sit skuffejern”,<br />
hævdede hun ustandselig. Det var et stort<br />
arbejde, når der skulle graves have om<br />
foråret, men så kom fordelen ved den store<br />
drengeflok: Alle med hver sin spade og på<br />
række efter hinanden med naboerne som<br />
interesserede tilskuere. Imens var far i<br />
køkkenet for at lave mad. Mor var aldrig<br />
med på disse ekspeditioner, hun passede<br />
huset og Aase hjemme i Nansensgade. Det<br />
var fatters foretrukne menu, at der skulle<br />
være æg til frokosten, derfor blev der<br />
indkøbt flere snese. Han elskede selv at<br />
drikke rå æg og kunne nedsvælge et halv<br />
snes på en gang og uden besvær.<br />
Hele sommeren var vi gerne plaget af<br />
ørentvister, og loftet i stuen kunne være sort<br />
af dem, når lampen blev tændt. Fatter var<br />
så ræd for ørentvister, at han gik i seng med<br />
lange underbukser på og vat i ørerne for<br />
ikke at blive invaderet i løbet af natten. At<br />
der aldrig var nogen af familiens øvrige<br />
medlemmer, der var udsat for denne<br />
oplevelse, ænsede han ikke. Mor derimod<br />
fjernede dem roligt med en skål, hvori hun<br />
havde hældt sprit.<br />
WC havde vi ikke, men et rigtigt “das”<br />
stod i gården, som var omkranset af et<br />
plankeværk. For ikke at skulle tømme<br />
spanden hvert andet øjeblik konstruerede<br />
fatter ved hjælp af en gammel<br />
støbejernsvask et “tissehus” - eller krog var<br />
det nærmere - hvor urinen blev opsamlet i<br />
en spand gennem et hul i plankeværket.<br />
Man havde fuld forståelse for<br />
Verandaen på ”Mosebo”.
gødningsværdien i disse affaldsstoffer -<br />
lange kanaler blev trukket ned mellem<br />
rækkerne af sellerier og porrer og gjorde det<br />
muligt at fordele kraftstoffet over et stort<br />
areal. Genen var, at man bagefter måtte<br />
samle diverse papirrester op og brænde<br />
dem. Også afløb fra køkkenvasken var af<br />
såre primitiv konstruktion: En trækasse<br />
nedgravet i gården og med et låg af<br />
brædder gjorde fyldest, men var dog<br />
enormt uhygiejnisk, fyldt som det blev med<br />
maddiker - især på varme sommerdage.<br />
Desuden skulle vandet også øses op med<br />
mellemrum og fordeles rundt i haven. Det<br />
var ikke for sarte sjæle.<br />
Vi havde også en radio med, når vi<br />
flyttede derud. I starten var radioen endnu<br />
ikke opfundet, men spæde startforsøg kom<br />
til og skabte krystalapparatet. Effekten var<br />
meget beskeden, og kun ved hjælp af et par<br />
hovedtelefoner kunne man høre de svage<br />
signaler. Der blev opstillet et jernrør i hver<br />
ende af haven, og en lang ledning af blank<br />
kobbertråd ført ned til huset forbedrede<br />
modtagelsen betydeligt. Hver aften skulle vi<br />
ud og slå antennen til jord for ikke at<br />
risikere, at et eventuelt lynnedslag satte ild<br />
til huset. På taget var der placeret en<br />
skorsten af træ for at pynte på huset, som<br />
også krævede en masse maling til<br />
vedligeholdelse. Her i haven legede jeg<br />
mangen en sommer og morede mig med at<br />
fremstille huler af liggestole og andre<br />
møbler samt tæpper, velvilligt udlånt af mor<br />
til formålet.<br />
Dreyer kom ofte og boede hos os i<br />
Søborg. Hun var ikke “bedste” eller “tante”<br />
for os, hun var slet og ret begrebet<br />
“Dreyer”, navnet, som vi altid brugte både<br />
Jeg står på stigen og kigger ind til Dreyer i vinduet.<br />
som person- og kælenavn. Ofte kom hun<br />
vandrende til fods over markerne fra<br />
Hellerup, hvor hun boede på Strandvejen<br />
nr. 171 i havehuset. Over markerne skal<br />
forstås bogstaveligt, for mangen en gang<br />
har Aase og jeg fået lov af mor til at gå<br />
hende i møde, som oftest i området ved<br />
Vangede. Dels for at hjælpe hende med at<br />
bære, men ikke mindst for at se hvad hun<br />
havde med til os. Hun vaskede for nogle<br />
velstående familier i Hellerup, og hun<br />
medbragte altid noget legetøj, som var<br />
blevet kasseret. Det var nyt for os og meget<br />
velset.<br />
Der var en marketender i<br />
sommerhuskvarteret, og her hentede vi det<br />
daglige forbrug. Ellers måtte vi ned til<br />
Søborg Hovedgade, hvor de rigtige<br />
forretninger lå. Vores grund lå på Jacob<br />
Bulls Allé, men meget allé var der nu ikke -<br />
gennem lange tider var det kun en grusvej<br />
ned til huset. Det lå som sidste parcel på<br />
vejen, og vores nabo var en bonde og hans<br />
marker. Til vores store fornøjelse lå der<br />
umiddelbart op til grunden et mosehul, og<br />
deraf fik huset navnet “ Mosebo”. Vi legede<br />
altid ved vandhullet og sejlede med<br />
bræddestumper og pinde, byggede små
havne af mudderkager og ler. Bonden<br />
havde sin ajlebeholder placeret i samme<br />
vandhul, og desuagtet badede han der<br />
uden problemer. Der var fisk og alle slags<br />
dyr i mosen, og ved hjælp af en gammel<br />
vidjekurv og et langt tov trak vi kurven<br />
tværs over mosen og tømte nysgerrigt<br />
indholdet ud. Herfra blev der hjembragt<br />
halsetudse-æg og unger i konkurrence med<br />
storken, som kom hver dag og fouragerede.<br />
Alléen blev min første øvelsesplads i den<br />
ædle kunst at kunne cykle på en af de<br />
stores efterladte cykler. Jeg kunne stående,<br />
først på den ene pedal og senere med et<br />
ben ind gennem stellet, praktisere at holde<br />
balancen. Dristigheden blev snart belønnet,<br />
og jeg foretog de første pedalbevægelser og<br />
lærte tilmed at bremse. Det nedbragte<br />
faldhyppigheden og cykelbeskadigelserne<br />
væsentligt. Jeg kom senere til at foretage<br />
turen på cykel fra byen til Søborg utallige<br />
gange.<br />
Haven blev også opholdssted for os<br />
under krigen, den krig, som blev min anden<br />
verdenskrig, og om hvilken vi altid har følt,<br />
at fem år af vores liv forsvandt. Men den<br />
blev også begivenhedsrig på godt og ondt,<br />
vi glemmer aldrig de år. På et tidspunkt,<br />
hvor tyskerne spærrede København af for at<br />
knække modstanden, blev haven<br />
samlingspunkt for mange unge førere fra<br />
K1.<br />
Mange år senere, og efter at mor var<br />
død, benyttede Grete og jeg og Jørn og<br />
Sven sommerhuset og passede haven. Far<br />
var ikke længere interesseret, han ville helst<br />
have, at vi købte det, men det havde vi ikke<br />
muligheder for på den tid. Haven blev solgt<br />
og er siden blevet delt op i to byggegrunde.<br />
Grete med Jørn i “Mosebo”.<br />
Men utallige ture er blevet foretaget fra<br />
Nansensgade til “Mosebo” - to voksne og<br />
otte børn med madpakker og bylter af<br />
diverse sengetøj - det var en hel karavane.<br />
Som ægte bornholmerbørn gik vi i<br />
søndagsskole. Vi blev alle døbt i St.<br />
Andreaskirken i Gothersgade og kom hos et<br />
par søndagsskolelærerinder i deres hjem i<br />
Nørre Farimagsgade. De hed frøken<br />
Bardenfleth og frøken Rosenørn, og på<br />
deres egen måde forsøgte de at bibringe<br />
børn fra Andreaskirken lidt<br />
kristendomskundskab. I dette noble og<br />
velsagtens adelige hjem legede vi “Jeg gik<br />
mig over sø og land” på deres<br />
blankpolerede gulve. Senere blev vi sendt i<br />
Luthers Missionsforening og i Bethesda på<br />
Grønttorvet.
En “rigtig” FDF’er med hvid bluse og korte bukser.<br />
Ellers var det Frivilligt Drenge<br />
Forbund, som blev vores tilholdssted. Alle<br />
drengene i familien har været medlemmer<br />
af FDF, men Børge og jeg er de eneste,<br />
der fik et årelangt tilhørsforhold til kredsen.<br />
Møderne blev afholdt i Danmarkssalen i<br />
KFUM’s bygning i Gothersgade, som man<br />
delte med Soldatermissionen. Alle andre<br />
større fester fandt sted i festsalen i<br />
Rosenborggade 15. Her deltog vi i utallige<br />
møder, forårsfester og juletræs ditto. En stor<br />
forældreskare sluttede op om kredsen, og<br />
en masse drenge mødte op, hver gang vi<br />
havde møder eller ture.<br />
Sommerlejre var vi også med på, og<br />
det har nok været en lettelse for mor af<br />
blive af med os nogle uger om sommeren,<br />
selvom vi havde haven i Søborg at ty til.<br />
Masser af gode kammerater fik vi gennem<br />
kredsen, og adskillige havde deres gang i<br />
hjemmet i Nansensgade gennem mange år.<br />
Nansensgades Skole - det var hele<br />
søskendeflokkens grundskole. Jeg havde<br />
“Moster”, kommunelærer Mosdahl, som<br />
klasselærer. Skoletiden har åbenbart ikke<br />
gjort det store indtryk på mig, jeg husker<br />
ikke meget fra den tid. Dog mindes jeg, at<br />
det, der optog os drenge, var adskillelsen<br />
fra pigerne. I frikvartererne havde vi hver<br />
sin gård at lege i, og selvom vores lege i<br />
drengegården var slagsmålbetonede og til<br />
tider voldsomme, så var det dog også<br />
spændende, at vi gennem huller i<br />
plankeværket mellem de to legepladser<br />
kunne se pigerne hinke og sjippe tov. Drille,<br />
hive fletninger osv. - det var den tids<br />
tilnærmelser.<br />
Vi gik til sløjd på Larslejsstræde Skole<br />
og spadserede under opsyn af<br />
skolebetjenten gennem Ørstedsparken.<br />
Derfor var det selvsagt ikke meget, man<br />
kunne nå at save, når man endelig nåede<br />
frem, men det var en dejlig afbrydelse i<br />
skolegangen. Vi badede på Badeanstalten<br />
Langebro og også hertil gik det til fods<br />
sammen med skolebetjenten, som dog<br />
havde sin cykel med. Vi måtte nemlig gå<br />
hjem alene efter svømningen, som altid var<br />
placeret i sidste time. Badet var en<br />
oplevelse. Vi svømmede rundt i havnens<br />
beskidte og olierede vand og forsøgte at<br />
undgå de værste uhumskheder. Hjemvejen<br />
gik via Vestervoldgade og altid med et<br />
besøg hos en bager, hvor vi købte<br />
rundstykker, som blev sat til livs, inden vi<br />
nåede hjem.
