Download tekstsamlingen om Indien E (pdf-dokument) - Moesgård ...

_________________________Moesgård Museum • Unesco Materialesamlingerne • Indien E 

INDIEN E 

SERAIKELLA 

En maskelandsby i Indien 

Indsamlet af Niels Roed Sørensen i 1985-1986. 

Etableret af Vibeke Asmussen og Niels Roed Sørensen 1991. 

Revideret 2001-2002 af Peter Bjerregaard. 

Hent den aktuelle tekstsamling eller læs aktuelle fakta på: 

www.moesmus.dk/unesco 

Seneste opdatering: 24. juni 2012 

Lærervejledning ............................................................................................................................................... 2 

Geografi, historie og befolkning ...................................................................................................................... 5 

Chhaudansens historie ...................................................................................................................................... 9 

Sri Kedar-truppen ........................................................................................................................................... 11 

Sahu-’storfamilien’ ........................................................................................................................................ 13 

Oversigt over kasterne i Seraikella ................................................................................................................. 15 

Cricket ............................................................................................................................................................ 16 

Sumit holder Ganesh-puja .............................................................................................................................. 18 

Genstandsliste ................................................................................................................................................ 20 

Billedserie 1: En tur rundt i byen ................................................................................................................... 40 

Billedserie 2: Arbejde, skole og fritid ............................................................................................................ 44 

Billedserie 3: Chhaudansen i Seraikella ......................................................................................................... 48 

Billedserie 4: Dansefestivalen ........................................................................................................................ 51 

Billedserie 5: Sahu-’storfamilien’ .................................................................................................................. 55 

Fotomappe om Chhau dans og kostumering .................................................................................................. 57 

Side 1 af 58 - Indhold


Lærervejledning 

Unesco-samlingen fra Seraikella blev oprindeligt etableret af Niels Roed Sørensen i 1991 på baggrund 

af indsamlinger foretaget i 1988. I 2002 er samlingen blevet revideret på baggrund af indsamlinger 

foretaget af Hans-Christian Jacobsen og Peter Bjerregaard i 2000 – med stor hjælp fra Prakash og 

Malay Sahu. 

Overordnet er det denne samlings mål at belyse to temaer. For det første, viser den vigtige dele af 

dagligdagen i en by på landet i Indien. På trods af regionale forskelle, er der også store ligheder i den 

måde hverdagen leves på rundt om på landet i Indien. Disse ligheder angår økonomiske forhold, 

forholdet mellem forskellige kaster, betydningen af hinduismen i dagligdagen, beklædning m.v. Derfor 

kan denne samling anvendes som en generel beskrivelse af livet på landet i Indien. 

Det andet overordnede tema i samlingen er chhau dansen i Seraikella. Chhau dansen har og har haft 

stor betydning for befolkningen i Seraikella, både hvad angår forholdet mellem folk i byen og byens 

forhold til dens omverden. Derfor kan man heller ikke beskrive Seraikella uden at lægge stor vægt på 

byens dans. Chhau dansen berører desuden temaer som dans, teater, musik m.v. som også er kendte 

herhjemme, så samlingen ud over det regionale også kan bruges til at diskutere mere universelle 

temaer som, hvordan stemninger og følelser kan se ud i masker og bevægelse og hvordan dans, 

drama og ritualer kan beskrive fænomener, vi ikke er opmærksomme på i vores dagligdag. 

Materialerne 

Indien E består som alle andre Unesco-samlinger af en stor mængde forskellige materialer. Det kan 

være svært at danne sig et overblik over hele samlingen og dens anvendelsesmuligheder. Men lad os 

starte med en generel oversigt: 

Materialer i Unesco Indien E: 

• Litteratur 

• Bøger 

• Tidsskrifter 

• Web-sider 

• AV 

• 5 billedserier på DVD 

• Musik CD 

• 3 film på DVD 

• Tekster (3 generelle og 4 tematekster) 

• Tekstmappe 

• Genstande, ca. 250 stk. 

Hjørnestenen i samlingen er genstandene. Genstandene kan deles op i følgende underkategorier: 

• Husgeråd og redskaber 

• Hygiejne og personlige effekter 

• Tøj 

• Skole 

• Leg og fritid 

• Religion 

• Chhaudansen 

Dermed dækker genstandene livet i Seraikella bredt. Derfor er det også op til brugeren at vælge ud i 

hvilke genstande, man ønsker at anvende, da man sagtens kan anvende samlingen uden at anvende 

alle genstandene. 

Vi går naturligvis ud fra at alle genstandene bliver brugt med omtanke, så samlingen forlader brugeren 

i samme stand som den ankom. Men det betyder ikke at genstandene kun er til udstilling. Ideen ved 

Unesco-samlingerne er, at man ikke kan læse sig til alt – ved at se ”fremmede” genstande i brug eller 

ved selv at bruge dem, opstår der ofte refleksioner over de vilkår af forskelle og ligheder mennesker 

lever under rundt om på Jorden. Derfor: brug genstandene, men med omtanke. I visse tilfælde kan det 

være en ide selv at kopiere genstandene, hvis man ønsker at anvende dem. 

Side 2 af 58 - Lærervejledning


Teksterne i Indien E er delt op i to kategorier - generelle tekster og tematekster. 

Generelle tekster: 

Generel introduktion 

Sahu storfamilien 

Chhaudansens historie 

Kasteoversigt 

Tematekster: 

Ganesh-puja 

Sri Kedar truppen 

Cricket 

De generelle tekster er tekster, man bør gå igennem. Disse tekster handler om livet i Seraikella 

generelt og om chhaudansens betydning i byen. Temateksterne retter sig mere mod forskellige typer 

anvendelse af samlingen. Disse tekster indeholder ekstra oplysninger om specifikke emner eller 

anvisninger i, hvordan man kan anvende bestemte typer af genstandene. 

Derudover indeholder tekstmapperne specifikke oplysninger, som ikke er inkluderet i de andre typer 

tekster. Her finder man f.eks. et kort over Sahu-familiens hus, indiske pengesedler, anvisninger i at 

iføre sig sari m.v. Det er op til brugeren selv at gå disse mapper igennem (efter at have læst de andre 

tekster) for at se hvad der kunne være relevant at anvende. 

Da tekster i sig selv kun kan give et lille billede af livet i Seraikella, er der vedlagt et omfattende AVmateriale 

til samlingen for at sætte lyd og billeder på byen. Som ved genstande og tekster gælder det, 

at AV-materialet er så stort, at brugeren selv bør vælge ud ved starten, hvilke billedserier, film m.v. der 

kan være relevante for brugen af samlingen. 

Billedserierne giver indblik både i hverdagslivet i Seraikella samt i chhaudansen og de store 

forårsritualer, chhaudansen er knyttet til. Ud over at sætte billeder på mange af oplysningerne i 

teksterne, indeholder teksterne til billedserierne mange nye oplysninger. Teksten til hver serie indledes 

med en kort introduktion, så brugeren hurtigt kan vælge hvilke serier, han/hun vil bruge. 

Der er tre film i samlingen. To af dem er lavet af Niels Roed Sørensen, som stod for den oprindelige 

Seraikella-samling. ”Maskemageren i Seraikella” (1972) handler om den nu afdøde maskemager 

Mahapatra. Filmen følger Mahapatra og fortæller om, hvordan maskerne bliver lavet og om 

betydningen af deres udformning. ”Seraikella - en by ved en flod” (1993) er et filmportræt af Seraikella. 

Filmen er uden speak, men tager os gennem byen i billeder og lyd. 

I foråret 2002 dækkede et filmhold fra Moesgård forårsritualerne i Seraikella. Projektet blev aldrig 

færdigt, da vi ikke opnåede midler til at redigere det store materiale. Vi har dog valgt at vedlægge en 

præsentationsfilm ”I Selskab med Guder”, der viser 5 minutters præsentationer af de tre film, der 

skulle være kommet ud af projektet. 

Endelig findes der musik cd’er i samlingen. Disse cd’er giver eksempler både på klassisk indisk musik, 

chhaumusik og moderne filmmusik. 

Brugen af samlingen 

De virkelige eksperter i brugen af Unesco-samlingerne er brugerne. Det er brugerne og ikke de 

etnografer, der har lavet samlingerne, der har erfaring med at anvende genstande i undervisning. 

Derfor vil vi heller ikke i denne lærervejledning komme med udførlige anvisninger i anvendelsen af 

samlingen. 

Men vi vil dog give nogle overordnede ideer: 

Som nævnt er ideen, at genstandene skal bruges. Dette kan gøres på mange måder. Ud over at 

anvende husgeråd og redskaber til madlavning m.v. kan genstandene bruges i den daglige 

undervisning i klassen. Således kan skolebøgerne med fordel anvendes i matematik, engelsk m.v. 

Skolebøgerne vil indeholde temaer, der kan genkendes fra den hjemlige undervisning, men det vil 



falde i øjnene, at bøgerne er bygget anderledes op, end vi er vant til herhjemme, og at man finder fag, 

som ”Moral Virtues”, der ikke er en del af det sædvanlige skema herhjemme. 

Nogle af genstandene er grupperet til en bestemt funktion. F.eks. kan de religiøse genstande 

anvendes til at opstille en ceremoni (puja) som beskrevet i temateksten ”Sumit holder Ganesh-puja”. 

Her er det meningen at man anvender røgelsespinde, kamferterninger m.v. Men anvend disse ting i 

begrænset omfang, så der også er til de næste brugere. 

Endelig er der genstandene til chhaudansen. I samlingen findes dragter til dansene ”Radha-Krishna”, 

”Spøgelset” og ”Tigeren”. Det er ikke intentionen, at eleverne skal kunne udføre disse danse, som de 

ser ud i Seraikella. Som det bliver nævnt flere gange i teksterne, er et af de afgørende elementer i 

dansene fra Seraikella, at man skal kunne gengive genkendelige følelser og figurer. ”Radha-Krishna” 

er en kærlighedsdans, ”Spøgelset” er en komisk figur og ”Tigeren” prøver at gengive en tigers 

naturlige bevægelser. 

Med udgangspunkt i disse temaer (eller andre temaer I selv finder på) vil vi opfordre til at eleverne 

laver deres egne danse, hvor de prøver at gengive de nævnte følelser og figurer. Man kan evt. udvide 

dette og lave sine egne masker med andre udtryk og figurer, som kan anvendes i andre danse. Hvis 

man ønsker at holde fast i det indiske tema, kan man udvælge episoder fra Ramayana (IN.E 173) eller 

Mahabarata (IN.E 262) som udgangspunkt for dansene. 

Vi håber, I får glæde af samlingen! For at kunne gøre den bedre, vil vi opfordre alle brugerne til at 

vedlægge gode ideer samt evt. forslag til forbedringer af samlingen bagerst i lånermappen og udfylde 

det vedlagte evalueringsskema. 



Geografi, historie og befolkning 

Geografi og klima 

Seraikella ligger i det nordøstlige Indien, i delstaten Jharkhand. Hvis man skal finde Seraikella på et 

kort, er det nemmeste først at finde den nærmeste storby, Jamshedpur, som ligger ca. 300 km vest for 

Calcutta. På et godt Indienskort, kan man finde Seraikella lige sydvest for Jamshedpur. 

Området omkring Seraikella er højslette med enkelte små bjerge. Byen er omgivet af små rismarker. 

Syd for byen løber floden Kharkai, som har stor betydning for byens indbyggere. Det er her de fleste 

bader og vasker deres tøj, foruden man henter sten og ler til bygning af huse m.v. 

Mineraler 

Seraikella ligger i et område, der er meget rigt på mineraler. De nærmeste storbyer Jamshedpur og 

Tatanagar (der er vokset sammen til én stor by) er etableret af den store industrimand, Jamshed D. 

Tata, som opkaldte de to byer efter sig selv. Jamshed D. Tata valgte at placere en væsentlig del af 

sine fabrikker i området, fordi man her både finder kul og jern samt mineraler til udvinding af glas. 

På grund af de store stål- og jernindustrier er området omkring Jamshedpur og Tatanagar præget af 

forurening. Lige udenfor Jamshedpur ligger der store bjerge af det kulagtige slagger, som er et 

affaldsprodukt fra stålproduktionen. 

Når man kommer ud til Seraikella, er man væk fra den store industri, men mange folk fra Seraikella 

arbejder på fabrikker i Jamshedpur, Tatanagar og Raurkella mod nordvest. 

Klima 

Man siger området har fem årstider: forår (ca. 15/2-15/4), sommer (ca. 15/4-15/6), monsun (ca. 15/6- 

15/8), efterår (ca. 15/8-1/11) og vinter (ca. 1/11-15/2). Der er stor forskel på årstiderne. Sommeren er 

som regel tør og varm med temperaturer på op til 45 °C, mens vinteren kan være temmelig kold med 

temperaturer ned til omkring frysepunktet. 

Sommeren er så varm at livet i byen ofte går i stå, fordi ingen kan holde til at lave noget. Når 

sommeren er på sit højeste, søger de fleste ind i skyggen i deres huse om dagen, og er kun ude tidligt 

om morgenen og om aftenen. Sommeren bliver brat afbrudt af monsunen, den indiske regntid, som er 

varm og meget fugtig. Det regner ikke konstant under regntiden, men der kommer gerne et eller to 

voldsomme regnskyl i løbet af dagen og ofte er der også voldsomme tordenbyger om natten. 

Monsunen er en befrielse efter den tørre og varme sommer, og regnen er helt afgørende for høsten. 

Men monsunen kan også være farlig. I Orissa, som ligger lige syd for Seraikella, har man flere gange 

oplevet store oversvømmelser og tyfoner i forbindelse med regntiden. 

Byens historie 

Området omkring Seraikella var oprindeligt beboet af ikke-hinduistiske stammefolk. Man ved ikke 

meget om, hvordan stammefolkene har levet, men der går flere overleveringer om dem i byen. 

