Grundforløbskompendium Velfærdsstaten 2006

More documents

Recommendations

Info

Velfærdsstaten i Danmark 1958-2006 Kompendium i samtidshistorie til grundforløbet 1.år efteråret 2006. Bo Beier Thorup, Birgitte Ryelund og Bent Vestergaard ændringen af efterlønssystemet er et godt eksempel på, hvilke kræfter der er på spil, når man vil ændre på velfærdsmodellen. Efterlønnen var indført i 1979 som en arbejdsmarkedsforanstaltning. På dette tidspunkt var der stor arbejdsløshed, herunder en betydelig ungdomsarbejdsløshed og det kunne derfor umiddelbart forekomme hensigtsmæssigt og næsten gratis at lade udslidte ældre arbejdere erstatte af yngre. I praksis kom regnestykket dog aldrig til at se helt sådan ud, idet mange private virksomheder benyttede ordningen til „en rationalisering med et menneskeligt ansigt", d.v.s. at man skaffede sig af med folk over 60 år uden at oprette nye arbejdspladser. Så længe arbejdsløsheden var så høj, som den var i 1980erne og starten af 90erne, var det dog svært at anfægte en ordning, som belønnede folk for at træde ud af arbejdsmarkedet, selv om det kunne være lidt svært at forstå, at belønningen også skulle tildeles friske, højtlønnede personer med stor opsparing, supplerende pensionsordninger og med betydelige indtægter fra ekstraarbejde (inden for den såkaldte 200-timers ordning). Med det stadige pres på de offentlige finanser, overbelastningen af skattesystemet og den begyndende arbejdskraftmangel og tendenser til flaskehalsproblemer i anden halvdel af 90erne blev det økonomisk mere og mere absurd at belønne efterspurgt arbejdskraft for at træde ud af arbejdsmarkedet. Efterlønnen havde imidlertid for længst fået status som et velfærdsgode og en rettighed. Mange mennesker følte, at de havde „slidt og slæbt i vingården i det meste af deres liv", samtidig med at de havde betalt store beløb i skat. De havde set hen til og økonomisk planlagt deres udtræden af arbejdsmarkedet ved det 60. år. Da næsten alle danskere var medlem af en arbejdsløshedskasse, var efterlønnen gradvist blevet et universelt gode næsten på lige fod med folkepensionen (bare endnu bedre, idet beløbet var væsentligt højere!). En afskaffelse af efterlønnen ville altså resultere i en flodbølge af protester. I stedet forsøgte politikerne så at beholde efterlønnen, men begrænse incitamenterne til at gå på efterløn (i hvert fald før man blev 62) og samtidig belønne folk, der blev på arbejdsmarkedet, til de var 65 år. Samtidigt forsøgte man at aflaste de offentlige kasser ved at indføre delvis selvbetaling samt nedsætte folkepensionsalderen til 65. De store vindere i denne omlægning var de, der alligevel havde forestillet sig at fortsætte på arbejdsmarkedet. De ville nu modtage en skattefri ekstragevinst på ca. 100.000 kr, når de blev 65 (og hvis de var i nærheden af de 60, ville de oven i købet ikke skulle betale ret meget for at få denne gevinst!!). Taberne var især de nedslidte og pressede grupper på arbejdsmarkedet (den oprindelige målgruppe for ordningen), der havde set frem til at gå af, når de blev 60, og som nu fik forringet deres vilkår, hvad enten de gik af som 60-årige eller prøvede at holde ud to år mere. [I 2006 gennemførte Anders Fogh Rasmussens VK-regering sammen med Dansk Folkeparti en yderligere stramning af efterlønnen, idet efterlønsalderen skulle sættes op til 63 år i 2025, 64 år i 2030, 65 år i 2035 og 66 år i 2040. Ligeledes skulle folkepensionsalderen flyttes fra 65 til 67 år med virkning fra 2027. Den lange tidshorisont for ændring af efterløns- og folkepensionsalderen betyder dog i praksis, at det varer længe før reformen fra 2006 vil få nogen afgørende virkning. Når tidshorisonten er så lang skyldes det formentlig politikernes angst for at blive straffet ved næstkommende valg for at bryde med løftet om ikke at røre ved efterlønnen og folkepensionen. BBT] 22 Efterlønsdemonstration foran Christiansborg 16. dec. 1998 rettet mod statsministeren Poul Nyrup Rasmussen og oppositionens daværende leder Anders Fogh Rasmussen som opfordres til at stoppe som politikere og gå på (skrabet) efterløn. Politikernes reformer og ikke mindst krav om egenbetaling ved velfærdsgoder som efterlønsordningen skulle skabe kolossal utilfredshed og fik en væsentlig andel i socialdemokraternes valgnederlag i 2001 (BBT).