Havde man fødselsdag, blev man<br />
hyldet på skolen. I gymnastiksalen blev<br />
man placeret på en trone af skamler, og så<br />
skulle man vælge nogle kammerater til at<br />
sidde ved siden af sig, mens alle sang<br />
fødselsdagssangen, den som stadig lever i<br />
folkemunde. Var der nogle af skolens<br />
elever, der blev konfirmeret, smed<br />
konfirmanderne bolsjer og flødekarameller<br />
ud i grams i skolegården, eller der blev givet<br />
flødeboller.<br />
Ellers var vi drenge mest optaget af at<br />
opdage eller digte amourøse forhold<br />
mellem lærerne og lærerinderne. Sanglærer<br />
Lund havde så lange fingre, at han kunne<br />
give en lussing på hver sin side af hovedet<br />
på én gang, dengang var lussinger og<br />
spanskrør endnu hverdagskost. Jeg slap<br />
helskindet igennem underskolen, og i 5.<br />
klasse blev jeg overført til Mellemskolen i<br />
Ravnsborggade - en betydelig mindre skole<br />
og en meget mindre gymnastiksal.<br />
Det sidste var nu ikke nogen<br />
katastrofe, for jeg gik til gymnastik i FDF, og<br />
den undervisning var kilometer fra og foran<br />
skolens. Desuden var vores gymnastiklærer<br />
fodboldspiller. Han hed Byrvald og havde<br />
været en betydelig deltager på landsholdet.<br />
Så selvsagt spillede vi fodbold på Nørre<br />
Fælled - og igen gik en masse tid med at<br />
trave frem og tilbage mellem skole og<br />
Fælled. Om vinteren spillede vi fodbold<br />
med en tennisbold, eller vi lå på maven<br />
over en skammel og lærte at tage<br />
svømmetag. At vi aldrig nåede at komme i<br />
nogen svømmehal i mellemskolen, er et<br />
typisk træk i folkeskolen. Heldigvis havde vi<br />
en botanik- og geografilærer, som hed<br />
Bjørnekær. En kæmpepædagog, som<br />
formåede ikke blot at fange vores interesse i<br />
timerne, men han fik os til at foretage ture i<br />
byens parker efter skoletid og gøre<br />
fugleiagttagelser. At han også tog os med i<br />
skoven, var noget ganske uhørt, og det<br />
bevirkede da også, at min interesse for<br />
emnet blev vakt.<br />
Familierne på begge sider var store,<br />
og det var ikke alle, man dyrkede samkvem<br />
med. Vi så bogstavelig talt intet til fars bror,<br />
Søren, i min drengetid. Faster Marie på 4.<br />
sal chokerede jeg engang, da jeg ikke<br />
vidste, hvem hun var. Fra sit vindue bad<br />
hun mig om at løbe et ærinde, men da jeg
ikke kunne høre, hvad hun sagde, råbte jeg<br />
“Hvad siger De?” tilbage. Det morede hun<br />
sig tilsyneladende over, i alt fald berettede<br />
hun senere hændelsen til mor.<br />
Farbror Carl og Peter kunne ikke<br />
enes på grund af Søren, som sad lidt hårdt i<br />
det. Peter mente, at Carl burde ofre lidt<br />
mere på ham, og Carl blev tosset over, at<br />
Peter prøvede at diktere ham, derfor kunne<br />
de to ikke være i stue sammen. Ak ja, de<br />
var ikke bornholmere for ingenting.<br />
En lillesøster Olga blev sindsforvirret i<br />
sin unge alder over en hævet forlovelse og<br />
lå på Sct. Hans. Her besøgte de gamle<br />
hende, men vi andre måtte ikke komme<br />
med. Et familieråd accepterede<br />
elektrochok, og man prøvede, om det<br />
kunne redde hende - men uden resultat.<br />
Mors familie boede jo på Bornholm,<br />
og kun morbror Johannes sad godt i det. De<br />
øvrige klarede sig, og alle mente, at med en<br />
ejendom i København, så måtte der jo flyde<br />
penge i strømme. Det gjorde der desværre<br />
ikke, og administrationen blev med<br />
bagermester Lunds arvinger yderligere<br />
kompliceret, så far gav op til sidst.<br />
De ældstes venner kom og gik, som<br />
var de medlemmer af familien. En af dem,<br />
Jesper, blev familiens store underholder,<br />
ikke blot var han en gudbenådet fortæller<br />
eller fabulator, som underholdt store som<br />
små med løgnehistorier - han var også<br />
elektriker og konstruerede et af de første<br />
krystalapparater, hvor man med<br />
hovedtelefoner kunne opfange de spæde<br />
signaler. Men vi var jo mange, som ville<br />
lytte med, og her kommer de tidligere<br />
omtalte glasskåle ind i billedet. Ved at lægge<br />
begge hovedtelefoner ned i skålene og<br />
derefter sidde fuldstændig stille, var det<br />
muligt at opfange lydene. Selvfølgelig var<br />
trængslen om bordet så stor, at krystallens<br />
lille føler forskubbede sig, og alt blev til<br />
skratteri. Det var begyndelsen, senere<br />
byggede han større radioer, nu med<br />
lamper og dreje/vippe kondensatorer og<br />
tilsvarende højttaler. Fremskridtet var på<br />
vej...<br />
Hjemme havde barnedåb,<br />
konfirmationer og bryllupper skabt en<br />
stadig strøm af fester. Dertil kom, at mor og<br />
far fejrede sølvbryllup med deltagelse af<br />
nogle af slægten. At feste forstod de, og at<br />
holde tale kunne den gamle om nogen.<br />
Han havde gennem flere år holdt regnskab<br />
for farbror Peter, som nok var oldermand<br />
for Stenhuggerlauget, men som åbenbart<br />
ikke var så stiv i bogføring. Men når der var<br />
familiefest, oplevede han og farbror Carl<br />
fars glæde og stolthed over sin børneflok.<br />
Det er da givet, at det samtidig skabte<br />
betydeligt arbejde for Dreyer, som<br />
residerede i køkkenet sammen med mor.<br />
Men som mindreårig nød jeg disse<br />
oplevelser, især når diskussionerne<br />
uundgåeligt begyndte. At høre, hvorledes<br />
ens store brødre og de voksne farbrødre<br />
debatterede med hinanden og fortvivlet
forsøgte at overbevise modparten om sine<br />
standpunkters fortræffelighed, var en<br />
oplevelse. Og så var der selvfølgelig også<br />
mad og lækkerier på bordet.<br />
Dertil kom højtiderne. Juletræet i den<br />
fine hjørnestue, som man ikke måtte se, før<br />
dørene blev slået op - vel at mærke først<br />
når man havde kæmpet sig gennem<br />
flæskesteg og risengrød osv., og der var<br />
blevet båret ud og vasket op. Det var<br />
næsten ikke til at bære. Disse juleaftener var<br />
som skåret ud af Peter Fabers Jul. Gaver<br />
havde man jo forlængst købt, men hvor, de<br />
var gemt, var umuligt at gætte. For min del<br />
var hofleverandøren en isenkræmmer i<br />
Nansensgade ud for Schacksgade, som<br />
hver jul altid havde små glas eller bestik til<br />
dukkestuer, og det var Margit, der stod som<br />
modtager af disse kostbare julegaver. Jeg<br />
selv fik gerne dyrere ting, og det var ofte af<br />
de store drenge, gerne skinner eller andre<br />
ting til mit optrækstog. Bløde pakker var<br />
forbeholdt som gaver fra vores forældre, og<br />
tit var det noget, vi skulle have haft alligevel,<br />
men som nu fik større betydning.<br />
Julen krævede selvsagt megen<br />
forberedelse, mad, rengøring, bad i<br />
zinkbalje i køkkenet osv. Men trods<br />
travlheden havde mor altid tid til at tænke<br />
på fru Mollerup, en gammel dame, som<br />
havde boet i huset, men som nu var flyttet<br />
ud på en stiftelse i Ovengaden Over Vandet<br />
på Christianshavn. Hertil bragte jeg jævnligt<br />
en kurv med hullede strømper, som hun så<br />
sad og stoppede for mor. Men nu ved<br />
juletid var kurven fyldt med madvarer i<br />
stedet, og jeg følte mig som en rigtig<br />
julemand, når jeg tog af sted for at aflevere<br />
kurven med godter.<br />
Nytårsaften var et andet tidspunkt,<br />
hvor hele familien samledes. Fatter købte<br />
altid de våde varer ind, og under megen<br />
interesse blev der brygget en stor<br />
punchbowle, som man forsynede sig fra.<br />
For os små kunne der måske blive tale om<br />
en lille smagsprøve, men ellers lagde de<br />
store grunden til det efterfølgende nytårsbal.<br />
Dem var der mange af dengang, og her<br />
havde man rig lejlighed til at kontakte det<br />
andet køn. Havde man ikke selv dame<br />
med, var der nok af danselystne piger.<br />
Udgifterne var stort set ikke andet end et<br />
baltegn, og derefter, hvis man var i<br />
spendérhjørnet, måske en porter med<br />
tilhørende citronvand. Så var man<br />
helgarderet resten af aftenen, man sad jo<br />
ikke meget ned alligevel.<br />
Hjemme gnaskede vi godter i os,<br />
meget var hjemmelavet marcipan, noget<br />
som krævede alle mand ved eller på<br />
spisebordet. Man skulle nemlig male
kartofler, som var hovedbestanddel af<br />
massen, gennem kødmaskinen, som var<br />
fastgjort til bordpladen og næsten ikke til at<br />
vride rundt. Mor iagttog med bange anelser,<br />
hvorledes de store prøvede kræfter på<br />
hendes køkkentøj. Så var der<br />
bordfyrværkeri med masser af flag og<br />
enkelte små ting i. Var man alligevel nede<br />