Oprindelsesmyter 

En historie fortæller, at der fandtes to stammer i området, bhuyan og oraon, som kæmpede om 

magten. En gang inviterede bhuyan-stammen sine fjender til en stor fest for at de to grupper skulle 

slutte fred. Oraon’erne mødte op til festen, men hvad de ikke vidste var, at maden var forgiftet med et 

sovemiddel. Derfor faldt alle oraon’erne i søvn efter middagen og bhuyanerne kunne slå dem ihjel og 

blive eneherskere i området. 

Men bhuyan’erne havde problemer med at kontrollere området, fordi de ikke kunne ride på heste. 

Hver gang de satte sig op på en hest vendte de i den gale retning. Derfor bestemte de sig for, at de 

første fremmede der kom til området, som kunne ride på heste, skulle gøres til konger. Da rajputterne 

(den nuværende kongekaste) dukkede op og viste sig at være dygtige ryttere, blev de derfor kronet til 

konger af bhuyanerne. 

Side 5 af 58 - Geografi, historie og befolkning


Historier som denne, som der fortælles flere af i området, skal dog ikke forstås som historiske 

kendsgerninger. De fungerer nærmere til at forklare, hvorfor stammebefolkningen måtte forlade 

området og den nuværende kongefamilie fik sin magt. 

Kongefamilien og forholdet til briterne 

Den nuværende kongeslægt, Singh Deo, siges at være kommet til området omkring 1205. Til at 

administrere det nye kongedømme hentede Singh Deo’erne en del hinduistiske kaster fra Orissa. 

Dette omfattede blandt andet brahminer, lærere og soldater, der var direkte tilknyttet hoffet, men også 

forskellige håndværkskaster, som var afgørende for at drive kongedømmet. 

Kongedømmet blev nu etableret som et feudalsamfund, hvor befolkningen dyrkede jorden for kongen, 

som derefter fordelte høsten efter bestemte aftaler. Det var også kongefamilien, der drev byens skoler, 

byggede og vedligeholdte offentlige bygninger og sørgede for at byens mange templer fungerede. 

Kongen af Seraikella lå ofte i krig med de omkringliggende kongedømmer. Derfor var det også 

afgørende for ham at have en stor stående hær. Fra 1700-tallet begyndte den britiske kolonimagt også 

at udkæmpe flere kampe med oprørsgrupper i Cuttack i Orissa. Briterne havde base i Calcutta og for 

at sikre sig adgang til Cuttack foreslog de i 1823 kongen af Seraikella at yde ham beskyttelse mod at 

han forholdt sig neutral i briternes kamp mod oprørsgrupperne. Dette indvilgede kongen i. 

Det gode forhold til briterne skabte ro i Seraikella, hvilket blandt andet betød at soldaterne begyndte at 

udvikle deres selvforsvarsteknikker i mere og mere kunstnerisk retning, når de ikke længere skulle i 

krig. Desuden blev der åbnet for kongefamiliens kontakt til den store omverden gennem de britiske 

”venner”. Men samtidig overtog briterne mere og mere af magten i Seraikella, så kongefamilien 

efterhånden mistede sin politiske og økonomiske magt. 

Uafhængigheden og tilknytningen til Bihar 

I tiden efter første verdenskrig begyndte mange af de europæiske kolonier rundt om i verden at løsrive 

sig fra deres koloniherrer – således også Indien. Størstedelen af befolkningen i det land, som havde 

været en af briternes vigtigste kolonier, ønskede selvbestemmelse. 

Uafhængigheden kom dog ikke før efter anden verdenskrig, i 1947. For kongemagten i Seraikella 

betød uafhængigheden, at deres position blev endnu mere svækket. Indførelsen af demokrati i Indien 

betød, at de mange små og store kongedømmer rundt om i landet måttet afgive en stor del af deres 

ejendomme til staten. 

Efter uafhængigheden blev Seraikella lagt under delstaten Bihar. Bihar er en af Indiens fattigste stater, 

og befolkningen i Seraikella har siden sammenlægningen beklaget sig over at være blevet en del af 

denne stat. Man føler sig mere knyttet til Orissa mod syd, som man anser for at være mere kultiveret 

og civiliseret end det fattige og korrupte Bihar. Derfor mente de fleste folk i Seraikella, at området 

burde være en del af Orissa. 

Efter delstatsvalget i 2000 blev det bestemt, at de mange stammefolk i det sydlige Bihar skulle have 

deres egen delstat, Jharkhand. Derfor er Seraikella nu officielt en del af denne stat, som er så ny, at 

den endnu kun kan findes på de færreste Indienskort. 

Befolkningen 

Selv om Seraikella kun er på størrelse med en mindre dansk landsby, bor der omkring 10.000 

mennesker i byen. De fleste er hinduer, men der bor også ca. 500 muslimer i byen. 

Kasterne 

Som overalt i Indien er befolkningen delt op i kaster. Kastesystemet er en opdeling af befolkningen på 

baggrund af deres erhverv. Samtidig rangordner kasterne befolkningen i høje og lave kaster. Hvis man 

kommer fra en høj kaste, bliver man anset for at være ”renere”, end folk fra lavere kaster, og det bliver 

derfor også forventet, at man fører et mere rent liv. At leve et rent liv betyder blandt andet, at man 

beder meget, at man ikke drikker spiritus og ryger, at man lever strengt vegetarisk og at man kender til 

hinduistisk filosofi. Folk fra de laveste kaster anses derimod for at være ”urene”, og kan derfor udføre 

opgaver som at slagte dyr, rense toiletter m.v., der anses for at være beskidte aktiviteter. 



De højeste kaster i Seraikella er brahminerne og de kongelige, mens de laveste kaster er 

grovsmedene, vaskerne og barbererne. Desuden findes der kasteløse grupper, de såkaldte harijans. 

Disse grupper består blandt andet af fiskere (der rører ved døde dyr), dem der fjerner huder fra døde 

dyr (det er traditionelt også denne gruppe, der spiller trommer, som jo blandt andet består af skind fra 

døde dyr) og dem der fjerner toiletaffald. 

Mens det overordnede hierarki med brahminer øverst og kasteløse nederst går igen over det meste af 

Indien, varierer antallet og typen af kaster fra sted til sted. I oversigten over kasterne i Seraikella kan 

man se, at kasteopdelingen bærer stærkt præg af at byen har været et kongedømme. Mange af de 

højeste kaster har oprindeligt arbejdet for kongefamilien, men har i dag fundet andre erhverv. 

Selv om en stor del af befolkningen i Seraikella i dag arbejder i erhverv, der ligger udenfor deres 

kaste, har kasterne stadig væk stor betydning for den måde, man omgås hinanden på i byen. Når man 

gifter sig, skal man gifte sig indenfor sin egen kaste, og generelt bliver folk af høj kaste behandlet med 

respekt af andre. Kasterne siger således ikke noget om hvor rige folk er, men udelukkende om hvilken 

anseelse de har i byen. Ofte er brahminerne for eksempel fattige, fordi de ikke må lave forretninger, 

mens vinhandlere og busejere, der er af lavere kaste, tjener forholdsvis mange penge. 

Stammefolkene 

Landsbyerne rundt om Seraikella er fortrinsvis beboede af de stammefolk, der oprindeligt boede i 

området. Stammefolkene, adivasierne, lever et anderledes liv, end hinduerne i Seraikella. Selv om 

adivasierne har optaget den hinduistiske religion, tilbeder de også en lang række lokale guder. De 

lokale guder anses ofte for at bo i den omgivende natur – i træer, bjerge, floder m.v. 

Desuden har adivasierne en mere frigjort livsstil end folk i byen. Hvor bybefolkningen stort set aldrig 

danser offentligt (ud over i forbindelse med chhaudansen) og heller ikke drikker alkohol, afholder man 

ofte fester i landsbyerne, hvor man danser og drikker til den lyse morgen. 

Det meste af tiden holder adivasierne sig ude i deres landsbyer, men hver fredag kommer de til 

Seraikella for at sælge grøntsager, flettede kurve, naturmedicin og andre varer på det ugentlige 

marked, hat. 

Stammefolkene og de kasteløse (harijans) har gennem tiden levet under meget ringe vilkår. For at 

udbedre dette har indiske regeringer indført særlige regler for de såkaldte Scheduled Tribes and 

Castes. Der er oprettet støtteordninger for unge stammefolk og kasteløse, så de kan få råd til at 

uddanne sig og dermed ikke være afhængig af de beskedne jobs, deres familier traditionelt har været 

beskæftiget med. I Seraikella skal den lokale repræsentant i delstatsregeringen desuden være adivasi, 

ligesom inspektørerne på flere af de lokale skoler skal være det. 

Seraikella år 2000 

På overfladen ser Seraikella ud til at leve det liv, den har levet i mange år. Men der er løbende sket 

mange forandringer i byen. 

Nye muligheder 

Efter oprettelsen af staten Jharkhand har befolkningen i Seraikella stor tiltro til, at forholdene i byen vil 

blive forbedret. Siden kongemagten mistede sin indflydelse i årene efter selvstændigheden i 1947 har 

byens infrastruktur kun fungeret mangelfuldt. Vejene omkring byen er ikke blevet vedligeholdt, 

elforsyningen har ikke fungeret og jobmulighederne er ikke blevet udviklet. Alt dette har man holdt 

delstatsregeringen i Bihar ansvarlig for; regeringen har hverken haft midler eller vilje til at ændre på 

tingenes tilstand, og desuden har ingen interesseret for Seraikella, som lå langt væk fra hovedstaden 

Patna(se kort). 

Som en lille stat med store naturressourcer, har man tillid til, at den nye regering i Jharkhand kan rette 

op på disse problemer – og umiddelbart ser udviklingen da også ud til at gå i den rigtige retning. Kort 

tid efter statens oprettelse blev der lavet planer for reparationer af vejen mellem Jamshedpur og 

Seraikella, og desuden er der lavet planer for en ny bro over Kharkai-floden, som skal forbinde 

Seraikella med byens store opland mod syd. 



I foråret 2002 var elforsyningen ligeså ustabil som altid, men mange af byens indbyggere påstår, at 

der har været forbedringer, og de regner med at forbedringerne for alvor slår til i den kommende tid. 

Dette er også nødvendigt, hvis de kommende generationer i Seraikella skal have en chance for at 

kunne følge med de store byer. Hvis strømmen går hver aften, kan skoleeleverne ikke læse deres 

lektier, og man vil heller ikke have en chance for at lære at anvende computere og IT, som er 

afgørende for at kunne læse på en videregående uddannelse. 

Mens områdets muligheder for at følge med udviklingen i byerne stadig er usikker, har oprettelsen af 

Jharkhand betydet, at der er etableret en række nye jobs i byen. Seraikella har overtaget en række 

nye administrative opgaver. De nye jobs omfatter velkendte opgaver som politiinspektører, 

skolelærere, kontorarbejdere ved den lokale retsbygning m.v. De højeste af disse nye stillinger bliver 

besat af folk udefra, der er udstationeret af delstatsregeringen, mens de mere ”normale” stillinger som 

kontorfunktionærer m.v. bliver søgt af lokale. Dette betyder, at der er flere jobs de lokale, der har læst 

på college, og at der skal oprettes funktioner, der svarer til hvad tilflytterne er vant til fra de storbyer, 

de kommer fra. 



Chhaudansens historie 

De tidligste dansen 

Stammedansene 

De ældste dansere i Seraikella fortæller, at der har eksisteret danse i Seraikella lige så længe, der har 

boet mennesker i området – d.v.s. i omkring 800 år. De oprindelige stammefolk var jægere, og de 

lavede danse, hvor de efterlignede de dyr, der omgav dem. De efterlignede tigeren, elefanten, hjorten 

o.s.v. Sandsynligvis har de brugt masker af blade til at skjule ansigtet i. 

Hinduistiske temaer 

Da kongefamilien kom til området hentede de mange hinduistiske kaster til Seraikella (se generel 

tekst: Byens historie). Den hinduistiske befolkning tog de mange myter og fortællinger om hinduistiske 

guder med sig, og begyndte at komponere gruppedanse over disse temaer. 

Kasterne boede i hver deres område af byen og i hvert kvarter blev der oprettet en akhara. En akhara 

er et sted, hvor man mødes for at træne dans. I akharaen blev de unge mænd fra kvarteret oplært i 

dansene og musikken af de ældre mænd. Den bedste af de gamle dansere og musikere blev kaldt 

ustad, lærermesteren. 

Hvert år, i forbindelse med forårsritualerne, blev der arrangeret en stor dansefestival, hvor der både 

deltog trupper fra Seraikella og fra de omgivende landsbyer. Til dansefestivalen skulle de forskellige 

akharaer kæmpe mod hinanden i en stor dansekonkurrence. Konkurrencen foregik i paladsgården og 

hele byens befolkning mødte spændte op for at se, hvordan det gik deres akhara. Kongen var dommer 

i konkurrencen, og hvert år kunne han således udnævne den bedste akhara, som var hævet over de 

andre indtil næste år. 

Soldaternes danse 

Samtidig med at de hinduistiske kaster indførte nye temaer, blev der udviklet en anden type dans i 

soldaternes træningslejre. Soldaterne begyndte at udvikle deres selvforsvarsteknikker med sværd og 

skjold, så de blev mere og mere elegante og til sidst blev til en egentlig dans. Denne dans blev kaldt 

for pari-kandha – pari betyder skjold og kandha betyder sværd. 

Når soldaterne optrådte med parikhanda-dansene, bar de store papmachemasker, der forestillede dyr. 

Maskerne havde en stor åben mund, som danserne kiggede ud af. Derfor blev de også kaldt hama 

patia, åben mund. 

Kongefamilien ændrer dansen 

Indtil 1930’erne havde kongefamilien ikke deltaget aktivt i chhau-dansen. Men da Adit Pratap Singh 

Deo i 1930 blev udnævnt til konge, indførte han som noget nyt ministerier, og hans bror, Bijay Pratap 

Singh Deo, blev udnævnt til kulturminister. Sammen med de bedste lokale dansere og musikere satte 

Bijay Pratap sig for at skabe en ny dans, der skulle svare til de største klassiske indiske danse, og 

også gerne falde i det rige Europas smag. 

