Rygeophør på sygehus - Bispebjerg Hospital

Analogt til dette spørgsmål kunne man forestille sig, at behandlere
kun skulle kunne behandle for en sygdom, de selv havde været udsat
for. Det er ude af trit med virkeligheden. Og det er heller ikke en forudsætning
for at være en god behandler.
Men hvordan skal man så håndtere spørgsmålet: “Har du selv røget?”
Behandleren skal tage imod patientens invitation om et følelsesmæssigt
fællesskab ved at fortælle meget kort om på forhånd udvalgte oplevelser
med rygning. Det er imidlertid vigtigt at fastholde fokus på
patientens ønsker og behov. Hvis man detaljeret inddrager sine egne
følelser og erfaringer, forstyrres den professionelle relation, og patienten
kan foranlediges til at tro, at måden at holde op med at ryge på er
at gøre ligesom behandleren.
Et svar kunne derfor fx være:
“Ja, jeg har røget – nu er jeg holdt op. Det var bestemt ikke let,
men jeg blev ved med at prøve og til sidst er det lykkedes”.
Eller:
“ Nej, jeg har aldrig røget, men jeg er interesseret i området, og
har beskæftiget mig en del med det (måske været på kursus) for
at blive bedre til at tale med patienter om rygevaner.”
Eller:
Hvis du mener, at det vil være særlig nyttigt for dig at tale med
en, som kender til at ryge, så skal jeg forsøge at finde en kollega”.
Ved at undersøge, hvilke overvejelser patienten har i forbindelse med
sine rygevaner mv., signalerer behandleren, at det er en professionel
samtale.
At anvende patientens begreber
I samtalen om rygevaner er det behandlerens opgave at udøve sin ekspertviden
ved at give plads til, at patienten er ekspert i sine egne erfaringer,
i sit eget liv. Behandleren kan således godt have en særlig viden
om rygning og rygeophør, men kan aldrig på forhånd vide, hvordan
patienten forstår/oplever sine rygevaner, eller hvilke erfaringer han
har med sig, som kan være nyttige i forhold til det mål, han har sat sig.
RYGEOPHØR PÅ SYGEHUS
77