under bordet, fordi man var bange for<br />
knalderiet, kunne man jo samle alt det,<br />
man overhovedet kunne finde.<br />
Udendørsløjerne var grove på den tid.<br />
Urtepotter blev kastet mod entredørene,<br />
havelåger og dørmåtter måtte bjærges af<br />
vejen, ellers var de forsvundet eller<br />
ombyttet.<br />
Snart blev det fastelavn, og Orla fra<br />
“Lillelas” var primus motor. Man slog katten<br />
af tønden i gården. Alle var klædt ud, oftest<br />
ved, at man vendte jakken med foret udad<br />
og satte en papnæse med overskæg og<br />
briller på. Så blev der serveret varm<br />
chokolade med fastelavnsboller til. Varerne<br />
havde de handlende leveret, og mor og<br />
Dreyer stod for serveringen, som foregik<br />
oppe hos os. Vi havde alle været ude at<br />
rasle med sparebøssen hos de samme<br />
handlende. Danholt brugte den taktik, at når<br />
man forlod butikken, fik man en kridtstreg<br />
på ryggen, så kunne han frasortere<br />
gengangere. Blikkenslageren i Nansensgade<br />
nummer 17 varmede mønterne op i essen,<br />
inden han smed dem ud til os i gården. Så<br />
kunne man brænde fingrene til stor<br />
morskab for svendene. De voksne slog<br />
også katten af tønden, men deres var en<br />
vindruefustage af betydelig stærkere<br />
konstruktion med tværstivere, så det tog<br />
lang tid at slå den itu. Til gengæld nøjedes<br />
man ikke med at vinde en papirskrone som<br />
kattekonge, det var som regel snaps eller<br />
lignende, der var gevinsten<br />
I havehuset i Thuresensgade<br />
nummer 18 boede en enlig, ældre dame,<br />
som havde en lille slikbod ved søerne, der<br />
hvor Nørre Søgade og Gyldenløvesgade<br />
mødes. Slikmutter kaldte vi hende<br />
selvfølgelig, og til at transportere sine varer<br />
brugte hun en ombygget barnevogn. Den<br />
havde hun fundet efter en<br />
fastelavnsmandag hængende i femte sals<br />
højde over gården mellem havehuset og<br />
køkkentrappen til nummer 17 i<br />
Nansensgade. Klage til far bragte vognen<br />
tilbage til jorden, men hvem den skyldige<br />
var, melder historien intet om. Orla sagde<br />
ganske vist, at hun havde onde øjne, men<br />
om han også tog initiativet, skal være usagt.<br />
Efterhånden voksede brødrene op og<br />
fik piger på. Lærerpladser til dem var vel<br />
nok noget, som må have voldt far de<br />
største kvaler. Seks drenge, som skulle<br />
anbringes og helst i et fag, som kunne<br />
brødføde dem og også optage dem.<br />
Far havde været ansat som<br />
bogholder på Den Kongelige<br />
Fars hus i Allinge på Bornholm.
Porcelainsfabrik i flere år, men skiftede af<br />
for mig ukendte årsager job og blev<br />
lagerforvalter på Frederiksberg Jernstøberi.<br />
Men vi var jo mange hjemme, så lønnen<br />
har vel også haft indflydelse på, at han tog<br />
andet arbejde. Med et stort forbrug af<br />
dagligvarer fik familien stor betydning hos<br />
de handlende. Mere end en gang har jeg<br />
med forbavselse set far skride gennem<br />
gaden hjem fra arbejde. Når han passerede<br />
de forretningsdrivende, kom de ud og<br />
lettede på hatten. Så blev bowleren eller<br />
stråhatten løftet til genhilsen, jo man var da<br />
storforbruger af dagligvarer. Lønnen har<br />
nok ikke været stor, men man boede jo<br />
husfrit, så det hjalp. For en lærling lå<br />
ugelønnen på 3 kroner, måske har den<br />
været 50-60 kroner for en voksen.<br />
Arne og Sigurd kom i lære som<br />
finmekanikere i et firma, der lå lige ved<br />
siden af det sted, hvor far arbejdede. Børge<br />
kom efter en lille omvej hos en bonde til C.<br />
Olesen på Højbro Plads, hvor farbror Carl<br />
var afdelingschef. Gunnar kom i lære som<br />
former på fars arbejdsplads, Margit blev<br />
hattesyerske eller modist, som det hed.<br />
Aase fik en uddannelse i Messen, men gik<br />
vel mest til hånde hos mor, som<br />
efterhånden blev betydeligt præget af<br />
sygdom og afkræftelse. Frode fik lov til at<br />
læse videre og fik studentereksamen. Han<br />
skulle have været jurist, men efter den<br />
første del stod han af og gik over i andre<br />
erhverv.<br />
Selv fik jeg plads hos farbror Peter<br />
som stenhuggerlærling, en placering, som<br />
man havde aftalt uden min viden - og<br />
intetanende blev jeg konfronteret med<br />
afgørelsen, efter at de voksne havde haft en<br />
af deres sædvanlig kortspilsaftener. Jeg kom<br />
hjem fra FDF og blev spurgt, om jeg kunne<br />
tænke mig at starte på en sådan<br />
uddannelse. Jeg anede intet om, hvad det<br />
overhovedet drejede sig om, og da man<br />
samtidig fortalte, at firmaet ville blive mit,<br />
når Peter <strong>Mohr</strong> og Andrea var væk, ja jeg<br />
ved, at jeg ikke engang ænsede at spekulere<br />
i denne fremtidsmulighed. Men de gamle<br />
havde vel gjort sig nogle overvejelser. Peter<br />
og Andrea var barnløse, og de har nok<br />
tænkt på <strong>Mohr</strong>-navnets fortsættelse i<br />
stenhuggerbranchen. Her havde der jo<br />
været <strong>Mohr</strong>’er igennem generationer.<br />
Det blev for mig fem lange og<br />
trælsomme år. Om sommeren hver dag på<br />
cykel fra Søborg til Amager og derefter hjem<br />
igen og på aftenskole. Dagen sluttede ofte<br />
sent om aftenen, og min interesse for faget<br />
kunne findes på et meget lille sted. Godt, at<br />
jeg havde FDF at slappe af med. Jeg<br />
oplevede min onkel som en uforstående<br />
krakiler, ikke blot over for mig, som han<br />
mente, han havde ansvaret for at opdrage,<br />
men han var også kendt og hadet inden for<br />
faget, hvor navnet “Peter Djævel” blev<br />
ganske karakteristisk. Det blev fem års<br />
optræning i tålmodighed, og mere end én<br />
gang har jeg over for min far bedt om at<br />
måtte slutte med en uddannelse, som i de<br />
første år mest bestod i at vaske og skrubbe<br />
alle de mange monumenter, Peter <strong>Mohr</strong><br />
havde stående på sin plads. Jeg fik kun brug<br />
for mit fag i få år.<br />
I marts 1930 solgte mine forældre<br />
ejendommen i Nansensgade og flyttede til<br />
Ternevej på Frederiksberg.<br />
Nansensgade-epoken var slut.
Aase og jeg flyttede med og oplevede<br />
her noget så luksuriøst som et badeværelse.<br />
Lejligheden lå i stuen, og trods de få trin var<br />
det ikke meget, mor kom uden for døren.<br />
Men gennem alle årene stillede Arne hver<br />
lørdag hjemme hos mor på vej hjem fra<br />
arbejde. Så talte de fortroligt sammen og<br />
hyggede sig. Samlivet mellem mor og far<br />
havde længe gået på trisser og lodder. De<br />
mange børnefødsler har vel ikke medvirket<br />
til, at deres samliv kunne fortsætte som i de<br />
gamle dage. Fatter foretog sidespring til stor<br />
forargelse ikke blot for mor og Dreyer, men<br />
også for de store drenge, som i højere grad<br />
forstod, hvad der foregik. Far fik stillet<br />
stolen for døren og faldt derefter<br />
tilsyneladende til ro.<br />
Men lejligheden på Ternevej var<br />
fugtig og muggen, og mor kunne ikke tåle<br />
at bo der. Derfor flyttede familien i 1937 til<br />
en ny lejlighed på Philip Schousvej - også<br />
på Frederiksberg. Her blev der indrettet en<br />
lille forhøjning i karnappen, så mor kunne<br />
sidde og se nedad gaden. Endelig flyttede<br />
de i 1940 sammen med Aase til Byhøjen i<br />
Vanløse, og det blev mors sidste lejlighed.<br />
Her døde hun i en forholdsvis ung alder -<br />
64 år gammel.<br />
Gennem FDF havde jeg fået en<br />
masse venner og kammerater, og blandt<br />
dem blev flere førere i kredsen ligesom jeg<br />
selv. Franz Christen blev vores lidt ældre<br />
leder og senere kredsfører. Franz blev ikke<br />
blot en FDF-kammerat, men også senere<br />
min svoger. Piger havde der indtil nu<br />
ligesom ikke rigtig været plads til. FDF var<br />
mit et og alt, og gennem samme forening<br />
kom vi i kontakt med blandt andet KFUKspejderne.<br />
Og her var der en pige, som<br />
Hans Basse, mig, Lillemøller, Aase og Kaj<br />
også hed Christen til efternavn. Hun var<br />
lillesøster til Franz, frisk og rask og med på<br />
den værste. Hun blev mit ideal af en pige.<br />
Lidt efter lidt blev kontakten mellem os<br />
tættere og tættere, og gennem<br />
sammenkomster, blandt andet med<br />
“Lillemøller” og “Gammeltorv” og Basse<br />
Svendsen samt en førerkammerat fra K 22,<br />
“Tykke- Kaj”, blev vi et gæng, som udover<br />
FDF kom sammen til baller, og som gik ud<br />
sammen. Kajs forældre var restauratører på<br />
Grete med Fane (nummer fire fra venstre- uden skœg...)