Indtil han blev kulturminister i Seraikella, havde Bijay Pratap boet i Calcutta, hvor han studerede på 

universitetet. Det første han gjorde, da han kom til Seraikella, var derfor at tage rundt til alle de 

forskellige trupper i området for at se de forskellige danse. Han samlede alle de bedste dansere og 

musikere og begyndte sammen med dem at udvikle en ny dans. 

Den nye dans blandede elementer fra de gamle efterligninger af dyrenes bevægelser, hinduernes 

danse om deres guder og soldaternes selvforsvarsteknikker og føjede nye ting til. Mens han boede i 

Calcutta var Bijay Pratap blevet meget glad for vestlig ballet. Derfor tilførte han den nye dans i 

Seraikella mange elementer fra balletten. Hvor parikandha dansen var meget voldsom blev den nye 

dans meget yndefuld. 

Side 9 af 58 - Chhaudansens historie


Dette kunne man også se på de nye masker. Sammen med maskemageren Mahapatra udviklede 

kong Adit og Prins Bijay en helt ny type masker – de masker man kender fra Seraikella i dag. De 

gamle masker havde blot forestillet et bestemt dyr, men de nye masker forestillede både dyr, natur 

(Havet, Månen, Floden) og de mange forskellige guder. Og samtidig skulle maskerne nu gengive 

bestemte udtryk. Man skulle kunne se på masken om figuren var glad, ked af det, forelsket, sur o.s.v. 

Chhaudansen bliver populær 

Den nye dans i Seraikella blev kaldt Seraikella chhau, og den blev hurtigt meget populær i området. 

Allerede få år efter Bijay havde grundlagt den nye dans tog den kongelige trup på deres første 

Indiens-turne. Og allerede året efter, i 1938, tog truppen på turne i Europa. 

Kedar Nath Sahu, Guruji, var kun 12 år dengang, men alligevel kom han med på turneen. Han kan 

fortælle, hvordan alle i truppen blev forfærdede, da de skulle ud at sejle. Ingen af truppens 

medlemmer havde set havet før, og nu skulle de sejle i tre uger for at komme til Europa. Men de blev 

en stor succes i Europa, hvor de blandt optrådte i Rom, Paris og London. Efter den tid begyndte folk 

rundt om i Indien at kende til Seraikella chhau. 

I 1960’erne begyndte Seraikella også at få besøg af dansere fra Europa og USA, som havde hørt om 

dansen under besøg i New Delhi, Calcutta eller Bombay. Mange af dem blev så begejstrede for 

dansen, at de selv lærte nogle enkelte af de mange danse. Og nogle af dem arrangerede turneer for 

trupper fra Seraikella i Europa og USA. 

Siden dengang har Seraikella løbende haft besøg af dansere fra hele verden og trupper fra byen har 

turneret verden rundt. 

Side 10 af 58 - Chhaudansens historie


Sri Kedar-truppen 

Maskedansen chhau er en central del af livet i Seraikella. Dansen har gjort byen berømt i hele Indien 

og dansere fra Indien og udlandet kommer ofte til byen for at lære den specielle dans. Så selv om 

Seraikella ligger langt ude på landet, er byen ikke isoleret fra omverdenen. Byens bedste dansere 

turnerer rundt i hele verden og underviser på danseskoler i de store byer Calcutta, Delhi og Bombay. 

Desuden er dansen en vigtig del af forårsritualerne, chaitra parva. Forårsritualerne er årets største 

festival, hvor der går store optog gennem byen, og befolkningen ofrer geder, høns, ænder, blomster 

og frugt til guderne – og det er det eneste tidspunkt på året, hvor chhaudansen bliver fremført i 

Seraikella. 

Sri Kedar centeret 

Den mest kendte danser i Seraikella i dag er Kedar Nath Sahu, som de fleste i byen blot kender som 

Guruji. En guru er en lærermester, der ikke blot anses for at være god til én ting, men ekspert i alle de 

ting, der har med dansen at gøre. Guruji er i dag (2002) sidst i 70’erne og danser ikke længere. Men 

da han var ung, dansede han i den kongelige trup, og siden da har han undervist rundt om i Indien og i 

USA og Europa. 

Efter Guruji stoppede med at danse, startede han sin egen danseskole, Sri Kedar Art Centre. I starten 

var han selv lærer på centeret, men i dag har hans sønner, Malay og Nilay taget over. Malay 

underviser i dans, mens Nilay underviser i trommer. 

Opvisningstruppen 

Sri Kedar Art Centre har tre forskellige trupper. Den vigtigste trup er opvisningstruppen, som består af 

de dygtigste dansere. Flere af disse dansere har danset sammen i mange år, så de kender hinanden 

godt. Sri Kedar-truppen har været på turneer i Japan, Korea, Kina, Rusland, Indonesien, Bangladesh, 

Mongoliet, Pakistan, Frankrig, Italien, Danmark, USA, Mexico, Venezuela, Costa Rica, Columbia og 

Brasilien. 

Opvisningstruppen øver kun når de skal optræde – d.v.s. når de skal på en turne og i den sidste 

måned inden den årlige dansefestival i Seraikella. I løbet af denne måned øver de hver aften fra 

omkring klokken 20 til 23. På det tidspunkt af året er det for varmt at træne om dagen, og desuden 

skal mange af danserne passe et job i løbet af dagen, så der er ikke tid til at danse før om aftenen. 

Når truppen øver, kan man høre lyden fra trommerne i hele kvarteret, hvilket trækker mange folk til. De 

fleste indbyggere i Seraikella kender chhaudansene lige så godt som danserne gør, så når der bliver 

øvet kommer folk ofte for at kigge på og se om danserne gør det ordentligt. 

Drenge- og pigetruppen 

Ud over opvisningstruppen har Sri Kedar centeret to hold for børn – et for drenge og et for piger. 

Traditionelt har piger ikke danset chhaudans, men for nogle år siden, startede Guruji et hold for små 

piger. Pigerne har holdt ved, og kommer og øver, når de har lavet en aftale med Guruji. Guruji 

underviser både pigerne i chhau og i de danse, der blev danset i Seraikella, inden man begyndte at 

danse chhaudans. Pigerne bruger mest dansen som en hobby. Selv om de er dygtige, vil ingen af 

dem blive medlem af opvisningstruppen, som kun er for mænd. Men måske kan nogle af dem arbejde 

videre med deres dans, hvis de engang skal studere i en af de store byer, hvor det er mere normalt at 

piger danser. 

Drengeholdet på Sri Kedar centeret består fortrinsvis af drenge fra det kvarter, hvor Sahu-familien bor, 

kansari sahi. Men derudover kommer der også drenge fra landsbyerne omkring Seraikella, hvis 

forældre mener de har et talent, der skal bygges videre på. Da Guruji og Malay er meget anerkendte i 

hele området, henvender man sig ofte til deres trup, når man ønsker at udvikle en talentfuld danser. 

Drengene træner jævnligt under ledelse af enten Malay eller Nilay. Først lærer de nogle 

grundlæggende trin og danse, hvorefter man løbende bygger ovenpå, så de bedste til sidst bliver 

medlemmer af opvisningstruppen. At udvikle en god chhaudanser tager flere år, og hvis man vil være 

rigtig god, har man ikke tid til at have et normalt arbejde. Derfor er man afhængig af de få stipendier, 

der deles ud fra delstatsregeringen til særlig lovende kunstnere. 

Side 11 af 58 - Sr Kedar-truppen


Dansefestivalen 

Selv om mange mennesker i Seraikella beskæftiger sig med chhaudansen dagligt, bliver dansen kun 

opført én gang om året i byen. I forbindelse med de årlige forårsritualer i april, afholder man den store 

årlige dansefestival. 

Oprindeligt blev dansefestivalen afholdt over fire dage i paladsgården, hvor alle de bedste dansere fra 

området kom for at optræde. Men efter den kongelige familie stoppede sit engagement i dansen, 

spredte dansefestivalen sig til flere forskellige steder. Befolkningen i byen kunne ikke blive enige om, 

hvem de skulle bakke op om, så i dag afholdes der tre forskellige festivaler i byen. 

Festivalen i paladsgården afholdes stadigvæk, men arrangeres i dag ikke af kongefamilien, men af 

dansere fra landsbyerne og fra mindre dansetrupper i Seraikella. På fodboldbanen udenfor byen 

afholder Government Chhau Dance Centre deres festival, og endelig afholder Sri Kedar truppen deres 

festival på Durga Mela foran paladset. 

Forberedelserne 

Det er Malay Sahu, der står for at arrangere festivalen på Durga Mela. Der er mange ting der skal 

planlægges: der skal laves aftaler med landsbydansere, som gerne vil deltage; der skal samles penge 

ind til at dække udgifterne; der skal laves aftaler med de landsbykvinder, der skal bygge gulvet til 

dansescenen op; der skal bestilles udstyr til opbygning af scene og stole til publikum; der skal bestilles 

lyd- og lysudstyr, der skal skaffes mad og drikkevarer til danserne – og så skal der øves danse op. 

Danserne er næsten mere nervøse for at optræde i Seraikella end for at optræde i udlandet. I udlandet 

ved folk ikke rigtig, hvordan dansene skal se ud, men i Seraikella kender folk hvert eneste lille trin, så 

her lægger de mærke til alle fejl. Derfor øver danserne hver aften de sidste 3-4 uger op til festivalen, 

og Malay prøver at lære hver enkelt danser at udføre alle trinene korrekt. 

Side 12 af 58 - Sr Kedar-truppen


Sahu-’storfamilien’ 

Storfamilien 

Sahu-familien bor i kvarteret vest for hovedgaden, ward nr. 5. Sahu-slægten tilhører Kansari-kasten, 

der efter traditionen arbejder med metalarbejde i sølv og guld samt bronze og andre legeringer. Dette 

håndværk er i dag stort set udkonkurreret af fabriksfremstillede varer, så nu arbejder de fleste folk fra 

Kansari-kasten indenfor andre erhverv. 

Som de fleste andre i Seraikella bor Sahu-familien i en såkaldt ”joint family”, storfamilie, med Kedar 

Nath Sahu som overhoved. Kedar er født i 1924 og han har altid boet på dette sted i Seraikella. 

Foruden ejendommen i ward nr. 5 ejer familien lidt jord til risavl ca. 6 km. vest for byen i nærheden af 

en landsby, der beboes af Santhaler. 

Sahu-storfamilien består i 2002 af Guruji, hans hustru Bhargabi og deres fem sønner med deres 

familier: 

Prakash, 53 år, gift med Jotshana (svigerdatter, "bahu"), 45 år 

Ajay, 50 år, gift med Sandeepi, 30 år 

Bijay, 45 år, gift med Saraswati 

Malay, 37 år 

Nilay, 35 år 

Prakash og Jotshanna’s tre døtre Jollie, 23 år, Sallie, 21 år og Sophie, 16 år 

Ajay og Sandeepi’s datter Tabli, 12 år 

Bijay og Saraswati’s datter Shivani, 3 år 

I et andet hus på ejendommen i ward nr. 5 bor Gurujs ældste brors søn med sin kone og to sønner. Alt 

i alt bor der altså 19 personer i storfamilien. 

Ægteskab 

Ud over medlemmerne i storfamilien har Guruji og Bhargabi tre døtre, der alle er blevet gift og nu bor 

hos deres mænds familier: Parvati, 45 år, Bibati, 36 år og "Baby", 30 år. Efter de er blevet giftet væk, 

besøger døtrene kun meget sjældent Seraikella. 

Ægteskab indgås indenfor ens egen kaste, oftest med en familie fra Orissa. Der forekommer enkelte 

"forelskelses-ægteskaber", men det almindeligste er et arrangeret ægteskab, hvor forældrene til parret 

først mødes og forhandler om medgift, arrangement af bryllup, tidspunkt for bryllup m.v. I disse tilfælde 

ses brud og brudgom kun et par gange inden selve brylluppet. 

Medgift betyder at brudens familie skal betale en pris til gommens familie. Det kan være i form af en 

motorcykel, bil, kontanter eller smykker - og gerne flere af delene på én gang. Desuden skal brudens 

familie betale for brylluppet som ofte er en bekostelig affære, da der kommer flere hundrede gæster, 

der alle skal bespises. Derfor er det også et problem for Sahu-familien at alle børnebørnene er piger. 

Det betyder nemlig, at familien nu kan se frem til at skulle gifte i hvert fald 5 piger væk – og foreløbig 

er der ingen drenge i den næste generation, så man kan få nye svigerdøtre og medgifter til familien. 

Kvindernes hverdag 

I storfamilien er dagens rutine den samme, koncentreret om måltiderne: 

morgenmad kl. 9.30 

frokost kl. 14.00 

eftermiddagste kl. 16.30 

middag kl. 21.30 

Dagens rutine er for kvindernes vedkommende bestemt af madlavning og børnepasning. Derfor går 

kvinderne og de unge piger, der ikke længere går i skole også kun sjældent uden for husets rammer. 

Bortset fra enkelte familiebesøg, går kvinderne stort set kun uden for gårdmuren, når de skal hen til et 

tempel for at bede. 

Side 13 af 58 - Sahu-'storfamilien'


Men der er masser af arbejde at lave derhjemme. Ved dagens 3 hovedmåltider serveres der altid 

nyfremstillede retter, baseret på de mange forskellige grøntsager, der er til rådighed. Desuden skal der 

laves friskbagte brød, chapati, eller friturekogte "dosas" (se "Seraikella-kogebogen"). 

Indiske måltider består af mange retter, som er tidskrævende at fremstille. Et Orissa-præget køkken er 

ikke så krydret som i mange andre indiske stater. Men der indgår altid "massala" i retterne og den 

proteinholdige linseret, "dhal", er en nødvendig del af måltidet. Netop brugen af linser og bønner gør 

kød næsten overflødigt, men fisk og krebsdyr er almindelige ved frokosten. 

Først og fremmest er det dog ris, der præger måltiderne. Risen er hjemmeavlet og hjemmeforarbejdet. 

Risens skaller fjernes dog nu til dags på en af de 9 el-drevne rismøller i byen. Den nyhøstede ris 

kaldes "paddy" og opbevares i store flettede beholdere. Da Sahu-familien ofte har gæster fra andre 

egne af Indien og fra udlandet, er måltiderne især morgenmaden præget af vestlig livsstil. Der 

serveres således æg, ristet brød og marmelade. 

