Nr. 22 - Foreningen Hexis

forskellig betydning - være vidt forskellige fænomener. Derfor er det en fundamental epistemologisk pointe
bag kritikken, at man kun ved at gå en ’omvej’ og gennem specifikke kulturelle fortolkninger kan antage at
undersøge det, man ønsker; og derfor er omvejen den eneste vej til at sikre sig, at man reelt sammenligner de
samme ting, når man sammenligner på tværs af lande og uddannelsessystemer. Så man, som CS udtrykte det,
gør det inkommensurable sammenligneligt. Men da Pisa ikke tager udgangspunkt i kulturspecifikke kriterier
og end ikke bruger forskelle i kultur og historie til at forklare de statistiske sammenhænge, er denne ’omvej’
på forhånd udelukket. Hvorfor Pisa ikke kan nå længere end til overfladiske sammenligninger. At kultur er
bias indebærer, at læring må forstås i forhold til den konkrete kultur, både den måde den vurderes på og den
måde den fremkommer på. Indvendinger Pisa er helt blank overfor, og som man i stedet har ’taget højde for’
ved at gøre begrænsningerne til dyder. Det er simpelthen en del af opdraget, at Pisa er ’uafhængig’ af
læseplaner. I stedet er udgangspunktet for undersøgelserne fritsvævende ideer, skabt af de ’internationale
forskeres’ uforgribelige ideer, om hvad unge i den moderne globaliserede har brug for at kunne i fremtiden,
totalt ’rensede’ for relevant forbindelse til læseplaner og kultur, værdier og historie og uden en ambition om
at forklare baggrunden for de statistiske sammenhænge og forskelle. For kritikerne betyder det, at Pisa’s
læringskriterier er kunstige og reduktionistiske, uanset om de er skabt af ’internationale eksperter’. Med
andre ord, Pisa overser og forleder til at overse, at der findes store nationale forskelle med hensyn til
historiske og kulturelle forhold, som er nødvendige at inddrage og forklare, hvis man skal: 1) forstå de
enkelte landes skolekultur og -system og forskellene imellem landene, herunder overhovedet forstå, at der er
afgørende forskelle imellem landene; 2) forstå baggrunden for den form for (løsrevne) statistiske
sammenhænge Pisa indeholder; 3) opnå et legitimt grundlag for at kunne give forskningsbaserede råd til,
hvordan man kan påvirke og forbedre et givet lands skolesystem.
Når man fjerner de kulturelle og historiske aspekter udsultes den konkrete virkelighed i en sådan grad, at de
væsentligste fakta forsvinder. Og da Pisa hverken tager udgangspunkt i nationale læseplaner eller søger at
forstå de fremkomne data i relation til de konkrete kulturelle systemer de indgår i, er Pisa dobbelt
handicappet i forhold til at gøre os klogere på de unge og skolen. Dels fordi kriterierne i sig selv er uholdbare
reduktioner, og dels fordi manglen på konkretiserede teorirammer med årsagsforklaringer betyder, at der
bliver tale om løsrevne tal, som hverken er relaterede til nationale læseplaner, kultur, værdier eller historie.
Kort sagt, udgangspunktet er tyndt, og når man skal til at forstå resultaterne, er alle fortolkninger lige gode,
fordi forskerne ikke har forsøgt at udskille og forklare de væsentligste sammenhænge. En omfattende
statistisk praksis der er typisk for den bureakratiske dagsorden, men som er problematisk set med
videnskabelige kriterier. For det er præcist en kvalitet ved forskning, at den kun i begrænset omfang kan
diskuteres, idet det videnskabelige arbejde består i at undersøge, teste og eliminere fortolkninger, indkredse
og afklare de mest plausible forklaringer. I det lys får Lindenskovs ord om, at ’der er mange spændende og
vigtige synspunkter, som er værd at diskutere’ og at ’noget af det vigtige ved Pisa er, at man kan diskutere
resultaterne’, en anderledes kritisk betydning: en svaghed gøres til en styrke. Desuden er udsagnet i den mest
relevante videnskabelige henseende falsk. At forskere lægger deres materiale frem, så andre har mulighed for
at efterprøve argumenter osv., er normalt og afgørende for at kunne tillægge undersøgelser en vis
objektivitet. Men Pisa kan i helt særlig grad ikke diskuteres (i detaljer), da store dele af baggrundsmaterialet
er skjult for offentligheden (hvilket dog ikke kom frem i Skive). En forskel til videnskabelig praksis, dog
igen typisk for den bureaukratiske ethos 9 , og et vigtigt kritikpunkt i betragtning af de overordnede metodiske
indvendinger. Herunder EJH’s påpegninger af eklatante regnefejl osv.
9 From Max Weber: essays in sociology; 1946:233, H. H. Gerth; C. Wright Mills.
16