Grete og jeg, arm i arm.<br />
Gammel Strand og havde værtshuset<br />
“Stjernen”. Her var der åbent tidligt om<br />
morgenen for fiskerne fra Stranden, og man<br />
lukkede til gengæld noget tidligere på<br />
dagen. Masser af timer tilbragte vi unge hos<br />
disse gæstfrie forældre, som var begejstrede<br />
over vores venskab. Kaj var enebarn og<br />
blev med et mildt ord forkælet af<br />
forældrene. Han var ansat hos Bdr. Dahl på<br />
Rådhuspladsen og fik lov til at beholde hele<br />
sin løn som lommepenge - og mere til. Det<br />
var uhørt for os andre, som endnu måtte<br />
klare os med lærlingens sparsomme løn - 3<br />
kroner om ugen. Uden at vi benyttede os af<br />
Kaj, betød vores venskab, at vi fik adgang til<br />
forældrenes omgangskreds, en<br />
omstændighed, som fik direkte betydning<br />
for min senere ansættelse i Frihavnen.<br />
Under en tur til “Gammeltorv”s<br />
firmahus ved Melby Strand, blev Grete og<br />
jeg om ikke forlovede, så i hvert fald klar<br />
over, at vi var forelsket i hinanden. Grete<br />
var ansat hos elektriker Holger Smidt på H.<br />
C. Østedsvej som ekspedient og<br />
småtingsreparatør, regnskabsfører og alt<br />
muligt andet. Samme Holger Smidt og hans<br />
samleverske var også ved Melby Strand ved<br />
den lejlighed, og vi havde det festligt<br />
sammen. “Tykke-Kaj”, som havde<br />
fourageret, havde medbragt et opulent<br />
frokostarrangement blandt andet med en<br />
kæmpeskål med rejer, som vi svælgede i.<br />
Gænget foretog sammen en række<br />
besøg på byens restaurationer, blandt andet<br />
La Reine på Søtorvet. Her optrådte vi<br />
drenge i en sangerdyst, som vi skrålede os<br />
igennem og fik en præmie for. Grete fik et<br />
møgfald senere af sin mor, fordi hun var<br />
stået op af en forkølelsesseng og var gået<br />
ud med os om aftenen. Men mormor blev<br />
hurtigt formildet.<br />
Grete og jeg skulder ved skulder.<br />
Hun og morfar var af tysk herkomst,<br />
og det prægede vel nok deres liv. Morfar var<br />
kemigraf på Berlingske Tidende, og<br />
mormor gik hjemme om dagen. Grete var<br />
yngste barn af tre, hvoraf Franz var den<br />
ældste, den mellemste bror hed Heini.
Morfar og mormor med Franz, Heini og Grete.<br />
Franz var ansat hos et skrivemaskinefirma i<br />
Tulinsgade, og Heini, som var uddannet<br />
modelsnedker, blev senere ansat samme<br />
sted og fik regnemaskiner som speciale.<br />
Heini var den længstboende i hjemmet og<br />
havde et værelse til gården i Sølvgade 90,<br />
hvortil familien flyttede efter at have boet i<br />
Linnesgade.<br />
Grete havde gået i Nansensgades<br />
Skole ligesom jeg selv, men uden at vi<br />
overhovedet kendte noget til hinandens<br />
eksistens. Senere kom hun til Nyboder<br />
Skole og også til Larslejsgade Skole. Hun fik<br />
en kontoruddannelse hos Bdr. Braun’s<br />
Tobaksfabrik. I det Christenske hjem havde<br />
jeg haft min gang i forbindelse med FDF og<br />
Franz, og jeg kendte allerede mormor og<br />
morfar. Senere skulle jeg lære dem at<br />
kende som et par hjertevarme og elskelige<br />
svigerforældre, hvor navnlig mormor<br />
markerede sig. Morfar var mere reserveret,<br />
han var handicappet, var stoppet i væksten<br />
dog uden at være dværg. Han residerede<br />
ved bordenden, og det var tydeligt, at det<br />
var også mormors ønske, at han var<br />
husherren i hjemmet. Mormors danske<br />
udtale skabte mange festlige gloser, som<br />
hun uden fortrydelse hørte os andre<br />
gentage: “Det kan du ikke bekende” (være<br />
bekendt) og “det er ja nu so dejligt””. Hun<br />
kom fra Tyskland og blev barnepige hos<br />
Mormors familie (mormor i midten i bageste rœkke)
direktøren for oliefabrikken i Århus. Morfar<br />
var samtidig blevet kemigraf ved en avis i<br />
byen. Al familie havde de forladt i Tyskland,<br />
men de havde fundet venner i den<br />
herværende tyske forening og deltog med<br />
glæde og fornøjelse i sammenkomster og<br />
baller. Her var vi unge også med, og altid<br />
gik det med gemytlighed, sang og megen<br />
festivitas.<br />
Under krigen måtte mormor og<br />
morfar gennemleve en vanskelig tid med<br />
mange problemer på grund af deres tyske<br />
herkomst. Altid loyale over for deres nye<br />
fædreland, som de for længst havde fået<br />
statsborgerskab til. Da Værnemagten<br />
besatte Danmark, ville skæbnen<br />
selvfølgelig, at familiemedlemmer, som var<br />
indrulleret i den tyske hær, blev stationeret i<br />
Danmark, og de opsøgte da mormor og<br />
morfar i Sølvgade. Mormor og morfar<br />
accepterede, at de kom, men de modsatte<br />
sig på det bestemteste, at de besøgende<br />
opsøgte børnene - altså Franz, Heini og<br />
Grete. Vi havde således aldrig nogen<br />
kontakt med disse fætre og kusiner.<br />
Selv blev mormor og morfar presset<br />
til at yde bidrag til forskellige tyske hjælpeorganisationer,<br />
ligesom deres medlemskab<br />
af Tysk Forening blev opfattet som en<br />
selvfølgelig tilslutning til det, som den tyske<br />
nation og Værnemagt foretog sig. Forhold,<br />
som efter krigen<br />
blev efterforsket,<br />
og hvor mormor<br />
og morfar blev<br />
fuldstændig<br />
renset for<br />
enhver<br />
mistanke.<br />
Mormor og morfar med Sven og Jørn (Richters hus i Rødovre).<br />
Grete og jeg var blevet forlovede. Hvis<br />
der er nogen, der spørger, hvordan man<br />
gør indtryk på en pige, som man er stærkt<br />
interesseret i, må jeg fraråde min metode.<br />
Vi var blevet placeret ved siden af hinanden<br />
ved en sammenkomst, og hvem der havde<br />
arrangeret bordplanen, ved jeg ikke. Men i<br />
min befippelse og nervøsitet spurgte jeg<br />
Grete, hvad hun havde givet for at få lov til<br />
at sidde ved siden af mig. Jeg skal love for,<br />
at der blev lagt mærke til mig. Alligevel<br />
gjorde min fortalelse indtryk, og jeg scorede<br />
gevinsten. Senere sad vi som så mange<br />
andre forelskede og iagttog månen over<br />
Øresund uden tanker for andre end os selv.<br />
Ring blev det også til, og det medførte den<br />
ofte citerede udtalelse af min far: “Der har<br />
du nok fået kam til dit hår”.<br />
Morfar, på Rådhuspladsen efter krigen.
