Rummelighedens rammer. Ansættelsesmuligheder for personer ...

plads, og hvilke barrierer der kan være for at få flere arbejdspladser
til at indsluse og fastholde mennesker med nedsat erhvervsevne i
fremtiden.
De ansatte vil gerne blive på arbejdspladsen
Det er bemærkelsesværdigt, at ingen af de ansatte, der indgår i undersøgelsen
ytrer ønske om med tiden at afprøve nye jobmuligheder. En
mand på 50 år siger således, at han regner med at blive på arbejdspladsen
“de næste ti år”, indtil han trækker sig tilbage, mens en kvinde
på 28 konstaterer:
“Min plan er jo nok at blive herude, indtil jeg ikke har lyst til at være
her mere eller, indtil jeg skal på pension” (Person med udviklingshæmning).
I den forbindelse kan det bemærkes, at den tidligere omtalte justering
af forventningerne også præger de ansattes fremtid. Nogle af
de ansatte har således erkendt, at deres arbejdsliv ikke kommer til at
ændre sig betydeligt fremover og har det okay med det:
“Der er en form for selverkendelse i det. Jeg har sådan set gjort op med
mig selv, at det er det her, jeg nok skal gøre de næste kommende år, og
det er det, jeg fungerer med” (Person med hjerneskade).
Andre har endnu ikke fået justeret deres forventninger til et niveau,
der matcher deres kompetencer.
Overordnet kan det siges, at de ansatte, der indgår i undersøgelsen,
ønsker at blive på samme arbejdsplads, men flere af dem ønsker dog
en form for udvikling i arbejdsopgaverne fremover. Disse ønsker
om udvikling spænder vidt. Fra lederønsker til at pakke nye typer
af elementer:
“Nu kommer vi til at lave noget nyt noget i den nye hal … der kommer
jeg nok ned at stå i fremtiden … og pakke nogle nye ting, som jeg ikke
har prøvet før … Det skal jo ikke være det samme hele livet – det bliver
for trist så” (Person med udviklingshæmning).
Faktorer, som imidlertid kan spænde ben for den ansattes fortsatte
udvikling på arbejdspladsen, er – ud over en overdreven hensyntagen
C A S E S T U D I E R P Å U D V A L G T E A R B E J D S P L A D S E R
133