Grundforløbskompendium Velfærdsstaten 2006

More documents

Recommendations

Info

Velfærdsstaten i Danmark 1958-2006 Kompendium i samtidshistorie til grundforløbet 1.år efteråret 2006. Bo Beier Thorup, Birgitte Ryelund og Bent Vestergaard blev kaldt i den offentlige debat) været på den politiske dagsorden, og der var i årenes løb blevet vedtaget en lang række særforanstaltninger, uden at problemerne af den grund forsvandt. Nu måtte landets velfærdsminister (socialminister Karen Jespersen i bogen: Opgør med den ny fattigdom) i 1999 erkende velfærdspolitikkens grænser og appellere til „privat godgørenhed": „Der er en gruppe mennesker, der ikke har faet deres liv mærkbart forbedret af opsvinget. Det er dem, der i mange år har været uden kontakt til arbejdsmarkedet, de har ingen uddannelse og ofte store sociale og personlige problemer. Der kan være kontanthjælpsmodtagere, førtidspensionister, langtidssyge. Men det er også dem, der har lav livskvalitet: Depressioner, ensomhed, angst, aggressioner. De er det moderne samfunds underklasse. Underdanmark. Men de er ikke fattige i traditionel forstand. Ganske vist har de ofte ikke mange penge at leve for, men dagpenge og kontanthjælp ligger dog tæt på mindstelønnen. Og flere penge vil ikke i sig selv løse de sociale problemer. Det er mennesker, der er fattige på livskvalitet, fattige på indflydelse, uden oplevelsen af at have magt over deres eget liv. Den form for fattigdom kommer vi ikke til livs alene ved at have en sund økonomi og flere arbejdspladser. Vi skal i langt højere grad interessere os for og bekæmpe de forhold i samfundet, der på trods af forbedrede materielle vilkår stadig gør mennesker sårbare og holder de sårbare udenfor. Sådan en indsats er i gang, men vi kan nå meget længere. Det er det, denne bog handler om. Vi skal ikke kun forbedre de fysiske og materielle vilkår: Arbejde, boliger, børnehaver, sygehuse og plejehjem, eller det man kan kalde den ydre velfærd. I dag drejer det sig i høj grad om også at forbedre de sociale, menneskelige og psykiske vilkår: Troen på egne evner, handlekraft og evnen til at deltage i fællesskaber, eller det, der er blevet kaldt den indre velfærd (Pittelkow 1995). En styrket indre velfærd er ofte en forudsætning for at kunne forsørge sig selv, være en aktiv deltager i samfundet og opleve sit liv som vellykket. Det gælder i virkeligheden også de aller svageste - dem der faktisk kan meget lidt. De kan ikke forsørge sig selv og de skal ikke presses til alt muligt, de alligevel ikke kan klare. Men de kan sagtens få større indflydelse på deres tilværelse og oplevelsen af at være deltager i et fællesskab. Men et styrket indre velfærd er ikke alene et anliggende for den enkelte. Tværtimod kræver det, at samfundet vedkender sig sit ansvar — det gælder staten, kommunerne og hver enkelt af os som medmennesker... Problemerne med den indre velfærd udspringer af manglende evne til at begå sig blandt andre mennesker, lavt selvværd, konflikter og ensomhed. Sådanne problemer kan kun løses i omgangen med andre mennesker. Derfor er der brug for større vægt på borgernes egne initiativer ude i samfundet — civilsamfundet. Det er de nye fællesskaber i boligområderne, det frivillige sociale arbejde og virksomhedernes sociale ansvar. Det er også en større opmærksomhed på vores medmennesker i hverdagen, i boligområderne, i børnehaven, skolen, på arbejdspladsen og i sportsklubben”. (Fra Karen Jespersens bog 1999) 20 Per Flys film ”Bænken” gav mange almindelige danskere et indtryk af hverdagsvilkårene for ”Underdanmarks ” førtidspensionister og kontanthjælpsmodtagere. Her sidder filmens hovedperson spillet af skuespilleren Jesper Christensen på ”bænken” i selskab med sit barnebarn, som han i filmen får et behov for at tage sig af. (BBT)
