den_sidste_nadver_om.. - Siden Saxo

Skaføgaard. Fotograferet af museumsleder,
ph.d. Niels Peter Stilling.
Fra Danmarks Slotte og Herregårde
s. 101. Politikens Forlag, 1998.
SIDEN SAXO NR. 2, 2004
Estrups politiske liv var en lang kamp. Han kæmpede imod parlamentarismen,
han kæmpede for Københavns befæstning, og han kæmpede imod indførelsen af
indkomstskatten. Han vandt mange af sine slag, men det blev omkring 1890, hvor
også Bismarck blev tvunget til at trække sig tilbage, efterhånden tydeligt, at Estrups
person var blevet det alvorligste problem for muligheden for mere fredsommelige
politiske forhold i Danmark. Ingen vidste dette bedre end Estrup, som ved fl ere
lejligheder havde udtrykt ønske om at kunne trække sig tilbage til Skaføgaard og
hellige sig driften af herregården. Kongen var imidlertid ikke villig til at indgå
kompromis og skifte Estrup ud, men i sommeren 1894 måtte selv kongen indse,
at Estrups dage som regeringschef var talte.
Således var kortene givet, da Christian 9. i juni 1894 rejste med Dannebrog fra
Toldboden i København med kurs mod Randers, hvor han skulle besøge Landmandsforsamlingen
og Skaføgaard.
Forberedelserne til rejsen
At gennemføre et kongebesøg krævede en del forberedelser og en del diplomati.
Kongeskibet skulle udrustes og gøres sejlklar. Der skulle indkaldes mandskab
og bestemmes, hvem der skulle deltage i rejsen. Man skulle lægge program og
sikre, at kongen besøgte de vigtigste steder, og at ingen følte sig mere overset
end allerhøjst nødvendigt. Det var hofmarskallatet under ledelse af hofmarskal
Løvenskjold, der udførte dette arbejde i samarbejde med Landmandsforsamlingens
præsidium og Randers by.
Det første, man skulle fi nde ud af, var naturligvis, hvem der skulle med på rejsen.
Ud over kongen og hans to sønner og hans barnebarn talte rejsefølget blandt andet
indenrigsminister H.E. Hørring og Hofmarskal Løvenskjold. Til opvartning og til
andre praktiske formål havde man, ud over tjenestegørende adjudant, hoffoureren
og andre embedsmænd med faste pligter, ti personer, der enten i civil eller i
uniform skulle assistere rejseselskabet. Fx inkluderede selskabet to arbejdsmænd
uden livré (uniform), som skulle arbejde i sølvkammeret på rejsen. Det var et
stort selskab, men der var også meget, man skulle nå.
Store dele af programmet var givet på forhånd. Kongen ankom til Randers
den 28. juni om morgenen. Efter en pompøs modtagelse begav kongen sig til
Amtmandsboligen, hvor han blev modtaget af byens og omegnens spidser. Eftermiddagen
den 28. blev brugt på Landmandsforsamlingens udstillinger, hvor
kongen blandt andet uddelte præmier, og om aftenen skulle der være gallafest,
hvor alle notabiliteterne skulle mødes. Så langt var programmet uproblematisk
og forløb uden større problemer, når man ser bort fra en repræsentant for en af
højreaviserne, som mødte op til gallamiddagen i følge med en letlevende dame
og i beruset tilstand. Denne episode fyldte meget i venstreaviserne men har nok
næppe spillet nogen større rolle for besøget som helhed.
Programmet for fredag den 29. juni var lidt sværere at få på plads. Man havde
allerede tidligt fundet ud af, at formiddagen skulle bruges på besøg på diverse
velgørende institutioner i Randers by, hvor kongen blandt andet benådede en
tyveridømt ung pige. Eftermiddagen skulle ifølge de tidligste programudkast
benyttes til et eller fl ere besøg på »omegnens« herregårde. Der var fra forskellig
side blevet foreslået Frijsenborg ved Hammel, Tjele ved Viborg og Skaføgaard
på Djursland. At nå et besøg på alle tre herregårde ville selv i dag med moderne
37