Grundforløbskompendium Velfærdsstaten 2006

More documents

Recommendations

Info

Velfærdsstaten i Danmark 1958-2006 Kompendium i samtidshistorie til grundforløbet 1.år efteråret 2006. Bo Beier Thorup, Birgitte Ryelund og Bent Vestergaard Kilde: Anette Winding i ”Billede Bladet”, 1956 Arbejder 15 timer daglig med et smil Fru Inger Nielsen (34) er et af de mennesker, der virkelig kan lide at leve. Og fru Nielsens arbejde er endda sådan, at kun få vil misunde hende det … Otte timer i damp og støj, skulle det være noget at grine ad? Fru Nielsen synes det. Pengene betyder selvfølgelig noget, men først og fremmest kan hun lide at arbejde, lide kammeraterne, lide lugten af rent tøj og fornemmelsen af at udrette noget. Hun savner det, hvis hun er syg eller har ferie et par dage, og det til trods for, at der er nok at gøre hjemme med tre værelser, mand og fire børn. Fru Nielsens dag begynder kl. 5.30. Hun sætter vand over, og inden det koger, har hun været i badeværelset. Så bliver l6-årige Gerda, der også arbejder på vaskeriet, vækket, og mens hun klæder sig på, dækker fru Nielsen morgenbord. Inden manden, der er chauffør hos Dehn, har barberet og vasket sig, har de tre børn fået te på sengen (så er de af vejen så længe), og resten af familien kan samles om morgenbordet - men ikke mange minutter. Manden flyver ud af døren, og så snart opvasken er væk, cykler fru Nielsen og Gerda til vaskeriet. Kun afbrudt af en halv times frokostpause og et kvarters tepause arbejdes der på kraft fra 7-16. Det vil sige, fru Nielsen bliver forkælet af sin mand. Hver dag klokken 8, inden han starter sin køretur, stiller han på hendes plads med en sodavand. Det er et af de lykkeligste øjeblikke på dagen. Det er rart at have noget at drikke, men det bedste er fornemmelsen af, at man er to. De snakker ikke sammen i arbejdstiden, men et nik og et smil, inden han igen forsvinder i dampen, stiver vældigt af. Klokken er 16. Der fløjtes fyraften. Men ikke for fru Nielsen. Hun cykler ud for at hente avisen og købe ind. Maden skal være færdig kl. 17.45, for den ældste af børnene, Ole, der er i maskinsnedkerlære, skal på skole om aftenen. Og så huhej skrælle kartofler, sætte dem over, dække bord og lave mad. Puh ... fred og ro over feltet. Familien er samlet, der skal snakkes og fortælles, men ikke for længe. Pigerne, Gerda (16) og Solveig (14), der er ekspeditriceelev, skiftes til at vaske op, så fru Nielsen har en lille rygepause efter maden. Ja, en pause, for hun er ikke færdig endnu. Store mængder af stoppe- og lappetøj væltes ud på bordet. Manden løser kryds og tværs, nogle børn stikker af, andre kommer. Tiden går, hovedet begynder at synke ned på bordet, og øjnene vil ikke holde sig åbne. Aftenkaffe? - Nej, ikke hver dag. Når man er seks, giver det så megen opvask. I seng? - Nej, nu skal der smøres mad. Manden hjælper til med de 42 stykker leverpostej, ost, italiensk salat og spegepølse, der som regel bliver til flere stykker, fordi de børn, der kommer ud i køkkenet, »lige pludselig bliver sultne igen«. Og så i seng. Rengøring, klatvask og bagning ordnes lørdag og søndag. Skulle det være noget at grine ad? Fru Nielsen synes det stadig. Hun kan lide sin tilværelse. Der er en god tone i hjemmet. Man skælder ikke ud eller kommanderer, men driller hinanden godmodigt. Man respekterer hinanden, og man holder af hinanden. Og skulle det ikke være værd at slide for? - Den lille varevogn, familien tager på skovtur i, bedre mad, mere tøj, skulle det ikke være værd at slide for? Det er bare monotont. Nedenstående kilde er et uddrag af et interview