Grundforløbskompendium Velfærdsstaten 2006

Velfærdsstaten i Danmark 1958-2006 

Kompendium i samtidshistorie til grundforløbet 1.år efteråret 2006. 

Bo Beier Thorup, Birgitte Ryelund og Bent Vestergaard 

Familieliv 1952. Mor passer børn, vasker, stryger tøj og laver mad, mens far læser avis på divanen. 




Familieliv 1998 i Nordre Frihavnsgade, Østerbro. Far og mor laver mad sammen, mens der samtidig også bliver passet børn. 

1




Danmarks økonomi i 50 år. 

Af Claus Friisberg 

Danmark i velstandens tegn 1958 - 72/73 

(Uddrag fra Claus Friisberg: Det moderne Danmark bliver til, s. 166 – 171 (1986)) 

Efter de »rolige« år 1945-57 oplevede danskeren de følgende 15 år så dybtgående sociale og økonomiske 

forandringer, at man næsten så sig hensat til et nyt samfund. En hel samfundsomvæltning fandt 

sted. Ændringerne kan beskrives på forskellig måde. 

Nogle vil hæfte sig ved den enorme vækst i produktionen og de kolossale muligheder, dette gav for at 

forøge det private og offentlige forbrug. De taler derfor om velstandssamfundet. Ligefrem at påstå, at 

Danmark fra at have været et mangelsamfund blev et overflodssamfund, forekommer dog at være en 

overdrivelse. For ganske vist fandtes der masseproducerede varer i overflod, men i andre henseender 

rådede der stadig knaphed. F.eks. kunne det være både dyrt og vanskeligt at erhverve håndværksmæssige 

kvalitetsprodukter, ligesom det kunne knibe med at få serviceydelser som hushjælp og anden 

assistance. 

Andre vil bide mærke i, at industrien nu oplevede sit 2. industrielle gennembrud (efter den moderne 

forskning skulle det første have fundet sted i 90'erne) og vil betone, at det nye var, at industri- og 

bysamfundet endelig sejrede totalt over det gamle bondesamfund. Endelig er der også nogle, der 

fremhæver, at det var vanskeligt for mange at følge med i de mange hurtige ændringer. Velstanden 

blev betalt i form af store psykiske omkostninger. Karakteristisk for de 15 fede år (1958-1973) var da 

også en vældig udbygning af det sociale hjælpeapparat og sundhedsvæsenet. Dette var nok ikke alene 

udtryk for øget rigdom, men også for, at omkostningerne i form af nedslidning, invaliditet, udstødning 

fra arbejdsmarkedet osv. var kolossale. 

De, der lægger vægten på den kraftige tilvækst i de offentlige opgaver, vil nok kalde det samfund, 

der opstod, for socialstaten (eller velfærdsstaten). 

Den økonomiske vækst 

Vækstens årsager 

1957-1970 lå den årlige forøgelse af det danske samfunds produktion på gennemsnitligt 5 %. Da 

fremgangen i den foregående periode kun havde ligget på 2,7%, var der tale om et gevaldigt spring 

fremad. 

Hvilke forklaringer er der egentlig på, at det pludselig gik så stærkt? Det viser sig, at de både skal 

søges i nogle generelle udviklingstender i den rige del af verden som helhed og i forhold, der er særegne 

for Danmark. Takket være disse specielle indenlandske faktorer blev landet i stand til at udnytte 

det gunstige internationale økonomiske klima. 

Til den almindelige baggrund hører: 

1. Afsætningsmulighederne blev langt bedre efter 1957. 

2. Fra 1957 indtrådte der et almindeligt prisfald for råvarer på verdensmarkedet, medens de 

forarbejdede varer holdt deres pris; 

3. Produktionsteknologien gik frem med kolossal fart, samtidig med at det almindelige kundskabsniveau 

voksede kraftigt. 

1. Baggrunden for, at den internationale handel tog et så gevaldigt opsving var, at de forskellige 

handelsbarrierer blev stærkt nedbrudt i løbet af 1950'erne. I denne forbindelse betød det særlig meget 

for den danske udenrigshandel, at al fremmed valuta, Danmark kunne indtjene, nu kunne omveksles 

til dollars. For derefter opstod et internationalt lånemarked, der kunne finansiere de underskud, der 

meget let opstod i Danmarks handel med udlandet, fordi landet var i gang med en kapitalkrævende 

omstillingsproces. 

2. Når råvarerne relativt faldt i pris, var årsagen bl.a., at forøgelsen af de vestlige landes velstand 

udløste en langt kraftigere opgang i efterspørgslen efter færdigvarer end efter råvarer. Her spillede 

det selvsagt også en rolle, at udbuddet af disse blev stærkt øget fra50'ernes slutning. Den moderne 

teknologi blev sat ind, og dette førte til en kolossal produktionsstigning. Det gjaldt f.eks. for olieområdet. 

Som følge heraf blev det danske bytteforhold stærkt forbedret, og Danmark fik nu for alvor råd 

2




til at foretage de presserende nyanskaffelser af maskiner osv. 

3. Mangelen på arbejdskraft under 2. verdenskrig gav stødet til en enorm forbedring af produktions-teknologien. 

Den blev nu så effektiv, at den i løbet af 50'erne gik sin sejrsgang inden for industrivirksomheder 

og håndværksbedrifter. Mange virksomheder blev stærkt automatiseret. Hermed havde 

man taget hul på et nyt kapitel i industriens historie. For fremtiden kunne man producere væsentlig 

flere varer - uden at øge antallet af ansatte. Samtidig med at den teknologiske formåen gik frem med 

stormskridt, blev der stillet større krav til organisation, markedsføring osv. Den nye teknik fordrede 

faktisk, at arbejdskraften blev bedre uddannet. 

De faktorer, der specielt havde indflydelse på væksten i Danmark (…) 

Af afgørende betydning var det, at politikerne og embedsmændene skiftede indstilling til industrien 

og andre byerhverv. Det hang bl.a. sammen med, at det i 60érnes begyndelse omsider kom dertil, 

at værdien af industrieksporten oversteg værdien af landbrugseksporten. Politikerne erkendte nu, at 

fremtiden lå inden for industrisektoren, og i overensstemmelse hermed lagde de sig i selen for at skabe 

et gunstigt klima for byerhvervene, så de kunne udnytte det internationale opsving mest muligt. I 

det ydre kom den velvilligere indstilling til udtryk i, at Folketinget i 1958 gennemførte nye og bedre 

afskrivningsregler. 

Ydermere blev samfundets økonomiske ”hamskifte” hjulpet godt på vej af, at der fandtes en stor 

reserve af arbejdskraft. Dennes eksistens kom for det første af, at arbejdsløsheden var ganske høj i 

slutningen af 1950érne. Den udgjorde 9 til 10 % af de forsikrede. Da opsvinget kom, fik man den 

ned på 2 til 3 % (hvorved man i praksis nåede fuld beskæftigelse). Dernæst fortsatte landbruget med 

at ”nedtrappe” sin brug af arbejdskraft. Og endelig røg kvindernes beskæftigelse uden for hjemmets 

beskyttende vægge kraftigt i vejret. Selv om der var mange kilder at øse af, når der var brug for ekstra 

arbejdskraft, var de hjemlige dog ikke tilstrækkelige. For at få de mindre indbydende jobs besat, 

gik man over til at slippe fremmed- (senere kaldt gæste-) arbejdere ind i Danmark. Fra slutningen af 

60érne kom de i en jævn strøm. 

Endelig hang den stærke fremgang i produktion og beskæftigelse sammen med, at det offentlige 

forøgede sit aktivitetsniveau meget kraftigt. 1957/58 afleverede folk omkring 1/3 af deres indtægter 

til skattevæsenet, i 1972 ikke mindre end 45 %. Virkningen var, at der hele tiden udgik en stærk efterspørgsel 

fra det offentlige….. 

Balanceproblemer 

Et ubehageligt biprodukt af den forcerede økonomiske vækst var balanceproblemer. Et af eksemplerne 

herpå var, at inflationstempoet blev øget voldsomt op igennem 60érne og 70érne. Til sidst 

nåede man op på en, set med 50érøjne, svimlende inflation på 10 % årligt. Det andet iøjnefaldende 

udtryk for den manglende tilpasning var, at der var et kronisk underskud på den danske betalingsbalance. 

Som følge heraf steg den samlede gæld og renterne heraf år for år. 

Der er flere forklaringer (som ikke nødvendigvis behøver at udelukke hinanden) på, at pengenes 

værdi blev udhulet. For det første var inflationen i tiltagen internationalt. Nogle hjemlige faktorer 

bidrog imidlertid til at få ”inflationsbålet” til at flamme endnu lystigere. Vigtigst var måske, at lønningerne 

steg meget stærkt i 60érne (som regel med en større procent end produktionstilvæksten)…. 

Af Bo Beier Thorup 

Krisen 1973-82 

Den alvorligste økonomiske kriseperiode i efterkrigstidens Danmark skete i tiåret 1973-82. Kriseperioden 

betegnes ofte ”oliekrisen” men dækker egentlig over to oliekriser, nemlig to olieprishop i henholdsvis 

i 1973 og 1979 (se figur 1). Krisen i 70’erne fik udover de sløje konjunkturer også markeret 

sig i almindelige danske borgeres bevidsthed, idet krisen betød en brat opbremsning ovenpå de glade 

60’ere med høj vækst og mangel på arbejdskraft (1958-73), men desuden også ved at krisen tydeligt 

kunne ses i gadebilledet med bilfrie søndage, slukket gadebelysning og lange arbejdsløshedskøer foran 

arbejdsformidlingen. Ydermere føltes krisen på danskerens krop og sind ved at stuetemperaturen i 

mange hjem blev skruet ned til 17-18 grader om vinteren og mange iklædte sig sivsko og varmt tøj 

inden døre. Mange følte krisen i 70’erne var en tilbagevenden til krisen i 30’erne og besættelsesårene 

3

2500 

2000 

1500 

1000 

500 




Figur 1: Olieprisudviklingen (i danske kroner), 1970-2000 efter indeks og tid. 

Oliepris i danske kroner (1960= indeks 100) 

Kilde: 50-årsoversigten (2001), kurven egen bearbejdning, BBT 

0 

1971 

1970 

1973 

1972 

1975 

1974 

1977 

1976 

1979 

1978 

1981 

1980 

1983 

1982 

1985 

1984 

1940-45 selvom dette slet ikke kunne sammenlignes. Men en følelse af resignation og opgiven var 

mange danskeres fornemmelse i disse år og dette blev kun yderligere slået fast, da selveste finansministeren 

i 1979 advarede om den truende økonomiske afgrund for Danmark. 

Frem for alt viste krisen 1973-82 med al tydelighed, at Danmark var blevet dybt integreret i verdensøkonomien 

og at den danske økonomis sårbarhed overfor råvareprisstigninger – frem for alt olie 

– var enorm. 

Anledningen til de to oliekriser: 

Den vestlige verdens afhængighed af olie var steget i løbet af 60’ernes højkonjunktur ikke mindst 

foranlediget af den stigende privatbilisme i Vesten. Selv et olierigt land som USA var blevet afhængig 

af olie fra Mellemøsten (ikke mindst fra den arabiske halvø). 

I 1973 udbrød endnu en krig mellem Israel og to arabiske lande, Egypten og Syrien, 

(Oktoberkrigen) og i solidaritet med egypterne og syrerne nedskar de olierige arabiske lande deres 

olieproduktion for at presse de vestlige lande til at udvise en mere proarabisk politik (de vestlige lande 

havde traditionelt støttet Israel). Nedskæringen af olieproduktionen medførte øjeblikkeligt en olieprisstigning 

på mere end 400 %. 

I løbet af 70’erne vænnede de vestlige lande sig efterhånden til de forhøjede oliepriser, men de 

steg enormt efter den iranske revolution i 1979, hvor den provestlige iranske kejser, shahen, blev 

væltet af de islamistiske præster, ayatollaherne. Urolighederne ved den iranske revolution betød en 

overgang, at olieproduktionen i Iran ophørte fuldstændigt og olieproduktionen kom kun langsomt i 

løbet af 80’erne op på tidligere niveau. 

Eftervirkningerne for den danske økonomi: 

De økonomiske følgevirkninger af de to oliekriser for dansk økonomi i 1973-82 var, at samtlige økonomiske 

nøgletal viste røde tal. Der var lav økonomisk vækst, ja sågar negativ vækst, stigende arbejdsløshed 

der forværredes år for år, høj inflation (10 % var tommelfingerreglen), store betalingsbalanceunderskud 

og efterhånden også store offentlige underskud. I kølvandet herpå fulgte udlandsgæld 

og offentlig gæld. 

Det store problem under krisen var det stigende omkostningsniveau for virksomhederne pga. de 

forhøjede oliepriser – og de forværrede afsætningsvanskeligheder for de danske eksporterhverv. Alle 

de vigtigste danske eksportmarkeder var præget af generel mindsket efterspørgsel på varer og dette 

fik naturligvis også afsmittende effekt på efterspørgselen af danske eksportvarer. 

Danmark var generelt mere udsat end de fleste andre lande vi sammenlignede os med, fordi Danmark 

4 

1987 

1986 

1989 

1988 

1991 

1990 

1993 

1992 

1995 

1994 

1997 

1996 

2000 

1999 

1998 

Figur 1 viser olieprisudviklingen fra 1970 til 2000. Bemærk priserne er regnet i 1960-priser. Som det kan ses forblev olieprisen 

1970-73 nogenlunde på samme niveau, dvs den holdt sig på samme niveau som 1960-prisen (prisen på olie i 

1960=100), men i 1974 var olieprisen steget til det firdobbelte, og i 1979-1985 eksploderede prisen på olie til næsten det 20 

-dobbelte i forhold til 1960-niveauet. Når olieprisen steg så meget efter at uroen i Iran 1979/80 var stilnet af skyldtes det 

dog mere den høje dollarkurs 1981-85, idet olie beregnes i dollar. (BBT)




på daværende tidspunkt ikke havde nogen selvstændig olieproduktion (først fra midten af 80’erne 

kom produktionen af Nordsø-olien op i et rimeligt omfang) og fordi Danmark i modsætning til mange 

andre lande fik næsten alt sit energiforbrug dækket ved olie. De fleste andre lande dækkede en del 

af deres energiforbrug med atomkraft eller ved hjælp af kulkraft. Selvom vi begyndte at omlægge 

energiproduktionen fra oliefyrede til kulkraftfyrede varmeværker var det en langvarig proces, der 

først skulle vise resultater i 80’erne og i 90’erne. 

Politikerne var i vildrede og de økonomiske indgreb i løbet af 70’erne vekslede mellem stramninger 

og økonomiske lempelige politikker, både stram finanspolitik (skatteforhøjelser og besparelser) og 

indkomstpolitik (lønstop) afløstes af lempelig finanspolitik (ikke mindst reduktion af 5 % moms i 

1975-76) blev sat i søen uden virkning. Den mest anvendte økonomiske politik var dog valutakurspo- 

5 

Bilfri søndag 1973 under oliekrisen. 

Enlig cyklist kører ned på Motorvejen 

ved Nyborg på en bilfri søndag i november 

1973. 

Den økonomiske afgrund. Tegneren Roald Als kommenterede finansminister Knud Heinesens advarsel i 1979 om den 

truende økonomiske afgrund. Statuen forestiller Knud Heinesen, mens dommedagsprofeten i nedre venstre hjørne er Uffe 

Ellemann-Jensen, venstres daværende politiske ordfører. Roald Als’ kommentar var lig mange almindelige danskeres holdning 

under krisen, de ville gerne leve på et velfærdsniveau med personbil, røde pølser, charterferie og lignende, mens de 

havde svært ved at forstå alvoren af de politikernes dystre økonomiske forudsigelser. (BBT)




Bruttoenergiforbrugets fordeling i % 1973-99 efter energiart og tid. 

kilde: 50-årsoversigten (2001) - udvalgte årstal, BBT 

litik, hvor kronen konstant blev devalueret i forhold til de vigtigste valutaer vi handlede med. Uheldigvis 

devaluerede de fleste andre lande også – så var man lige vidt. Da vi efterhånden havde opbygget 

en større udlandsgæld pga. de vedvarende betalingsbalanceunderskud siden 1963, blev udlandsgælden 

og ikke mindst renterne på denne også en møllesten om halsen på den danske økonomi. Da 

gælden skulle afregnes i udenlandsk valuta, ikke mindst dollar og D-mark, blev selv devalueringerne 

af kronen risikable fordi udenlandsgælden voksede hver gang vi forsøgte at devaluere os ud af problemerne. 

Ydermere steg renten til ca. 20 % pga. de talrige devalueringer og den høje inflation. 

Situationen var så trøstesløs, at finansminister Knud Heinesen (S), som havde en høj grad af tillid i 

den danske befolkning, erklærede i 1979, at vi befandt os på ”afgrundens rand”. 


Genopretning 1982-93 

I 1982 var den økonomiske situation så alvorlig, at den socialdemokratiske regering, ledet af Anker 

Jørgensen (S), simpelthen gav op og overlod roret til en borgerlig firpartiregering (”firkløveret”) ledet 

af Konservative og Venstre. Den nye statsminister hed Poul Schlüter (kons.) og udviste en imponerende 

selvtillid ved at erklære på regeringens første dag, at regeringen ville gøre op med mange af 

de goder, der – set med Schlüters øjne – ikke var gjort op med under krisen i 70’erne. 