Mændenes hverdag 

I modsætning til kvinderne foregår det meste af mændenes hverdag udenfor hjemmet. Prakash 

arbejder hver formiddag med at renskrive breve på skrivemaskine nede ved retsbygningen, Ajay 

arbejder som bygningskonstruktør, Bijay underviser i chhaudans på Government Chhau Dance 

Centre, Malay underviser i chhau på Sri Kedar Art Centre, mens Nilay ikke har noget fast job. 

Desuden tilbringer mændene en del tid på Daily Market. Dels står mændene for stort set alle indkøb, 

dels mødes de med venner på markedet, hvor de drikker te og snakker. 

I hjemmet er det mændene der bestemmer. Det er helt i orden at mændene beder kvinderne og 

børnene om at udføre de fleste opgaver for sig: ”Lav noget te”, ”Hent min neglerenser”, ”Sæt lige 

stolen derover, så jeg kan sidde i skyggen”. Det er mændenes ret at kommandere på denne måde, og 

der er tilsyneladende ikke nogen, der tager det ilde op. 

Når man spiser er det også mændene, der får serveret først. Da Sahu-familien er så stor, spiser hver 

kernefamilie for sig, så der er aldrig særlig mange der spiser ad gangen. Når mændene sidder og 

spiser, sidder flere af kvinderne ofte omkring spisestedet, og man diskuterer, hvad der er sket i løbet 

af dagen, og får planlagt kommende opgaver. 

Huset 

I Sahu-familiens huse foregår der løbende om- og tilbygninger. Tegninger viser, hvordan gamle og nye 

huse føjer sig ind i hinanden (se kort i tekstmappe, bk nr.26). 

Det gamle lerhus (nr. 9-16) er det hus, Guruji blev født i. Her bor i dag Prakash og Ajay med deres 

familier. Hver familie har ca. 25 m2 til rådighed. Det er meningen, at dette hus med tiden skal erstattes 

af et hus af beton. 

Betonhuset (nr. 2-5) har fået en overetage, som bebos af Bijay og hans familie, mens Guruji og 

Bhargabi sover i stueetagen. I det store hus (nr. 34) bor guldsmeden med sin familie. Dette hus har 

også fået en overetage, som indtil videre kun anvendes, når der er gæster. De tre huse har fælles 

brønd, husalter og wc. Fiskedammen (nr. 29) er fælles for de omkringboende familier. 

Da familien efterhånden er ved at være for stor til huset, er Malay og Nilay begyndt at bygge hver 

deres hus på den grund tæt på hjemmet, hvor Sri Kedar Art Centre hører til. Disse huse er endnu ikke 

færdige, men det er meningen, at Malay og Nilay skal flytte herover med deres familier, når de er 

blevet gift. 

Side 14 af 58 - Sahu-'storfamilien'


Oversigt over kasterne i Seraikella 

I. De øverste lag 

1) Brahminerne: en religiøs og kulturel elite. Må ikke selv dyrke deres jord. 

2) Katriar elle Rajputs: den tidligere enevældige fyrstelige familie. 

3) Mahanty: tidligere officerer i den kongelige hær. 

4) Jyotihi: astrologer. 

5) Hunj: medlemmer af fyrstefamilien, "zamindars". 

II. De mellemste lag 

6) Kandaih: oprindeligt kongehusets livvagter. 

7) Kanduad: oprindeligt kongehusets tjenerstab. 

8) Kandaik: oprindeligt kongehusets garde, portvagter. 

9) Bonia: guldsmede. 

10) Khadra: sølvsmede. 

11) Kansari: metalarbejdere. 

12) Patra: silkevævere. 

13) Teli: oliefremstillere. 

14) Gudia: fremstiller slik og kager. 

15) Goud: mælkehandlere 

16) Sundhi: vin- og spiritushandlende. 

17) Tamili: betelsælgere. 

18) Darega: landbrugere. 

19) Kurmi: landbrugere. 

20) Kumhar: pottemagere. 

III. Indvandrede kaster 

21) Marwari: velhavende entreprenører og handlende. Driver ofte lastbil- og bustransport. Indvandret 

fra Rajasthan i det nordvestlige Indien omkring 1940'erne. 

22) Muslimer: handlende, blandt andet fotoforretninger. Der findes ca. 200 muslimer i Seraikella, som 

har egen moske. 

IV. Hinduistiske men "urørlige" kaster 

23) Komar: grovsmede. 

24) Dhobar: vaskemænd. 

25) Bhandari: barberer. 

V. Hinduistiske men kasteløse grupper, harijans 

a) Ghunig: fiskere, i kraft af deres arbejde rører de ved døde dyr. 

b) Mughi: rengøringsfolk, blandt andet for syge og døende mennesker. 

c) Ghasi: rengøringsfolk, fjerner blandt andet affald fra toiletter. 

d) Dom: fjerner huder fra døde okser og bøfler. Fremstiller trommer til chhaudans. 

e) Mahali: kurvemagere. 

f) Tanti: vævere. 

De kasteløse grupper bor ofte udenfor byen i landsbyer for sig selv. 

Side 15 af 58 - Kasterne i Seraikella

Cricket 


Cricket er den mest populære sportsgren i Indien. Cricketstjerner i Indien bliver feteret på lige fod med 

fodboldstjerner i Danmark. De optræder konstant i tv, bliver brugt i reklamer, er kransekagefigurer ved 

åbninger af arrangementer o.s.v. 

Spillet kom til Indien med de britiske koloniherrer og den dag i dag er det stadigvæk tidligere britiske 

kolonier, der dominerer spillet: Australien, New Zealand, Sydafrika, Indien, Pakistan, Sri Lanka og 

Vestindien er foruden England selv verdens førende cricketnationer. 

Sådan spiller i cricket 

Selv om cricket umiddelbart kan se temmelig indviklet ud, er det egentlig bare en udvidet form for 

rundbold. Rigtig cricket består af to hold med hver 11 spillere, hvor der kun er to spillere i aktion ad 

gangen på det ene hold. For at gøre spillet lidt sjovere for alle vil vi her beskrive spillet, som det bliver 

spillet af drengene i Seraikella, hvor alle er i aktion hele tiden. 

Banen 

Cricketbanen er meget simpel. Man skal helst spille udendørs med god plads omkring sig. På banen 

stiller man to ”gærder” overfor hinanden med ca. 10 meters afstand (kan forkortes eller udvides – den 

officielle afstand er 20 m). Gærderne består af tre pinde på hver ca. 70 cm (de skal helst være lige 

lange), som stikkes i jorden med ca. 10 cm afstand, så gærdet alt i alt er godt 20 cm bredt. Oven på 

gærdet lægges én pind på ca. 20 cm eller to pinde på hver 10 cm, som hviler på gærdet. 60 cm foran 

hvert gærde afmærkes en streg på ca. 1 m parallelt med gærdet. 

Hvis man spiller på et stort område, bestemmer man en afgrænsning, gerne cirkulær og min. 30 m i 

diameter, for hvor langt banen går. Alt udenfor denne afgrænsning kaldes ”out of bounds”. 

Udstyr 

Det øvrige udstyr består af et cricketbat og en tennisbold. 

Spillet 

Spillet består af en ”batsman”, som slår til bolden, og et frit antal (helst mere end to og færre end otte) 

markspillere. 

Batsmanen stiller sig foran det ene gærde med front mod det andet. Markspillerne vælger efter tur en 

kaster, ”bowler”. Kasteren skal forsøge at vælte det gærde, batsmanen står foran, ved at kaste fra det 

modsatte gærde. 

Det er batsmanens opgave både at forsvare gærdet, så markholdet ikke rammer det med bolden. 

Desuden skal batsman’en score point ved at slå til bolden og løbe så mange gange som muligt frem 

og tilbage mellem de to gærder. Markholdet kan lukke et gærde enten ved at kaste bolden så det 

rammer det ene gærde eller simpelt hen ved at berøre det ene gærde med bolden i hånden. Når et 

gærde er blevet lukket kan batsmanen ikke løbe hen til det. 

Markspillerne skal forsøge at få fat i bolden, når batsmanen har slået og så hurtigt som muligt få den 

hen til det ene gærde og lukke det. Hvis markholdet når at lukke gærdet inden batsmanen kommer 

derhen, eller hvis de griber hans slag, er batsmanen ude og han skifter rolle med en af de andre 

spillere (efter tur). 

Spillet kan fortsætte så længe man gider eller indtil en spiller har opnået en aftalt pointscore. 

Regler 

Side 16 af 58 - Cricket


Kasteren tager tilløb bag det modsatte gærde af hvor batsmanen står. Hvis han kommer tættere på 

end dette gærde, er der overtrådt. 

Hvis kasteren vælter batsmanens gærde med bolden er batsmanen ude. 

Hvis batsmanen vælter et gærde med battet er han ude. 

Hvis batsmanen snitter bolden og bolden derefter rammer gærdet er batsmanen ude. 

Batsmanen må kun bruge battet. Hvis han stopper et kast, der ville have ramt gærdet, med kroppen, 

er han ude. 

Hvis en markspiller griber batsmanens slag er batsmanen ude. 

Hvis markholdet når at lukke et gærde inden batmaen er nået derhen er batsmanen ude. Så snart 

batsmanen har begge ben ude over linien foran gærdet, kan han ikke vende tilbage til sit eget gærde, 

men skal løbe til det modsatte gærde. 

Hver kaster kaster én ”inning” ad gangen. En inning består af seks kast. 

Batsmanen må slå bolden i alle retninger. D.v.s., hvis han kun snitter bolden og bolden derefter 

springer hen bag gærdet, må han også gerne løbe. 

Pointgivning 

Som i rundbold er det kun den, der slår, der kan score point. Batsmanen får ét point hver gang han 

kan løbe fra det ene gærde til det andet. 

Hvis en batsman slår en bold ”out of bounds”, d.v.s. uden for den aftalte afgrænsning af banen, kan 

markholdet ikke lukke gærderne. Hvis bolden har ramt jorden, inden den gik ”out of bounds” får 

batsman’en fire point. Hvis bolden derimod er fløjet direkte ”out of bounds” får batsmanen seks point. 

Som spillet foregår i Seraikella spiller man ikke med hold, så hver enkelt spiller scorer point til sig selv. 

Tips 

Det kan være svært at ramme gærdet for kasteren, og ofte er det svært at kontrollere bolden, så den 

ikke flyver langt forbi gærdet. For de fleste virker det bedst, hvis man prøver at studse bolden ned i 

jorden kort inden gærdet. 

Det er en god ide hvis markholdet placerer en spiller ved hvert gærde. Disse spillere kan fungere 

ligesom ”opgiveren” i rundbold, så de andre markspillere kan kaste bolden hen til dem, og gærdet 

hurtigt kan blive lukket. 

Holdspil 

Hvis man er mange spillere kan man spille ”rigtig” cricket med hold. Reglerne i rigtig cricket er de 

samme som nævnt ovenfor, blot med den forskel, at det hold, der slår, har to spillere inde ad gangen – 

en ved hver sit gærde. 

Spillerne deles op i to lige store hold. Det ene hold er batsmen og det andet hold er markspillere. 

Batsmenene vælger to spillere, der starter inde, mens de andre foreløbig er udenfor spillet. 

Markspillerne vælger som sædvanlig en kaster. 

Kast og slag fungerer som beskrevet ovenfor. Men hvis én batsman er kommet udenfor stregen foran 

gærdet og dermed er begyndt at løbe skal begge batsmen løbe - og begge kan lukkes ude. De to 

batsmen må ikke løbe til det samme gærde og det er den batsman, der løber mod det gærde der 

bliver lukket, der er ude. 

Markholdet vælger en ende, de vil kaste fra, og kaster til den batsman, der er nået ned til det 

pågældende gærde. Når en kaster har kastet en ”inning” (altså seks kast) skifter man og en af de 

andre markspillere bliver kaster. Man kan kaster alle seks kast i en inning til det samme gærde. 

Når en batsman er grebet eller lukket ude, skifter han med en fra sit eget hold og deltager ikke 

længere i spillet. 

I holdspillet scorer batsmenene naturligvis point til deres hold. Man kan vælge enten at spille til en 

aftalt pointscore, spille indtil alle har været batsman eller spille indtil hvert hold har kastet et bestemt 

antal ”innings”. 

Side 17 af 58 - Cricket


Sumit holder Ganesh-puja 

Selv om dagene i Seraikella ofte ligner hinanden, bliver den faste rytme brudt af større eller mindre 

festivaler til ære for de mange hinduistiske guder. Der går ikke en måned uden en festival. I løbet af et 

år afholdes der omkring 15 festivaler til ære for forskellige guder. 

De største af festivalerne samler hele byens befolkning. Især Chaitra Parva i april, som afholdes til 

ære for Shiva, og Durga-puja, som afholdes til ære for gudinden Durga, i oktober trækker mange folk 

til. 

Da de enkelte guder dækker hver deres område, går folk i Seraikella ikke lige meget op i hver eneste 

festival, puja: Saraswati er gudinde for visdom og Saraswati-puja er derfor særlig populær blandt 

skoleelever, Laksmi er gudinde for velstand og bliver derfor især tilbedt af byens handlende, Biskarma 

er gud for teknik og maskiner og bliver især tilbedt af mekanikere, ingeniører og folk med biler eller 

motorcykler o.s.v. 

En puja foregår på den måde, at dem der ønsker at afholde en puja samler penge ind i nabolaget til at 

opbygge et midlertidigt tempel og købe ris og søde sager til at dele ud som prasad, velsignet mad. På 

dagen for pujaen opstiller de deres tempel og uddeler prasads til de folk, der kommer forbi for at bede. 

Drengen Sumit, der bor overfor Sahu-familien er særlig glad for guden Ganesh, og har bestemt sig for 

at holde Ganesh-puja 

Sumit 

Sumit er 10 år gammel. Selv om hans familie er brahminer, har de ikke mange penge, men dog penge 

nok til at Sumit kan få privatundervisning af en god lærer hver eftermiddag. Sumits forældre bor ikke i 

Seraikella. De er flyttet til en større by, hvor de arbejder. Derfor bor Sumit hos sine bedsteforældre og 

fasteren, der er omkring 20 år gammel. 