med den 25-årige syerske Karen, der på interviewtidspunktet, 1978, havde været 7 år i arbejde. (Rapport fra lavindkomst-kommissionen, nedsat 1976) Arbejdslivet. ... Jeg prøver på., når jeg går ind ad den dør dernede om morgenen, at være fuldstændig tom. Det kan man godt sådan oparbejde-fuldstændig at kappe af og ikke spekulere på noget. Man må ikke give sig til at spekulere på, hvor mange kasser man kan sy i dag, og hvor meget man skal nå. Det bliver et mareridt, hvis man begynder at tanke på, hvis man forestiller sig den ene stabel efter den anden: Det skal du igennem, inden du skal gå hjem igen ... Jeg ved godt, at jeg bliver meget upopulær, når jeg siger det; men mit arbejde har virkelig ikke interesseret mig ... der er altså heller ingen udfordring i det daglige. Det er der jo ikke. Man sidder bare der. Om man skruer i eller syr, det er jo det samme. Man laver en proces, altså, og Herre Gud så skal man jo bare køre. Det er bare monotont ... Ind imellem er det nu ret barsk, men det er sådan i ryk. Der er ingen tilrettelæggelse, og det er fejlen: Så en dag kommer der en hel masse, der skal være færdig klokken 10, og så er der ingenting resten af dagen. Det er altså noget underligt noget. Så risikerer vi, at vi må sidde og nulre med et eller andet. Når det skal gå stærkt, er det helt utroligt, hvad vi kan nå på den tid ... Hver gang tror hende direktricen, at det når vi ikke, og så bliver hun fuldstændig ... Hun farer rundt og råber og skriger og rykker det ud af hænderne på folk og smælder og skælder. Og folk, de farer rundt, det er et cirkus. 24
Velfærdsstaten i Danmark 1958-2006 Kompendium i samtidshistorie til grundforløbet 1.år efteråret 2006. Bo Beier Thorup, Birgitte Ryelund og Bent Vestergaard Det er meget svært at forklare, når man ikke kender stedet og menneskene; jeg ved. at fremmede. som er kommet udefra, og som har været andre steder, de tror altså ikke deres egne øjne og ører ... De fleste bliver desværre nervøse af det cirkus. Der er jo en del ældre folk, og folk, der har været der i lang tid. De er velsagtens arbejdsskadede såvel som alle andre. De er blevet hængende, fordi de skulle have et arbejde, og nogle af dem er nervøse. For nogles vedkommende ved jeg, at der bliver spist mange tabletter, men det er ikke noget, man snakker om. Vores store problem er muskelsmerter. Myoser og dårlige rygge, ondt i benene, man sidder jo i monotone stillinger. Man sidder med den ene fod løftet op på en pedal til at løfte foden på symaskinen med, og man kører med den anden; den er på speederen, og så kører man. Og så ender det jo med, at man sidder og synker sammen ... Jeg sidder faktisk hele dagen i denne her stilling med let løftede arme. Man prøver så vidt muligt ikke at løfte skulderen, men armene må være let løftede, og så hænger de alligevel. Muskulaturen er selvfølgelig anspændt. fordi den skal holde min arm oppe her. Og så kører jeg sådan hele dagen. Det er enormt monotont ... Vi får aldrig noget konkret at vide om regnskaber og produktion, og om vi er op- eller nedadgående. Men vi får altid at vide, at det går meget dårligt. Ved samarbejdsudvalgsmødet kom der et referat på den her størrelse. Direktøren sagde, at »Ja, det går altså så dårligt, konkurrencen er stor, og det ser dårligt ud, og olien er dyr, og vi skal alle sammen spare.