Rummelighedens rammer. Ansættelsesmuligheder for personer ...

Diskussion og perspektiver
Undersøgelsen har vist, at der helt konkret er tre huller i lovgivningen,
som med fordel kunne lukkes (permanent støtteperson, midlertidig
mentor til personer i fleksjob og brug af isbryderordning
uafhængigt af uddannelse). Men lige så vigtigt har undersøgelsen
vist, at den nuværende lovgivning faktisk giver et godt udgangspunkt
for at understøtte personer med nedsat arbejdsevne af sociale og/eller
psykiske årsager i processen hen mod et ansættelsesforhold. Problemet
er ikke manglende lovhjemmel, men snarere en kombination af
kompleks lovgivning, manglende viden om mulighederne i samme
lovgivning, mange forskellige aktører, der ikke altid får koordineret
indsatsen mest hensigtsmæssigt samt måske en uhensigtsmæssig
opdeling af lovgivningen mellem flere ministerier.
Overgangen fra et tostrenget system til et etstrenget samt en strukturreform,
der nedlægger amterne, kan løse nogle af de skitserede
problemer, men kun hvis man tager højde for denne gruppes særlige
behov. Som det bliver påpeget, er den særlige viden om denne
gruppes behov lige nu spredt i forskellige institutioner og systemer,
og det bliver altafgørende for en succes, at man formår at bevare og
samle denne viden. Dette indebærer også, at man bevarer to typer
af ekspertiser selv i et etstrenget system – nemlig en sagsbehandler,
der tager sig af levevilkårene generelt, og en, der tager sig af beskæftigelsesindsatsen.
Information om og kendskab til de muligheder, som lovgivningen
allerede giver, løses ikke nødvendigvis af de strukturomlægninger, der
er i støbeskeen. Derfor må der løbende gøres en indsats for, at informationer
og kendskab spredes til de relevante aktører. Her har interesseorganisationerne
formentligt en stor rolle at spille. Det samme gælder
i forhold til at få indsamlet og forankret de erfaringer, der ligger i forskellige
institutioner og i forskellige projekter. Udviklingsprojekter er
nødvendige for at udvikle fremtidens beskæftigelsesindsats, men kun
i det omfang at erfaringerne faktisk videregives til de personer, der til
daglig varetager beskæftigelsesindsatsen. Der må sikres en tilbagemeldingspligt,
ellers er der for få, der får glæde af de forsøg, der gøres.
Man kan spørge sig selv, om de tre behandlede grupper adskiller sig
fra andre grupper med nedsat arbejdsevne – om der skal gøres noget
I N D L E D N I N G , S A M M E N F A T N I N G O G P E R S P E K T I V E R
21