I forlovelsestiden foretog vi vores<br />
første udlandsrejse. Gennem Dansk<br />
Vandrelaug havde Heini fået tilbudt en<br />
togtur til Italien, varighed 14 dage med rejse<br />
og kost - i alt 190 kroner per næse. Heini<br />
havde sin andel i, at vi kom med, da han<br />
over for sin søster erklærede, at sådan en<br />
tur fik hun nok aldrig råd til! Det var den<br />
lunte, der skulle tændes - vi bestemte os for<br />
at tage med. “Gammeltorv” og Ebba, som<br />
han gik sammen med, meldte sig også, så<br />
da vi fem drog af, ærgrede Heini sig over, at<br />
han ikke havde taget sin pige, Bibi, med på<br />
turen, hvor han hele tiden var femte hjul.<br />
Jeg var i mellemtiden blevet udlært<br />
hos Peter <strong>Mohr</strong> og havde arbejdet nogen tid<br />
som svend. Da vi rejste, var jeg ansat hos<br />
Grebe på Bispebjerg. Han var af tysk<br />
familie, og den omstændighed, at vi skulle<br />
vandre, begejstrede ham, så han den sidste<br />
dag udbetalte mig et ekstra beløb med<br />
ønske om en god tur.<br />
Vi rejste over München og var<br />
selvfølgelig ude at smage på det tyske øl i<br />
Hofbraühaus. Helt ned til Neapel og Vesuv<br />
og de begravede byer ved bjergets fod gik<br />
turen. Også Rom, Milano og Venedig<br />
besøgte vi - en vidunderlig oplevelse for et<br />
par nyforlovede mennesker.<br />
Rejseleder var en præst ved navn<br />
Svend Hansen, en bror til formanden for<br />
Dansk Vandrelaug, Stig Hansen. Svend var<br />
præst ved Søllerød Kirke, og han var en<br />
festlig fyr, som elskede alle de små snedige<br />
“drypstenshuler”. Vi blev så begejstrede<br />
over ham, at vi opfordrede ham til at<br />
foretage vielsen af os, når vi skulle giftes.<br />
Og det gjorde han gerne.<br />
Brylluppet blev holdt i Sølvgade hos<br />
mormor og morfar den 6. april 1939, men<br />
var nær ved at gå i vasken. Dagen før skulle<br />
jeg holde en lille fest ude hos Peter <strong>Mohr</strong>s<br />
stenhuggeri for “Pusten”, min læresvend og<br />
kontordamen. Men først skulle vi på<br />
Solbjerg Kirkegård og stille et monument<br />
op. Manden, som havde købt stenen, gav<br />
en øl, da vi var færdige. Men den kolde øl<br />
bevirkede, at jeg fik et anfald af nyregrus,<br />
Lejligheden i Sølvgade (Mormor og Morfars sølvbryllup).<br />
noget jeg aldrig havde mærket før - ej heller<br />
siden. Jeg klarede mig hjem til pladsen,<br />
men blev så dårlig, at jeg måtte tage til<br />
skadestuen på Sundby Hospital. En læge<br />
konstaterede, at jeg måtte have<br />
blindtarmsbetændelse, men at den ikke var<br />
langt nok fremskreden til en operation. Jeg<br />
skulle tage hjem og se tiden an. Jeg tog en<br />
vogn hjem og blev dårlig på Rådhuspladsen
og halvt lå i vognen af smerter, da vi nåede<br />
Philip Schousvej. Mor var ikke hjemme, så<br />
jeg gik i seng. Stor var opstandelsen hos<br />
alle, da de opdagede, at jeg var syg, for<br />
brylluppet var jo allerede næste dag, alt var<br />
tilrettelagt, alle inviteret. I løbet af dagen<br />
passerede gruset med megen smerte, og<br />
jeg var helt rask, men udmattet. Brylluppet<br />
fandt sted, og spøgende hævder jeg stadig,<br />
at jeg faktisk var svækket ved mit bryllup.<br />
Vi fik lejlighed på Dosseringen 7 i<br />
1939 og skrev kontrakt med frøken Bisgård<br />
hos Carl Schepler. På 5. sal, en lille lejlighed<br />
på to værelser og et kammer, køkken og<br />
toilet. Nu var vi ægtefolk med lejlighed og<br />
travlhed med indretningen, men ikke mere<br />
end at vi havde tid til at få vores første barn.<br />
Stillet over for opgaven at være forældre og<br />
opdragere og med dårlige erfaringer fra<br />
12345689... (do ser ingen syv).<br />
familiens øvrige nybegyndere blev vi hurtigt<br />
enige om, at Jørn skulle opdrages ordentligt<br />
- og det blev han så. Om vi har været for<br />
strenge og krævet for meget af ham, ved<br />
jeg ikke, men det er klart, at tolerancen<br />
vokser med årene, så de næste i rækken<br />
blev nok opdraget noget lettere. Frodes<br />
børn var blevet opdraget frit og gik i<br />
Bernadotteskolen. Deres tiltaletone til<br />
forældrene var mildest talt under al kritik.<br />
Den mellemste måtte til psykiatrisk<br />
behandling, og der gik lang tid, før hun atter<br />
kom på ret køl. Uden rettesnor fra<br />
forældrene gik der koks i deres tilværelse.<br />
Hver dag bragte vi børnene over til<br />
mormor, så på arbejde, hjem og lave mad,<br />
gøre rent, vaske storvask i Sølvgades<br />
vaskekælder og hænge tøj op på tørreloftet,<br />
derefter bringe vores tøj hjem til
Jørn og Sven i Sølvgades baggård.<br />
Dosseringen og op på vores eget loft, så<br />
stryge og reparere. Oveni alt dette havde vi<br />
barnedåb og fester. Om sommeren tog vi<br />
ud til haven i Søborg. Jeg fik i Frihavnen<br />
fremstillet en legevogn så stor, at vi kunne<br />
have to børn i den. Mangen en gang har vi<br />
vandret til Søborg til fods, og jeg har også<br />
tilbagelagt den samme strækning på Franz’s<br />
trehjulede varecykel op til tre gange på en<br />
dag, når vi flyttede ud i haven. Her blev vi til<br />
gengæld hele sommeren indtil Christian den<br />
X’s fødselsdag, hvor vi tog turen den anden<br />
vej.<br />
Ofte spillede vi kort sammen med<br />
“Gammeltorv” og Ebba, mens de boede på<br />
Hulgårdsvej. Her stiftede drengene første<br />
gang bekendtskab med fjernsynet, og her<br />
så vi tit de store underholdningsudsendelser<br />
sammen. Når vi sent - og ofte med den<br />
sidste bus - skulle hjem, kørte vi med helt til<br />
Nansensgade i stedet for at skulle med til<br />
Rådhuspladsen. Den sidste bus drejede<br />
nemlig ned til remiserne her.<br />
Vi var stadig optaget af FDF, og flere<br />
landslejre ved Marselisborg har vi begge<br />
deltaget i, ligesom kredsen også har haft<br />
adskillige kredslejre, hvor Grete var med<br />
som tante og jeg som fører.Sommerlejre<br />
ved Sejrøbugten blev det også til, men det<br />
meste af sommeren fandt drengene et<br />
opholdsted hos familien Dagnæs Hansen<br />
på Priorskov på Lolland. Mormor og morfar<br />
Dagnœs-Hansens, Priorskov 1947.<br />
havde fået et værelse til overs, efter<br />
børnene var flyttet hjemmefra, og en ung<br />
studerende fandt her et opholdssted under<br />
sine studier. Det var Erik Dagnæs Hansen.<br />
Hans far besøgte ham og fandt Jørn og<br />
Sven i stuerne hos mormor. Han indbød<br />
dem til at tage med hjem til gården, og det<br />
blev begyndelsen til en lang kæde af<br />
sommerferieophold for alle vores børn.
I den mellemliggende lange periode<br />
skiftede jeg erhverv. Nygift og uden<br />
indtægter! Det gik ikke, og “Tykke-Kaj”<br />
mente, at da vi var inde i en lang<br />
arbejdsløshedsperiode, kunne han nok<br />
skaffe mig midlertidigt arbejde nede i<br />
Frihavnen. Overmaskinmesteren her var<br />
nære venner til “Tykke-Kaj”s forældre, og vi<br />
havde været sammen nogle gange hos dem<br />
i hjemmet i Rysensstensgade.<br />
Maskinmesterens svigersøn var gammel<br />
FDF’er i K.9, og vi var med det samme på<br />
bølgelængde. Efter nogen betænkningstid<br />
modtog jeg et brev med opfordring til at<br />
melde mig i Frihavnen. Jeg kunne få<br />
arbejde sommeren over med at banke rust<br />
og male kranerne i Havnen - og dermed<br />
begyndte mere end 40 år i KFA.<br />
Det, der skulle være et sommerjob,<br />
blev ved en ulykkelig hændelse til en<br />
fastansættelse. Først blev en mand kørt ihjel<br />
på vej hjem fra Havnen, og dermed blev<br />
brikkerne flyttet en tak op. Dernæst indtraf<br />
den besættelse af Danmark, som kom til at<br />
præge de næste fem år af vores liv. Grete<br />
og jeg havde foruden Jørn nu også Sven, og<br />
da Grete gik hjemme, var det yderst<br />
kærkomment at have et arbejde at gå til<br />
hver dag. Lønnen var 66 kroner om ugen<br />
uden sygedagpenge og uden smudstillæg.<br />
Da fik Grete et tilbud om at komme ind ved<br />
Klasselotteriets Hovedkollektion i<br />
Gyldenløvesgade et par gange om<br />
måneden. Dette vikarjob udviklede sig til et<br />
heldagsjob. Tidligere havde hun været inde<br />
hos Messen i Købmagergade som<br />
medhjælp i bogholderiet og havde her<br />
arbejdet sammen med Grete Christensen<br />
fra Bellahøj, som ligeledes var vikar i<br />
Lotteriet. Asta Jerstoft havde også sin gang<br />
på Lotteriet, og det blev til et årelangt<br />
bekendtskab mellem dem - et bekendtskab<br />
som stadig eksisterer.<br />
Frihavnen. En fuldt arbejdsdygtig papmodel af en Frihavns-kran. (©SM)<br />
I Havnen blev jeg som sagt først sat<br />
til at male kraner, men det viste sig hurtigt,<br />
at der var meget andet, som skulle udføres.<br />
Så jeg fik gennem årene en meget alsidig<br />
uddannelse, ligesom mine tilegnede<br />
færdigheder fra FDF kom mig til gode. Jeg<br />
kunne splejse uden at have været sømand,
jeg syede sejlmagerarbejde osv. Da krigen<br />
kom, blev al brændselsforsyning afbrudt, og<br />
så måtte det indenlandske brændsel træde<br />
til. Næsten alle skure i Havnen blev fyldt op<br />
med tørv fra provinsen, Havnens egen<br />
varmeforsyning måtte også benytte tørv, og<br />