Schlüter-regeringen afskaffede ”dyrtidsreguleringen”, der var en ordning, der gav lønmodtagerne 

højere løn i overenskomstperioden, hvis der var høj inflation. 

Ligeledes indførte regeringen ”karensdage”, dvs. at lønmodtageren selv skulle betale første sygedag, 

hvis man meldte sig syg. 

Endelig meddelte regeringen, at den gjorde op med valutakurspolitikken i 70’erne. Det var godnat 

med devalueringer af kronen og i stedet bekendtgjorde Schlüter, at ”kronen ligger fast”. I praksis betød 

dette, at kronen blev knyttet til den stærke tyske valuta, D-marken, og som følge heraf faldt hurtig 

renten fra 20 % til omkring 12-13 %. Inflationen faldt tilsvarende hvilket ligeledes hjalp på den 

danske konkurrenceevne. 

Der var ingen tvivl om, at Schlüters økonomiske indgreb hjalp på genopretning af økonomien og 

Schlüters optimisme havde en positiv afsmitning på erhvervslivet, men de store betalingsbalanceunderskud 

fortsatte og det satte rekord i 1986 med et minus på 36 mia. kr. I 1987 måtte regeringen derfor 

gennemføre den berygtede ”kartoffelkur”, som medførte, at gældstiftelse blev straffet og dette 

ramte både almindelige forbrugslån men også boligejernes låntagning. Som følge heraf skete en 

voldsom økonomisk afmatning i Danmark, hvor mange boligejere måtte gå på tvangsauktion. Den 

økonomiske opbremsning fra1987 hjalp dog til at vi for første gang i mange år fik overskud på handelsbalancen 

i 1987 og i 1990 fik vi også overskud på betalingsbalancen for første gang i 27 år. Som 

et minus steg til gengæld arbejdsløsheden alarmerende og nåede op på rekordhøje 350.000 arbejdsløse 

i 1993. 

Mange borgerlige økonomer og politikere har siden Schlüter-regeringen gik af i 1993 været gode 

6 

1973 1979 1989 1999 

Stenkul 12 25 40 31 

Motorbenzin 10 9 11 14 

Gas- og dieselolie 39 37 30 24 

Fuelolie 39 29 8 4 

Naturgas .. .. 11 26 

i alt 100 100 100 99 

Ovenstående tabel illustrerer på glimrende vis Danmarks olieafhængighed ved oliekrisens begyndelse i 1973. Kun 12 % af 

det danske energiforbrug i 1973 blev dækket af andre energiråvarer end olie. I 1999 var det danske energiforbrug i vidt 

omfang flyttet væk fra olie til kul og naturgas. Kilde: 50-årsoversigten (2001), delvis min bearbejdning, BBT




år Betalingsbalancen Udlandsgæld Ledighed Inflationsrate Økonomisk vækst 

(løb. poster) i % af BNP i % af BNP, i alt i pct. af arbejdsstyrke i % Årlig realvækst i BNP 

1973 -2,2 11,7 1,0 11,5% 3,5 

1974 -3,5 14,1 2,3 14,3% -1,4 

1975 -1,8 13,4 5,0 11,5% -1,8 

1976 -5,1 17,2 5,1 11,0% 6,4 

1977 -3,9 22,0 6,1 9,9% 1,2 

1978 -2,4 21,9 7,0 9,4% 1,8 

1979 -4,8 26,3 6,0 10,2% 3,1 

1980 -3,7 27,4 6,8 9,6% -0,6 

1981 -3,0 30,8 8,9 12,1% -2,0 

1982 -4,3 33,9 9,5 9,8% 2,8 

Tabel 2: Udvalgte økonomiske nøgletal for perioden 1973-82. Bemærk, at den høje økonomiske vækst i 1976 skyldes lempelig 

finanspolitik med reduktion af momsen. En økonomisk kur som gav indenlandsk vækst, men et kolossalt betalingsbalanceunderskud. 

Kilde: 50-årsoversigten (2001), inflationstallene er min bearbejdning, BBT 

til at fremstille sig selv som redningsmænd ovenpå det økonomiske fallitbo, som de overtog i 1982 

efter Anker Jørgensen. Hertil er at sige, at Schlüter-årene blev begunstiget af gode konjunkturer i både 

Europa og i USA ovenpå kriseårene i 70’erne, derudover var Danmark på vej til at blive selvforsynende 

med olie og naturgas, hvilket ligeledes gav os nogle usædvanlige gode vilkår i forhold til de 

lande vi almindeligvis sammenligner os med. 

år Betalingsbalancen Udlandsgæld Ledighed Inflationsrate Økonomisk vækst 

(løb. poster) i % af BNP i % af BNP, i alt i pct. af arbejdsstyrke i % Årlig realvækst i BNP 

1983 -2,8 36,0 10,2 7,4% 1,9 

1984 -3,4 38,6 9,8 7,0% 3,7 

1985 -4,7 38,7 8,8 4,5% 3,9 

1986 -5,5 37,9 7,7 2,8% 4,1 

1987 -2,9 37,6 7,7 4,8% -0,3 

1988 -1,4 38,6 8,4 4,6% -0,8 

1989 -1,4 35,3 9,2 4,8% 0,2 

1990 0,5 33,2 9,4 2,9% 1,0 

1991 0,9 38,7 10,3 2,8% 1,1 

1992 2,2 35,1 11,0 1,9% 0,6 

1993 2,8 32,3 12,1 2,0% 0,0 

Tabel 3. Udvalgte økonomiske nøgletal for genopretningsårene 1983-92. Kilde: 50-årsoversigten (2001), inflationstallene er 

min bearbejdning, BBT 


Kurven knækkes i 90’erne og kraftig vækst i det nye årtusind 

Efter Schlüters afgang overtog en Socialdemokratisk-radikal regering ledet af Poul Nyrup Rasmussen. 

Den nye regering fortsatte den økonomiske genopretningspolitik fra 1980’erne men den voldsomme 

arbejdsløshed på 12-13 % besluttede man at få gjort kål på. Som Poul Nyrup konstant understregede 

skulle ”arbejdsløshedskurven knækkes”. 

En væsentlig reform af skattesystemet med indførelse af det såkaldte ”arbejdsmarkedsbidrag” (også 

kaldet bruttoskat) blev gennemført i 1993 og den sænkede indkomstskatterne i en årrække, så der 

kom mere gang i efterspørgselen, så der blev bud efter ledige hænder. Dette kombineredes med en 

række fordelagtige orlovsordninger (uddannelsesorlov, forældreorlov etc.) og omsorgsdage således, 

at der blev givet mulighed for at flere unge ledige kunne få adgang til arbejdsmarkedet. Ligeledes 

fjernede Nyrup-regeringen restriktionerne fra 80’ernes kartoffelkur og opfordrede borgerne til at øge 

7




låntagningen og begunstigede boligejerne ved omlægning af lån i deres bolig. Nyrup-regeringens 

økonomiske politik havde stor succes og Poul Nyrups løfte om at få ”knækket kurven” blev til fulde 

opfyldt. Den blev dog også hjulpet godt på vej af Danmarks største samhandelspartner, Tyskland, i 

disse år havde stor import af varer pga. den tyske genforening af Øst– og Vesttyskland i 1990. 

Ved indgangen til det ny årtusind var næsten alle de sædvanlige økonomiske dårligdomme, som havde 

plaget den danske økonomi siden 1960’erne næsten forsvundet som dug for solen. Betalingsbalancen 

har været positiv siden 1990 (på nær i 1998), de offentlige finanser begyndte ligeledes at give 

overskud — i år (2006) forventes et kolossalt overskud på hele 70 mia kr — og arbejdsløsheden har 

pt. aldrig været lavere siden 1960’erne med rekordlave 4,4 % i sidste opgørelse (aug. 2006) fra Danmarks 

Statistik. Når ledigheden er så lav skyldes det stor økonomisk vækst i disse år, ca. 3,3 % i 

2006, som medfører mangel på arbejdskraft i forskellige sektorer, som fx byggeriet. 

Stort set alle økonomer mener, at den kraftige økonomiske vækst og mangelen på arbejdskraft må 

der gribes ind overfor før det medfører løn- og prisstigninger, der vil have skadelig virkning for samfundsøkonomien. 

Ligeledes mener økonomerne, at politikerne snarest muligt bør gøre op med VKregeringens 

skattestop, der begunstiger boligejerne, som i disse år indkasserer enorme formuegevinster. 

Økonomerne fremhæver, at boligbeskatningen skal hæves og til gengæld skal skatten på lønarbejde 

sænkes, så Danmark kan blive mere konkurrencedygtigt på arbejdslønninger, således at færre 

job vil blive flyttet væk fra Danmark. 

Til gengæld er både politikere og især økonomer enige om, at den forøgede ældrebyrde (dvs. der 

vil blive mange flere pensionister inden for de næste 5-30 år), vil volde den danske økonomi enorme 

problemer i fremtiden, og politikerne har derfor også i et vist omfang forsøgt at foretage enkelte indgreb 

mod efterlønnen både i 1998 og i 2006 (se velfærdsafsnittet s. 22-23 i kompendiet). 

8




Kilde: Uddrag fra bogen ”Forandringer og dilemmaer – Danmarkshistorien efter 1973” af Ebbe Kühle, Gyldendal 2003, side 

60-80 

Velfærdsstat i krise 

Indledning— det store eksperiment 

Den danske (skandinaviske) velfærdsmodel er et enestående historisk eksperiment - et eksperiment, 

som ligner den vingård, som i en lignelse i Bibelen sammenlignes med Himmerige: 

„For Himmeriget ligner en vingårdsejer, der tidligt om morgenen gik ud for at leje arbejdere til sin 

vingård. Da han var blevet enig med dem om en dagløn på en denar, sendte han dem hen i sin vingård. 

Ved den tredje time gik han ud og så nogle andre stå ledige på torvet, og han sagde til dem: Gå 

I også hen i min vingård, så skal jeg betale, hvad I har ret til. De gik derhen. Igen ved den sjette og 

den niende time gik han ud og gjorde det samme. Ved den ellevte gik han derhen og fandt endnu nogle 

stående dér, og han spurgte dem: Hvorfor har I stået ledige her hele dagen? De svarede ham: 

Fordi ingen har lejet os. Han sagde til dem: Gå I også hen i min vingård. Da det blev aften, sagde 

vingårdens ejer til sin forvalter: Kald arbejderne sammen og betal dem deres løn, men sådan, at du 

begynder med de sidste og ender med de første. Og de der var blevet lejet i den ellevte time, kom og 

fik hver en denar. „(NT side 62) 

Derefter fik alle de andre også udbetalt en denar, uanset hvor længe de havde arbejdet i vingården. 

Oversætter vi dette vingårdsbillede til danske forhold, så er vingårdsejeren velfærdsstaten, og „den 

ene denar" repræsenterer ligheds- og solidaritetsmålsætningen i den danske model: Alle skal uanset 

arbejdsevne og indsats have nogenlunde de samme muligheder for „det gode liv". 

Derfor skal alle ved sygdom have adgang til de samme gratisydelser i sundhedssektoren, og alle 

gamle skal have tildelt folkepension og andre hjælpeydelser, og derfor skal børn og unge have fri og 

lige adgang til samfundets uddannelser. 

Solidaritetsmålsætningen omfatter også høje satser for dagpenge, førtidspension, kontanthjælp m.m. 

til de mennesker i den arbejdsdygtige alder, der ikke er i stand til at arbejde eller er uden arbejde. 

Desuden har solidarisk lønpolitik været en vigtig målsætning på det danske arbejdsmarked. Ikke 

alene har de enkelte fagforeninger kæmpet for de samme løn-og arbejdsvilkår for deres egne medlemmer, 

men fagbevægelsen som helhed har også kæmpet for en høj mindsteløn til de svageste grupper 

på arbejdsmarkedet, samt modvirket at lønspredningen mellem forskellige grupper blev for stor. 

Med til den danske model hører også en skattelovgivning med en progressiv skala, således at højere 

indkomster beskattes med en højere procent („de bredeste skuldre skal bære de største byrder"). 

Endelig består den danske model af en lang række forskellige ordninger til gavn for de lavere indkomstlag 

og svagt stillede grupper: Boligstøtte, børnetilskud, gratis daginstitutionsplads, særlige 

ydelser til pensionister osv. 

… Ikke mindst arbejdernes parti, Socialdemokratiet, udtalte sig da også med stolthed om den danske 

model, som man fx kunne høre statsminister Poul Nyrup Rasmussen gøre det i nytårstalen i/i 2000: 

„I forrige århundrede var Danmark et nederlagsramt, fattigt og gældsat land. Levealderen var lav, 

børnedødeligheden høj, fattigfolkene mange. Friheden var for de fa. Krav om lighed, værdighed for 

alle mennesker og en mere retfærdig fordeling af goderne blev opfattet som en trussel mod velhavere 

og magthavere. 

Men fordi mange havde mod og vilje vandt idéen om et nyt samfund: Et samfund i frihed og fællesskab, 

hvor vi alle har et ansvar for hinanden. 

Vi kan godt på denne dag tænke tilbage på de generationer, som har skabt det moderne Danmark: 

Til de bønder, der pløjede markerne og opdyrkede heden. Til de danske arbejdere, der svedte og sled 

sig op på fabrikkerne. Til de kvinder, som også gik ud og sled på arbejdsmarkedet for velfærden. Til 

alle dem, der byggede og forsvarede landet. 

Deres navne står ikke i historiebøgerne, men resultatet af deres arbejde er det samfund, vi kender i 

dag. Det er deres arv, vi forvalter. Og det er vores opgave at passe på det velfærdssamfund som 

9




overalt betragtes som verdens bedste. 

Og hånden på hjertet — til far eller mor i aften foran tv-skærmen: Kunne du tænke dig at se dit barn 

vokse op i noget andet land? Kunne vi tænke os at se vore forældre blive passet og plejet i noget andet 

land? 

Jeg tror, jeg kender svaret! „Det kunne vi ikke."... 

Vi har skabt et grundlag, vi kan være stolte af. Trods mindre skavanker, har vi et samfund, der bygger 

på idéen om, at vi skal passe ordentligt på hinanden. 

Et samfund hvor de raske hjælper de syge. Hvor de rige hjælper de fattige. Hvor de unge hjælper de 

gamle” (Citeret fra www.statsministeriet.dk) 

Også i udlandet var der folk, der opfattede den danske (eller skandinaviske) model som et forbillede. 

En amerikansk professor, Richard Estes fra Pennsylvania University (Cit. fra Pol. 8/11-98), udnævnte 

således år efter år Danmark som det bedste land i verden at leve i. Hans konklusion byggede på en 

sammenvejning af 45 sociale, politiske og økonomiske indikatorer. 

Den kendte polske sociolog Zygmunt Bauman (Cit. fra Weekendavisen 26/11-99) udtrykte en tilsvarende 

beundring for den skandinaviske model, men også stor undren: Jeg aner ikke, hvordan det kan 

lade sig gøre, at opretholde jeres velfærdssystemer" i en verden præget af globalisering, markedskræfter 

og svækkelse af statsmagterne. 

En undren er vel også nærliggende, hvis man læser videre i vingårdslignelsen: 

„Da de første kom, troede de, at de ville få mere; men også de fik hver en denar. Da de fik den, gav 

de ondt afsig over for vingårdsejeren og sagde: De sidste dér har kun arbejdet én time, og du har 

stillet dem lige med os, der har båret dagens byrde og hede. Men han sagde til en af dem: Min ven, 

jeg gør dig ikke uret. Blev du ikke enig med mig om en denar? Tag det, der er dit, og gå! Jeg vil give 

den sidste her det samme som dig. Eller har jeg ikke lov til at gøre, hvad jeg vil, med det, der er mit? 

Eller er dit øje ondt, fordi jeg er god? Sådan skal de sidste blive de første, og de første de sidste." 

(NT side 62) 

Bruger man vingården som billede på velfærdsstaten og overvejer, hvordan historien mon ville fortsætte, 

så trænger en række spørgsmål sig unægteligt på: Hvad ville der mon ske dagen efter? Ville de 

utilfredse heldagsarbejdere stå parate den næste morgen og lade sig ansætte på den samme vingård 

for i denar, eller ville de søge hen til en anden vingård, hvor der var bedre overensstemmelse mellem 

arbejdsindsats og løn? Eller ville de prøve at gemme sig, så de først kom i arbejde i den n. time? 

Og hvad ville der ske med vingårdsejeren/vingården? Ville ejeren ikke hurtigt gå fallit, når han udbetalte 

en hel dagløn til folk, uanset hvor meget de arbejdede? 

Eller måske skal vi forestille os noget helt andet? Måske vil vingårdsejeren næste morgen med stort 

engagement overbevise de utilfredse heldagsarbejdere om den solidariske models store kvaliteter: 

Ikke alene er det i sig selv smukt og retfærdigt, at de stærke deler med de svage, men rollerne kan jo 

også blive byttet rundt, så de, der i øjeblikket er stærke, selv engang får brug for andres solidaritet. 