« Så er vi lige kloge. Vi ved ikke en pind og er rent faktisk dømt til at ligge på mindstelønnen: 30,20 kr. ... Jeg har været organiseret I hele tiden. Jeg synes bare. at hvis man ikke er det. så står man virkelig med håret ned ad nakken, hvis man bliver smidt ud eller behandlet uretfærdigt, eller hvis man virkelig bliver underbetalt. Man har jo ingen at henvende sig til eller til at hjælpe sig. Man skal klare ærterne selv. Det er straks sværere, når man står alene ... Privatlivet ... Ja. se det er jo det pinlige spørgsmål, det der, om hvad min mand laver herhjemme. For det er simpelt hen mig, der kører det herhjemme. Han kan godt overtal, men han tager ikke noget sådan af sig selv. Jeg står jo op og går på arbejde. Det er ham. der får Tom (7 år) af sted om morgenen med mad og tøj, og så reder han sengene, og så kommer jeg hjem, og så laver jeg det, der skal laves. Vi hjælper altid hinanden med opvasken og sådan noget også med at købe ind: men det der med at lave maden og gøre rent og vaske tøj og sådan noget, det er altså mig. Jeg har i syv år prøvet at sige, om det kunne være rimeligt »nej, nej, det er det bestemt heller ikke. man skal deles og alt det der,« det er så nemt at snakke om det i teorien, det er så svært, når det skal udføres i praksis ... Men så er han til gengæld fantastisk sammen med vores barn, og det har selvfølgelig stor betydning. De har det fantastisk sammen, dejligt sammen, i de timer der, har meget respons fra hinanden, det er helt sikkert. Hvor jeg måske nok ikke er så - ja uha - vi har det da også dejligt sammen, men altså han - de forstår sådan bedre at snakke dybere sammen, end jeg gør ... Tom fortæller sin far alting - alting simpelt hen ... jeg føler da nok, at jeg måske ikke har den energi til at være sammen med ham, som man jo egentlig burde, fordi man går på arbejde. Så skal man hjem, så skal der købes ind, så skal der laves mad, så skal der vaskes, og så skal der måske også gøres lidt rent, og så skal man snakke lidt, og så skal man smøre madpakker, og så skal man vaskes - ja, du ved, så er man altså fuldstændig mør. Det er jeg i alt fald, og så ville jeg gerne noget andet, nemlig, end netop lige bare gå på arbejde og gå hjem og gøre det ... Jo, man kan altså ikke sige, at vi sidder hårdt i det mere - det gør vi ikke. Men det er jo ikke i kraft af min løn, vel, det er det jo nemlig ikke ... Jeg synes, det er for galt …, fordi jeg synes altså, når man går på arbejde hele dagen, så burde man også kunne leve af lønnen. Jeg kunne forstå det, hvis man havde syv børn eller sådan et eller andet: men vi bor i en snollet lejlighed på 40 m2 og har et barn. Jeg burde altså kunne forsørge os, når jeg - når man - går på arbejde 8 timer hver dag ... jeg mener ikke, at jeg skulle forsørge os på den måde, at vi skulle på sommerferie og vinterferie og have bil, jeg mener bare, at jeg skulle kunne forsørge os med husleje i en nogenlunde ordentlig -lejlighed - også bedre lejlighed end denne her - og så få en god, sund mad hver dag og så lidt tøj på kroppen i hvert fald ... Jeg har ikke nogen komplekser over, at jeg kun har gået i skole i syv år, men ... jeg kan nok mærke, at - også fordi man går sådan tullende du ved, man skal helst ikke tænke for meget, og du ved, man bliver enormt sløv, og når man så skal begynde at regne et regnestykke ... Jeg trænger sådan til at få lidt skolegang igen, man sakker jo noget bagud, der er sket meget. Om ikke andet, så for ens selvrespekt og sådan noget, man føler sig. Man kan jo aldrig lære for meget. Det kan man jo ikke. 25
Page 1 and 2: Velfærdsstaten i Danmark 1958-2006
Page 17 and 18: % 70 60 50 40 30 20 10 0 Velfærdss
Page 23: Velfærdsstaten i Danmark 1958-2006
Page 33: Velfærdsstaten i Danmark 1958-2006

Grundforløbskompendium Velfærdsstaten 2006

Create successful ePaper yourself

Delete template?

Save as template?