Ganesh 

Sumit er en glad dreng og hans yndlingsgud er Ganesh. Ganesh er guden med menneskekrop og 

elefanthoved. Myten fortæller at Shiva og Parvati engang fik en velskabt søn, Ganesh. Kort efter 

Ganesh’ fødsel tog Shiva til Himalaya. En dag, mens Shiva var væk, skulle Parvati på et ærinde 

udenfor huset. Hun bad derfor sin unge søn om at passe på huset og ikke lukke nogen ind. 

Mens Ganesh passede huset kom Shiva uanmeldt tilbage. Da han kom til sit hjem mødte han en ung 

mand, der holdt vagt foran huset. Shiva kunne ikke kende den unge mand, og Ganesh kunne heller 

ikke genkende sin egen far. Derfor afviste han, som han havde fået besked på, at lukke den fremmede 

ind. Shiva er kendt for sit iltre temperament, og da Ganesh ikke ville lukke ham ind i sit eget hus, blev 

han så rasende, at han tog et sværd og huggede hovedet af Ganesh. 

Da Parvati kom hjem, så hun sin søn ligge udenfor huset, og blev naturligvis meget forfærdet. Da hun 

hørte Shiva forklare hvad der var hændt, blev hun rasende – det var deres egen søn, han havde slået 

ihjel! Parvati bød straks Shiva at gå ud og finde et nyt hoved til drengen. Han skulle tage hovedet fra 

det første væsen han mødte, der lå knælende med hovedet mod nord. 

Shiva gik derfor ud for at finde et nyt hoved til sin søn. Det første væsen han fandt var en elefant. 

Derfor har Ganesh elefanthoved og barnekrop. 

Ganesh er kendt for at være meget klog, finurlig og legesyg. Han er altid i stand til at snyde andre. 

Desuden beskytter han kunstnere som dansere og musikere. Derfor er han også Sumits yndlingsgud. 

Ganesh-puja 

Sumit starter forberedelserne til sin Ganesh-puja nogle dage inden, den skal afholdes. Han går rundt 

til naboerne og samler penge ind de fleste giver ham små beløb med et smil – 1 rupee, 5 rupees, 10 

rupees. Ligesom når de voksne holder de store festivaler, giver han alle dem, der giver penge en 

kvittering, hvor der står, hvor meget de har givet. 

Tidligt om morgenen på selve dagen, går han på marked med sin faster. De køber alle de ting, der 

skal bruges til pujaen: små kager og slik, kokosnødder, blomster, røgelsespinde og rødt pulver. 

Derefter går de hjem og laver et lille tempel. 

Templet består af et bord dækket af en stor baldakin. På bordet står der en plakat med Ganesh på. Da 

templet er færdig, får Sumit besøg af en præst. Han udfører en ceremoni til ære for Ganesh. Han 

Side 18 af 58 - Sumit holder Ganesh-puja


tænder røgelsesterninger og –pinde, som bliver placeret i små stager foran Ganesh-billedet. Rundt om 

stagerne lægger han blomster og små stykker kokosnød. Det er alt sammen gaver til præsten. 

Mens præsten stiller gaverne op læser han hellige vers op. Versene kalder på gudernes 

opmærksomhed, så de alle kan se, at Sumit holder puja for Ganesh. Han forklarer guderne, at pujaen 

er Sumits gave til Ganesh, og at Sumit beder Ganesh om beskyttelse. Da ceremonien er ved at være 

færdig giver præsten Sumit en lille kage og et mærke – en tilak – i panden, med det røde pulver, Sumit 

og hans faster købte på markedet om morgenen. Kagen kaldes prasad, hellig mad, mens mærket skal 

vise, at Sumit har modtaget gudernes velsignelse. 

Efter præsten er gået, begynder børnene fra kvarteret at komme hen til Sumits puja. Sumit står foran 

det lille tempel og byder alle sammen velkommen. Børnene går hen til templet og hilser på Ganesh 

ved at lægge håndfladerne sammen og føre dem op til panden. Nogle af dem beder også en 

lille bøn til Ganesh. Når de har hilst på Ganesh, får de en lille kage og et stykke kokosnød af Sumit, og 

han giver dem et rødt mærke i panden, som det han selv har. 

Resten af dagen kommer der børn, der beder til Ganesh og får en prasad. Sidst på eftermiddagen 

pakker Sumit og hans mormor templet sammen. Blomsterne og resterne af kokosnødderne tager de 

med ned til floden, hvor de kaster dem ud i vandet som en gave til guderne. 

Ganesh-puja er færdig for i år, men Sumit glæder sig allerede til at holde den igen næste år. 

Side 19 af 58 - Sumit holder Ganesh-puja


Genstandsliste 

Husholdningsgenstande og redskaber 

IN.E 1 

Komfur 

Kulfyret ildsted lavet af jern. Ildstedet bruges udendørs, men kan også bæres i hanken ind i køkkenet 

som supplement til ildstedet derinde. Ofte er "komfuret" pakket ind i ler, som holder på varmen ligesom 

også risten pakkes ind i ler. Der fyres med trækul eller kul/koks, der samles op på jernbanestationen i 

Sini. 

IN.E 3 

Kogekar/gryde 

Aluminiumsgryde til kogning af "dhal", linsepuré, kartofler eller ærter og bønner. 

IN.E 4 

Stegepande 

Stegepande af jern. Bruges over åben ild eller gløder til fremstilling af chapati, roti, paratha og 

rispandekager (se "Seraikella-kogebogen"). 

IN.E 5 

Dejbrædt 

Dejbrædt som bruges til at rulle de flade brød, chapati eller paratha, ud på. 

IN.E 6 

Kagerulle 

Rulle, der bruges i forbindelse med dejbrædtet. 

IN.E 7 

Gulvkniv 

Gulvkniven er det vigtigste skæreredskab i forbindelse med madlavningen, der jo foregår i gulvhøjde. I 

alle situationer, hvor vi i vores husholdning ville anvende en kniv, anvendes denne gulvkniv. Når man 

anvender gulvkniven, sætter man sig på knæ med den ene fod på træstykket. Kniven rettes op, så den 

står vinkelret på træstykket, hvorefter man holder med begge hænder på det, man vil skære i, og fører 

det ind over kniven. 

IN.E 8 

Kniv 

Køkkenkniv købt på det ugentlige marked, ”hat”. De bruges til at snitte og skrælle sæsonbestemte 

frugter bl.a. mango, jack-frugt og papaya. Kan også skære grøntsager. 

IN.E 9 

Kniv 

Denne kniv bruges i husholdningen. I Seraikella er der smede, der fremstiller knive, spyd og 

arbejdsredskaber af jern. Denne kniv er købt hos smeden på det ugentlige marked i Seraikella, der er 

et mødested for omegnens stammefolk. 

IN.E 10 

Jerntang 

Jerntang, der bruges til at løfte de varme gryder af ildstedet med. 

IN.E 11 

Pisker 

Piskeren bruges til at piske linser til retten dhal. 

IN.E 12 

Metalkrukke til olie 

Denne type krukke kaldes en ”dhola” og anvendes til opbevaring af olie til madlavning. 

Side 20 af 58 - Genstandsliste


IN.E 13 

Ske til oliekrukke 

Anvendes til at tage olie fra dhola’en og hælde det på stegepanden. 

IN.E 14 

Metalskål 

En skål af metallegering, der anvendes til servering eller til at spise af, men ikke til kogning. 

IN.E 15a-b 

Krydderikværn 

Krydderikværnen af kalksten anvendes dagligt i husholdningen til knusning af krydderier (chili, 

gurkemeje, spidskommen og lign.) 

Hele tørrede krydderier moses sammen med vand til en pasta ved at rulle "knuseren" frem og tilbage. 

IN.E 16 

Stor tallerken 

Det er almindeligt at spise af og få mad serveret på tallerkner og fade af rustfrit stål. 

IN.E 17 

Tallerken 

Mindre tallerken af rustfrit stål. Bruges til serveringen af morgenmaden. 

IN.E 18 

Asiet 

På asietten serveres der stegte retter. 

IN.E 19 

Metalskål 

Skålen, af rustfrit stål, bruges til servering af stegte og kogte retter. 

IN.E 20 

Lille metalskål 

Lille skål af rustfrit stål, der bruges til karry og dhal. 

IN.E 21 

Drikkekrus 

Drikkekrus til mælk, te og vand. 

IN.E 22a-f 

Tekopper 

Tekopper af plastik. Den søde te, ”chai”, serveres i små kopper som disse. I mange hjem har man et 

sæt kopper af porcelæn, men det bliver mere og mere almindeligt at anvende kopper af plastik. 

IN.E 23 

Plastikbakke 

Serveringsbakke til tekopper. 

IN.E 24 

Flettet bambuskurv 

Anvendes til opbevaring af grøntsager. 

IN.E 25 

Plastikkurv 

Anvendes til flere formål: ved indkøb af grøntsager, til opbevaring af grøntsager og til rejsebrug. 

IN.E 26 

Bambuskurv 

Den lille runde kurv bruges til opbevaring af frø, krydderier, chili og lignende og kan ses i alle 

køkkener. 

IN.E 27 

Tiffin 



Aluminiumsmadbeholder. Anvendes af mænd, som arbejder i marken (eller udenfor hjemmet) og ikke 

har tid til eller mulighed for at komme hjem til dagens hovedmåltid frokosten eller "madhyanno bhojan" 

ved 14 tiden. I den nederste skål opbevares risen, i de to andre linseretten dahl, grønsager eller mere 

sjældent en fiske- eller kødret. Denne "tiffin" er købt på det ugentlige marked. 

IN.E 28 

Skammel 

Ved madlavning sidder alle kvinder på hug, da al køkkenarbejde foregår på gulvet. Kraftige kvinder 

bruger disse skamler ved madlavning, da de har svært ved at sidde på hug så lang tid ad gangen, 

som det kræves. 

IN.E 29 

Kurv 

Dette er en transport kurv til ris (fra marken til byen), til grøntsager, til byggeri (til vand, sten etc.) og til 

transport af kogødning. Kurven bæres på hovedet. Det er adivasi-kvinder, der udfører dette arbejde. 

Den er, som de fleste flettede kurve i samlingen, fremstillet af mahali-folk, som er adivasis og bor i 

Saldih, en landsby 5 km vest for Seraikella. 

IN.E 30 

Vægt 

En bambusvægt som denne bruges til at afveje ris, grøntsager, fisk o.l. og ejes af næsten enhver 

familie i landsbyen. Den er fremstillet af mahali folk, som har specialiseret sig i fremstilling af 

bambusprodukter. Den er fra Paralposi 6 km vest for Seraikella. 

IN.E 32 

Metalkrukke 

Krukken er et målebæger og kan indeholde enheden 1 poila, hvilket svarer til ca. 750 g. ris eller linser. 

Målet er lavet af legeringen ”kansa”, som medlemmer af ”kansari”-kasten oprindeligt lavede varer af. I 

dag er kansa-håndværket stort set udkonkurreret af fabriksfremstillede aluminiumsvarer. 

IN.E 33 

Kurv 

Der findes to avlsmetoder af paddy (ris). Enten sås riskornene direkte på voksestedet i vandrig jord 

eller kornene sås først i "bede" med vand til senere udplantning. I Seraikella subdivision, som stort set 

er bjergrigt, er den førstnævnte metode almindeligst. Den anden metode, hævdes det, er for dyr i 

arbejdskraft. Derfor bruges den næsten ikke. Bambuskurven bæres under venstre arm, når risen sås. 

IN.E 34 

Segl 

Anvendes til høst af ris, byg og anden afgrøde. Bruges også til alt andet lettere snitte- og 

skærearbejde. Denne lille segl er mest velegnet til rishøst. 

IN.E 35 

Bambusbakke 

Denne bambusbakke er et af de vigtigste redskaber i husholdningen til rensning af ris (fjernelse af 

støv og avner). Rensningen sker ved at kaste riskernerne op i luften. Endvidere bruges den også på 

tærskepladsen efter tærskning til at fjerne de groveste strå og avner. 

IN.E 36 

Sigte 

Flettet bambussigte, som anvendes til at rense/sigte den afskallede ris med for at undgå sten og andet 

snavs i risen. 

IN.E 37 

Fiskenet 

Fiskenet af bomuld med jernlodder. Anvendes som kastenet i Kharkai floden eller i store 

vandreservoirer. Nettet bindes af fiskerne selv, som køber bomuldstråd og jernlodder på markedet. 

Dette net er en gave til Moesgård Museum fra santhal fiskerne i nærheden af Purulia. Mange fiskere i 

omegnen af Purulia har sluttet sig sammen i en organisation, der kaldes "Jela Para Durga Puja 

Samitti" med det formål at bygge et tempel. Templet til Durga er ved at være færdigt. Den kendte 

billedhugger og maskemager Kanhai Lal Maharana fra Seraikella står for skulpturudsmykningen af 

tamplet. Med et net af denne art fanges store fisk, der kaldes bakur eller balia. 



IN.E 38 

Ruse 

Rusen bruges til at fange småfisk, junna, eller krebsdyr, chingudi, på lavt vand. Den kan udstyres med 

en vinge, der fører fiskene hen mod indgangen. Den er fremstillet af sammenbundne bambuspinde af 

kasteløse fra Paralposi vest for Seraikella. 

IN.E 39 

Bambuskurv 

Fiskekurv, flettet af kløvet bambus med indadbuet form, der gør det svært for levende fisk at springe 

op af kurven. Kurven er købt på Seraikella markedet. Den bruges af fiskerne til opbevaring af de 

fangede fisk og bæres i en snor på ryggen. Den røde farve er fremkommet ved et uheld under 

forsendelsen fra Indien til Danmark. Mahali stammen fra Saldih har lavet den. 

IN.E 41 

Kost 

Grove koste som denne anvendes til at feje i husets gård. Indenfor anvender man en finere kost. 