Under alle omstændigheder skulle de foregående bemærkninger være tilstrækkelige som argumenter 

for, at „den solidariske vingård" er et krævende eksperiment, hvis den skal gennemføres i den virkelige 

verden. Nyrup Rasmussen er da også tydeligt i forsvarsposition i sin nytårstale over for utilfredse, 

tvivlere, skeptikere og kritikere. I det følgende vil vi undersøge den danske model nærmere: 

• Hvad er karakteristisk for den danske velfærdsmodel? 

• Hvorfor er den kommet til at se ud, som den gør? 

• Hvordan er det lykkedes at sikre danskernes opbakning til en så solidarisk model? 

• Er det rimeligt at tale om, at velfærdstaten er i krise? 

• Hvordan er fremtidsudsigterne for den danske model? 

Historisk baggrund - velfærdsstatens rødder 

I 1849-grundloven havde samfundet i forlængelse af tidligere tiders fattiglovgivning påtaget sig forpligtelsen 

til at hjælpe folk, der ikke kunne klare sig selv: 

10




„Den, som ikke selv kan ernære Sig eller Sine, og hvis Forsørgelse ikke paaligger nogen Anden, er 

berettiget til at erholde Hjælp af det Offentlige, dog mod at underkaste sig de Forpligtelser, som Lovene 

herom paabyder." (DHS side 101) 

Dette offentlige forsørgelsessystem var ment som et nødsystem, der kun skulle bruges i undtagelsestilfælde, 

hvor det var helt umuligt for den enkelte og dennes familie at klare sig selv. Systemet var 

derfor helt bevidst indrettet, så flest mulige længst muligt betakkede sig for at blive forsørget af det 

offentlige. Varig offentlig hjælp ledsagedes nemlig af tab af valgretten og andre borgerlige rettigheder, 

herunder for mænd fx retten til at gifte sig. Offentlig forsørgelse kunne også betyde, at man blev 

anbragt i åbenlyst ydmygende rammer i et fattighus eller på en fattiggård. 

Med sådanne vilkår for offentlig hjælp og med den udbredte fattigdom i i8oo-tallet spillede den private, 

herunder den kirkelige godgørenhed en vigtig rolle. Tiggeri og almisser hørte til dagens orden. 

Velfærdsspirer - 1890erne-1930erne 

Med urbanisering, industrialisering og lønarbejdets fremmarch kom det gamle forsørgelsessystem og 

de bagvedliggende synspunkter under pres. 

Antallet af personer, der kunne komme i klemme, voksede. Lønarbejderfamilier var meget sårbare 

over for arbejdsulykker, sygdom, alderdom og økonomiske kriser med ledsagende arbejdsløshed. 

Det blev stadigt vanskeligere for de ledende kredse at argumentere for det synspunkt, at fattigdom 

først og fremmest var selvforskyldt. Hertil kom en stigende risiko for social uro, masseopbakning til 

socialistiske synspunkter og måske endda oprør, hvis ikke man ændrede det offentlige forsørgelsessystem. 

Med Lov om Alderdomsunderstøttelse blev der derfor i 1891 taget et første skridt væk fra den gamle 

forsørgelsesmodel med den ledsagende fattigdoms-stempling, idet personer over 60 år nu kunne tilkendes 

en trangsbestemt alderdomsunderstøttelse uden fattighjælps-virkninger, hvis de skønnedes 

værdigt trængende. 

Samtidig begyndte staten at give finansiel støtte til arbejdernes egne spæde sikkerhedssystemer: sygekasserne 

(1892) og arbejdsløshedskasserne (1907) efter princippet „hjælp til selvhjælp". Desuden 

blev det lovpligtigt for arbejdsgiverne at tegne ulykkesforsikringer for deres ansatte. 

Endelig udvidedes også mulighederne for at yde en midlertidig, nødtørftig hjælp uden fattighjælpsvirkninger 

fra de såkaldte hjælpekasser, hvad der ikke mindst var aktuelt under i. Verdenskrig og under 

den store økonomiske krise i 3oerne. Hvad angik fattighjælpsstemplingen, så blev den ganske 

vist ikke helt afskaffet, men den reserveredes til forholdsvis få personer med et varigt og efter datidens 

vurdering åbenlyst selvforskyldt forsørgelsesproblem (arbejdssky personer, alkoholikere, vagabonder 

m.m.). 

De ovennævnte udviklingstendenser blev systematiseret i den store socialreform i 1933, hvor retsprincippet 

blev understreget, det sociale sikkerhedsnet blev forbedret og de offentlige udgifter forøget. 

Sociallovgivningens grundprincip var imidlertid stadigt, at det var den enkelte og dennes fami- 

11 

Fattigbrød uddeles. 

Det kunne have alvorlige konsekvenser 

at modtage fattighjælp —og det var 

kunne endda være hjælp af så nøjsom 

karakter som brød. (BBT)




Velfærdsmodeller 

Man kan skelne mellem forskellige velfærdsmodeller: 

Residualmodellen: Kun de trængende 

(almindeligvis et mindretal) skal kunne modtage 

offentlig hjælp, og hjælpen forudsætter opfyldelsen 

af bestemte betingelser. 

Forsørgelse og sikkerhed er først og fremmest et 

individuelt, familiemæssigt problem, der løses gennem 

forsikringer, opsparing og gensidig støtte indenfor 

familien. Til gengæld er skattebetalingen lav. 

Socialforsikringsmodellen: (Også kaldet den arbejdsmarkedsbaserede 

model) De ansatte på arbejdsmarkedet 

og/eller deres arbejdsgivere indbetaler en 

procentdel af lønnen som obligatoriske socialforsikringsbidrag. 

Størrelsen af udbetalingerne i tilfælde af 

alderdom, sygdom, ulykke og arbejdsløshed afhænger 

af indbetalingernes størrelse. 

Kun personer med tilknytning til arbejdsmarkedet 

lie, der var hovedansvarlig for egen forsørgelse og 

forventedes at spare op og/eller forsikre sig mod 

„sociale begivenheder" som sygdom, alderdom og 

arbejdsløshed gennem medlemskab af sygekasse, 

arbejdsløshedskasse, pensionsordninger m.m. 

DEN STORE GAVEBOD 1956-74 

I 1956 indførte politikerne folkepensionen — dvs. 

alderspension til alle. Det var på én gang et lille og 

et stort skridt: Et lille skridt, fordi de fleste over 65 

allerede modtog aldersrente fra det offentlige, og 

alligevel et stort skridt, fordi der var tale om at indføre 

et nyt princip. Med indførelsen af folkepensionen 

ændredes forsørgelsessystemet nemlig fra et residualsystem, 

hvor kun de trængende skulle have en 

bestemt ydelse, til et universelt system, hvor alle 

skulle have ret til den samme ydelse uden hensyn til indkomst, formue, tidligere arbejdsmarkedstilknytning 

m.m. 

Når regeringen/Folketinget i 1950’erne (efter svensk model) tog det universelle princip i anvendelse 

ved at tildele folkepensionens mindstebeløb til alle, så var det ikke mindst af politiskpsykologiske 

grunde. 

Det var stadigt i brede kredse af befolkningen flovt ikke at kunne klare sig selv og derfor være nødt 

til at modtagehjælp fra det offentlige. Skulle man bryde denne opfattelse, måtte den nye ydelse på ingen 

måde ligne offentlig hjælp til trængende! 

Mens den nye lov altså repræsenterede et opfattelsesmæssigt brud med tidligere tider, så var der som 

nævnt i første omgang tale om et samfundsøkonomisk set begrænset skridt. Ikke alene fik de fleste 

gamle som sagt i forvejen offentlig aldersrente, men det nye mindstebeløb var tilmed forholdsvis beskedent, 

og endelig var aldersgrænsen forholdsvis høj sammenlignet med den gennemsnitlige levealder. 

Aldersgrænsen blev yderligere hævet til 67 år for mænd (og 62 år for enlige kvinder!!) i 1960erne. 

12 

har altså ret til disse ydelser, og ydelsernes størrelse 

varierer. 

Personer uden tilknytning til arbejdsmarkedet er 

afhængige af familien eller af privattegnede forsikringer. 

Modellen vil typisk være suppleret med et nødtørftigt 

residualsystem for dem, der falder uden for det 

ovennævnte system. 

Den universelle model: Alle har ret til at modtage 

offentlige ydelser som pension, sygehusbehandling, 

undervisning, uddannelsesstøtte, børnetilskud m.m. 

Ydelserne er lige store, og altså uafhængige af arbejdsindsatsen, 

og udgifterne er skattefinansierede. 

Ingen af modellerne optræder i ren form, men den 

skandinaviske model ligger tættest på den universelle 

model (selv om den er suppleret med træk fra de 

to andre modeller), mens de fleste andre EU-lande 

primært anvender socialforsikringsmodellen, og residualmodellen 

er dominerende i USA og Storbritannien. 

De udgiftsmæssige og skattemæssige konsekvenser 

af modelvalget kan bl.a. ses på figuren s. 17 

i kompendiet. 

Fra folketingsvalget 1953, hvor Socialdemokratiet reklamerede 

for folkepension. I 1956 fik partiet gennemført 

ordningen i folketinget ved lov. (BBT)




Til gengæld blev ordningen væsentlig dyrere, da beløbene blev sat i vejret (og nu blev kaldt folkepensionens 

grundbeløb). De universelle principper vandt også frem på andre områder. 

Inden for sundhedsområdet havde sygekasserne oprindeligt været forbeholdt de mindre bemidlede 

(størsteparten af befolkningen!). Fra 1930’erne var også de bedre bemidlede blevet inddraget i systemet 

via de såkaldte fortsættelsessygekasser. I 1960’erne skelnedes endnu mellem gruppe1- og gruppe2-medlemmer 

afhængigt af familiens indtægts- og formueforhold. Gruppe2-medlemmerne skulle 

betale et større kontingent til sygekassen og yde en større egenbetaling til sundhedsudgifter — fx betale 

en del af udgiften til lægehjælp (mens lægebesøg var gratis for gruppe1-medlemmer). 

Undervisningssystemet havde allerede længe været indrettet efter universelle principper, idet der 

var fri og gratis adgang til grundskole, mellemskole, gymnasium og universitet (i modsætning til 

f.eks betalings-eliteskolesystemet i Storbritannien og USA). Fra 1930’erne til 1970’erne udvidedes 

undervisningspligten fra 7 til 9 år, og samtidig afskaffedes først mellemskolen og senere realklasserne, 

så slutproduktet blev den 9/10-årige enheds-folkeskole for alle. Håbet var, at folkeskolen kunne 

bidrage til social udjævning i samfundet ved at give alle lige muligheder for uddannelse. Samtidigt 

skete der en voldsom udbygning af ungdomsuddannelserne og de højere uddannelser. Ikke alene var 

uddannelserne gratis, men der skete også en udbygning af uddannelsesstøtteordningerne henimod en 

model, hvor alle over 18 år kunne få SU uafhængigt af forældrenes økonomi. 

Helt universelt blev det offentlige skolesystem dog ikke på noget tidspunkt. Nogle forældre betalte 

nemlig fortsat for at få deres børn i privatskole/friskole, hvis de ikke var tilfreds med det offentlige 

uddannelsessystems ydelser. Betalingen var dog nærmest symbolsk, og det offentlige dækkede hovedparten 

af udgifterne. 

På en lang række andre punkter var højkonjunkturperioden 1957-73 præget af reformer, forhøjelser 

af udbetalte beløb og forøgelse af ansatte i socialsektoren. (se tabel 1 og 2). 

Kronen på velfærdsudbygningen blev Bistandsloven (i dag: kaldet kontanthjælp), som blev vedtaget 

i Folketingsåret 1973-74 til ikrafttræden i 1976. Her var målsætningen, at alle, der havde behov 

for hjælp som følge af en social begivenhed, og som ikke var omfattet af andre ordninger, skulle kunne 

henvende sig på bistandskontoret og få tilstrækkelig hjælp til at opretholde familiens levestandard 

— i hvert fald midlertidigt og næsten. 

Bistandsloven repræsenterer kulminationen på den særlige skandinaviske opfattelse af stat og samfund. 

Samfundet var en slags familie med indbyrdes sammenhæng og solidaritet, og det offentlige 

var familiefaderen/forældrene, der sørgede for godernes retfærdige fordeling og støtten til de svage, 

som det også er kommet til udtryk i det svenske begreb: Folkshemmet. I folkehjemmet skulle alle 

yde efter evne og nyde efter behov, og i denne sammenhæng var Bistandsloven det nederste sikkerhedsnet, 

der skulle garantere, at der blev mindst i denar til alle (jvf. vingårdslignelsen i indledningen). 

Hvorfor denne gavebod 1956-74? 

Set på baggrund af de senere problemer, kan det være svært at forstå, at der var så bred opbakning i 

Folketinget (og i befolkningen) 1956-74 til at arrangere en sådan gavebod (efter international og historisk 

målestok)? Når betænkelighederne var så få, er den nærliggende forklaring den økonomiske 

højkonjunktur. 

Mio. kr. (løbende priser) 1960-61 1970-71 

Folkepension 1.239 4950 

Statspensioner m.v. 385 860 

ATP - 40 

Invalidepension 324 1.770 

Almindelig offentlig forsorg m.v. 90 460 

Sygedagpenge og ulykkesforsikring 110 925 

Familiepolitiske ydelser 600 1.980 

Arbejdsløshedsunderstøttelse 141 625 

Boligstøtte 76 560 

Uddannelsesstøtte 32 350 

Landbrugsstøtte 59 1.125 

Indkomstoverførsler i alt 3.056 13.645 

Tabel 1. Indkomstoverførsler 1960-61 til 1970-71 Tal fra PPi del 2, s. 127 

ATP (Arbejdsmarkedes Tillægspension) indførtes ved lov i 1964. Ordningen finansieres af arbejdsgivere og lønmodtagere. 

Formålet var at skabe et supplement til folkepensionen 

13




Antal beskæftigede 1960 1972 Pct.vis årlig stigning 

1960-72 

Undervisning og forskning Biblioteker, 

museer, m.v. 

Sundhedsvæsen 

Sociale område 

Politi og retsvæsen 

Kirke, religiøs virksomhed 

Forsvar 

Administration 

Grønland (skøn) 

Tabel 2. Antal offentligt ansatte 1960-72 Fra Dansk social historie, bd. 7 s. 147 

Den kraftige vækst i perioden -ca. 5% om året - betød en fordobling af samfundsproduktionen på ca. 

14 år og dermed en firdobling på under 30 år. Da lav arbejdsløshed samtidig opfattedes som det normale, 

havde samfundet nemt råd til at forøge overførselsbeløbene til folk uden for arbejdsmarkedet, 

samtidig med at der var plads til en kraftig vækst i det offentlige og det private forbrug. 

Udviklingsoptimismen var stor, og „det gode samfund", hvor alle kunne leve „det gode liv", lå lige 

om hjørnet, som det bl.a. blev udtrykt i Venstres principprogram fra 1970: 

„Frem mod år 2000 bliver den periode, hvor mennesker i de højt udviklede samfund skal finde en 

livsform, der svarer til, at manglen på det materielt nødvendige kan afskaffes... (Målet for partiet var 

et samfund) hvor hensynet til det menneskelige og omgivelserne kan sættes højt, og hvor vi når til, at 

knapheden som bestemmende for menneskers adfærd, kan vige for mere ideelle motiver." 

Perioden var også præget af stor tillid til offentlig planlægning og styring. Det var en udbredt opfattelse, 

at man med anvendelse af økonomisk-politiske midler kunne sikre fortsat vækst og fuld beskæftigelse, 

at man med en effektiv og retfærdig skatteligning kunne sikre den offentlige sektor tilstrækkelige 

indtægter til at realisere et ambitiøst velfærdsprogram, og at man med „social ingeniørkunst" 

kunne kortlægge de sociale problemer i samfundet og derefter iværksætte målrettede og effektive 

løsnings-programmer uden bivirkninger. 

Der skulle gå et stykke tid, før politikerne opdagede, at de havde startet en næsten ustyrlig kædereaktion 

af udgiftsstigninger, skattestigninger og adfærdsændringer, og der skulle gå endnu længere tid, 

før de havde lyst til at fortælle det til befolkningen. 

Udgiftseksplosionen 

De offentlige udgifter kan opdeles i offentligt forbrug, overførsler og renter. Danmark havde i Boerne 

haft et forholdsvis lille offentligt forbrug (produktion af serviceydelser), men op gennem 60erne og 

starten af 70erne var den offentlige serviceproduktion vokset med voldsom fart. Denne vækst var i 

høj grad et resultat af højkonjunkturen og en følge af de samfundsforandringer, væksten trak med sig 

eller forstærkede (DHS side 179-181). 

Udviklingen var altså ikke resultatet af en stor politisk plan. Snarere var der tale om en skridt-forskridt-udbygning, 

hvor det ene skridt førte det næste med sig, og hvor ingen rigtigt havde styr på de 

samfundsmæssige forandringer, udgifterne og finansieringsproblemerne. Og et overblik ville tilsyneladende 

heller ikke have hjulpet. Selv om regeringens analysegrupper slog alarm i de såkaldte perspektivplaner 

(PP1 i 1970 og PP2 i 1977) med en påvisning af, at væksttempoet for de offentlige udgifter 

var uholdbart, fortsatte væksten op gennem 1970erne. Først i 1980erne lykkedes det at bremse 

den del af udgiftsvæksten, der kom fra den offentlige serviceproduktion. 