Velfærdsstaten i Danmark 1958-2006 Kompendium i samtidshistorie til grundforløbet 1.år efteråret 2006. Bo Beier Thorup, Birgitte Ryelund og Bent Vestergaard Velfærdsstaten som politisk minefelt Ud fra det foregående skulle man tro, at velfærdsstatens indretning var det altdominerende emne på den politiske dagsorden i Danmark omkring år 2000, men det var langtfra tilfældet. Det politiske liv var tværtimod præget af, at politikerne ikke mindst før valgene gav løfter om sociale forbedringer/ højere udgifter, og at befolkningen bakkede op om velfærdsstaten ved valgene. Resten af tiden gik politikerne helst uden om den varme grød og undgik så vidt muligt at diskutere det åbenlyse behov for mere langsigtede omformninger af velfærdsstaten. Venstres daværende næstformand, Anders Fogh Rasmussen, havde ellers forsøgt sig med en bandbulle mod velfærdsstaten i bogen „Fra socialstat til minimalstat" i 1993: „Denne ynkelige slavenatur gennemsyrer Hele det danske samfund. Og forklaringen er egentlig ligetil. Statsmagten, den offentlige sektor, har gjort sig stor og bred og dominerer i den grad alle menneskers private liv, at flertallet i det danske samfund har privatøkonomien deponeret i statskassen. Danskernes liv er blevet statsliggjort. Der er skabt et herre-slaveforhold, hvor en stor del af samfundets medlemmer spiser nådsensbrød af statens hånd. Slavenaturen har sat sig dybe spor i danskernes tankegang. Det frie menneske tænker: Hvad kan jeg selv gøre for at løse den og den opgave? Statsslaven tænker: Hvad kan staten gøre for at løse den opgave? Det er en forbavsende konsekvent refleks i det danske samfund, at politikerne, bureaukratiet, systemet bliver påkaldt, så snart den materielle sikkerhed skal betrygges… Kort sagt: Slavesindet er karakteriseret ved, at ønsket om personlig frihed bliver underordnet trygleriet efter materiel sikkerhed. I slavesamfundet er det herren, som skal levere den materielle betryggelse, og prisen er selvsagt, at det ufrie menneske lydigt bøjer nakken og glemmer alt om højere værdier end denne ene: Konfliktfri og komfortabel selvopholdelse. Det er den trællementalitet, som gennemsyrer det danske samfund. Borgerne har øjnene stift rettet mod statsapparatet, som 'både et herren, der sørger for livets opretholdelse og fogeden, der stiller krav om lydighed og underkastelse til gengæld for institutionerne, behandlerne og de mange rare tilskud." (side 14-15 og 30-31) Det var unægteligt en helt anden beskrivelse af velfærdsstaten end Nyrup Rasmussens (s.9-10 i kompendiet). Det var liberalistiske tanker, som i den foregående hundredårsperiode i større eller mindre grad havde appelleret til de højere sociallag, der jo var mindre afhængige af og derfor nettobetalere til de offentlige sikkerhedssystemer. Skulle man imidlertid være statsminister, var der ikke tilstrækkelig vælgeropbakning til et sådant syn på velfærdsstaten og dets mennesker omkring år 2000, ligesom der ikke var tilstrækkelig opbakning til Fogh Rasmussens minimalstat efter amerikansk forbillede. I slutningen af 1990erne lagde Anders Fogh Rasmussen, der i mellemtiden var blevet partileder, derfor selv kraftig afstand til bogen og bekendte sig til velfærdssamfundet, og de nye toner appellerede åbenbart til vælgerne. Venstre vandt en storsejr ved Folketingsvalget i november 2001. Ville regeringsskiftet betyde afgørende ændringer af den danske velfærdsmodel og udfordre større vælgergrupper og interesseorganisationer, eller ville politikerne fortsat foretrække „at stikke hovedet i busken"? 23
Page 1 and 2: Velfærdsstaten i Danmark 1958-2006
Page 17 and 18: % 70 60 50 40 30 20 10 0 Velfærdss
Page 21: Velfærdsstaten i Danmark 1958-2006
Page 33: Velfærdsstaten i Danmark 1958-2006

Grundforløbskompendium Velfærdsstaten 2006

Create successful ePaper yourself

Delete template?

Save as template?