IN.E 42 

Net 

Anvendes til ophængning af lerkrukker. Nettet hænges op under taget eller på væggen så der ikke går 

mus og rotter i krukker med ris eller andre madvarer. I landsbyerne er ydervæggene ofte dækket med 

krukker i net som dette. 

IN.E 43 

Olielampe 

Anvendes til petroleum. 

IN.E 44a-b 

Lommelygte 

Lommelygte i original emballage. Selv om indbyggerne i Seraikella ofte klager til myndighederne over 

den dårlige elforsyning. Alligevel svigter strømmen et par timer næsten hver aften. Det er vigtigt at 

have en lommelygte om aftenen, hvis man er ude at gå – især hvis der skulle ligge en slange på 

vejen! 

IN.E 45 

Strygejern 

Gammel model som opvarmes med trækul. De fleste strygejern i Seraikella i dag bruger dog stadig 

trækul. Inderne gør generelt meget ud af at være pæne i tøjet, så de går næsten altid i nystrøget tøj, 

når de er udenfor hjemmet. 

IN.E 46 

Muse- og rottefælde 

Der findes mange mus og rotter i Seraikella, så de fleste familier har en eller flere fælder til at fange 

dem i. Efter dyrene er blevet fanget bliver de enten sat fri eller druknet. Pas på fingrene!!! 

IN.E 47a,b 

Ur 

Vægur i original emballage. Ure som dette findes i den pæne stue i de fleste hjemme, og i de fleste 

forretninger. 

IN.E 48 

Vifte 

Vifter er der brug for især i den hede tid, når temperaturen stiger til 45 grader. I de velhavende huse 

bliver der nu anskaffet elektriske "vifter", der bringer luften i bevægelse. 

IN.E 49 

Myggenet 

Om foråret og sommeren er der mange myg i Seraikella, og derfor kan det være nødvendigt at sove 

under et myggenet. Seraikella ligger nemlig i det område af Indien, hvor der findes flest malariamyg. 

For de fleste lokale opleves malaria blot som en kraftig influenza, men sygdommen kan medføre 

døden. 



IN.E 50 

Myggespiraler 

Udover at anvende myggenet kan man antænde en myggespiral om aftenen for at holde myggene 

væk. Ifølge Prakash Sahu var myggene ikke noget problem til engang op i 1960’erne. Men siden da er 

der bygget mange grøfter gennem byen, vandreservoirer og andre steder hvor myggene kan trives i 

stillestående vand. 

IN.E 51 

Indkøbspose 

Indkøbspose lavet af cementsæk. Anvendes især af landsbyfolk. Firmalogoet på posen, ”L&T Cement” 

dækker over virksomheden Larsen og Toubro, der oprindeligt var dansk, men nu er den største 

entreprenørvirksomhed i Indien. 

IN.E 52 

Kurv/taske 

De nye materialer er slået igennem. Denne taske bruger kvinder, når de skal ud at rejse med bus eller 

tog. 

IN.E 53 

Dåse 

Dåse med raffineret smør, ”ghee”. Ghee anses for at være meget og anvendes især ved særlige 

lejligheder som besøg af fine gæster eller ved højtider. I øvrigt anvendes ghee næsten altid som 

offergave i forbindelse med religiøse ceremonier, pujaer. 

IN.E 54 

Pose med te 

Selv om Indien er en af verdens største teproducenter, er det kun velhavende folk, der har råd til 

teblade. De fleste andre indere nøjes med at købe smuldret te som dette. 

IN.E 55 

Sort kardemomme 

Må ikke benyttes af brugerne. 

IN.E 56 

Grøn kardemomme 


IN.E 57 

Hel gurkemeje 


IN.E 58 

Stødt gurkemeje 


IN.E 59 

Hvid kommen 


IN.E 60 

Kommen 


IN.E 61 

Ingefær 


IN.E 62 

Muskatnød 


IN.E 63 

Laurbærblade 




IN.E 64 

Kanelbark 


IN.E 65 

Sort peber 


IN.E 66 

Koriander 


IN.E 67 

Chili 


Hygiejne og personligt udstyr 

IN.E 68 

Toiletbøtte 

De fleste mennesker i Indien anvender ikke toilet papir. I stedet bruger man vand fra en toiletbøtte 

som denne og venstre hånds længste fingre til at vaske sig bagi med. Efter toiletbesøg vasker man 

naturligvis hænderne grundigt. Venstre hånd bliver i øvrigt i det hele taget anset for at være uren. 

Derfor spiser man ikke med venstre og det anses f.eks. også for en fornærmelse at give penge med 

venstre hånd. 

IN.E 69 

Vaskebøtte 

Der er næsten ingen familier i Seraikella der har rindende vand. Når man skal vaske sig henter man 

derfor vand fra en brønd. Vandet hældes i en spand og herfra tager man vandet med en kande som 

denne og hælder det ud over kroppen. 

IN.E 70 

Håndsæbe 

IN.E 71 

Håndsæbe 

Ayurvedisk sæbe og originalemballage. Den ayurvediske naturmedicin er meget populær i Seraikella. 

Derfor anvendes den også i mange fabriksfremstillede varer som denne sæbe. 

IN.E 72a-b 

Vaskesæbe 

Grov vaskesæbe. Denne type sæbe er meget billig og anvendes især af landsbyfolk til tøjvask, og ind i 

mellem også til badning. 

IN.E 73 

Vaskesæbe 

Fabriksfremstillet vaskesæbe. Mange har et stykke sæbe som dette med ned til floden, når de tager 

bad om morgenen, så de kan vaske småting som underbukser, undertrøjer og lungi i forbindelse med 

morgenbadet. Tøjet gøres vådt og sæben gnides ind i det. 

IN.E 74a-b 

Vaskepulver 

Små poser med vaskepulver. Poser som disse er også meget velegnede til at tage med til floden. 

IN.E 75 

Blånelse 

Anvendes til at blege tøj med. Blånelsen afgiver dog farve, så hvidt tøj får et blåt skær efter en 

behandling. 



IN.E 76a-b 

Tandpinde 

Det er sundt at rense tænder og mund ved at tygge på pinde fra sall træet. Man bruger disse pinde til 

tygning om morgenen. Der findes dog både tandbørste og tandpasta i Seraikella. 

IN.E 77 

Tandbørste 

Selv om mange folk i Seraikella stadig kun bruger tandpinde, anvender de fleste også tandbørste. 

IN.E 78 

Tungerenser 

Bruges om morgenen og aftenen til at skrabe belægninger af tungen med. 

IN.E 79 

Tandpulver 

Bruges som tandpasta til rensning af tænder og gummer. Højre pegefinger fugtes, lidt pulver duppes 

på og man gnider derefter frem og tilbage med fingeren. 

IN.E 80a-b 

Tandpasta 

Tandpastatube i originalemballage 

IN.E 81a-b 

Barbercreme 

Tube med barbercreme i originalemballage. De fleste mænd i Seraikella anvender creme og ikke 

skum ved barberingen. Cremen lægges direkte på kinden og skummes op med en barberkost og lidt 

vand. I øvrigt er det i modsætning til herhjemme meget normalt at gå til frisøren eller barberen for at 

blive barberet. En barbering i Seraikella koster ca. 5 Rs (lige under 1 kr.), mens en hårklipning koster 

omkring det dobbelte. 

IN.E 82 a-b 

Barberkost 

Barberkost i originalemballage. 

IN.E 83a-b 

Creme 

Blegecreme. I modsætning til herhjemme anses det i Indien for at være fint at have en lys hud. Derfor 

anvender mange kvinder en creme som denne, der bleger huden en lille smule. 

IN.E 84 

Talkumpulver 

Talkumpulver lavet på sandaltræ. Talkumpulver anvendes til at undgå at huden kommer til at glinse – 

især når det er meget varmt og man sveder. Sandaltræet er i øvrigt meget populært i Indien på grund 

af dets duft. 

IN.E 85a-b 

Hårshampoo 

Små poser med shampoo. 

IN.E 86 

Hårolie 

Mange mænd anvender hårolie, som får hårret til at lægge sig og gør det mørkere. Det anses for at 

være barnligt at have strithår, og desuden anses den sorte hårfarve for at være mest mandig. Som 

blond mand bliver man ofte opfordret til at få sit hår farvet i Indien. 

IN.E 87 

Trækam 

Denne kam skulle være særlig velegnet til filtret hår. Den bruges mest af adivasis, hævdes det. Denne 

kam er lavet af en tømrer og sælges på det ugentlige marked i Seraikella. 

IN.E 88 

Plastikkam 



IN.E 89 

Spejl 

Firkantet spejl, som findes i mange hjem, bl.a. til barbering. 

IN.E 90 

Øjenskygge/kajal 

Sort øjenskygge som anvendes af kvinder (se billedet på dåsen). Ofte smører man også små børn 

med kajal omkring øjnene. Dels hævdes at det beskytte mod øjeninfektion og onde øjne, dels synes 

man kajalen pynter. 

IN.E 91 

Metalbeholder med låg 

En såkaldt kajalbrænder. I den lille fordybning (m. låg) lægges lidt trækul som blandes med 

sennepsolie. Derefter opvarmes det over ildstedet, hvorved en sort flydende masse dannes, som er 

nem at smøre omkring øjnene med en bambus- eller jernpind. 

Små børn smøres også med kajal omkring øjnene. Det hævdes at beskytte mod øjeninfektion. 

IN.E 92a-c 

Rund beholder med farver 

Beholder med farver til pandemærker. Med disse farver kan kvinderne selv designe deres 

pandemærker. Der er dog ikke mange kvinder i Seraikella, der anvender farver som disse. 

IN.E 93 

Pandemærker 

Bordeaux bindis. Bindis skal ikke forveksles med de mærker man får gnedet på panden, når man 

besøger et tempel eller deltager i en ceremoni. Og de har heller ikke noget med kastetilhørsforhold at 

gøre. Bindis bæres kun af gifte kvinder. Blandt de mange årsager, der gives til hvorfor gifte kvinder 

bærer bindis nævnes at de pynter, og at de holder mændenes opmærksomhed, så de ikke kigger 

længere ned på kvindens krop. Bindis kan fås i mange forskellige farver og design. Normalt bærer 

kvinderne røde eller sorte bindis, men de kan også være mere farvestrålende, for eksempel til festlige 

lejligheder. 

IN.E 95 

Hårnål m. vedhæng 

Bæres af kvinder som smykke i nakkeknuden. Håret sættes op i 17 års alderen. 

IN.E 97 

Hårspænde 

Bæres af små og større piger. 

IN.E 98 

Sparebøsse af genbrugsblik 

IN.E 99 

Hårspænde 

Pigerne og kvinderne holder meget af at pynte sig. Derfor findes hårspænder, -elastikker m.v. også i 

mange forskellige design. 

IN.E 100 

Blå hårelastik 

IN.E 101 

Rød hårelastik 

IN.E 102 

Orange hårelastik 

IN.E 103 

Halskæde 

Rød, grøn og gylden simili-halskæde. 

IN.E 104a-b 

Lilla hårelastikker 



IN.E 105 

Lyserød hårelastik 

IN.E 106 

Ankellænke 

Ankellænke af sølvimitation med klokker bæres af piger og kvinder én om hver ankel. Bæres 

tilsvarende i ægte sølv. 

IN.E 107 

Armring 

Metalarmring til store drenge og unge mænd. Denne er af sølvlignende metal. De kan også være af 

messing og have dekorationer og mønstre. 

IN.E 108 a-d 

Røde armbånd 

Armbånd som disse anvendes af store piger og kvinder i alle aldre. Man bærer normalt lige mange 

armbånd af hver type på hver arm. 

IN.E 109 a-d 

Guld armbånd 

Do. 

IN.E 110 a-b 

Armbånd 

Smykker af imiteret guld købt på Sakchi marked i Jamshedpur. Begge består af syv tæt 

sammenstillede ringe. Der sidder et ornament med indfattet glassten i midten. Det ene har 6 sten, det 

andet 7. Guldsmykker regnes for et statussymbol. 

IN.E 111 a-b 

Tobaksdåse 

Man kommer tobak i dåsens store rum og en kalkblanding, ”lime”, i det lille. Man har dåsen i lommen, 

og når man får lyst til en ”snus” tager man den frem og blander lidt tobak med lidt lime og putter det op 

under overlæben. 

IN.E 112 

Små blå poser 

Pakker med knust betelnød. Betelens bitre smag er meget populær. Betel tygges mest af mænd men 

også af enkelte, især ældre, kvinder. Poser som disse kan købes overalt i Seraikella. 

IN.E 113 

Små orange poser 

Pakker med knust betelnød. I denne version er betelen lagt med et lille sødligt lag. 

Tøj 

IN.E 114 

Pigekjole 

Små piger op til 10-12 år går næsten altid i kjoler, der ofte er rigt udsmykkede som denne. 

IN.E 115 

Pigekjole 

Denne kjole er rigeligt pyntet med flæser i adivasi-stil. Pigernes klædedragt er meget varieret, 

afhængig af om de er i skole eller hjemme og af deres kaste tilhørsforhold. 

IN.E 116 

Buksedragt 

”Salwar and blouse” anvendes af unge piger. Dragten med løse bukser og trøje er meget behagelig i 

varmen. I storbyerne går mange unge piger i t-shirt og cowboybukser, men det ser man ikke i 

Seraikella. 

IN.E 117 



Underskørt 

Bæres af alle kvinder under sarien. De findes i hvid eller mørk rubinrød. 

IN.E 118 

Saribluse 

Rubinrød sari-bluse. Gule, orangerøde og dybblå bluser bæres sammen med sarien af kvinder fra 17 

års alderen. 

IN.E 120 

Sari 

Hvid sari med sorte striber. Bæres af enker og gamle kvinder, der ofte ikke bærer bluse. Sarien er 

skabt af et stykke stof, 450 x 107 cm, som svøbes og draperes omkring kroppen så det udgør et langt, 

dobbelt skørt med længdefolder. Folderne giver bevægelsesfrihed foran. Den ende af sarien, der er 

afsluttet med et tværmønster, danner brystklæde, idet stoffet arrangeres over venstre skulder. 