Metoden til at bremse væksten i den offentlige produktion var snæver rammestyring. Derimod 

skulle det vise sig vanskeligere at bremse den del af udgiftsvæksten, der stammede fra stigninger i 

overførslerne. Det var ikke mindst udgifterne til arbejdsløshedsdagpenge m.m., der eksploderede fra 

midten af 70erne. 

14 

51.792 

3.392 

76.981 

25.094 

13.135 

7.305 

19.284 

33.780 

5.000 

130.800 

10.400 

140.200 

119.100 

19.400 

9.500 

29.500 

73.200 

7.600 

8,0 

9,6 

5,1 

13,9 

Offentlige ydelser i alt 235.763 539.700 7,1 

3,3 

2,2 

3,6 

6,7 

3,5




Hertil kom så statsgælden og de ledsagende renteudgifter og de advarende røster om den økonomiske 

afgrund. 

Det asymmetriske pres 

Det ville være forkert at sige, at det kun var den økonomiske krise i 1973-1990erne og den deraf følgende 

arbejdsløshed, der pressede udgifterne i vejret. Også andre tendenser må inddrages, når man 

skal forklare udgiftseksplosionen fra 1960erne til 1990erne. Stærke kræfter pressede voldsomt på for 

at opnå højere ydelser på enkeltområder. Ministre, embedsmænd, stående folketingsudvalg, eksperter, 

interesseorganisationer, erhverv m.m. - alle var interesseret i en opprioritering af og flere ressourcer 

til deres eget interesseområde. Der var derfor hele tiden en tendens til, at udgifterne pressedes i 

vejret. Derimod var der ingen tilsvarende interesseorganisationer og eksperter, der bekæmpede udgiftsstigninger 

på deres egne interesse- og arbejdsområder. Da enkeltudgifter desuden ikke talte så 

meget i det samlede billede, var det modgående pres for at undgå udgiftsforhøjelser og et øget skattetryk 

derfor almindeligvis svagt. Når det offentlige alligevel brugte så meget, så forekom fx 100 millioner 

kroner mere eller mindre jo også hver gang at være et bagatelagtigt problem. 

Endnu mere tydeligt fremtrådte tendensen, når politikerne forsøgte at skære ned/spare på enkeltområder. 

Den offentlige debat var fyldt med protester fra personer, grupper, virksomheder, organisationer, 

eksperter og myndigheder, der følte sig udsat for den offentlige sparekniv. Ældresagen og en 

lang række patientforeninger var markante eksempler på effektive grupper. Iagttagere talte om „et 

asymmetrisk pres" - de kræfter, der pressede udgifterne opad, var langt stærkere end de kræfter, der 

pressede nedad, når konkrete spørgsmål var på dagsordenen. 

Ydelsestænkning og fiflerier 

Udgiftspresset var også et resultat af, at mange folk disponerede, så de fik mest muligt ud af de vedtagne 

ordninger — ofte i klar modstrid med ånden bag en ordning. 

For at igangsætte de ledige indførte man fx en uddannelsesydelse (der var højere end SU), ligesom 

man indførte en iværksætterydelse for folk, der ville være selvstændige. Dermed blev det altså økonomisk 

favorabelt at være ledig, før man startede en uddannelse eller en virksomhed, og mange fulgte 

denne opskrift. Andre opskrifter handlede om at få højere ydelser. Var man f.eks fiktivt enlig (ens 

samboende partner havde en anden folkeregisteradresse), udløste det en række ekstra ydelser. Tilsvarende 

kunne det betale sig at undgå at have en registreret formue, fordi man på denne måde kunne få 

højere ydelser som ældre og/eller som kontanthjælpsmodtager. Ikke mindst „sort indkomst" belønnedes 

både i pose og sæk, som vi skal komme tilbage til i det følgende 

Velfærdsstaten havde åbenbart fået nogle moralproblemer, og én af velfærdsstatens kritiske iagttagere 

- Odense-professoren Jørn Henrik Petersen — havde da også en række skarpe konklusioner: 

„Ingen udviser loyalitet og uselviskhed, generøsitet og mådehold" 

„Folk støtter denne stat på valgdagen, men undergraver den og snyder den i deres hverdag. Når 

skatteunddragelse og bjergsomhed går hånd i hånd, hvor er vi så henne? " 

„Hvis en indbygger én gang har faet en ydelse, kan den aldrig tages fra ham igen. Og hvis én gruppe 

far noget, vil andre grupper straks stille krav om kompensation." (fra interview) 

Finansieringen af velfærdsstaten 

Det voksende udgiftspres fra 1960erne og fremad nødvendiggjorde stigende skatteindtægter og resulterede 

i en stadig jagt på nye finansieringskilder. 

En opremsning kan give en fornemmelse af udviklingen: Der blev indført en omsætningsafgift 

(OMSen) i 1962, og denne blev erstattet af MOMSen i 1967. Med indførelse af kildeskatten i 1970 

effektiviseredes skatteopkrævningen. I de følgende år skete der en gradvis forøgelse af skatteprocenter, 

momsprocenter, punktafgifter på biler, benzin, alkohol, tobak m.m. Der blev indført realrenteafgift 

på pensionsformuer. Værdien af rentefradragsretten forringedes. Der blev indført grønne afgifter 

og arbejdsmarkedsbidrag (bruttoskat) m.m. 

Med internationaliseringstendensen og det deraf følgende harmoniseringsbehov havde det været nød- 

15

60 

50 

40 

30 

20 

10 

0 

% 

1948 

1951 




1954 

vendigt at foretage en vis omlægning af skattesystemet i 1980erne og 1990erne: Nedsættelse af giftskatterne, 

afskaffelse af formueskatten, nedsættelse af marginalskatterne (fra ca. 73% til ca. 62% for 

den sidsttjente krone for de højere indkomster), nedsættelse af skatterne på renteindtægter, aktieudbytter 

og virksomhedsoverskud. Til gengæld udvidedes skattegrundlaget gennem den ovennævnte 

nedtrapning af værdien af rentefradraget og andre fradrag og gennem indførelse af bruttoskat. 

Ude i fremtiden ventede yderligere harmoniseringsbehov og et stigende pres på den danske skatte- 

og velfærdsmodel, som vi skal se det i det følgende. 

Unddragelsesproblemer 

Skattetryk i % af BNP 1948-2004 

Kilde: 50-årsoversigten og Stat.Tiårsoversigt 2005 s.154, min bearbejdning, BBT 

1957 

1960 

1963 

1966 

1969 

1972 

1975 

Den danske velfærdsmodel er, som det fremgår af figuren ovenfor, karakteriseret ved et højt skatte- 

og afgiftstryk og en stor vægt på direkte og indirekte skatter, mens andre landes velfærdssystemer i 

højere grad anvender „bidrag til sociale ordninger" og i øvrigt overlader betydelige velfærdsopgaver 

til private forsikringer, privat opsparing m.m. (jvf. også sammenligningen af velfærdsmodeller). 

At opbygge en velfærdsmodel på grundlag af et højt skattetryk giver nogle særlige problemer og 

udfordringer. 

Et sådant system belønner nemlig mere end andre systemer folk, der køber varer og ydelser uden om 

det danske afgiftssystem (via Internethandel, udenlandsrejser m.m.), ligesom det belønner virksomheder 

og medarbejdere, der yder/ får frynsegoder, medarbejderaktier m.m. i stedet for skattepligtige 

indkomster. 

Et sådant system belønner i det hele taget mere end andre systemer folk, som snyder i skat og udfører 

eller får udført sort arbejde, ligesom det giver en ekstra belønning til folk, der skatte-og afgiftstænker, 

smugler, svindler m.m., fordi man jo får nedsat sit kontingent til fællesskabet betydeligt 

(uden at man samtidigt går glip af nogle velfærdsydelser). 

Omfanget af fx det sorte arbejde var det selvfølgelig svært at vurdere. Rockwollfondens interviewbaserede 

undersøgelser i 1990erne tydede på, at det havde et omfang på mindst 50 milliarder kroner 

dvs.. ca. 5% af den officielle samfundsproduktion, og at tendensen var stigende. (10) 

Hvor fordelagtigt sort arbejde var, kan nemt illustreres gennem et regneeksempel, hvor vi benytter 

en momssats på 25% og en marginalskatteprocent på 62. Hvis A køber en „hvid" tjenesteydelse af B 

til 1250 kr., vil momsen udgøre 250 kr., og B vil altså få 1000 kr. Efter skat har han 380 kr. tilbage. 

Der er altså masser af plads mellem de to beløb til, at begge kan gøre en god forretning. Eller måske 

en bytteforretning. For A skal jo tjene over 3000 kr. før skat for at kunne give B 1250 kr. Med en 

„hvid" timeløn på fx 200 kr. skal A arbejde i ekstra 15 timer for at dække sin udgift til B. 

Det var (og er stadig) ulovligt at arbejde sort. Derimod var det ikke ulovligt, ja man blev ligefrem 

præmieret for at arbejde så lidt som muligt. Man fik jo de samme ydelser fra det offentlige, selv om 

16 

Samlede skatter i % 

1978 

1981 

1984 

1987 

1990 

1993 

1996 

1999 

2002

% 

70 

60 

50 

40 

30 

20 

10 

0 




Skatter og afgifter i pct af BNP fra forskellige lande i 2003, 

kilde: statistisk tiårsoversigt 2005 s.174-175, min bearbejdning, BBT 

Danmark Sverige Tyskland Holland UK USA Japan 

Indirekte skatter Direkte skatter Bidrag til sociale ordninger 

man slap billigere i skat. 

Dette gjorde den danske velfærdsmodel mere sårbar end andre landes og mere afhængig af, at folk 

faktisk arbejdede så meget som muligt. Mange og store herboende skatteydere var en forudsætning 

for den danske velfærdsmodel. 

Det betød, at truslen mod velfærdssamfundet ikke kun kom fra de mange almindelige danskere, der 

prøvede at bjerge sig ekstraydelser fra det offentlige, samtidig med at de betalte så lidt som muligt i 

skatter og afgifter. Den kom også fra de mennesker, der fx tjente en formue her i landet og derefter 

flyttede til udlandet med gevinsten, eller de mennesker, der drev erhvervsvirksomhed i Danmark 

fra en bopæl i udlandet, eller de mennesker, der tog en skattefinansieret uddannelse i Danmark og 

derefter tog arbejde i udlandet. 

Det er en trussel, som sandsynligvis vil forstærkes i fremtiden. I en internationaliseret verden er det 

nemlig blevet nemmere at skifte bopæl og arbejde over landegrænserne, ligesom det er blevet nemmere 

at flytte rundt med sin formue. Dermed risikerer det danske samfund, at ressourcestærke personer 

ud fra privatøkonomiske interesser i stigende grad fravælger det danske samfund og dets solidaritetsmodel 

på grund af det høje skattetryk. 

Dette vil igangsætte en ond cirkel: Jo flere af de velbjergede, der unddrager sig betalingen til fællesskabet, 

jo højere vil betalingen blive for de resterende, og jo mere attraktivt vil det så igen blive 

at unddrage sig regningen. 

Ligheds- og retfærdighedsproblemer 

Diverse undersøgelser tydede umiddelbart på, at lighedsmålsætningen i høj grad var blevet realiseret 

i den danske velfærdsmodel. Ikke alene var de danske indkomstforskelle forholdsvis små 

(omend voksende) i et internationalt perspektiv, men udligningen via skattesystemet og overførslerne 

var også ført videre end i andre lande. 

Trods dette havde den danske model alligevel åbenlyse ligheds- og retfærdighedsproblemer, 

hvoraf nogle med mellemrum indgik i den offentlige debat. Fx kunne det virke sært, at velstående 

familier kunne modtage overførselsindkomster i form af arbejdsløshedsdagpenge, overgangsydelse, 

efterløn, børnefamilieydelse m.m. Sådanne ydelser var nemlig uafhængige af familiens samlede 

indkomst. Det kunne også virke sært, at velstående pensionister kunne modtage en stor vifte af 

ydelser, blot fordi de var gamle. De gamle udgjorde nemlig ikke en ensartet gruppe, og bl.a. opbygningen 

af private og/eller arbejdsmarkedsbaserede pensionsordninger efter socialforsikringsmodellen 

var i fuld gang med at uddybe skellene i alderdommen. 

17




Andre åbenlyse problemer udsprang fx af, at gevinster på fast ejendom og andre formuegoder ikke 

beskattedes, og at arv kun beskattedes begrænset. Dermed var vigtige kilder til ulighed holdt uden for 

udjævningssystemet. 

Tilmed betød internationaliseringen, at man på en række områder var tvunget til at bevæge sig væk 

fra princippet om, at de bredeste skuldre skulle bære de største byrder. Formueskatten blev således 

afskaffet i 1997, ligesom skatten på renteindtægter og aktie- og virksomhedsudbytter gradvist var 

blevet nedsat i 1980erne og 1990erne. 

Velfærdsstatens krise? 

I I990erne blev der hyppigt talt om, at velfærdsstaten var i krise, og det gjorde selvfølgelig indtryk i 

Danmark, at den svenske velfærdsstat løb ind i alvorlige problemer i 1992 - nogle iagttagere brugte 

endda begrebet sammenbrud om de løbske offentlige udgifter, der betød, at de svenske politikere 

måtte slagte hellige køer: Dagpenge- og understøttelsessatser blev sænket, der blev indført mere brugerbetaling 

osv. 

Der var da også grunde nok til at tale om krise i Danmark og være bekymret for den danske models 

fremtid, selv om man havde undgået „afgrunden" i 1980erne. 

Vi har allerede i det foregående været inde på de store offentlige udgifter og det næsten automatisk 

opadgående pres, ligesom vi har set på det rekordhøje skattetryk. 

Vi har også været inde på, hvordan internationaliseringen og den deraf følgende harmoniseringstendens 

i sig selv vil sætte den danske model under pres, fordi det vil blive stadigt vanskeligere for et 

samfund at skille sig ud fra de andre med et højere skattetryk, en mindre indkomst- og formuespredning 

eller med særligt gunstige velfærdsydelser. 

Hertil kommer den hyppigt omtalte demografiske trussel fra flere ældre og færre i den arbejdsdygtige 

alder - „ældrebomben" eller den voksende forsørgerbyrde, som det malende blev beskrevet. Des- 

Helårspersoner 

1.200.000 

1.000.000 

800.000 

600.000 

400.000 

200.000 

0 

1984 

1985 

Antallet af 18-66-årige overførselsindkomstmodtagere, 

1986 

1987 

1988 

1989 

Kilde: Statistikbanken, www.dst.dk, min bearbejdning BBT 

Revalidering & 

Kontanthjælp 

1990 

1991 

Førtidspension 

Arbejdsløshedsdag 

penge 

1992 

1993 

18 

1994 

1995 

Efterløn 

1996 

1997 

1998 

1999 

2000 

Sygedagpenge& 

Barselsdagpenge 

Arbejdsløshedsdagpenge Sygedagpenge& Barselsdagpenge Kommunal aktivering & AF-aktivering 

Orlovsydelser & ledighedsydelser Revalidering & Kontanthjælp Førtidspension 

Efterløn 

2001 

2002 

2003 

2004 

2005




uden var der problemerne med at integrere et stort antal indvandrere, som vi kommer tilbage til senere. 

Udgiftsniveauet, skattetrykket og fremtidsudsigterne var da også en vigtig del af det krisebillede, 

der tegnedes af velfærdsstaten. 

Andre hæftede sig mere ved, at velfærdsstaten trods de kolossale udgifter havde svært ved at løse sine 

opgaver og leve op til sine idealer. Vi har allerede været inde på discounttendenserne inden for 

sundheds- og uddannelsesområdet - det var en kilde til stadige frustrationer, at det land, der havde 

verdensrekord i skattetryk samtidig havde forfaldne skoler, lange ventelister på sygehusene og en 

strøm af eksempler på fx mangelfuld pleje af de svageste ældre. Vi har også været inde på ligheds- 

og retfærdighedsproblemerne i forbindelse med skatteopkrævning og udbetaling af overførselsydelser. 

Udstødningen fra arbejdsmarkedet var endnu et grundlæggende problem i den danske (og europæiske) 

model. 

Udstødningstruslen 

Rigtig velfærd forudsætter vel, at der er plads til alle, at alle er lige værdifulde som mennesker, og at 

alle har muligheder for at leve „det gode liv"? 

Dermed støder velfærdssamfundets idealer sammen med markedskræfternes rå værdifastsættelse. 

I den ene af skalaen var det åbenlyst, at nogle var mere værd end andre. Virksomhedsejere, direktører 

og højtefterspurgte specialister tog lønmæssigt afstand til den øvrige befolkning fra I98oerne og 

fremad, selv om løn-, indkomst- og formuespredningen stadigvæk var mindre i Danmark end i de fleste 

andre lande. 

I den anden ende af skalaen havde udviklingen siden Boerne været præget af udstødning fra arbejdsmarkedet. 

Antallet affolk i den arbejdsdygtige alder på overførselsindkomst var steget voldsomt. 

