Grundforløbskompendium Velfærdsstaten 2006

Velfærdsstaten i Danmark 1958-2006
Kompendium i samtidshistorie til grundforløbet 1.år efteråret 2006.
Bo Beier Thorup, Birgitte Ryelund og Bent Vestergaard
Kilde: Peter Frederiksen m.fl.: Grundbog til danmarkshistorien (2006), s.262-265
Hun og han, 1980
Uddrag fra en artikelserie af Merete Carlsen om den moderne familie. Alt for damerne, nr. 40, 1980.
HUN er 34, og har en ledende stilling i en kontorvirksomhed. HAN er 35, og har for nylig startet
egen virksomhed. De har boet sammen i 7 år og har to børn på 5 og 3 år, som begge er i privat dagpleje.
De har begge været gift før, og han har et barn fra første ægteskab, som han ser hver anden
weekend. De bor i et stort hus i en sjællandsk landsby og har hjælp udefra til rengøringen - De er
spurgt om de samme ting, og har svaret hver for sig. Ingen af dem har læst hinandens svar. I den oprindelige
artikel er HUN og HAN's svar anført hver for sig. Her er de vigtigste spørgsmål klippet
sammen med ægtefællernes svar.
Hvordan kombinerer I familieliv med, at I begge har krævende arbejde?
HUN: Min arbejdstid er normalt fra 9 til 16.30, selvom jeg har en ledende stilling, så det er mig,
der tager mig af indkøb, børn, madlavning osv. Min mand har ikke fast arbejdstid. Han er ofte bortrejst,
og når han ikke er det, kommer han som regel ret sent hjem. Han tager intet af det huslige arbejde
herhjemme.
Han har altid været vant til at blive passet i alle ender og kanter, både af sin mor og sin første kone,
og selvom jeg har prøvet at ændre på det, er det ikke lykkedes mig.
Jeg kan godt i perioder blive skuffet over, at det er mig, der står med det fulde ansvar for det hjemlige.
Han siger, at jeg godt var klar over, hvordan han var, før vi fik børn. Det var jeg også, men jeg
havde faktisk regnet med, at han ville ændre sig, fordi vi begge ønskede de børn. Jeg vil heller ikke
opgive mit arbejde, og det betyder, at jeg føler mig meget stresset. Jeg har en fornemmelse af, at noget
af mig forsvinder helt, bliver væk i alle de krav, omgivelserne stiller til mig. Jeg har ofte spurgt
min mand, om han synes, jeg er den samme pige, som han blev forelsket i og giftede sig med, men
han slår det hen og siger, at sådan kan man ikke stille det op.
Min mand har en mere spændende karriere end jeg og møder i højere grad end jeg hele tiden nye
og interessante mennesker gennem sit arbejde. Derfor kan jeg ikke lade være med at spekulere over,
om det er lige så spændende for ham at komme hjem til en kone, der er brændt ud efter en lang dag
med arbejde, børn og husholdning. Det er svært også at have overskud til at være elskerinde og kammerat,
sådan som man var det, da man kun var to. Når man får børn, bliver hverdagen anderledes, og
romantikken ryger i nogen grad. Og der er det, jeg føler, at den pige, min mand forelskede sig i, ville
komme mere frem, hvis han aflastede mig herhjemme.
Som det er nu, føler jeg mig mere alene med de problemer, end jeg havde drømt om, da vi dannede
par. Jeg synes, det er mig, der "ofrer" mig og opgiver ting, jeg har lyst til, for familiens skyld. Fx
havde jeg sidste vinter meldt mig til to aftenkurser, men var nødt til at opgive det ene for at få det
hjemlige til at fungere, og det var jeg lidt skuffet over. Min mand siger, at jeg bare kan gøre det, jeg
vil, og at vi godt kan få det til at fungere på en anden måde. Det er også rigtigt, at vi har økonomisk
mulighed for, at jeg fx kunne tage halvdags job, men jeg ved, at jeg så ville få et mindre spændende
arbejde.
HAN: Jeg har altid følt, at det har været på min mors eller min kones betingelser, hvis jeg skulle
gøre noget hjemme. Jeg har ikke den samme opfattelse som min kone af, hvornår og hvor meget der
skal gøres rent. Jeg behøver ikke rene skjorter hver dag, og jeg synes ikke, det er nødvendigt at bade
børnene hver aften. Min kone laver god mad, og det kan jeg godt lide, men jeg har ofte sagt til hende,
at hun ikke behøver gøre det hver dag. Jeg kan godt leve af leverpostejmadder. Jeg synes, min kone
gør det sværere end nødvendigt for sig selv ved at påtage sig en masse, som hun ikke behøver, og
min teori er, at det skyldes hendes egne normer for, hvad en kone "bør". Det er heller ikke sådan, at
jeg nægter at tage mig af børnene. Når min kone beder mig om at være hjemme og passe dem, fordi
hun skal et eller andet, siger jeg, at jeg ikke kan love at være hjemme, men at jeg nok skal sørge for,
børnene bliver passet ordentligt. Det er bare ikke det, hun ønsker.
Jeg mener, min kone har friheden til at vælge en anden tilværelse, hvis hun vil. Vi har økonomisk
mulighed for, at hun kan tage halvdagsjob, begynde at lære noget helt nyt eller måske opbygge sit
eget firma. Det sidste ville selvfølgelig give nogle problemer omkring det hjemlige, som vi ville være
nødt til at finde en løsning på, men det er jeg også sikker på, vi kunne. Min natur er sådan, at jeg
26