IN.E 121 

Sjal 

Bleg-gult vævet sjal, ”chador”. Bæres både af kvinder og mænd til at dække skuldre og ben om 

aftenen og tidligt om morgenen. Chador findes i forskelligt vævet materiale, uld og bomuld, og i 

forskellig forarbejdning. 

IN.E 122 

Undertrøje 

Drenge og mænd går ofte rundt i undertrøje og shorts eller lungi om aftenen ved hjemmet. Denne 

undertrøje passer til en indisk dreng på omkring 10 år. 

IN.E 123 

Undertrøje 

Passer til en indisk dreng på omkring på ca. 15 år. Brun er i øvrigt en meget populær farve blandt 

indiske mænd. 

IN.E 124 

Kortærmet trøje 

Trøjer som denne anvendes af drenge i 6-12 års alderen, når de skal være pæne i tøjet udenfor 

skoletid. 

IN.E 125 

Shorts 

Drengeshorts til pænt brug. Købt som sæt sammen med den kortærmede trøje (IN.E 124). 

IN.E 126 

Kasket 

IN.E 127 

Underbukser 

Almindelige underbukser af størrelse til drenge. 

IN.E 128 

Lændeklæde 

Lungien bæres kun af mænd. Den er egentlig en speciel muslimsk klædedragt, men bæres også i vid 

udstrækning af hinduer. De er enten ternede som denne eller ensfarvede. Lungien kendes også under 

navnet sarong i Sydøst Asien, bl.a. Indonesien. 

IN.E 129 

Skulderklæde 

Gamcha. Tyndt rødt, blåt og blågrønt ternet stykke stof 67cm + 156 cm, der af mænd kan anvendes i 

mange sammenhænge, f.eks. som håndklæde, over hovedet mod solen, som vaskeklud og endog 

som tesi. Når det ikke anvendes, hænger det løst over skuldrene eller er bundet omkring livet for at 

holde lændeklædet, dhotien, ekstra godt fast. 

IN.E 130 

Benbeklædning 

Hindu-benklæde, dhoti, til mænd og drenge. Det lange klæde snoes 



om livet og benene. Bæres kun af hinduer og i dag næsten udelukkende af ældre mænd. 

IN.E 131 AB 

Strømper 

Strømper med tå. Om vinteren kan der blive temmelig koldt i Seraikella. Derfor kan det være godt med et 

par strømper. Men da de fleste helst vil gå i sandaler, må strømperne have en storetå, så man kan have 

dem på i sandalerne. Strømper som disse anvendes hovedsageligt af ældre mænd. 

IN.E 132 AB 

Sandaler 

Alle, både mænd og kvinder, drenge og piger går i ”chappels”, sandaler af gummi eller plastik. Før i 

tiden gik man barfodet, nu er det mest adivasis, der ikke bærer fodtøj. 

IN.E 133 AB 

Plastik-galocher 

Bruges af mænd mest i uvejsomt terræn. Til dagligt brug. 

IN.E 135 

Kuffert 

Bemalet kuffert af metal. Kufferten er fremstillet og købt i Chaibasa. På togrejsen ses ofte 

metalkufferter forsvarligt forsynet med hængelåse stablet på kupéens gulv. Hjemme bruges 

metalkufferter til opbevaring f.eks. af vintertøjet og de uldne tæpper. I de fleste huse findes 

opbevaringsrum med aflåste kufferter, da der ikke findes skabe og skuffemøbler. 

IN.E 136 a-b 

Skjorte 

Skjorte og bukser til skoleuniform. I langt de fleste indiske skoler er skoleuniform påkrævet. 

Drengenes skoleuniform består af en skjorte og enten shorts eller lange bukser. Hver skole har deres 

egen farvekombination. På SNEMS i Seraikella er skoleuniformen i to forskellige grå nuancer. Skjorte 

og bukser kan købes i forretninger i Seraikella. 

IN.E 137 b 

Kjole 

Til skoleuniform. Pigerne bærer oftest denne samme type skjorte til skoleuniformen som drengene, 

men i stedet for shorts eller lange bukser bærer de nederdel eller en kjole som denne. 

IN.E 138 

Slips 

Til skoleuniform. Både drenge og piger bærer slips med deres skole tryk til skoleuniformen. Slipset 

købes på skolen. 

IN.E 139 a-b 

Bælte og –spænde 

Den sidste del til skoleuniformen er bæltet, som også bæres af både drenge og piger. Bæltespændet 

bærer skolens logo. 

IN.E 140 

Penalhus 

Den indiske skoleelevs penalhus ligner i høj grad hvad man kan finde i danske skoler. IN.E 140-153 

viser, hvad man typisk kan finde i en indisk elevs penalhus. 

IN.E 141 

Blyant 

IN.E 142 

Blyant 

IN.E 143 

Blyant 

IN.E 144 


Kuglepen 


IN.E 145 

Viskelæder 

IN.E 146 

Viskelæder 

IN.E 147 

Viskelæder 

IN.E 149 

Viskelæder 

IN.E 150 a-b 

Blyantspidser 

IN.E 151 a-c 

Passer i etui 

IN.E 152 

Bogstavlineal 

IN.E 153 

Tusser 

Etui med 12 tusser. 

IN.E 154 a-c 

Drikkedunk 

Dunk med prop og skruelåg. 

IN.E 155 

Skoletaske 

Denne taske har tilhørt Ajay Sahus datter, Tabli, som fik en ny taske i bytte for denne. Før i tiden 

anvendte man skoletasker af jute, men i dag er denne type taske meget normal. 

IN.E 156 

Skoletaske 

Denne taske har tilhørt Anil Sahu, søn af guldsmeden, der bor i den ene del af Sahu-familiens hus i 

ward nr. 5. Anil fik en ny taske i bytte, da vi fik denne her. 

IN.E 157 

Skolebog 

Matematik for 5. klasse. Alle bøgerne IN.E 157-166 er købt hos Bijoy Dubey, der er inspektør på 

SNEMS. SNEMS er en ”English medium school”, hvilket betyder at al undervisningen – også 

matematik - foregår på engelsk. Der er stor forskel på de skolematerialer, der anvendes på de 

forskellige skoler i Seraikella. Bijoy Dubey gør meget ud af at få fat på nye materialer, bl.a. gennem 

hans bror, der ofte turnerer med chhau dans i USA. Men på mange af de andre skole bruges der 

meget ældre bøger, og på nogle offentlige skole, hvor eleverne kommer fra de fattigste familier, må 

eleverne ofte fremstille deres undervisningsmaterialer selv. 

IN.E 158 

Skolebog 

Matematik for 6. klasse. 

IN.E 159 

Skolebog 

Engelsk for 4. klasse. Da eleverne på SNEMS har engelsk allerede fra 1. klasse, kan de en del når de 

når til 4.klasse. 

IN.E 160 

Skolebog 

Engelsk grammatik. 



IN.E 161 

Skolebog 

Engelsk grammatik. 

IN.E 162 

Skolebog 

Almen viden for 4. klasse. Almen viden indgår som et egentlig fag, som man også får karakterer i. 

IN.E 163 

Skolebog 

Morallære for 4. klasse. I morallære, kan lære om god opførsel, og om hvordan man skal behandle sin 

familie, venner og den øvrige omverden. 

IN.E 164 

Skolebog 

Morallære for første klasse. 

IN.E 165 

Skolebog 

Samfundsfag for 4. klasse. 

IN.E 166 

Skolebog 

Miljølære for første klasse. 

IN.E 167 

Meddelelsesbog 

I meddelelsesbogen noteres hvilke opgaver eleven har for, og om de er udført. 

IN.E 168 

Standpunktskort 

Eleverne får karakterer helt fra starten af skolegangen. De første år i form af standpunktskarakterer. 

IN.E 169 

Fra omkring 3. klasse begynder eleverne at få "rigtige" karakterer. Standpunktskort ofte i form af 

procentvise rigtige besvarelser i tests. 

IN.E 170 

Tilmeldingsblanket 

Blanket der skal udfyldes for at få et barn indmeldt i SNEMS. 

IN.E 171 

Skolebog på oriya 

Bruges af børn i 1.klasse til samtaler ud fra billederne i hæftet. 

IN.E 172 

Mahabarata på engelsk 

Bog med heltehistorier Bogen, der er på engelsk, fortæller Mahabarata, som er en samling legender 

fra gamle dage om guder og helte og deres kamp med de onde kræfter, dæmonerne. Det er en meget 

forkortet udgave. I Seraikella er der forholdsvis mange familier, hvor man kan læse engelsk. 

Mahabarata findes som tegneserie, på film og i teatret og desuden i Seraikella Chhau-dans. 

IN.E 173 

Ramayana på engelsk 

Bog med heltehistorier Ramayana er en meget kendt samling af legender og myter om guder og helte 

og dæmoner. Her i meget forkortet udgave. Den findes også som tegneserie, på film og i Chhau-dans. 

Leg og fritid 

IN.E 175 



Sparebøsse af ler 

Bruges hovedsagelig af børn til at samle mønter i. Når den er fyldt, bliver de nødt til at slå den i 

stykker. Delstatsregeringen opmuntrer børn til at spare op gennem posthusene. 

IN.E 176 

Drage af papir 

Drager er et meget populært legetøj. Man laver dem ikke selv, men køber dem meget billigt forskellige 

steder i byen. Det er mest drengene der leger med drager, som de sætter op enten fra et tag eller fra 

en af byens åbne pladser. Når man går rundt i Seraikella ser man forliste drager hænge i el-ledninger 

og trækroner. 

IN.E 177 

Drage af cellofan 

Denne drage er lavet af overskudscellofan, som skulle have været anvendt til betelpakker som IN.E 

112 og 113. 

IN.E 178 

Snor på holder 

Line til drage. 

IN.E 179 a-b 

Snurretop med snor 

Små drenge leger ind i mellem med snurretop. Snoren vikles om toppen og trækkes derefter af, så 

man sætter spind i den. 

IN.E 180 

Cricketbat 

Cricket er det mest populære spil for små og store drenge. De små drenge spille hjemme på vejen, 

mens de store drenge mødes enten på Durga Mela nede i byen eller på den store fodboldbane lige 

udenfor byen. Dette bat er et lille bat til børn. 

IN.E 181 

Cricketbold 

En rigtig cricketbold er lavet af træ og gummi, men det er kun rigtige cricketspillere der spiller med den 

slags bolde. Drengene i Seraikella med en cricket-tennisbold, der er lidt kraftigere end en almindelig 

tennisbold. 

IN.E 182 

Cricketbold 

Do. 

IN.E 186 

Plakat 

Plakat med Sachin Tendulkar, som er Indiens mest populære cricketspiller. I Indien er cricketspillerne 

stjerner på linje med fodboldspillerne i Europa. Tendulkar anses for at være en af verdens allerbedste 

”batsmen” (d.v.s. den der slår til bolden). 

IN.E 187 

Plakat 

Skuespilleren Bobby Deol. Skuespillere er de mest feterede stjerner i Indien. Indisk film er en 

kæmpeindustri, og der bliver årligt produceret flere filmen i Bombay (også kaldet ”Bollywood”), end i 

Hollywood. Filmene er altid meget melodramatiske, og gør brug af musik- og dansescener, hvor 

heltene pludselig bryder ud i sang. 

IN.E 188 

Plakat 

Skuespilleren Shahrukh Khan. 

IN.E 189 

Plakat 

Skuespillerinden Manisha Koirala. 

IN.E 190 



Plakat 

Skuespillerinden Rani Mukkerjee. 

Religion 

IN.E 191 

Metalfigur 

Figuren viser det romantiske par i indisk mytologi, Radha og Krishna. Figurer som disse stilles på et 

træalter i hjemmet, hvor de stilles på en trone som IN. E 192. 

IN.E 192 

Metalfigur 

Trone til at stille Radha-Krishna figur på ved hjemmealteret. 

IN.E 193a 

Lerskål 

Olielampe til brug ved religiøse ceremonier, pujaer. Fyldes med raffineret smør, ”ghee”, og antændes 

ved hjælp af en væge, der lægges over lampens tud. 

IN.E 193b 

Lerstage 

Fod til olielampen IN.E193a. 

IN.E 194a 

Metalstage 

Holder til røgelsespinde. Røgelsespinde placeres i stagens huller, og den stilles foran alteret ved 

pujaer. 

IN.E 194b 

Metalfod 

Fod til røgelsesholderen 194a. 

IN.E 195 

Olielampe 

Bruges som lampe ved pujaer. Fyldes enten med ghee og antændes med væge, eller der placeres 

små kamferklumper i lampen. 

IN.E 196 

Klokke 

Anvendes i forbindelse med pujaer. Lyden fra klokken menes at tiltrække gudernes opmærksomhed, 

så de kan overvære den ceremoni, man udfører til ære for dem. 

IN.E 197 

Væger 

Væger til olielamper. Vægerne trækkes lidt ud og lægges ved en olielampe som IN.E193a eller 195. 

IN.E 198 

Kamferterninger 

Anvendes til optænding ved pujaer. Kamferterningerne har den fordel, at de laver en meget rolig 

flamme. 

IN.E 199 

Røgelsespinde 

Røgelse er en fast ingrediens ved pujaer. Pindene antændes, føres i cirkler over alteret og stilles 

derefter ved alteret, hvor de giver røg og duft. Røgelsespinde anvendes også i hjemmet for at give 

duft. 

IN.E 200 

Dåse med rødt pulver 

Sindurpulver. Sindur anvendes ved alle pujaer, hvor det gnides i en lille stribe i panden på deltagerne i 

ceremonien. Indholdet i denne dåse kan bruges i små mængder af brugerne. 



IN.E 201 

Pakke med rødt pulver 

Sindur købes typisk i små pakker som denne. 

IN.E 202 

Krans 

Ved særlige lejligheder kan sådanne kranse bruges til at symbolisere det evige eller aldrig ophørende. 

Bæres af saduer, eller hellige mænd, der somme tider besøger Seraikella. Fremstillet af 53 tørrede 

frugter trukket på snor. 

IN.E 203 

Amulet 

Bæres af småpiger. Hævdes at beskytte mod sygdomme og "onde øjne". Spædbørn har lænker om 

livet. 