Den økonomiske krise havde været den nærliggende (og beroligende!?) forklaring på de mange 

overførselsmodtagere, og så længe der havde været tilstrækkeligt mange arbejdsløse, havde tidernes 

ugunst paradoksalt nok camoufleret en endnu mere grundlæggende udstødning: Mange/et stigende 

antal personer havde simpelthen ikke kvalifikationer og kræfter til at bestride de job, som det højeffektive, 

kapitalistiske samfund udbød. Flere tendenser virkede sammen. På den ene side voksede uddannelseskravene 

til de fleste job. Dermed blev mange skilt fra og henvist til konkurrence om jobbene 

på lavtlønsområderne. Da de private arbejdsgivere jo ville tjene på at ansætte eller beholde arbejdskraft, 

havde bl.a. det stigende mindstelønniveau gradvist forøget presset på arbejdskraften. Noget 

tilsvarende gjaldt for det offentlige område. Her havde beslutningstagerne været under et stadigt 

pres for besparelser, og også her blev krav og tempo sat i vejret. 

Mange mennesker kunne simpelthen ikke klare de øgede krav over et helt arbejdsliv. Dårlige rygge, 

nedslidning, udbrændthed, sygdom og stort medicinforbrug kunne optræde allerede, før folk var 

kommet til midten af det normale arbejdsliv, og dette var ikke kun forbeholdt folk uden uddannelse. 

Men folk med uddannelse havde selvfølgelig lidt større muligheder for at skifte retning undervejs i 

arbejdslivet. 

Mens nogle altså havde svært ved at leve op til arbejdsmarkedets krav over en længere periode, så 

var andre (især ældre) ikke længere efterspurgte, hvis de først havde mistet deres arbejde. Og så var 

der en hel del, der kynisk sagt aldrig nåede at blive efterspurgt af det krævende arbejdsmarked. 

Man kunne forsøge at løse problemet med den liberalistiske metode (som i USA) — d.v.s. sætte 

mindstelønnen ned og dermed gøre det til en bedre forretning for arbejdsgiverne at ansætte folk, men 

en sådan linie mødte selvfølgelig modstand fra de ansatte, der ikke ønskede deres lønvilkår forringet, 

og fra fagbevægelsen, der forsvarede de ansattes rettigheder. Man kunne også prøve at lave et alternativt, 

offentligt understøttet arbejdsmarked med fleksjob, skånejob, aktiveringsjob og støtte til 

iværksættere, hjemmeservice m.m. Endelig kunne man også forsøge at opgradere de ledige gennem 

uddannelsestilbud, så deres arbejdskraft blev mere værd. Det blev de to sidste strategier, der blev anvendt, 

men åbenbart ikke nok til at undgå, at nogle faldt igennem sikkerhedsnettet. 

„Den ny fattigdom" 

Det var et stadigt paradoks, at man kunne støde på tiggere, hjemløse, gadebørn, narkomaner, alkoholikere 

m.m. i et samfund, der var så rigt, og som i lighedens Gang på gang havde de svageste (som de 

19




blev kaldt i den offentlige debat) været på den politiske dagsorden, og der var i årenes løb blevet vedtaget 

en lang række særforanstaltninger, uden at problemerne af den grund forsvandt. Nu måtte landets 

velfærdsminister (socialminister Karen Jespersen i bogen: Opgør med den ny fattigdom) i 1999 

erkende velfærdspolitikkens grænser og appellere til „privat godgørenhed": 

„Der er en gruppe mennesker, der ikke har faet deres liv mærkbart forbedret af opsvinget. Det er 

dem, der i mange år har været uden kontakt til arbejdsmarkedet, de har ingen uddannelse og ofte 

store sociale og personlige problemer. Der kan være kontanthjælpsmodtagere, førtidspensionister, 

langtidssyge. Men det er også dem, der har lav livskvalitet: Depressioner, ensomhed, angst, aggressioner. 

De er det moderne samfunds underklasse. Underdanmark. 

Men de er ikke fattige i traditionel forstand. Ganske vist har de ofte ikke mange penge at leve for, 

men dagpenge og kontanthjælp ligger dog tæt på mindstelønnen. Og flere penge vil ikke i sig selv løse 

de sociale problemer. Det er mennesker, der er fattige på livskvalitet, fattige på indflydelse, uden 

oplevelsen af at have magt over deres eget liv. 

Den form for fattigdom kommer vi ikke til livs alene ved at have en sund økonomi og flere arbejdspladser. 

Vi skal i langt højere grad interessere os for og bekæmpe de forhold i samfundet, der på 

trods af forbedrede materielle vilkår stadig gør mennesker sårbare og holder de sårbare udenfor. Sådan 

en indsats er i gang, men vi kan nå meget længere. Det er det, denne bog handler om. Vi skal ikke 

kun forbedre de fysiske og materielle vilkår: Arbejde, boliger, børnehaver, sygehuse og plejehjem, 

eller det man kan kalde den ydre velfærd. 

I dag drejer det sig i høj grad om også at forbedre de sociale, menneskelige og psykiske vilkår: Troen 

på egne evner, handlekraft og evnen til at deltage i fællesskaber, eller det, der er blevet kaldt den 

indre velfærd (Pittelkow 1995). 

En styrket indre velfærd er ofte en forudsætning for at kunne forsørge sig selv, være en aktiv deltager 

i samfundet og opleve sit liv som vellykket. Det gælder i virkeligheden også de aller svageste 

- dem der faktisk kan meget lidt. De kan ikke forsørge sig selv og de skal ikke presses til alt muligt, de 

alligevel ikke kan klare. Men de kan sagtens få større indflydelse på deres tilværelse og oplevelsen af 

at være deltager i et fællesskab. Men et styrket indre velfærd er ikke alene et anliggende for den enkelte. 

Tværtimod kræver det, at samfundet vedkender sig sit ansvar — det gælder staten, kommunerne 

og hver enkelt af os som medmennesker... Problemerne med den indre velfærd udspringer af 

manglende evne til at begå sig blandt andre mennesker, lavt selvværd, konflikter og ensomhed. Sådanne 

problemer kan kun løses i omgangen med andre mennesker. Derfor er der brug for større vægt 

på borgernes egne initiativer ude i samfundet — civilsamfundet. 

Det er de nye fællesskaber i boligområderne, det frivillige sociale arbejde og virksomhedernes sociale 

ansvar. Det er også en større opmærksomhed på vores medmennesker i hverdagen, i boligområderne, 

i børnehaven, skolen, på arbejdspladsen og i sportsklubben”. 

(Fra Karen Jespersens bog 1999) 

20 

Per Flys film ”Bænken” 

gav mange almindelige 

danskere et indtryk af hverdagsvilkårene 

for 

”Underdanmarks ” førtidspensionister 

og kontanthjælpsmodtagere. 

Her sidder 

filmens hovedperson 

spillet af skuespilleren Jesper 

Christensen på 

”bænken” i selskab med sit 

barnebarn, som han i filmen 

får et behov for at tage sig 

af. (BBT)




Sociologer bruger ofte begreberne stat, marked og det civile samfund til at karakterisere et samfund 

og beskrive de store linier i udviklingen. I 1700-tallets Danmark udgjorde „det civile samfund" det 

dominerende hjørne i trekanten. Samfundet var i høj grad præget af selvforsyningsøkonomi i familie 

og lokalsamfund, og den offentlige sektor var beskeden. 1800-tallet prægedes af markedsøkonomiens 

fremvækst og 1900-tallet af en voksende offentlig sektor og en øget statslig regulering. Tilsyneladende 

behøvede man slet ikke „det civile samfund": Markedet skulle sørge for velstanden, og den offentlige 

sektor skulle sørge for, at den samfundsmæssige rigdom blev omsat til individuel velfærd. 

Det var denne dagsorden, som selv Socialdemokratiet nu ønskede ændret i erkendelse af, at der var 

grænser for både markedets og statens formåen, når det drejede sig om at løse de sociale problemer. 

Private hjælpeorganisationer som Kirkens Korshær, Frelsens Hær, Kofoeds Skole m.m. var ved at 

komme til ære og værdighed igen efter nærmest at have været opfattet som et levn fra svundne tider. 

Incitamentproblemer 

Problemet med „de nye fattige" illustrerede således én af velfærdsstatens grænser. Det var åbenbart 

ikke nogen garanti for velfærd og det gode liv, at alle uanset arbejdsindsats kunne få udbetalt „en denar" 

(jvf. vingårdseksemplet). Vingårds eksemplet rejste også på pinagtig vis et andet problem: Ville 

de fleste arbejdere virkelig fortsat knokle i vingården dagen lang, når de ikke fik noget ekstra udbytte 

af deres indsats (d.v.s. når de manglede økonomiske incitamenter til at arbejde, som økonomerne 

ville udtrykke det)? 

Incitamentproblemet havde bekymret ikke mindst de borgerlige politikere lige fra de første spæde 

reformskridt i 1890erne. Det skulle kunne betale sig at arbejde. Problemet havde været i baggrunden 

i i97oerne og Boerne. Så længe der var stor arbejdsløshed og tilstrækkeligt mange aktivt arbejdssøgende, 

så gjorde det ikke så meget, at nogle holdt sig til bage og foretrak offentlige ydelser frem for 

arbejde. Med efterlønnen havde man endda ligefrem betalt nogle folk for at afstå fra at arbejde - og 

tilsvarende med orlovsordninger og overgangsydelse. Med tegn på arbejdskraftmangel i 1990erne og 

fremover vendte billedet imidlertid. Incitamentproblemerne kom igen i fokus. 

Analyser viste, at det faktisk ikke kunne betale sig at arbejde for 10-20% af de lavestlønnede beskæftigede, 

og at det ikke kunne betale sig at få et arbejde for en stor del af de ledige. Dels var forskellen 

mellem de laveste lønninger på arbejdsmarkedet og dagpenge-/kontant-hjælpssatserne ikke særlig 

stor efter skat. Dels kunne der være ekstra udgifter forbundet med at arbejde (transport, børnepasning) 

og dels kunne en stigende indkomst betyde, at andre ydelser (boligtilskud m.m.) nedtrappedes. 

En helt dårlig forretning blev et arbejde selvfølgelig, hvis det betød tab af „sorte indtægtsmuligheder". 

Man kunne prøve at appellere til folks samfundsmoral og tale om den enkeltes pligt til at arbejde og 

være skatteyder. Hjalp dette ikke, var der kun to veje at gå. Man kunne skære de offentlige ydelser 

ned, eller man kunne stramme rådighedsregler og kontrol og tvinge de ledige hurtigere i aktivering, 

omskoling og uddannelse. 

Det var især denne sidste vej, man valgte i 1990erne, selv om øget tvang jo ikke umiddelbart passede 

godt med forestillingerne om et velfærdssamfund, og selv om fx nedslidte personer med manglende 

kvalifikationer kunne havne i udsigtsløse aktiverings- og jobprøvningsforløb. 

Efterlønsstormen 

Men hvad med de øvrige vingårdsarbejderes fremtidige arbejdsindsats? Velfærdsstatens finansiering 

var jo afhængig af, at der blev arbejdet så meget som muligt, så man dermed fik så mange skatteydere 

som muligt, der betalte så meget i skat som muligt. 

Det var derfor et problem, hvis lønmodtagerne krævede længere ferie i stedet for højere løn (som de 

gjorde det med indførelsen af den 6. ferieuge 1997-1999). Det kunne også være et problem, hvis efterspurgte 

lønmodtagere valgte at gå på nedsat tid eller tage orlov i stedet for at tage overarbejde, ligesom 

det var et problem, hvis unge med efterspurgte kvalifikationer blev hængende for længe i uddannelse 

og zapperliv i stedet for at blive skatteydere, eller hvis ældre selvstændigt erhvervsdrivende 

eller efterspurgte lønmodtagere valgte at trække sig tilbage fra arbejdsmarkedet, mens de endnu var 

produktive. 

Netop på det sidstnævnte område — tilbagetrækningsalderen — forsøgte man at ændre de økonomiske 

incitamenter med en ny efterlønsordning i 1998. Stormen af utilfredshed i forbindelse med 

21




ændringen af efterlønssystemet er et godt eksempel på, hvilke kræfter der er på spil, når man vil ændre 

på velfærdsmodellen. 

Efterlønnen var indført i 1979 som en arbejdsmarkedsforanstaltning. På dette tidspunkt var der stor 

arbejdsløshed, herunder en betydelig ungdomsarbejdsløshed og det kunne derfor umiddelbart forekomme 

hensigtsmæssigt og næsten gratis at lade udslidte ældre arbejdere erstatte af yngre. I praksis 

kom regnestykket dog aldrig til at se helt sådan ud, idet mange private virksomheder benyttede ordningen 

til „en rationalisering med et menneskeligt ansigt", d.v.s. at man skaffede sig af med folk over 

60 år uden at oprette nye arbejdspladser. 

Så længe arbejdsløsheden var så høj, som den var i 1980erne og starten af 90erne, var det dog 

svært at anfægte en ordning, som belønnede folk for at træde ud af arbejdsmarkedet, selv om det kunne 

være lidt svært at forstå, at belønningen også skulle tildeles friske, højtlønnede personer med stor 

opsparing, supplerende pensionsordninger og med betydelige indtægter fra ekstraarbejde (inden for 

den såkaldte 200-timers ordning). Med det stadige pres på de offentlige finanser, overbelastningen af 

skattesystemet og den begyndende arbejdskraftmangel og tendenser til flaskehalsproblemer i anden 

halvdel af 90erne blev det økonomisk mere og mere absurd at belønne efterspurgt arbejdskraft for at 

træde ud af arbejdsmarkedet. 

Efterlønnen havde imidlertid for længst fået status som et velfærdsgode og en rettighed. Mange 

mennesker følte, at de havde „slidt og slæbt i vingården i det meste af deres liv", samtidig med at de 

havde betalt store beløb i skat. De havde set hen til og økonomisk planlagt deres udtræden af arbejdsmarkedet 

ved det 60. år. Da næsten alle danskere var medlem af en arbejdsløshedskasse, var efterlønnen 

gradvist blevet et universelt gode næsten på lige fod med folkepensionen (bare endnu bedre, idet 

beløbet var væsentligt højere!). En afskaffelse af efterlønnen ville altså resultere i en flodbølge af 

protester. I stedet forsøgte politikerne så at beholde efterlønnen, men begrænse incitamenterne til at 

gå på efterløn (i hvert fald før man blev 62) og samtidig belønne folk, der blev på arbejdsmarkedet, 

til de var 65 år. Samtidigt forsøgte man at aflaste de offentlige kasser ved at indføre delvis selvbetaling 

samt nedsætte folkepensionsalderen til 65. 

De store vindere i denne omlægning var de, der alligevel havde forestillet sig at fortsætte på arbejdsmarkedet. 

De ville nu modtage en skattefri ekstragevinst på ca. 100.000 kr, når de blev 65 (og hvis de 

var i nærheden af de 60, ville de oven i købet ikke skulle betale ret meget for at få denne gevinst!!). 

Taberne var især de nedslidte og pressede grupper på arbejdsmarkedet (den oprindelige målgruppe 

for ordningen), der havde set frem til at gå af, når de blev 60, og som nu fik forringet deres vilkår, 

hvad enten de gik af som 60-årige eller prøvede at holde ud to år mere. 

[I 2006 gennemførte Anders Fogh Rasmussens VK-regering sammen med Dansk Folkeparti en 

yderligere stramning af efterlønnen, idet efterlønsalderen skulle sættes op til 63 år i 2025, 64 år i 

2030, 65 år i 2035 og 66 år i 2040. Ligeledes skulle folkepensionsalderen flyttes fra 65 til 67 år med 

virkning fra 2027. Den lange tidshorisont for ændring af efterløns- og folkepensionsalderen betyder 

dog i praksis, at det varer længe før reformen fra 2006 vil få nogen afgørende virkning. Når tidshorisonten 

er så lang skyldes det formentlig politikernes angst for at blive straffet ved næstkommende 

valg for at bryde med løftet om ikke at røre ved efterlønnen og folkepensionen. BBT] 

22 

Efterlønsdemonstration foran 

Christiansborg 16. dec. 1998 

rettet mod statsministeren Poul 

Nyrup Rasmussen og oppositionens 

daværende leder Anders 

Fogh Rasmussen som opfordres til 

at stoppe som politikere og gå på 

(skrabet) efterløn. Politikernes 

reformer og ikke mindst krav om 

egenbetaling ved velfærdsgoder 

som efterlønsordningen skulle 

skabe kolossal utilfredshed og fik 

en væsentlig andel i socialdemokraternes 

valgnederlag i 2001 

(BBT).




Velfærdsstaten som politisk minefelt 

Ud fra det foregående skulle man tro, at velfærdsstatens indretning var det altdominerende emne på 

den politiske dagsorden i Danmark omkring år 2000, men det var langtfra tilfældet. 

Det politiske liv var tværtimod præget af, at politikerne ikke mindst før valgene gav løfter om sociale 

forbedringer/ højere udgifter, og at befolkningen bakkede op om velfærdsstaten ved valgene. Resten 

af tiden gik politikerne helst uden om den varme grød og undgik så vidt muligt at diskutere det åbenlyse 

behov for mere langsigtede omformninger af velfærdsstaten. 