der skulle køres enorme mængder til fyrene<br />
hver dag. Snart skulle tyskerne have store<br />
mængder af grus til at bygge<br />
fæstningsværker med, og det blev sejlet ned<br />
til Tyskland. Derfor skulle der bruges flere<br />
rangerfolk ved banen i Havnen, så jeg blev<br />
flyttet derover og fik en fløjte og en kasket<br />
udleveret. Endelig tilbød mester Olsen, som<br />
overmesteren hed, mig et job som fast<br />
mand i et pakhus. Det ville altså sige<br />
arbejdsmand på fast løn.<br />
En skøn sommermorgen, den 9. april<br />
1940, vågnede vi ved, at talrige flyvere fløj<br />
ind over København og kastede løbesedler<br />
ned - man blev opfordret til ikke at gøre<br />
modstand. Jeg husker ikke nøjagtigt, hvilke<br />
følelser der strømmede gennem mig, men<br />
jeg begav mig af sted til Havnen og blev<br />
stoppet ved Østerbrogade/Østbanegadehjørnet<br />
af en række cykler lagt over gaden<br />
som spærring og bevogtet af tyske soldater.<br />
Orienteringen hos de ansvarlige tyskere kan<br />
ikke have været stor, for afspærringen af<br />
Havnen var kun foretaget her ved<br />
Frihavnsbroen. Det var vigtigt for mig og<br />
mange andre at komme ind på vores<br />
arbejdsplads - måske en slags trods. Vi<br />
fandt i hvert fald ud af, at vi blot skulle køre<br />
ind af Århusgade-indgangen. Modstand var<br />
det ikke tale om noget sted i København.<br />
Kastellet “erobrede” tyskerne for eksempel<br />
uden at møde nogen som helst modstand.<br />
Nørreporten ved Kastellet.<br />
Fem år fulgte med gru og<br />
modbydelighed, men også med den<br />
samhørighedsfølelse, som åbenbart kun<br />
kan gro frem mellem mennesker, når<br />
problemerne er størst. Da vi havde været<br />
besat i omkring tre år, blev jeg af en person,<br />
jeg kendte, opfordret til at slutte mig til<br />
modstandsbevægelsen. Hvad var det?<br />
Hvem stod bag? Var det blot fusentasteri,<br />
eller var der realiteter bag? Ingen svar. Man<br />
kendte kun én person i den forbindelse,<br />
men senere kom det frem, at det var den<br />
ene direktør og vores maskinmester, som<br />
stod bag. Jeg sagde ja og blev nu medlem<br />
af en gruppe, som midt i krigen og midt i<br />
Havnen blev undervist i brugen af våben.<br />
Igen kom tiden i FDF mig til gode, for her<br />
havde vi jo lært eksercits, kunne bevæge os<br />
i et terræn osv. Hjemme var jeg af<br />
kommunen blevet udtaget til husvagt, jeg<br />
havde ansvaret for, at alle beboere blev<br />
bragt ned i kælderen ved flyangreb. Jeg fik<br />
en svaber og et koben som<br />
bekæmpelsesmateriale, og man<br />
fantaserede om, at vagten skulle tage<br />
ophold på loftet og overvåge, at<br />
brandbomber ikke satte ild til huset. Derfor<br />
blev der anbragt en balje vand på<br />
ejendommens tag. Jeg skriver dette, for at
man kan erindre, hvorledes det er muligt<br />
for en offentlig myndighed at tabe enhver<br />
forbindelse med virkeligheden. Alle, som<br />
havde set, hvordan Hamborg og andre<br />
store tyske byer så ud efter et flyangreb, må<br />
erkende, at det hele var lige så tåbeligt som<br />
at sætte fodfolk til at stoppe de<br />
fremrykkende kampvogne i Sønderjylland.<br />
Under hele krigen udspilledes der sig<br />
rædselsscener i Havnen. Hertil bragte man<br />
alle de sårede soldater og flygtninge, her gik<br />
russiske fanger og ryddede op efter<br />
transporterne, her lossede man lig af, som<br />
om det var brændselsklodser, her døde<br />
flygtninge i vores pakhuse... På et tidspunkt<br />
indførte Havnen også en brandvagts<br />
ordning, og jeg blev fritaget tjansen som<br />
husvagt hjemme på Dosseringen. Jeg fik<br />
aldrig at vide, hvem der afløste mig, jeg<br />
afleverede heller aldrig svaberen eller<br />
kobenet, og baljen står stadig på loftet.<br />
Grete vidste selvfølgelig, hvad der<br />
foregik med hensyn til<br />
modstandsbevægelsen, og da Frihedsdagen<br />
var ved at nærme sig, bragte vi en sen aften<br />
de to små over til mormor og morfar - de<br />
spurgte os ikke hvorfor, vi kom. Grete<br />
havde mere end én gang under flyangreb<br />
måttet ned i kælderen med Jørn og Sven,<br />
men det foregik under ordnede former.<br />
Da englænderne bombede<br />
lommetørklædefabrikken ved B&W, og<br />
Mustangjagerne fløj gennem Gothersgade<br />
under hustags højde, bar Grete en<br />
barneseng med indhold ned ad trappen til<br />
kælderen! Uanset byrdens vægt og omfang<br />
og uden at tænke nærmere over opgaven<br />
har Grete senere undret sig over, hvorledes<br />
hun bar sig ad...<br />
Sven var i sine unge år meget plaget<br />
af astma, en lidelse han ikke mere trækkes<br />
med. Men dengang var det særligt slemt, og<br />
vi prøvede alverdens ting for at afhjælpe<br />
hans sygdom. Endelig gik vi til kiropraktor,<br />
en svoger til gudmor Ebba (“Gammeltorvs”<br />
pige), og hans behandling hjalp. Gennem<br />
skoletiden bad Sven selv om penge til<br />
behandlingerne, når han mærkede, at et<br />
anfald var på vej. Det var skolelægen ikke<br />
særlig begejstret for, men vi fik aldrig<br />
opklaret hvorfor. Overlægen på<br />
Rigshospitalet havde forsøgt, vores huslæge<br />
havde forsøgt, og nu forsøgte vi selv og<br />
havde fået et godt resultat.<br />
I starten var krigen en underlig<br />
oplevelse for danskerne.<br />
Besættelsesmagten opførte sig jo ordentligt,<br />
og krigen kunne kun mærkes, fordi flere og<br />
flere varer blev rationeret. Tøjet blev lavet<br />
som “maximaltøj”, det vil sige af<br />
optrævlede og kartede gamle klude, og snit<br />
og kvalitet blev naturligvis derefter. Kaffe,<br />
som skulle importeres, blev sammen med<br />
tobak en af de mest efterspurgte varer.<br />
Rationeringen på dagligvarer bredte sig, og<br />
efterhånden som krigen trak ud, blev der<br />
flere og flere rationeringsmærker at holde<br />
styr på, brød, kaffe, margarine, sukker osv.<br />
Vi holdt stadig til i sommerhuset i Søborg<br />
hver sommer, og det blev ganske svært at<br />
fremskaffe cykeldæk og -slanger. Jeg endte<br />
med at køre på en tov-ende, som jeg<br />
splejsede sammen, så den lige kunne<br />
krænges ud over fælgen, men ellers<br />
lappede man og satte gamle stumper dæk<br />
på de største huller.<br />
Gennem hele besættelsen var<br />
mormor utrættelig - på en eller anden måde
lykkedes det hende altid at skaffe kødvarer<br />
nede hos den lokale slagter i Sølvgade, hvor<br />
hun havde handlet i årevis. Næsten alt,<br />
hvad der fandtes i forretningerne, var<br />
såkaldte “bukkevarer” - altså til overpris, til<br />
selvforsyning eller til venner og bekendte.<br />
Så det var ikke sjældent, at jeg på vej hjem<br />
fra arbejde lagde vejen om ad Sølvgade for<br />
at tage mad med hjem, som mormor<br />
havde skaffet. Hvis det var tilfældet, så stod<br />
der altid en avis i vinduet, som adviserede,<br />
at der var noget at hente. Vores egen<br />
købmand Poulsen på hjørnet af<br />
Dosseringen og Tværgaden havde ligesom<br />
alle andre et reservelager, som vi trak på<br />
gennem lang tid. Da Værnemagten<br />
begyndte at rekvirere, hvad der fandtes i<br />
butikkerne, fik vi udleveret en stor pakke<br />
madvarer af Poulsen, som vi selvfølgelig<br />
ikke kunne betale. Men han sagde, at det<br />
talte man ikke om, nu var det blot om at få<br />
varerne spredt så hurtigt som muligt.<br />
Som noget af det første under krigen<br />
Frihavnskompagniet, 1 Deling. ( bageste rœkke nummer to fra venstre...)<br />
fik vi mørkelægning, og lyset på gaderne<br />
blev dæmpet til et minimum. Vi skulle gå<br />
med hvide armbind, og cykler skulle have<br />
hvide bagskærme. Lidt efter lidt krøb<br />
krigens realitet ind over os, og da<br />
regeringen ikke længere mente at kunne<br />
efterkomme Værnemagtens krav, gik den af<br />
og overlod os til et styre med<br />
departementscheferne som ledere - intet<br />
kunne vedtages, kun administreres.<br />
Aviserne blev censureret, og illegale små<br />
blade cirkulerede i befolkningen. Hær og<br />
flåde blev afvæbnet, og tyske soldater<br />
patruljerede i gaderne.<br />
Fra Aalborg kom starten til direkte<br />
modstand. Nogle store skoledrenge<br />
begyndte, og langsomt bredte modstanden<br />
sig over landet og blev mere og mere<br />
organiseret. Det danske politi blev interneret<br />
og overført til lejre i Tyskland,<br />
kommunisterne blev også jagtet. Så kom<br />
turen til jøderne, og nu gik det hurtigt med<br />
den organiserede modstand: Transporter til
Sverige, jernbanesabotager og bombning af<br />
danske firmaer, som arbejdede for eller<br />
leverede varer til tyskerne. Folkestrejken<br />
blev vendepunktet i danskernes holdning til<br />
Værnemagten. Nu var der åbenlys<br />
modstand.<br />
Mange mistede livet, brutaliteten<br />
voksede - tryk avler modtryk. Sabotager<br />
blev hverdagskost, enlige tyske soldater<br />
blev overfaldet på gaden og frataget deres<br />
våben. Andre våben dalede ned fra himlen i<br />
store containere, blev opsamlet med livet<br />
som indsats og senere fordelt.<br />
Grete havde stadig sit arbejde, først<br />
hovedkollektionen og siden sin egen<br />
kollektion, og drengene var hos mormor<br />