Velfærdsstaten i Danmark 1958-2006 Kompendium i samtidshistorie til grundforløbet 1.år efteråret 2006. Bo Beier Thorup, Birgitte Ryelund og Bent Vestergaard Sociologer bruger ofte begreberne stat, marked og det civile samfund til at karakterisere et samfund og beskrive de store linier i udviklingen. I 1700-tallets Danmark udgjorde „det civile samfund" det dominerende hjørne i trekanten. Samfundet var i høj grad præget af selvforsyningsøkonomi i familie og lokalsamfund, og den offentlige sektor var beskeden. 1800-tallet prægedes af markedsøkonomiens fremvækst og 1900-tallet af en voksende offentlig sektor og en øget statslig regulering. Tilsyneladende behøvede man slet ikke „det civile samfund": Markedet skulle sørge for velstanden, og den offentlige sektor skulle sørge for, at den samfundsmæssige rigdom blev omsat til individuel velfærd. Det var denne dagsorden, som selv Socialdemokratiet nu ønskede ændret i erkendelse af, at der var grænser for både markedets og statens formåen, når det drejede sig om at løse de sociale problemer. Private hjælpeorganisationer som Kirkens Korshær, Frelsens Hær, Kofoeds Skole m.m. var ved at komme til ære og værdighed igen efter nærmest at have været opfattet som et levn fra svundne tider. Incitamentproblemer Problemet med „de nye fattige" illustrerede således én af velfærdsstatens grænser. Det var åbenbart ikke nogen garanti for velfærd og det gode liv, at alle uanset arbejdsindsats kunne få udbetalt „en denar" (jvf. vingårdseksemplet). Vingårds eksemplet rejste også på pinagtig vis et andet problem: Ville de fleste arbejdere virkelig fortsat knokle i vingården dagen lang, når de ikke fik noget ekstra udbytte af deres indsats (d.v.s. når de manglede økonomiske incitamenter til at arbejde, som økonomerne ville udtrykke det)? Incitamentproblemet havde bekymret ikke mindst de borgerlige politikere lige fra de første spæde reformskridt i 1890erne. Det skulle kunne betale sig at arbejde. Problemet havde været i baggrunden i i97oerne og Boerne. Så længe der var stor arbejdsløshed og tilstrækkeligt mange aktivt arbejdssøgende, så gjorde det ikke så meget, at nogle holdt sig til bage og foretrak offentlige ydelser frem for arbejde. Med efterlønnen havde man endda ligefrem betalt nogle folk for at afstå fra at arbejde - og tilsvarende med orlovsordninger og overgangsydelse. Med tegn på arbejdskraftmangel i 1990erne og fremover vendte billedet imidlertid. Incitamentproblemerne kom igen i fokus. Analyser viste, at det faktisk ikke kunne betale sig at arbejde for 10-20% af de lavestlønnede beskæftigede, og at det ikke kunne betale sig at få et arbejde for en stor del af de ledige. Dels var forskellen mellem de laveste lønninger på arbejdsmarkedet og dagpenge-/kontant-hjælpssatserne ikke særlig stor efter skat. Dels kunne der være ekstra udgifter forbundet med at arbejde (transport, børnepasning) og dels kunne en stigende indkomst betyde, at andre ydelser (boligtilskud m.m.) nedtrappedes. En helt dårlig forretning blev et arbejde selvfølgelig, hvis det betød tab af „sorte indtægtsmuligheder". Man kunne prøve at appellere til folks samfundsmoral og tale om den enkeltes pligt til at arbejde og være skatteyder. Hjalp dette ikke, var der kun to veje at gå. Man kunne skære de offentlige ydelser ned, eller man kunne stramme rådighedsregler og kontrol og tvinge de ledige hurtigere i aktivering, omskoling og uddannelse. Det var især denne sidste vej, man valgte i 1990erne, selv om øget tvang jo ikke umiddelbart passede godt med forestillingerne om et velfærdssamfund, og selv om fx nedslidte personer med manglende kvalifikationer kunne havne i udsigtsløse aktiverings- og jobprøvningsforløb. Efterlønsstormen Men hvad med de øvrige vingårdsarbejderes fremtidige arbejdsindsats? Velfærdsstatens finansiering var jo afhængig af, at der blev arbejdet så meget som muligt, så man dermed fik så mange skatteydere som muligt, der betalte så meget i skat som muligt. Det var derfor et problem, hvis lønmodtagerne krævede længere ferie i stedet for højere løn (som de gjorde det med indførelsen af den 6. ferieuge 1997-1999). Det kunne også være et problem, hvis efterspurgte lønmodtagere valgte at gå på nedsat tid eller tage orlov i stedet for at tage overarbejde, ligesom det var et problem, hvis unge med efterspurgte kvalifikationer blev hængende for længe i uddannelse og zapperliv i stedet for at blive skatteydere, eller hvis ældre selvstændigt erhvervsdrivende eller efterspurgte lønmodtagere valgte at trække sig tilbage fra arbejdsmarkedet, mens de endnu var produktive. Netop på det sidstnævnte område — tilbagetrækningsalderen — forsøgte man at ændre de økonomiske incitamenter med en ny efterlønsordning i 1998. Stormen af utilfredshed i forbindelse med 21
Page 1 and 2: Velfærdsstaten i Danmark 1958-2006
Page 17 and 18: % 70 60 50 40 30 20 10 0 Velfærdss
Page 19: Velfærdsstaten i Danmark 1958-2006
Page 33: Velfærdsstaten i Danmark 1958-2006

Grundforløbskompendium Velfærdsstaten 2006

You also want an ePaper? Increase the reach of your titles

Delete template?

Save as template?