Venstres daværende næstformand, Anders Fogh Rasmussen, havde ellers forsøgt sig med en bandbulle 

mod velfærdsstaten i bogen „Fra socialstat til minimalstat" i 1993: 

„Denne ynkelige slavenatur gennemsyrer Hele det danske samfund. Og forklaringen er egentlig ligetil. 

Statsmagten, den offentlige sektor, har gjort sig stor og bred og dominerer i den grad alle menneskers 

private liv, at flertallet i det danske samfund har privatøkonomien deponeret i statskassen. 

Danskernes liv er blevet statsliggjort. Der er skabt et herre-slaveforhold, hvor en stor del af samfundets 

medlemmer spiser nådsensbrød af statens hånd. 

Slavenaturen har sat sig dybe spor i danskernes tankegang. Det frie menneske tænker: Hvad kan 

jeg selv gøre for at løse den og den opgave? Statsslaven tænker: Hvad kan staten gøre for at løse den 

opgave? Det er en forbavsende konsekvent refleks i det danske samfund, at politikerne, bureaukratiet, 

systemet bliver påkaldt, så snart den materielle sikkerhed skal betrygges… 

Kort sagt: Slavesindet er karakteriseret ved, at ønsket om personlig frihed bliver underordnet 

trygleriet efter materiel sikkerhed. I slavesamfundet er det herren, som skal levere den materielle betryggelse, 

og prisen er selvsagt, at det ufrie menneske lydigt bøjer nakken og glemmer alt om højere 

værdier end denne ene: Konfliktfri og komfortabel selvopholdelse. Det er den trællementalitet, som 

gennemsyrer det danske samfund. Borgerne har øjnene stift rettet mod statsapparatet, som 'både et 

herren, der sørger for livets opretholdelse og fogeden, der stiller krav om lydighed og underkastelse 

til gengæld for institutionerne, behandlerne og de mange rare tilskud." (side 14-15 og 30-31) 

Det var unægteligt en helt anden beskrivelse af velfærdsstaten end Nyrup Rasmussens (s.9-10 i kompendiet). 

Det var liberalistiske tanker, som i den foregående hundredårsperiode i større eller mindre grad havde 

appelleret til de højere sociallag, der jo var mindre afhængige af og derfor nettobetalere til de offentlige 

sikkerhedssystemer. Skulle man imidlertid være statsminister, var der ikke tilstrækkelig vælgeropbakning 

til et sådant syn på velfærdsstaten og dets mennesker omkring år 2000, ligesom der ikke 

var tilstrækkelig opbakning til Fogh Rasmussens minimalstat efter amerikansk forbillede. I slutningen 

af 1990erne lagde Anders Fogh Rasmussen, der i mellemtiden var blevet partileder, derfor selv 

kraftig afstand til bogen og bekendte sig til velfærdssamfundet, og de nye toner appellerede åbenbart 

til vælgerne. Venstre vandt en storsejr ved Folketingsvalget i november 2001. 

Ville regeringsskiftet betyde afgørende ændringer af den danske velfærdsmodel og udfordre større 

vælgergrupper og interesseorganisationer, eller ville politikerne fortsat foretrække „at stikke hovedet 

i busken"? 

23




Kilde: Anette Winding i ”Billede Bladet”, 1956 

Arbejder 15 timer daglig med et smil 

Fru Inger Nielsen (34) er et af de mennesker, der virkelig kan lide at leve. Og fru Nielsens arbejde 

er endda sådan, at kun få vil misunde hende det … 

Otte timer i damp og støj, skulle det være noget at grine ad? Fru Nielsen synes det. Pengene betyder 

selvfølgelig noget, men først og fremmest kan hun lide at arbejde, lide kammeraterne, lide lugten 

af rent tøj og fornemmelsen af at udrette noget. Hun savner det, hvis hun er syg eller har ferie et par 

dage, og det til trods for, at der er nok at gøre hjemme med tre værelser, mand og fire børn. 

Fru Nielsens dag begynder kl. 5.30. Hun sætter vand over, og inden det koger, har hun været i badeværelset. 

Så bliver l6-årige Gerda, der også arbejder på vaskeriet, vækket, og mens hun klæder sig 

på, dækker fru Nielsen morgenbord. Inden manden, der er chauffør hos Dehn, har barberet og vasket 

sig, har de tre børn fået te på sengen (så er de af vejen så længe), og resten af familien kan samles om 

morgenbordet - men ikke mange minutter. Manden flyver ud af døren, og så snart opvasken er væk, 

cykler fru Nielsen og Gerda til vaskeriet. 

Kun afbrudt af en halv times frokostpause og et kvarters tepause arbejdes der på kraft fra 7-16. Det 

vil sige, fru Nielsen bliver forkælet af sin mand. Hver dag klokken 8, inden han starter sin køretur, 

stiller han på hendes plads med en sodavand. Det er et af de lykkeligste øjeblikke på dagen. Det er 

rart at have noget at drikke, men det bedste er fornemmelsen af, at man er to. De snakker ikke sammen 

i arbejdstiden, men et nik og et smil, inden han igen forsvinder i dampen, stiver vældigt af. 

Klokken er 16. Der fløjtes fyraften. Men ikke for fru Nielsen. Hun cykler ud for at hente avisen og 

købe ind. Maden skal være færdig kl. 17.45, for den ældste af børnene, Ole, der er i maskinsnedkerlære, 

skal på skole om aftenen. Og så huhej skrælle kartofler, sætte dem over, dække bord og lave 

mad. Puh ... fred og ro over feltet. Familien er samlet, der skal snakkes og fortælles, men ikke for 

længe. Pigerne, Gerda (16) og Solveig (14), der er ekspeditriceelev, skiftes til at vaske op, så fru Nielsen 

har en lille rygepause efter maden. Ja, en pause, for hun er ikke færdig endnu. Store mængder 

af stoppe- og lappetøj væltes ud på bordet. Manden løser kryds og tværs, nogle børn stikker af, andre 

kommer. Tiden går, hovedet begynder at synke ned på bordet, og øjnene vil ikke holde sig åbne. Aftenkaffe? 

- Nej, ikke hver dag. Når man er seks, giver det så megen opvask. I seng? - Nej, nu skal der 

smøres mad. Manden hjælper til med de 42 stykker leverpostej, ost, italiensk salat og spegepølse, der 

som regel bliver til flere stykker, fordi de børn, der kommer ud i køkkenet, »lige pludselig bliver sultne 

igen«. Og så i seng. Rengøring, klatvask og bagning ordnes lørdag og søndag. Skulle det være noget 

at grine ad? 

Fru Nielsen synes det stadig. Hun kan lide sin tilværelse. Der er en god tone i hjemmet. Man skælder 

ikke ud eller kommanderer, men driller hinanden godmodigt. Man respekterer hinanden, og man 

holder af hinanden. Og skulle det ikke være værd at slide for? - Den lille varevogn, familien tager på 

skovtur i, bedre mad, mere tøj, skulle det ikke være værd at slide for? 

Det er bare monotont. 

Nedenstående kilde er et uddrag af et interview med den 25-årige syerske Karen, der på interviewtidspunktet, 1978, havde 

været 7 år i arbejde. (Rapport fra lavindkomst-kommissionen, nedsat 1976) 

Arbejdslivet. 

... Jeg prøver på., når jeg går ind ad den dør dernede om morgenen, at være fuldstændig tom. Det kan 

man godt sådan oparbejde-fuldstændig at kappe af og ikke spekulere på noget. Man må ikke give sig 

til at spekulere på, hvor mange kasser man kan sy i dag, og hvor meget man skal nå. Det bliver et 

mareridt, hvis man begynder at tanke på, hvis man forestiller sig den ene stabel efter den anden: Det 

skal du igennem, inden du skal gå hjem igen ... Jeg ved godt, at jeg bliver meget upopulær, når jeg siger 

det; men mit arbejde har virkelig ikke interesseret mig ... der er altså heller ingen udfordring i det 

daglige. Det er der jo ikke. Man sidder bare der. Om man skruer i eller syr, det er jo det samme. Man 

laver en proces, altså, og Herre Gud så skal man jo bare køre. Det er bare monotont ... 

Ind imellem er det nu ret barsk, men det er sådan i ryk. Der er ingen tilrettelæggelse, og det er fejlen: 

Så en dag kommer der en hel masse, der skal være færdig klokken 10, og så er der ingenting resten 

af dagen. Det er altså noget underligt noget. Så risikerer vi, at vi må sidde og nulre med et eller 

andet. Når det skal gå stærkt, er det helt utroligt, hvad vi kan nå på den tid ... Hver gang tror hende 

direktricen, at det når vi ikke, og så bliver hun fuldstændig ... Hun farer rundt og råber og skriger og 

rykker det ud af hænderne på folk og smælder og skælder. Og folk, de farer rundt, det er et cirkus. 

24




Det er meget svært at forklare, når man ikke kender stedet og menneskene; jeg ved. at fremmede. 

som er kommet udefra, og som har været andre steder, de tror altså ikke deres egne øjne og ører ... 

De fleste bliver desværre nervøse af det cirkus. Der er jo en del ældre folk, og folk, der har været der 

i lang tid. De er velsagtens arbejdsskadede såvel som alle andre. De er blevet hængende, fordi de 

skulle have et arbejde, og nogle af dem er nervøse. For nogles vedkommende ved jeg, at der bliver 

spist mange tabletter, men det er ikke noget, man snakker om. 

Vores store problem er muskelsmerter. Myoser og dårlige rygge, ondt i benene, man sidder jo i 

monotone stillinger. Man sidder med den ene fod løftet op på en pedal til at løfte foden på symaskinen 

med, og man kører med den anden; den er på speederen, og så kører man. Og så ender det jo 

med, at man sidder og synker sammen ... Jeg sidder faktisk hele dagen i denne her stilling med let 

løftede arme. Man prøver så vidt muligt ikke at løfte skulderen, men armene må være let løftede, og 

så hænger de alligevel. Muskulaturen er selvfølgelig anspændt. fordi den skal holde min arm oppe 

her. Og så kører jeg sådan hele dagen. Det er enormt monotont ... 

Vi får aldrig noget konkret at vide om regnskaber og produktion, og om vi er op- eller nedadgående. 

Men vi får altid at vide, at det går meget dårligt. Ved samarbejdsudvalgsmødet kom der et referat 

på den her størrelse. Direktøren sagde, at »Ja, det går altså så dårligt, konkurrencen er stor, og det ser 

dårligt ud, og olien er dyr, og vi skal alle sammen spare.« Så er vi lige kloge. Vi ved ikke en pind og 

er rent faktisk dømt til at ligge på mindstelønnen: 30,20 kr. ... 

Jeg har været organiseret I hele tiden. Jeg synes bare. at hvis man ikke er det. så står man virkelig 

med håret ned ad nakken, hvis man bliver smidt ud eller behandlet uretfærdigt, eller hvis man virkelig 

bliver underbetalt. Man har jo ingen at henvende sig til eller til at hjælpe sig. Man skal klare ærterne 

selv. Det er straks sværere, når man står alene ... 

Privatlivet 

... Ja. se det er jo det pinlige spørgsmål, det der, om hvad min mand laver herhjemme. For det er simpelt 

hen mig, der kører det herhjemme. Han kan godt overtal, men han tager ikke noget sådan af sig 

selv. 

Jeg står jo op og går på arbejde. Det er ham. der får Tom (7 år) af sted om morgenen med mad og 

tøj, og så reder han sengene, og så kommer jeg hjem, og så laver jeg det, der skal laves. Vi hjælper 

altid hinanden med opvasken og sådan noget også med at købe ind: men det der med at lave maden 

og gøre rent og vaske tøj og sådan noget, det er altså mig. Jeg har i syv år prøvet at sige, om det kunne 

være rimeligt »nej, nej, det er det bestemt heller ikke. man skal deles og alt det der,« det er så 

nemt at snakke om det i teorien, det er så svært, når det skal udføres i praksis ... 

Men så er han til gengæld fantastisk sammen med vores barn, og det har selvfølgelig stor betydning. 

De har det fantastisk sammen, dejligt sammen, i de timer der, har meget respons fra hinanden, 

det er helt sikkert. Hvor jeg måske nok ikke er så - ja uha - vi har det da også dejligt sammen, men 

altså han - de forstår sådan bedre at snakke dybere sammen, end jeg gør ... Tom fortæller sin far alting 

- alting simpelt hen ... jeg føler da nok, at jeg måske ikke har den energi til at være sammen med 

ham, som man jo egentlig burde, fordi man går på arbejde. Så skal man hjem, så skal der købes ind, 

så skal der laves mad, så skal der vaskes, og så skal der måske også gøres lidt rent, og så skal man 

snakke lidt, og så skal man smøre madpakker, og så skal man vaskes - ja, du ved, så er man altså 

fuldstændig mør. Det er jeg i alt fald, og så ville jeg gerne noget andet, nemlig, end netop lige bare gå 

på arbejde og gå hjem og gøre det ... 

Jo, man kan altså ikke sige, at vi sidder hårdt i det mere - det gør vi ikke. Men det er jo ikke i kraft 

af min løn, vel, det er det jo nemlig ikke ... 

Jeg synes, det er for galt …, fordi jeg synes altså, når man går på arbejde hele dagen, så burde man 

også kunne leve af lønnen. Jeg kunne forstå det, hvis man havde syv børn eller sådan et eller andet: 

men vi bor i en snollet lejlighed på 40 m2 og har et barn. Jeg burde altså kunne forsørge os, når jeg - 

når man - går på arbejde 8 timer hver dag ... jeg mener ikke, at jeg skulle forsørge os på den måde, at 

vi skulle på sommerferie og vinterferie og have bil, jeg mener bare, at jeg skulle kunne forsørge os 

med husleje i en nogenlunde ordentlig -lejlighed - også bedre lejlighed end denne her - og så få en 

god, sund mad hver dag og så lidt tøj på kroppen i hvert fald ... 

Jeg har ikke nogen komplekser over, at jeg kun har gået i skole i syv år, men ... jeg kan nok mærke, 

at - også fordi man går sådan tullende du ved, man skal helst ikke tænke for meget, og du ved, man 

bliver enormt sløv, og når man så skal begynde at regne et regnestykke ... Jeg trænger sådan til at få 

lidt skolegang igen, man sakker jo noget bagud, der er sket meget. Om ikke andet, så for ens selvrespekt 

og sådan noget, man føler sig. Man kan jo aldrig lære for meget. Det kan man jo ikke. 

25




Kilde: Peter Frederiksen m.fl.: Grundbog til danmarkshistorien (2006), s.262-265 

Hun og han, 1980 

Uddrag fra en artikelserie af Merete Carlsen om den moderne familie. Alt for damerne, nr. 40, 1980. 

HUN er 34, og har en ledende stilling i en kontorvirksomhed. HAN er 35, og har for nylig startet 

egen virksomhed. De har boet sammen i 7 år og har to børn på 5 og 3 år, som begge er i privat dagpleje. 

De har begge været gift før, og han har et barn fra første ægteskab, som han ser hver anden 

weekend. De bor i et stort hus i en sjællandsk landsby og har hjælp udefra til rengøringen - De er 

spurgt om de samme ting, og har svaret hver for sig. Ingen af dem har læst hinandens svar. I den oprindelige 

artikel er HUN og HAN's svar anført hver for sig. Her er de vigtigste spørgsmål klippet 

sammen med ægtefællernes svar. 

Hvordan kombinerer I familieliv med, at I begge har krævende arbejde? 

HUN: Min arbejdstid er normalt fra 9 til 16.30, selvom jeg har en ledende stilling, så det er mig, 

der tager mig af indkøb, børn, madlavning osv. Min mand har ikke fast arbejdstid. Han er ofte bortrejst, 

og når han ikke er det, kommer han som regel ret sent hjem. Han tager intet af det huslige arbejde 

herhjemme. 

Han har altid været vant til at blive passet i alle ender og kanter, både af sin mor og sin første kone, 

og selvom jeg har prøvet at ændre på det, er det ikke lykkedes mig. 

Jeg kan godt i perioder blive skuffet over, at det er mig, der står med det fulde ansvar for det hjemlige. 

Han siger, at jeg godt var klar over, hvordan han var, før vi fik børn. Det var jeg også, men jeg 

havde faktisk regnet med, at han ville ændre sig, fordi vi begge ønskede de børn. Jeg vil heller ikke 

opgive mit arbejde, og det betyder, at jeg føler mig meget stresset. Jeg har en fornemmelse af, at noget 

af mig forsvinder helt, bliver væk i alle de krav, omgivelserne stiller til mig. Jeg har ofte spurgt 

min mand, om han synes, jeg er den samme pige, som han blev forelsket i og giftede sig med, men 

han slår det hen og siger, at sådan kan man ikke stille det op. 

Min mand har en mere spændende karriere end jeg og møder i højere grad end jeg hele tiden nye 

og interessante mennesker gennem sit arbejde. Derfor kan jeg ikke lade være med at spekulere over, 

om det er lige så spændende for ham at komme hjem til en kone, der er brændt ud efter en lang dag 

med arbejde, børn og husholdning. Det er svært også at have overskud til at være elskerinde og kammerat, 

sådan som man var det, da man kun var to. Når man får børn, bliver hverdagen anderledes, og 

romantikken ryger i nogen grad. Og der er det, jeg føler, at den pige, min mand forelskede sig i, ville 

komme mere frem, hvis han aflastede mig herhjemme. 