om dagen. Jeg arbejdede i Frihavnen, og<br />
også her blev det mere og mere vanskeligt<br />
at slippe for tyskernes indflydelse. “Varme<br />
madpakker” fik pakhuse til at gå op i<br />
flammer, og dristige sabotører trængte ind i<br />
vores underjordiske kabelgange og forsøgte<br />
at bombe et tysk slagskib, som lå ved kaj<br />
på det tidspunkt. Så blev der tysk kontrol<br />
ved portene, og vi fik pas udleveret.<br />
Imens blev der organiseret et<br />
rednings- og brandkorps i havnen, og jeg<br />
blev derfor brandmand her i stedet for<br />
derhjemme. Alle, der boede så tæt på, at de<br />
kunne gå til havnen på en halv time, skulle<br />
møde ved alarm. Under den politiløse tid fik<br />
jeg også lejlighed til at hjælpe morfar hjem,<br />
når han var færdig på jobbet. Det var altid<br />
sent om aftenen, og der var megen<br />
lovløshed på gaderne. Om dagen havde vi<br />
ikke meget at lave, der kom jo kun tyske<br />
skibe, og det var altid små skibe med varer,<br />
vi ikke havde brug for. Men alt får en ende,<br />
og de fem år blev overstået til ubeskrivelig<br />
jubel.<br />
Efter krigen fortsatte<br />
modstandsbevægelsen og blev til<br />
Hjemmeværnet, hvor jeg fortsatte i 25 år.<br />
Det blev til en uddannelse på<br />
Hjemmeværnsskolen i Nymindegab og en<br />
tur til Norge til et stævne med det norske<br />
Milorg. Vi havde terrænløb i de norske<br />
skove - i øsende regnvejr. Så var der<br />
stævne på Bislet Stadion og til<br />
festforestilling på Nationalteatret om<br />
aftenen.<br />
Modstandsbevœgelsen blev til Hjemmevœrnet.<br />
FDF havde gennem hele krigen<br />
gennemført møder, og vi fik mulighed for at<br />
tage på kredslejr ved Kerteminde Fjord en<br />
sommer. Franz og jeg startede på tandem
fra sommerhuset i Søborg en tidlig morgen.<br />
Klokken 12 præcis kørte vi ind på lejren ved<br />
Kertinge Nor på Fyn og traf kredsføreren fra<br />
den odenseanske kreds, som vi havde lejet<br />
lejren af. Vi vendte tilbage til Ringsted<br />
samme dag og overnattede på<br />
Missionshotellet. Næste dag kørte vi videre<br />
til Jægerspris for at holde lejr med kredsen,<br />
som kom med toget. Og efter lejren<br />
trampede vi igen hjem til byen. Det var en<br />
lang og anstrengende tur, som også satte<br />
sine spor i Franz’ ben - han kunne ikke gå i<br />
flere dage efter.<br />
I den mellemliggende tid fik Grete og<br />
jeg fire børn: Jørn blev født den 3. februar<br />
1940, Sven den 14. september 1942, Erik<br />
den 6. oktober 1948 og Inge den 21.<br />
februar 1953 - alle på fru Limschous Klinik<br />
på Nørrebros Runddel. Adressen ved Jørn i<br />
hvert fald alt om, da han lige før Inges<br />
ankomst lodsede Grete af sted og med<br />
megen myndighed beordrede taxaen til<br />
klinikken. Jeg formåede aldrig at være til<br />
stede, når Grete fik veer, så det var<br />
beroligende at have kompetente børn ved<br />
hånden.<br />
Klinteborg, FDFs sommerlejr ved<br />
Ordrup Strand, havde vi været på flere<br />
somre dels som tante, dels som fører. Da vi<br />
så i 1950 fik chancen for at købe et stykke<br />
jord op til lejren, talte vi på knapperne, lånte<br />
lidt nødvendig kapital af morfar, og<br />
sammen med en gammel FDF-kammerat,<br />
Poul Andersen, købte vi to grunde - en<br />
hver. En allerede solgt grund skilte os ad,<br />
og da den ene lå væsentligt højere end den<br />
anden, lod Grete “Røde Poul” vælge først.<br />
Til hendes store glæde valgte han den<br />
grund, hun nødigst ville have.<br />
Vi var nu grundejere, og en<br />
tandemtur på bror Børges cykel bragte os<br />
op til Ordrup Næs, hvor vi satte os i en<br />
høstak og kiggede ud over det, der nu var<br />
vores. Lucernen blomstrede, og alt var bare<br />
dejligt. Nu skulle vi så se at få betalt<br />
grunden, og vi regnede ud, at efter cirka 10<br />
år ville vi have råd til at bygge et hus. Ti år<br />
er meget lang tid, og selvom vi var vant til<br />
at ligge i telt, varede det ikke én sommer,<br />
før jeg hjemsøgte Frihavnen for brugbare<br />
materialer. I starten måtte vi med toget til<br />
Fårevejle og så splejse til en taxa de sidste<br />
otte kilometer.<br />
Den første sommer lå vi i telt på<br />
grunden. Jeg havde bjærget bomme og<br />
Den spœde begyndelse.<br />
andet materiale til et lille hus - og nu skulle<br />
der bygges. Grete var taget i forvejen med<br />
Erik, og selvfølgelig blev det et forrygende<br />
uvejr med regn og det hele. Fra lejren kom<br />
en fører, vi kendte godt, og tilbød Grete at
komme ned i lejren. Men “en gang spejder<br />
osv.”, ikke sandt. Oversejlet på teltet<br />
flækkede og måtte tøjres med et tykt reb for<br />
ikke at forlade grunden. Men tordenvejr får<br />
en ende, og jeg startede med at lægge<br />
rammen til det, der senere skulle blive<br />
<strong>Mohr</strong>s Hus. Erik gik rundt og solgte “ost”,<br />
det var alle de korte stolpe-ender, han<br />
tilbød Grete til en passende pris. Ellers<br />
balancerede han rundt mellem bommene,<br />
når han da ikke stod på hovedet over dem.<br />
Sommer efter sommer tilbragte vi her og<br />
udbyggede til stadighed “Negerlandsbyen”,<br />
som en FDF-fører meget venligt betegnede<br />
Jørn, Erik og Sven i gyngen ved sommerhuset.<br />
det som. Dette sted blev gennem mange år<br />
vores samlingspunkt i sommerhalvåret.<br />
I begyndelsen tog vi toget til Fårevejle<br />
og spadserede derfra de otte kilometer til<br />
Ordrup Næs. En dag, vi lige var ankommet<br />
til stationen og stod der med alle vores<br />
pakkenelliker, blev vi kontaktet af<br />
vognmand Skødsbæk. Uopfordret spurgte<br />
ham, om ikke vi ville dele udgiften med en<br />
enkelt passager, han havde - en udvej, vi<br />
ikke tidligere havde hørt om. Senere blev<br />
det til, at han afhentede os i København,<br />
ofte til en beskeden penge. Han havde som<br />
regel været inde med nogle passagerer,<br />
ligesom det også skete, at han bragte os til<br />
byen på samme måde.<br />
Hans afløser blev en forvalter på<br />
Klinteborg, Willy Lund. Willy, som blev og<br />
stadig er, en meget god ven af huset.<br />
Ligesom os faldt han og Signe Lund for<br />
området og købte en grund lige over for os.<br />
Nu skulle de også gerne i gang med at<br />
bygge, og i den mellemliggende tid boede<br />
Inge med Jesper og Peter, mange år senere.<br />
hele familien (de havde to piger) hos os. Så<br />
fik man udrettet lidt mere om dagen, og<br />
samtidig fik vi kørelejlighed. Fire voksne, og<br />
da Jørn og Sven som regel var på Priorskov,<br />
fire børn i alt - alle i den alderstegne Ford,<br />
som utroligt nok forcerede bakkerne og<br />
læssede os af ved indgangen.<br />
En enkelt gang havde jeg lånt Willys<br />
bil, hvad han ikke var stolt af. Jeg skulle på<br />
arbejde, mens alle andre havde fri, og kørte
derfor til byen i Ford’en. Jeg parkerede den<br />
ved porten ud for Dosseringen og tog<br />
cyklen til Frihavnen for ikke at bruge bilen<br />
mere end nødvendigt. Da jeg kom tilbage<br />
fra arbejde, fandt jeg bilen med en stor bule<br />
i bagskærmen. Lakken skrabet af ind til den<br />
blå grundfarve. Rystet for jeg ind til Irmas<br />
kørselsleder i gården, fortalte ham, at en af<br />
hans vogne havde påkørt Willys bil ude på<br />
gaden- Han besigtigede skaden og<br />
erklærede, at den var ikke til at tage fejl af.<br />
Farven var deres. Jeg fik at vide, at jeg<br />
kunne henvende mig på et værksted i<br />
Gladsaxe for at få repareret vognen her. Det<br />
lettede, men jeg skulle jo op og fortælle,<br />
hvad der var sket. Willy slog en høj latter op<br />
og kunne meddele, at det var en gammel<br />
skade, han selv havde lavet, men han fik en<br />
helt ny skærm ved den lejlighed.<br />
Forfremmet lidt efter lidt og med flere<br />
penge i posen hjem til kasserersken, fru<br />
<strong>Mohr</strong>, fik vi efterhånden råd til at anskaffe<br />
os bil. Også behovet for at kunne<br />
transportere materialer til de utallige<br />
udvidelser, som vi foretog, gjorde det<br />
nødvendigt - vi blev selvkørende.<br />
Fra begyndelsen en brugt Folkevogn, men<br />
dog en bil. En kæmpe forandring med<br />
hensyn til vores muligheder for at komme<br />
op til sommerhuset. Vores egen lille vogn<br />
bragte i de år adskillige tons tømmer og<br />
brædder op til Ordrup. Det blev en<br />
transportform, der blev så karakteristisk, at<br />
da Erik og Peter en dag passerede os, sagde<br />
Erik “der kørte farfar”, hvortil Peter<br />
erklærede “nej, det var ikke ham, for han<br />
havde ikke noget på taget”.<br />
Desværre blev vi ikke forskånede for<br />
indbrud i huset. Første gang var en forvirret<br />
person brudt ind og havde spist et måltid<br />
mad, overnattet i Gretes seng, hvad der var<br />
det værste - og efterladt et lille beklagende<br />
brev, som klart afslørede hans identitet over<br />
for landbetjenten. Senere blev det til lidt<br />
mere i retning af vandalisme. En tømt fryser<br />
og henkastede madvarer medførte en større<br />
oprydning. Men alt i alt småting, når man<br />
tæller alle de dejlige timer, vi tilbragte<br />
deroppe.<br />