Som det er nu, føler jeg mig mere alene med de problemer, end jeg havde drømt om, da vi dannede 

par. Jeg synes, det er mig, der "ofrer" mig og opgiver ting, jeg har lyst til, for familiens skyld. Fx 

havde jeg sidste vinter meldt mig til to aftenkurser, men var nødt til at opgive det ene for at få det 

hjemlige til at fungere, og det var jeg lidt skuffet over. Min mand siger, at jeg bare kan gøre det, jeg 

vil, og at vi godt kan få det til at fungere på en anden måde. Det er også rigtigt, at vi har økonomisk 

mulighed for, at jeg fx kunne tage halvdags job, men jeg ved, at jeg så ville få et mindre spændende 

arbejde. 

HAN: Jeg har altid følt, at det har været på min mors eller min kones betingelser, hvis jeg skulle 

gøre noget hjemme. Jeg har ikke den samme opfattelse som min kone af, hvornår og hvor meget der 

skal gøres rent. Jeg behøver ikke rene skjorter hver dag, og jeg synes ikke, det er nødvendigt at bade 

børnene hver aften. Min kone laver god mad, og det kan jeg godt lide, men jeg har ofte sagt til hende, 

at hun ikke behøver gøre det hver dag. Jeg kan godt leve af leverpostejmadder. Jeg synes, min kone 

gør det sværere end nødvendigt for sig selv ved at påtage sig en masse, som hun ikke behøver, og 

min teori er, at det skyldes hendes egne normer for, hvad en kone "bør". Det er heller ikke sådan, at 

jeg nægter at tage mig af børnene. Når min kone beder mig om at være hjemme og passe dem, fordi 

hun skal et eller andet, siger jeg, at jeg ikke kan love at være hjemme, men at jeg nok skal sørge for, 

børnene bliver passet ordentligt. Det er bare ikke det, hun ønsker. 

Jeg mener, min kone har friheden til at vælge en anden tilværelse, hvis hun vil. Vi har økonomisk 

mulighed for, at hun kan tage halvdagsjob, begynde at lære noget helt nyt eller måske opbygge sit 

eget firma. Det sidste ville selvfølgelig give nogle problemer omkring det hjemlige, som vi ville være 

nødt til at finde en løsning på, men det er jeg også sikker på, vi kunne. Min natur er sådan, at jeg 

26




hverken kan eller vil skille arbejde og privatliv. Og det er nok snarer det, vores problemer med arbejdsdelingen 

hjemme bunder i. Jeg tror, min kone ser mit kraftige engagement i arbejdet som et udtryk 

for manglende interesse for hende og børnene. 

Hvorfor ville du have børn? 

HUN: Af rent egoistiske motiver. Noget med et ønske om at videreføre familien. Jeg synes også, 

det er en enorm udfordring, måske den største i tilværelsen, at have børn. Det er positivt at lære at tage 

hensyn til børn. Det bliver man mindre egoistisk af. Det negative ved at have børn er, at det tager 

meget af overskuddet fra parforholdet. Man har kun tid til det sent på aftenen, når man er ved at være 

brændt ud. Og det kan være farligt. Det er vigtigt også at værne om at få tid til at nyde hinanden. Og 

det gælder også for ham. 

HAN: Små børn er ikke rigtigt mig, men jeg synes, det er fantastisk spændende og inspirerende, 

når man kan begynde at snakke med dem og foretage sig ting sammen med dem til fælles fornøjelse. 

Jeg kunne godt tænke mig at få et barn til. Min betænkelighed ved det ligger i, at små børn jo er en 

arbejdsmæssig belastning. De har presset os endnu mere ud i det traditionelle kønsrollemønster, end 

vi har været, og det ville jo fortsætte en del år endnu, hvis vi fik en til. 

Interesserer I jer for hinandens arbejde? 

HUN: Vi snakker i store træk om, hvad vi hver især har lavet i dagens løb. Men vi går ikke i dybden 

med det. Det orker vi ikke. Det er noget med at ønske fred og et andet liv, når man er hjemme. 

Vi har begge behov for at slappe af, og vi er begge enormt meget hjemmemennesker. 

HAN: Jeg er interesseret i, hvordan min kone befinder sig på sin arbejdsplads, om hun har det 

godt, men jeg interesserer mig faktisk ikke ret meget for, hvad det egentlig er, hun laver. 

Det er også begrænset, hvad jeg selv fortæller om mit arbejde. Det har noget at gøre med, at det er 

et lidt ømtåleligt emne, fordi hun somme tider føler mit arbejde som en trussel mod vores familieliv. 

Men vi snakker altid lidt om, hvordan vores arbejdsdag er gået. Og jeg har mødt fuld opbakning fra 

min kone i forbindelse med, at jeg har startet egen virksomhed. 

Er I enige om, hvordan I ønsker at tilbringe ferie og fritid sammen? 

HUN: Det synes jeg. I weekenderne og de aftener, vi begge er hjemme, slapper vi som regel af 

sammen med børnene og somme tider også med venner og bekendte. I ferierne kan vi lide at rejse 

sammen. Vi tilbringer det meste af ferierne sammen med børnene, og desuden har vi en aftale om, at 

vi i en uge hvert år holder en ferie alene sammen. Så kan vi godt lide at foretage os noget aktivt. Vi 

vil begge gerne besøge storbyer, og vi kan også lide fx at tage på kursus sammen. 

HAN: Absolut. Vi kan begge lide at rejse, især til storbyer, og ingen af os bryder os om at ligge og 

dase på en strand. I det daglige har vi begge mest behov for at slappe af, når vi har fri. 

Snakker I meget om jeres forhold? 

HUN: Ja, mest på mit initiativ. Jeg tror ikke på, man kan ændre hinanden, men man kan lære at 

forstå hinandens bevæggrunde bedre ved at snakke sammen om uenighederne. Vi har lavet en slags 

kontrakt på vores samliv, der bygger på, at vi satser på et livslangt forhold. Vi er selvfølgelig enige 

om, at kontrakten kan tages op til revision om nødvendigt. Vi har endnu ikke ændret på den, men ofte 

diskuteret den igen. 

HAN: Somme tider for meget efter min mening. Sådan at forstå, at det med arbejdsdelingen i 

hjemmet meget ofte står på tapetet, og jeg synes, vi kører i ring. Vi siger det samme hver gang, og 

det kan jeg godt blive lidt træt af. Men jeg er helt klar over, at det er vigtigt at bekræfte hinanden i 

forholdet. Det er også derfor, vi har nedfældet i vores kontrakt, at vi ønsker at leve sammen resten af 

vores tilværelse. Vi har også i kontrakten en aftale om, hvor megen tid jeg må bruge på mit arbejde, 

og om, at jeg skal ringe hjem hver dag, fordi det betyder noget for min kone. Og selv om vi har de 

konflikter, vi har, så har jeg netop bevidst søgt en stærk person at leve sammen med. 

Har I samme politiske holdning? 

HUN: Vi er nogenlunde enige i vores grundholdning og synes begge, det er vigtigt at følge med i, 

hvad der foregå i samfundet, men ingen af os er politisk aktive. 

HAN: Jeg tror, vi har nogenlunde samme grundholdning. Jeg ved ikke, hvad min kone stemmer 

27




på, men jeg har en stærk fornemmelse af, at det ikke er helt det samme som jeg selv. 

Laver I ting hver for sig? 

HUN: Arbejdsmæssigt gør vi det selvfølgelig, men det gælder nu mest min mand. Jeg har også 

somme tider møder uden for den faste arbejdstid, men jeg skal som pige først arrangere børnepasning, 

gøre børnene trygge og i det hele taget sørge for, at baglandet er i orden, og det synes jeg gør 

det sværere for mig. Privat har jeg nogle veninder, jeg ser cirka hver anden måned, mens min mand 

tager ansvaret for børnene. Jeg går til gymnastik og min mand til fodbold en gang om ugen. 

HAN: Jeg går til fodbold en gang om ugen, men ellers foretager jeg mig faktisk ikke noget uden 

min kone, når jeg har fri. Egne venner har jeg ikke behov for i privatlivet. Dem har jeg gennem mit 

arbejde. 

Hvad betyder seksuallivet for dig? 

HUN: Det er vigtigt. Jeg synes stadig, det er lige spændende at elske med min mand. Det er et 

punkt, hvor vi har det fantastisk godt, og det er i hvert fald ikke for nedadgående. 

HAN: Det er meget vigtigt. Hvis min kone og jeg ikke havde haft det så skægt sammen i sengen, 

kunne der godt være opstået nogle problemer. Med sex har jeg det også sådan, at det ikke er kvantiteten, 

men kvaliteten, der betyder noget. Og det er et punkt, hvor vi ikke har nogen problemer. 

Hvordan er din holdning til utroskab? 

HUN: Det går jeg slet ikke ind for. Da mit første ægteskab begyndte at gå ned ad bakke, havde jeg 

nogle forhold ved siden af, og det løste ingen problemer. Jeg tror ikke, utroskab kan redde noget, hvis 

et forhold er dårligt. Og hvis det er godt, tror jeg aldrig, jeg ville være utro. Ikke at det ville være verdens 

undergang, men det ville nok alligevel ødelægge noget. 

Jeg ville tage det som et dårligt tegn, hvis jeg følte trang til sidespring. Det har nok noget at gøre 

med, at jeg synes, man i hvert fald som pige ikke kan lade være med at blive følelsesmæssigt engageret, 

og det er farligt for ægteskabet. Og hvis man ikke bliver det, hvorfor skulle man så gøre det? Det 

ville bare være at forfladige nogle følelser. 

HAN: Jeg ville ikke kunne tåle, hvis min kone var mig utro. Det ville i hvert fald for en tid lægge 

en alvorlig dæmper på mine følelser for hende. Det er vel noget med sårede følelser. Hvis hun skal 

være mig utro, skal det i hvert fald være sådan, at jeg ikke får noget at vide. Til gengæld spørger jeg 

heller aldrig om det - i modsætning til hende. Jeg svarer, at det har jeg ikke behov for, at jeg ikke 

bringer mig selv i de situationer. Men teoretisk har jeg ikke samme opfattelse af, hvad utroskab ville 

betyde for vores forhold, hvis det var mig, der havde sidespring. 

Synes du, erfaringerne fra dit første ægteskab har været dig til gavn i det andet? 

HUN: Helt bestemt. Ægteskabet er hårdt arbejde, og jeg synes, man gør en meget mere bevidst 

indsats for at få det til at gå anden gang. 

HAN: Enormt meget. Det har lært mig, hvor vigtigt det er at holde ud og arbejde med forholdet, 

når der er vanskeligheder. Men selvfølgelig har det også givet problemer, at jeg har været gift før. 

Jeg er tilbøjelig til at glide af over for min første kone, hvis der er problemer, af hensyn til vores fælles 

barn, og det synes min nuværende kone er en belastning. Jeg synes det ikke. Det er en pris, jeg er 

villig til at betale for at have et rimeligt forhold til min tidligere kone og mit barn. Men der har været 

brug for al min diplomatiske sans i den sammenhæng. Og de problemer har jeg en gang for alle sagt, 

at jeg ikke vil diskutere mere. 

Hvordan ville du helst tilbringe nogle fridage alene sammen med din mand? 

HUN: Jeg ville gerne rejse til Paris med ham. Der har jeg aldrig været, og det har jeg ønsket i 

mange år. 

HAN: Jeg ville tage ud at rejse sammen med hende. 

28




Kilde: Lone Rahbek Christensen: Hver vore veje. Livsformer, familietyper og kvindeliv 1987 s. 28 ff. 

(Her fra Ebbe Foged m.fl.: Danmark i opbrud, 1993) 

Livsformer i 80' erne 

A : Hun: mål i familien og middel i hjemmet 

Han: lønarbejde med fritid hjemme 

Laila kommer fra en af Københavns sydvestlige forstæder. Hun begyndte i sin tid på HF, men blev 

aldrig færdig. Hun forsøgte først på det lokale HF, men ”det var lige så flippet, som det nok stadig 

væk er, ikke. Det var sådan noget -. Og så lige i den periode der med - ja, det var ikke andet end druk 

og fester og sådan noget. Det var ligesom ikke rigtig det, jeg - det var ikke mig i alt fald. Det er det 

stadig væk ikke”. Laila forsøgte så i en provinsby, for hun tænkte, ”at sådan ude på bøhlandet, det må 

nok være spændende, ikke”. Men der blev hun heller ikke færdig. 

Så fik hun en lejlighed i Brøndby Strand og kom på kontor i sin hjemby. ”Det nåede jeg så lige at 

blive færdig med, inden jeg blev gift”. Det blev hun med Keld, der er 7 år ældre end hun. Han er også 

fra hjembyen og er udlært murer. De flyttede hurtigt sammen i hendes lejlighed, ”så sparede vi de 

penge, ikke”. 

Da Laila var 20 år blev de gift. Kort efter købte de det hus, de nu bor i. Det er et gult parcelhus, 

der ligger i en udstykning fra begyndelsen af 70'erne. Det ligger i udkanten af en landsby, 7-8 km 

udenfor Vordingborg. Fra stuevinduerne ser man ned på en gammel gård, og der er gadekær i nærheden. 

I huset er der to badeværelser, bryggers, to børneværelser, soveværelse, og vinkelstue med køkken. 

De har stationcar, B&O farve-TV, opvaske- og vaskemaskine, tørretumbler og skabs- og kummefryser. 

I huset bor de sammen med deres to børn, Mads på 6 og Bolette på 1 år - og en stor hund. 

Keld arbejder som flyttemand. Fra Laila blev gift, til hun fik det ældste barn, havde hun arbejde to 

dage om ugen, bortset fra en periode på tre måneder, hvor hun arbejdede heltids. ”Det var for meget. 

Men altså de to dage om ugen der - det var 15 timer - det var helt fint, ikke. Også selvom jeg ikke 

havde nogen børn. Jeg kunne sagtens få tiden til at gå. Og så blev det hele ordnet; og når så Keld 

kom hjem, ikke, så kunne vi lave lige, hvad katten vi havde lyst til, fordi der var bare ikke nogen forpligtelser 

længere, vel. Og det er sådan, jeg mener altså, det er sådan, vi godt vil have det igen, ikke”. 

Men Laila gad ikke arbejde på kontoret. Fra hun var ganske lille, har hun selv syet sit tøj. Det kan 

hun lide. I den tid de har boet i huset, har hun gået til syning i Vordingborg. Via lærerinden der, hørte 

Laila om en skole i København, hvor hun kunne få sig en uddannelse inden for det, hun kunne lide at 

lave. Det er nu et år siden, hun er blevet færdig. 

Et par dage efter hun blev færdig, fødte hun sin datter. 

Laila står et par timer senere op end Keld først efter han er taget af sted. Mads er i børnehave om formiddagen. 

Den tid bruger Laila til forefaldende arbejde, men især til at lave snitmønstre og modeller, 

som hun kan bruge i noget aftenundervisning, som hun regner med at få engang. Samtidig skal Bolette 

passes. 

Ved halvet-tiden henter Laila Bolette og Mads. Der er ikke ret langt til børnehaven, men det kan 

godt tage en times tid. De fodrer ænder og dådyr på hjemvejen - og køber eventuelt mælk og brød 

ind. »Og når vi så kommer hjem, så hygger vi os med noget frugt og noget at drikke - eller hvad vi 

nu skal have. Og så kan jeg jo godt lave noget ind imellem«. Det er rengøring. »Det kommer i 10. 

række, altså, det gør det faktisk«. Måske spiller hun og Mads et eller andet spil, eller hun syr. Bolette 

kommer ud at sove. 

Et sted mellem kl. 2 og 7 kommer Keld hjem - alt efter travlheden. Normalt inden halvfem. 

»Nogen gange kan det godt irritere mig, hvis han kommer før kl. 4. Det er flovt, ikke. Så kommer 

han og siger: »Skal vi ikke have te og hygge os« - så har han taget et eller andet med fra bageren. Så 

skal man sidde de og spilde sin tid på det«. (Latter) For når Bolette kommer ud og sove, forestiller 

Laila sig, at hun lige kan nå det eller det. Og det kan hun så ikke, hvis Keld kommer tidligt hjem. 

Det er Laila der ordner det meste i familien. »Det har været meningen fra starten. Det kan godt lyde 

lidt gammeldags, ikke«. Men det er Keld, der bader ungerne og lægger dem i seng. Laila siger: 

»Jeg har altså det princip, at når jeg er herhjemme, så - det jeg laver om dagen, det skal gøre det ud 

for et arbejde, sådan så alt det huslige, ikke også - det må jo høre til, som hvis jeg var væk hjemmefra«. 

29




»Efter aftensmad hygger vi os. Vi ser som regel kun TV-avisen, hvis vi overhovedet når det, så 

bliver der slukket, og så laver vi noget andet. Det er derfor, der ser så rodet ud her alle vegne, på hylder 

og sådan noget, ikke. Ting og sager der står og er ved at blive lavet ikke«. Laila strikker for eksempel. 

Keld maler malerier og bygger skibsmodeller. »Han går til maling hver onsdag, ellers kommer 

han jo heller aldrig nogen steder. Ellers sidder vi og laver et eller andet, det er sådan meget hyggeligt«. 

Keld underholder ofte Mads, når han er hjemme. De leger og tegner og maler, og Mads får lov til 

at bruge værktøjet, når de bygger skibe sammen. De går også ture med hunden. 

Politiske diskussioner kan ødelægge hyggen. »Vi er ikke aktive, men vi går selvfølgelig op i det. 

Men det er aldrig noget, vi diskuterer med folk. Vi er helt almindelige. Vi snakker ikke med nogen 

om det. Der er ikke noget, man bedre kan blive uvenner over, vel. Mange gange«. 

En aften om ugen underviser Laila et par timer i aftenskolen. Men hun satser på at få lidt mere 

med tiden. »Men altså ikke mere end at jeg selv vil have lov at bestemme, vel. Fordi jeg kan ikke 

holde ud at være 40 timer væk. Det har jeg prøvet - altså jeg prøvede det et stykke tid, og det varede 

kun tre måneder, hvor altså - vi desværre mistede en masse porcelæn, fordi jeg blev lidt hysterisk ind 

imellem. Jeg gider ikke, vel. Og Keld altså han er 7 år ældre, end jeg er. Han er ikke ligefrem - og 

slet ikke med den mor han har vel - opdraget til, at du ved »nå, nu tager jeg det«. Altså han støvsuger, 

og han gør ved, men altså det er ikke det samme. Hvis det først bliver en pligt, så duer det ikke, vel. 

Altså han kan godt sige: »Oh, jeg synes sgu, der trænger til og blive støvsuget - alle de hundehår - nu 

tager jeg lige støvsugeren«. Så er det i orden, men altså hvis man først begynder og sige: »Gud, nej 

nu må du støvsuge, så laver jeg det, og du gør det - så duer det ikke, vel«. 

»Det er også, fordi Mads han skal gå i skole inde i byen, så vil jeg godt være her. Fordi jeg skal 

følge ham ned til bussen, og jeg skal også hente ham igen, ikke - i hvert fald det første stykke tid, ikke. 

Så det er en meget god løsning, ikke. Men altså jeg vil helst kun have noget, der måske er 20 timer 

- mere gider jeg altså ikke«. 

B : Kvinde med integreret hjem-familiepraksis, der ikke trives som bagland 

Hanne er 40 år og gift med Thomas på 41. Han er kemiker i en stor dansk virksomhed med afdelinger 

mange steder i verden. De bor i en by ved Øresundskysten nord for København i en moderne 

rækkehus bebyggelse. De har to drenge på 13 og 9 år. 

»Hanne og Thomas har via deres familie kendt hinanden næsten altid. De har været forelskede siden 

realen og blev gift, da de var 21 og 22 år gamle. Hanne har som så mange baglandskvinder haft 

udearbejde i begyndelsen af ægteskabet. Hun er uddannet socialpædagog og var i 6 år ansat et sted, 

hvor hun var meget glad for at være. Imidlertid var Thomas blevet færdig med sin uddannelse, sin 

værnepligt og var blevet ansat i det firma, hvor han stadig er. 

I 71 kom han en dag hjem og sagde, at om 14 dage skulle de flytte til USA for 2 år. Så Hanne 

måtte jo sige op. Thomas rejste af sted, mens Hanne ordnede alt med nedpakning af huset, opmagasinering 

etc. De lejede et skønt hus i Los Angeles. Hver dag gik Hanne ture i byen, så på butikker og 

gik på museer med den ældste søn, der endnu var baby. Hun havde sin mor med de tre første måneder. 

Hanne havde det forfærdeligt, fordi hun aldrig havde prøvet at gå hjemme. En dag mødte hun på 

gaden en anden dansk baglandskvinde, de faldt i snak og blev veninder. De to ægtepar kommer stadig 

meget sammen. 

Da de to år er gået, beslutter de at blive der to år til. De flytter så til et andet hus tættere på det 

sted, hvor Thomas arbejder. Hanne tager hjem og får deres egne møbler sendt derover. Nu begynder 

hun at gå på skole to dage om ugen til noget sprogundervisning. 

Da de vender hjem i begyndelsen af 76, køber de det hus, de bor i nu. Dermed flyttede de til det 9. 

sted på 10 år. Der er gjort meget ud af bebyggelsen, der ligger tæt ved en kystbanestation og ved institutioner 

til børnene. Der er fra stuen udsigt over Øresund. De andre beboere er læger, civilingeniører 

osv. Altså folk som Thomas og Hanne…. 

Da familien kom tilbage fra USA, ville Hanne gerne have job igen. Men da hun havde de to børn 

på 3 og 51/2 år, var det lidt svært. Især fordi det ville være synd at anbringe den ældste i børnehave i 

den korte periode, inden han skulle begynde i skole. Hanne vidst jo, at børnene hang på hende, hvis 

Thomas skulle til møder eller ud at rejse. Så hun valgte at være hjemme, men kunne ikke holde det 

ud. Så da den store begyndte i skole, gik hun ind i en ordning med at passe et par af børnene fra kvar- 

30




teret efter skoletid. Desuden havde hun en overgang et rengøringsjob, hun kaldte det »at gå til støvsugning«. 

Hendes mand var revnende ligeglad med, at hun gjorde rent for andre. Efter et stykke tid 

fik hun et halvdagsjob som tandprofylaksedame på en skoletandklinik. Ferierne der passede fint med 

børnenes. Hanne og den veninde, hun havde truffet på gaden i LosAngeles- der også var flyttet tilbage 

til Danmark igen - ville holde et sabbat år sammen, hvad deres mænd syntes, var en god ide. Det 

ville de starte på, når deres børn var kommet i henholdsvis skole og børnehave. De valgte en kunsthåndværker-uddannnelse, 

hvor de fik farvelære, kunsthistorie og håndværksmæssig viden og kunnen 

om vævning. I første omgang ville de kun gøre det i et år. 

Den afdeling af det firma, Thomas er ansat i, sælger know how i udlandet. Derfor må Thomas rejse 

meget ud til de steder, hvor arbejdet står på. For tiden arbejder han dels i København dels i Sydamerika. 

Om kort tid skal han dog flytte derud for at bo der fast et år. Hele familien skal flytte med. 

Det har voldt lidt problemer, fordi Hanne har valgt at udvide sit sabbatår til at blive en fuldførelse af 

en uddannelse. Denne er hun først færdig med en måned efter, at Thomas skal begynde fast derude. 

Drengene og Thomas kunne flytte derud og bo alene i det hus, Thomas har lejet, hvortil der hører tjenestefolk. 

Men det tillader virksomheden ikke. Hustruen skal med for at styre hjem og familie, så 

mandens tanker ikke forstyrres deraf. Firmaet skal imidlertid bruge Thomas' viden, så de har været 

nødt til at gå på kompromis. Thomas og drengene skal så bo på hotel den første måned. Hanne flyver 

derud den dag, hun afslutter sin uddannelse. Hun glæder sig til at skulle bo i troperne; hun skal være 

medlem af en c1ub, hvor man kan være sammen med andre europæere. Der er pool og tennisbaner 

etc. i c1ub'en. 

Hanne synes, at Thomas' firma er meget mandschauvinistisk, på den ene side tager de ikke spor 

hensyn til konerne, og på den anden side kan de ikke undvære dem. Mændene kan jo ikke klare sig 

uden. Der skal for eksempel være nogen til at handle, mens butikkerne er åbne, hvad der kan være 

umuligt for mændene, der ind imellem skal deltage i lange uventede møder. 

31




Kilde: Peter Frederiksen m.fl.: grundbog til danmarkshistorien, 2006 

Familien lever, 1955-1958 

I begyndelsen af 1950erne talte man bekymret om ægteskabets krise, derfor Ønskede man i København 

at belyse børnefamiliernes situation gennem en større undersøgelse. Man bad bl.a. en række 

yngre præster om at følge nogle unge familier, hvis første fællesbarn de havde døbt. Den gang blev 

så at sige alle børn døbt. Blandt disse familier var familien O 

Uddrag af "Familien lever. En familieundersøgelse" ved Kirsten Auken, m.fl. Påbegyndt 1954, udgivet 

1962. 

Familien O 

Familien besøgt 1. gang 25/5 1955. 

Data: Fabrikant Peter Olsen, født i Tårnby d. 23/3 1927 og Kirsten Sørensen, født i Hillerød d. 9/1 

1930, blev viet i en kirke i København d. 9/1 1954. Bagefter var der middag i lejet selskabslokale 

med 35 gæster. Det var "rigtigt" bryllup med karet og hvid brud. Dagen efter rejste de nygifte på en 

14 dages ferie til Norge. 

Familien bor nu Blomstervej 14. 

Første fællesbarn (Gorm) blev født på klinik d. 8/2 1955 og døbt d. 22/5 1955. Faddere og bedsteforældre 

var til frokost hos parret efter hjemkomsten fra kirke, og senere på dagen var der middag for 

16. 

Personlige forhold: Manden er grosserersøn, yngst af to drenge. Broderen er ingeniør, gift. Faderen 

døde for et par år siden. Moderen lever og bor i den anden ende af byen, har aldrig haft arbejde 

uden for sit hjem. Hr. O. voksede op i et solidt, borgerligt milieu i København. Efter realeksamen 

blev han handelsuddannet (Schmidt & Co.). Så fulgte soldatertiden og supplerende faglig uddannelse 

i Tyskland og England. Kom derefter ind i faderens firma, men ville gerne være selvstændig. For et 

par år siden startede hr. O. sin egen virksomhed. Der var temmelig mange vanskeligheder i begyndelsen, 

men nu er det hele langsomt ved at komme i god gænge. 

Hr. O. har været gift før - med en engelsk dame. Ægteskabet varede kun få måneder og var en 

"misforståelse". Der var ingen børn. Hr. O. var skilt, da han ved en privat havefest mødte sin nuværende 

hustru. De havde kun kendt hinanden i 6 mdr., da de holdt bryllup – på hustruens fødselsdag. 

"Vi vidste med det samme, at det skulle være os, så der var ingen grund til at vente." Fru O. er eneste 

datter af overlærer. Begge forældre lever og bor nu i København, hvortil de flyttede, da datteren var 6 

år. Fru O. havde en god og tryg barndom med moderen som det samlende midtpunkt i hjemmet. 

"Mine kammerater holdt så meget af at komme hos os. Jeg havde det dejligt og kunne snakke med far 

og mor og alt." 

Efter studentereksamen var fru O. et år i huset i England, fik derefter sygeplejeruddannelse, som hun 

var meget glad for. Færdig 1953. Hun opgav sit arbejde på et herværende hospital ved brylluppet, og 

der er i øjeblikket ingen ønsker eller planer om udearbejde. Hendes mand kunne heller ikke tænke 

sig, at hun skulle arbejde ude som gift. (...) 

Økonomi: Hustruen fik ved brylluppet 1.000 kr. af sine forældre. Pengene er sat ind på en bankbog. 

Tjente, da hun holdt op med arbejde, 600 kr. mdl. Manden kan ikke opgive nogen bestemt indtægt 

hverken ved bryllup eller nu. "Den svinger jo en del på en nystartet fabrik." Han ville helst ikke 

snakke økonomi. Dog: til husholdning beregnes 300 kr. mdl. Ingen får faste lommepenge. Manden 

står for økonomien; det giver ikke anledning til diskussion mellem dem. Der er aldrig købt på afbetaling. 

Fritiden: Begge holder meget af at gå i teater. Der er aldrig problemer med at få nogen til at passe 

drengen, for begge bedstemødre vil hellere end gerne komme. Fru O. passer på, at vagterne bliver 

fordelt, så ingen skal føle sig snydt. Hr. O. har et par hundrede grammofonplader, både klassisk og 

jazz, og udvider stadig samlingen i ny og næ. Hustruen har tidligere spillet en del tennis, men er ikke 

kommet i gang efter brylluppet. Har i flere år gået på franskkursus hver vinter, dog ikke den sidste. 

Begge er politisk interesserede og i øvrigt velorienterede om tidens spørgsmål. Holder en fast morgenavis 

og køber desuden Information om lørdagen. 

Om søndagen nyder man at være sammen hjemme. Det hænder, at hr. O. står op og serverer morgenkaffe 

for fruen. Kirkegang af og til. Ofte kommer bedsteforældrene på besøg hos parret. Mange 

sommersøndage går med arbejde i haven. Sidste års sommerferie blev tilbragt hjemme; man havde jo 

lige været i Norge på bryllupsrejse. Der er ingen rejseplaner i år. 

32




Naboerne har man et venligt forhold til. Ikke egentlig omgang, men der sludres ofte over hækkene. 

Barnet: Vejede ved fødslen 3050 g. Ammes stadig. Han var både ønsket og planlagt, og begge er 

glade for ham og tager sig kærligt af ham. Begge vil gerne have et par børn mere, men ikke de første 

to år. De regner selv med at kunne bestemme tidspunktet. 

Besøget forløb hyggeligt. Fruen kom med sherry, hendes mand bød cigarer, og samtalen gik frit og 

utvungent. Begge er velbegavede og vant til at omgås mennesker. Fruen er høj, slank og mørk, hurtig 

i tankegang og replik. Fabrikanten er en kraftig, flot mand, godsindet og meget rolig. De må have gode 

betingelser for at klare et ægteskab. 


Fru O. var alene hjemme med Gorm, der var anbragt i sin kravlegård inde i stuen, så hans mor 

kunne holde øje med ham fra køkkenet, hvor hun pudsede sølvtøj. Det meste er bryllupsgaver. 

Alle er og har været raske. Gorm har end ikke været forkølet, men fru O. er også meget omhyggelig 

med at passe ham. Han blev ammet i alt 8 mdr. 

Familien har fået telefon (G R 717). Ægtefællerne blev enige om, at det var uforsvarligt at være 

foruden, når der var et lille barn i huset. Ellers ingen nyanskaffelser. Fru O. har fået konto i Magasin, 

100 kr. mdl. 

Man lever fredeligt og stille. Der er temmelig travlt på fabrikken i øjeblikket, så manden kommer 

ofte sent fra kontoret. Fru O. læser en del, når hun sidder alene om aftenen. 

Her er skinnende rent over det hele. I et hjørne af stuen hænger adventskransen. Ægtefællerne vil 

holde jul hjemme i år. De vil gerne skabe deres egne traditioner, også for drengens skyld, selvom han 

endnu er så lille. 

Alt vel her. 


Fru O. ringede mig op og spurgte, om jeg snart kom, hvorefter vi aftalte besøget i går aftes. Alle 

var hjemme. Gorm sprang rundt i stuen iført pyjamas, da jeg kom. Han er en køn, ret lang dreng med 

brune øjne. Der synges aftensang for ham. (.. .)Fabrikanten har det sidste år været meget optaget af 

sin virksomhed, for meget, synes hustruen, som ikke er helt tilfreds. "Han er da gift med mig og ikke 

med sin fabrik, " siger hun lidt iltert. Hun er absolut interesseret i sin mands arbejde, men finder det 

urimeligt, at der slet ikke kan blive tid til lidt hjemmeliv… 

Forældrene kommer ret ofte på besøg. I sidste uge var ægtefællerne med drengen til fødselsdag 

hos mandens mor. Aftenen efter var her et par forretningsforbindelser til middag, men ellers lever 

man som sagt lidt stille i vinter. Fru O. er med i en lille venindekreds af tidl. sygeplejersker, som spiser 

frokost hos hinanden en gang mdl. og snakker "pigesnak". (...) 

Bortset fra problemerne omkring mandens overarbejde synes der ikke at være vanskeligheder. "Vi 

har det jo alligevel godt, " siger de. Det er også mit indtryk. 


Familien er blevet forøget med en datter, et yndigt lille menneske, der blev født på klinik 20.jan. i 

år. Hun var både ønsket og planlagt. Efter forældrenes udsagn er hun jordens skikkeligste barn - om 

dagen. Om natten er det så som så med freden. Parret benytter lejligheden til at bestille barnedåb 2. 

påskedag. Manden vil selv bære sin lille datter, hustruen bar jo sønnen. 

Gorm har fået lov at komme med i kirke til dåben. Han er en glad og sund dreng, god af sind. Forleden 

havde han lagt sin store tøjhund ned i vuggen til den lille søster, hun skulle også have noget at 

lege med! Der har ikke hidtil været vanskeligheder med ham. Forældrene tager ham kærligt og bestemt. 

På sin tre års fødselsdag havde han fem små legekammerater fra vejen til chokolade. Han skal 

ikke i børnehave. 

Fru O. har fra 1. dec. haft en ganske ung pige til at hjælpe sig i huset. Hun får 175 kr. mdl., bor 

hjemme. 

Familien fik folkevogn sidste efterår. Endnu har kun husherren kørekort, men det er meningen, at 

fruen skal havde det til sommer. Fabrikken går godt nu. Alle begyndervanskeligheder synes overstået, 

og man er begyndt at eksportere; det drejer sig om nogle spec. små maskindele. 

Økonomien volder ingen vanskeligheder her. Årsindtægten ligger på "omkring 30.000 kr." Det er 

stadig manden, der står for økonomien, men hustruen får alt, hvad hun skal bruge…. 

33

Grundforløbskompendium Velfærdsstaten 2006

You also want an ePaper? Increase the reach of your titles

Delete template?

Save as template?