Vi tog så ofte til sommerhuset, at jeg<br />
i flere år havde opsyn med Klinteborg. Det<br />
blev til et evigt renderi og mange ærgrelser,<br />
og til sidst stoppede jeg.<br />
Men sommerhus eller ej. Trods den<br />
megen tid, landliggeriet krævede med<br />
maling og tjæring samt græsslåning, fik vi<br />
dog også tid til at rejse. Med en kæmpe<br />
oppakning på bagagebæreren, med telt og<br />
vanddunk etc.og med Inge og Erik som<br />
rejseledsagere, drog vi af sted - Musse og<br />
Eduard i deres bil, vi i vores, det var en hele<br />
karavane. Ungerne prøvede at kaste<br />
snebolde på St. Gothard, og under stor<br />
opmærksomhed fra italienske skolepiger
optrådte Erik med broderet anker på sin<br />
trøje. Desuden drak han uanede mængder<br />
af sodavand, som kostede det hvide ud af<br />
øjnene. Inge fik et hedeslag på<br />
campingpladsen i Rom, men det var nu<br />
også ulideligt varmt. Vi sov i det fri, for teltet<br />
var alt for varmt at opholde sig i. Det blev er<br />
dejlig tur med hjemfart langs Rhinen over<br />
Heidelberg.<br />
Vores næste tur blev sammen med<br />
Laila og Sven til Portugal. Her boede en<br />
veninde til Laila, “tante Johanne”, som vi<br />
kaldte hende. Hun havde fundet sammen<br />
med en portugiser og havde slået sig ned<br />
ved Porto. Med Svens nyerhvervede<br />
Renault 1600 gik det gennem Tyskland og<br />
Frankrig, hvor vi - det vil sige Laila - fik<br />
prøvet vores franske. En større opgave var<br />
det, da vi skulle fortælle vores rare vært, at<br />
det endnu var vinter i Danmark, ingen blade<br />
på træerne osv. Men hvad hed grønt på<br />
fransk? Hjernegymnastik, indtil en genial<br />
person (hvem siger jeg ikke) kom i tanke<br />
om grønne bønner - haricots verts. Videre<br />
gik det gennem Spanien og endelig ind til<br />
“tante Johanne” i Porto.<br />
Jo, kom min mor ikke ud at rejse, så<br />
fik vi andre da set verden.<br />
Sven var ikke så gammel, 18 år, da<br />
han til vores uudtalte uro meddelte ønsket<br />
om at logere sig ind i et kollektiv i en villa<br />
på Bülowsvej. Han var lige blevet kasseret<br />
på session, og dette pinte ham meget. Han<br />
kastede sig over tegnestudierne, og da han<br />
alle sine dage havde gået og modelleret<br />
utallige dyr med sit medbragte<br />
modellervoks, måtte han på<br />
Kunsthåndværkerskolen i Ahlefeldtsgade.<br />
Hans interesse førte senere ham og Laila og<br />
Catja til USA. Den omstændighed førte til<br />
ikke mindre end 14 rejser over Atlanten for<br />
os, og mange dejlige rundture derovre.<br />
Masser af venner fik vi og har stadig den<br />
dag i dag. Heldigvis har vi genset flere her i<br />
København og prøvet at vise dem lidt af<br />
vores lille land. Herudover oplevede vi<br />
sammen med Svens og Lailas venner fra<br />
deres første dag i USA - Terry og Jim - at<br />
holde ferie på Mallorca i 14 dejlige dage.<br />
Jørn ville efter sin studentereksamen<br />
meget gerne have været på Polyteknisk<br />
Læreanstalt, men karaktererne var for små<br />
det år, så efter militærtjenesten kastede han<br />
sig over lærergerningen. Matematik og fysik<br />
skaffede ham afløb for drømmen om<br />
ingeniørstudiet. Som en skæbnens ironi<br />
blev han senere opfordret til at deltage i<br />
undervisninger på Polyteknisk. Han blev en<br />
mangeårig lærer i Birkerød og har i de<br />
senere år engageret sig meget kraftigt i det<br />
organiserede arbejde for lærerne. Annelise<br />
og han slog sig ned i Allerød, og Mette,<br />
deres enebarn, blev som Jørn student og<br />
rejste sammen med en ung amerikaner til<br />
Californien, hvor de stiftede familie. Grete<br />
og jeg blev oldeforældre - man føler sig<br />
frygtelig gammel ved tanken... Både Jørn og<br />
Annelise har aflagt besøg i Staterne, ligesom<br />
de også har prøvet at udtale “vert” i<br />
Frankrig på flere ture.<br />
Problemer med lærerpladsen har<br />
børnene ikke haft - kun hvor og hvad de<br />
ikke ville være. Eriks ønske var at blive<br />
mekaniker, og ved gode venners hjælp fik<br />
han læreplads hos SIMO på Finsensvej. Og<br />
da han nu engang kunne køre og reparere<br />
biler, blev han sendt til Bornholm som
værnepligtig. Herfra var det ikke så ligetil at<br />
komme hjem, når han havde fri, men det<br />
blev dog til nogle rejser både med 66bådene,<br />
men også med fly en enkelt gang.<br />
Da det ikke er snavset, der giver smør på<br />
brødet, slog han sig på at sælge biler i<br />
stedet, og det prøver han stadig på - støttet<br />
af Alice. Eriks nu voksne søn, Peter, blev<br />
også student med “eksamenshue”, som<br />
Inge kaldte Jørns. Erik blev skilt fra Eva,<br />
Peters mor og slog sig ned i storbyen.<br />
Inge blev ved Svens hjælp den første<br />
af hans søskende, som kom til at besøge<br />
Amerika. Det blev til et halvt års tid, så kom<br />
Erik, Grete, mig, Inge med Sven og Jørn bagved.<br />
hun hjem og har siden beskæftiget sig med<br />
børn. Ikke bare sine to egne drenge, som<br />
hun fik sammen med Anders, men også<br />
med vuggestuebørn. Efter et forsøg på at<br />
oprette et maskinsnedkeri sammen har de<br />
nu helliget sig at tage vare på andres børn.<br />
Alle er de fløjet fra reden forlængst,<br />
og alle har de efterladt en væg fuld af<br />
billeder, fotos som til stadighed fremkalder<br />
dejlige minder.<br />
Efterhånden blev det sværere og<br />
sværere at vedligeholde sommerhuset,<br />
kravle på taget gik ikke mere, og maling af
det efterhånden store træhus ikke bare<br />
kostede penge, men også besvær. Vi<br />
mærkede årene, ligesom sommerhuset<br />
gjorde det. Talrige rejser til Børge på Als og<br />
til Gretes kusine på “heden” syd for<br />
Hamborg, ture til Florida og til Mette i<br />
Californien gjorde det også umuligt at passe<br />
haven med frugter og bær. Så væltede det<br />
snedkeriprojekt omkuld, som vi havde<br />
startet sammen med Inge og Anders, en<br />
omstændighed der gjorde det nødvendigt at<br />
skille os af med grunden og huset.<br />
Selvfølgelig gjorde det ondt, men afskeden<br />
var betydelig nemmere for os, end det var<br />
tilfældet for måske mange andre.<br />
Det blev vores generation, som kom<br />
til at opleve vel nok den største tekniske<br />
revolution siden Første Verdenskrig. Fra<br />
tæppebankeren, som også kunne bruges til<br />
børneopdragelse og frem til vor tids<br />
støvsuger. Fejemaskinen med de to<br />
roterende koste var kun en mellemstation<br />
på vejen. Iskassen med stang-isen blev mor<br />
til køle- og dybfryseren. Radio og fjernsyn,<br />
videomaskiner og pladespillere er alle<br />
opstået efter den gamle håndoptrukne<br />
rejsegrammofon. Ind imellem kom<br />
Marconien med indbygget højttaler efter<br />
den store tragtgengiver. Grammofonnåle og<br />
utallige plader, tunge som et ondt år og<br />
særdeles brækable. Den elektriske energi<br />
væltede alle tidligere arbejdsformer over<br />
ende. Den gamle kødhakker blev til mixer<br />
og blender, facitlisten blev til kalkulatorer,<br />
tyndere og mindre end en lommebog, den<br />
gamle pen og blækflaske ændrede sig til<br />
kuglepen, og da skrivemaskinen kom,<br />
troede den, at den var sidste trin i<br />
udviklingen. Langt fra, moderne PC’ere kan<br />
det utrolige. Den gamle vægtelefon med<br />
håndsving til opkald har fået de mest<br />
bizarre former og muligheder. Snart skal vi<br />
se, hvem vi taler med. Allerede nu kan vi få<br />
at vide, hvem der har ringet til os, mens vi<br />
har været ude. Gadedørsnøglen er afløst af<br />
dørtelefoner og samtaleanlæg. Vi må nu<br />
håbe, at vi ikke bare er blevet forvænte med<br />
fremskridtet.<br />
Meget er medtaget i dette skrift, meget<br />
er passeret, som ikke er med. Men<br />
historien, som den her fremstår -<br />
fremprovokeret af Erik, som ansteg med<br />
papir og skrivemaskine under armen med<br />
ordene: “Se så at komme i gang!” - tager<br />
lige så meget sigte på at skildre en tid i<br />
20rne, som ingen af vores børn har nogen<br />
forudsætning for at kende til.<br />
Jeg har ved flere lejligheder, navnlig i<br />
festligt lag, karakteriseret mit liv som fyldt<br />
med solskin, ord, som jeg trods enkelte<br />
triste og bekymringsfyldte øjeblikke stadig<br />
mener er gældende. Inges meningitisanfald,<br />
hvor vi var tæt på at miste hende,<br />
og hvor vi selvfølgelig benyttede os af<br />
hendes helbredelse til at fejre hende. Det er<br />
noget, vi altid har haft i tankerne. Siden<br />
vores barnebarn, Catja, som levede en<br />
tilværelse, “vi ikke forstår”, som hun selv<br />
skrev til os.<br />
Når man bliver gammel, har man<br />
foruden det daglige liv også de mange<br />
minder at trække på. Og jo mere man<br />
prøver at huske, des mere dukker frem. Så<br />
for ikke at dette skal ende i det uendelige,<br />
vil jeg slutte her med at sige:<br />
“Gå hen og gør ligeså”.
Til slut et par billeder, der ikke nåede med i<br />
teksten, men er betydningsfulde ikke desto<br />
mindre.<br />
Øverst til venstre: Far som ung bogholder.<br />
Til højre: Mor som ung pige.<br />
Til venstre: Far og mor med Sigurd, Arne og<br />
Børge.
Change language