IN.E 204 

Amulet 

Amuletter som denne bæres af mænd og drenge i en snor omkring halsen eller overarmen. Amuletten 

fyldes først med naturmedicin og forsegles med bly. 

IN.E 205 

Amulet 

Do. 

IN.E 206 

Amulet 

Do. 

IN.E 207 

Spejl 

Spejle som dette anvendes til pujaer for gudinder. Da gudinderne, som alle andre kvinder, ønsker at 

se smukke ud, anvender man et spejl ved tilbedelsen af dem. 

IN.E 208 

Plakat 

Kalender med billede af gudinden Durga, der er en af de vigtigste guddomme i Seraikellaområdet. 

Plakaten viser en vestlig kalender. Lokalt følger man foruden denne kalender også en månekalender, 

hvor månederne skifter midt i de vestlige måneder. Alle rituelle højtider afholdes i forholder til 

månekalenderen. 

IN.E 209 

Plakat 

Plakat med motiv af guden Ganesh. Ganesh er en meget populær gud, som både er klog og lidt af en 

drillepind. Gudeplakater hænger i stuerne i de fleste hjem, og anvendes også i forbindelse med 

festivaler for de enkelte guder. 

IN.E 210 

Plakat 

Plakat med motiv af fem af de vigtigste guddomme i indisk mytologi: Vishnu (i midten), Brahma (øverst 

t.v.), Shiva (øverst t.h.), Krishna (nederst t.v.) og Ram (nederst t.h.). 

IN.E 211 

Plakat 

Plakat med motiv af gudinden Kali. 

IN.E 212 

Plakat 

Plakat med motiv af guden Shiva. 

Chhaudansen 

IN.E 213 



Bukser 

Bruges af Krishna i Chhau-dansen "Radha - Krishna". Inderst et par korte bomuldsshorts, yderst en 

slags "slå om" bukser af ralex kunststof, med megen vidde mellem benene. Det hele fæstnes til en 

linning, hvorigennem er trukket et bindebånd. Fremstillet af skrædderen, Babu Rout, i Seraikella. 

IN.E 214 

Bluse 

Bruges af Krishna i Chhau-dansen, "Radha -Krishna". Skjorten er af ralex kunststof. Det er en skjorte 

jakke med v-udskæring i dobbelt lag stof, der hægtes sammen hele vejen ned midt bag. Jakken har 

lange ærmer, der kan åbnes med to knapper forneden. Fremstillet af skrædder Babu Rout i Seraikela. 

IN.E 215 

Lændeskærf 

Lændeskærfet, der kaldes kamar bandh, bruges i Krishna kostumet. Men alle danserne bruger 

lændeskærf ved træningen, idet det giver styrke, og støtte, også selvom det gør ondt. Skærfet er også 

lavet af ralex kunststof. 

IN.E 216 

Rygklæde 

Rygklæde, rester af en kongekåbe, til Krishna kostumet. Dette er lavet af skrædderen Babu Rout i 

Seraikella af ralex kunststof indkøbt i Jamshedpur. 

IN.E 217 

Bukser 

Bruges af Radha i Seraikella Chhau-dansen "Radha - Krishna". Bukserne med lange ben er meget 

snævre fra knæet og nedefter og har bindebånd i taljen. Sådanne bukser, der kaldes "chudidarpyjama", 

bæres af unge kvinder og halvvoksne piger. De er syet af skrædder Babu Rout i Seraikella. 

IN.E 218 

Bluse 

Bruges til Radha kostumet i Seraikella Chhau. Det er en kort bolero bluse med korte ærmer i dobbelt 

lag stof. Den hægtes sammen ned ad ryggen. Den har broderier langs kanterne og bagpå. En sådan 

bluse bruges af kvinder generelt. Den er syet af skrædderen i Seraikella. 

IN.E 219 

Skørt 

Skørt til Radha i Chhau-dansen "Radha - Krishna". Da hun er en mytologisk person, må hun have et 

flot rødt kostume af kunststof oversået med håndpåsyede pailletter. Der er desuden broderier. 

Underskørt er såvel som overskørt rynket til i linningen, hvorigennem der løber et bindebånd. 

(Det er iøvrigt en generel kvindedragt i visse egne af Indien, bl.a. Rajasthan, mere enkel i udførelsen). 

Dette er et teaterkostume. Skrædder Babu Rout har syet den. 

IN.E 220 

Slag 

Slaget bæres, som vist i arbejdsbogen, op om hovedet og dækkende hele personen. Slaget, der er af 

kunststof, er pyntet med pailletter og broderier. Dette beklædningsstykke bruges også i Rajasthan. 

Stoffet er købt i Jamshedpur og syet i Seraikella. 

IN.E 221 

Lændeskærf 

Bæres af Radha, stramt bundet om midjen. Det giver støtte og styrke under dansen. Det kaldes kamar 

bandh og er en nødvendig kostumedel i Seraikella Chhau. Købt i "milkkam" tøjbutik i Jamshedpur. 

IN.E 222 

Sort og hvid dragt 

Den humoristiske spøgelsesdans ses temmelig sjældent som solodans: Bhut-dans. Den kan også 

bruges i danseforestillinger både i Seraikella og i Purulia Chhau. Også dragten er fra Purulia. 

IN.E 224 

Kunstige bryster 

Da det er sædvane at mænd danser kvinderoller, benytter de et sæt af bryster, der bindes på ryggen. 



IN.E 225 

Paryk 

Til brug ved danseforestillinger til kongelige personer og guder. Denne paryk kan bruges sammen 

med Krishna masken. Fremstillet af ægte hår og købt i Jamshedpur. 

IN.E 226 

Paryk 

Til brug ved danseforestillinger til unge piger. Den kan bruges til Radha. Fremstillet af ægte hår og 

købt i en teaterbutik i Jamshedpur. 

IN.E 227 

Halskæde 

Til Krishna kostumet hører smykker af simili. 

IN.E 228 

Halskæde 

Til Radha kostumet hører en tilsvarende halskæde. 

IN.E 229a-b 

Håndledssmykker 

Håndledsmykker til Krishna af plastik perler på ståltråd. 

IN.E 230a-b 

Håndledssmykker 

Håndledsmykker til Radha af plastik perler på ståltråd. 

IN.E 231a-b 

Overarmssmykker 

Til Krishna-kostumet. Fremstillet af plastik-perler og ståltråd. 

IN.E 232a-b 

Overarmssmykker 

Til Radha-kostumet, fremstillet af plastik-perler og ståltråd. 

IN.E 233 a 

Halssmykke 

Denne er grøn og hører til Krishna kostumet. Fremstillet af plastik perler og ståltråd. Bindes tæt om 

halsen. 

IN.E 233 b 

Halssmykke 

Denne er rød og hører til Radha kostumet. Fremstillet af plastik perler og ståltråd. Bindes tæt om 

halsen. 

IN.E 234 

Maske 

Masken til guden Krishna bruges af danserne i Seraikella Chhau f.eks. i dansen "Radha - Krishna" 

eller i solodanse for Krishna. Fremstillet i Kanhai Lal Maharana's værksted. 

IN.E 235 

Hovedkrone 

Hovedkrone til guden Krishna med Krishna's symboler som påfuglen, hans ridedyr og påfuglefjer. 

Fremstillet af Kedar Nath Sahoo af ægtesilke, som baggrund for simili perlerne. 

IN.E 236 

Maske 

Maske til Radha eller andre unge kvinder. Bruges af danserne i Seraikella Chhau-dans. Fremstillet på 

Kanhai Lal Maharana's værksted. 

IN.E 237 

Hovedkrone 

Hovedkrone til Radha eller andre personer af høj byrd og status. Fremstillet af Kedar Nath Sahoo i 

1970 på ægte silke fra Varanasi og med simili perler. 



IN.E 238 

Maske 

Spøgelsesmasken bruges i solodans i Seraikella Chhau. Det opfattes som et humoristisk indslag i 

forestillingen. Denne maske er lavet i maskelandsbyen, Chorida, i nærheden af Purulia i Vest 

Bengalen. Maskemagerens navn er Bijay Sutradhar. Et spøgelse kaldes Bhut. 

IN.E 239 

Maske 

Løvemasken bruges i Chhau både i Purulia og i Seraikella. Denne er fra Purulia, hvor den ofte bruges 

i en dans sammen med gudinden Durga, der nedlægger dæmonen, Mahasissur. 

IN.E 240 

Fløjte 

Teaterfløjte af metal som bruges både af Radha og Krishna i Chhau dansen af samme navn. Krishna 

ses ofte afbildet med en fløjte. Den er købt på hovedgaden i Purulia. 

IN.E 241a-b 

Kæder med bjælder 

Ved Chhau-dans understreges rytmen ved hjælp af ankelbjælder, der som ankelsmykker bindes om 

anklerne. Sådan bruges ankelbjælder i mange af de indiske danseformer. De kaldes gendaghugur. 

Kedar Nath Sahoo hævder, at nogle bjælder har en forkert lyd, ikke er "sweet". Lyden fra disse 

ankelbjælder er ikke "sweet", hævder han, men kan dog godt bruges. Han siger også, at den bedste 

lyd fik man fra kæder af sneglehuse, hvor lyden ligesom kommer af sig selv. Bjældekæderne er købt i 

Purulia og de er fremstillet enten i Calcutta eller i Jaliswar i Orissa. 

IN.E 242 

Farvepulver 

Lyserødt farvepulver i glas. 

IN.E 243 

Træredskab 

Til fremstilling af Chhau masker bruges, foruden hænder og fingre, en del træredskaber. Denne kaldes 

kawadi. (se film om maskefremstilling) Købt af Kanhai Lal Maharana. 

IN.E 244 

Træredskab 

Dette redskab kaldes big kawadi. Det har en større flade til at glatte leret med. 

IN.E 245 

Træredskab 

Et glatteredskab til maskefremstilling købt i Kanhai Lal Maharana's værksted. Han arbejder også i 

cement og gibs, og rester deraf ses på dette redskab, som kaldes kathi-nangli. 

IN.E 246 

Træredskab 

Når der skal skæres ud til øjne og mund eller formes læber etc. er denne "kniv" af bambus anvendelig. 

Den kaldes tiyedi. Den har også været brugt af Maharana. 

IN.E 247 

Træredskab 

Fra Kanhai Lal Maharanas værksted stammer også dette værktøj, der kaldes bedha. (se film om 

maskefremstilling). 

IN.E 260 

Bog 

”Indien – en økonomisk og politisk oversigt”, 1993. Udenrigsministeriets oversigt over Indien. Omfatter 

en kort gennemgang af landets historie og en oversigt over politiske og økonomiske problemstillinger. 

Oversigten er desværre en smule forældet. De væsentligste nyere udviklinger, som f.eks. forholdet til 

Pakistan og den aktuelle økonomiske vækst kan følges i dankse medier og på de indiske nyhedssider, 

der er angivet under ”Relevante hjemmesider” i den pædagogiske meddelelsesprotokol. 



IN.E 261 

Brochure 

Brochure for Sri Kedar Art Centre. Sahu-familien bruger brochuren til at præsentere deres center 

overfor nationale institutioner og udenlandske kontakter, der kan sikre dem de eftertragtede turneer. 

Læg mærke til sproget i brochuren, der er temmelig gammeldags. En del af teksten er direkte citeret 

fra de brochurer, der præsenterede den kongelige trup på dens turneer i 1937 og 1938. 

IN.E 262 

Bog 

Dansk udgave af det store helteepos ”Mahabarata”. 

IN.E 263a 

Magasin 

Filmmagasinet ”Stardust”, oktober 1999. Inderne ynder ikke blot at se de populære Hindi-film, men 

læser også meget gerne om dem. Stardust er således ét blandt mange magasiner, der beretter den 

nyeste sladder om skuespillere, instruktører og kommende film. 

IN.E 263b 

Brochure 

Modetillæg til Stardust, oktober 1999. Filmstjerner anvendes ofte som modeller for modeindustrien. 

Her er det kæden Siyaram’s, der præsenterer deres nyeste kollektioner i et indstik i Stardust. 

IN E 264 

Magasin 

”India Today”, 6/9 1999. Magasiner der bag om de seneste nyheder er meget populære i Indien. Disse 

magasiner minder om de amerikanske magasiner ”The Times” og ”Newsweek” og holder generelt et 

højt journalistisk niveau. Denne udgave dækker blandt andet valget i 1999. 

IN E. 265 

Magasin 

”India Today”, 10/4 2000. Denne udgave omhandler blandt andet forholdet mellem Indien og Pakistan 

og alkoholproblemer blandt unge indere. 

IN E 266 

Magasin 

”India Today”, 17/4 2000. Omhandler blandt andet den italiensk fødte Sonia Gandhi’s valgnederlag i 

2000. Efter attentaterne på hendes svigermor, Indira Gandhi, og hendes mand, Rajiv Gandhi, har 

Sonia påtaget sig opgaven som leder af Congrass-partiet, der er det store traditionelle parti i indiske 

politik. Efter nederlaget i 2000 tog Sonia Gandhi revanche i 2004, hvor hun førte Congress til valgsejr, 

men overlod hvervet som premierminister til den tidligere finansminister Manmohan Singh. 

IN E 267 

Magasin 

”Outlook”, 10/4 2000. Omhandler blandt de fattige inderes krav om skolegang til deres børn. 

IN E 268 

Magasin 

”Outlook”, 23/8 1999. Omhandler krigen mellem Indien og Pakistan og den indiske 

befolkningsproblematik. Indien skulle angiveligt ved udgivelsen af dette magasin have rundet et 

befolkningstal på 1 mia. 



Billedserie 1: En tur rundt i byen 

Denne serie tager jer med en tur rundt i Seraikella. Vi ankommer med bussen fra Jamshedpur og går 

derefter rundt og ser de vigtigste steder i byen. 

1 

Når man skal til Seraikella, er det nemmeste at tage toget til den nærmeste storby, Jamshedpur. 

Jamshedpur ligger på strækningen mellem Delhi og Calcutta så der går ofte tog hertil. Fra banegården 

tager man en knallertrickshaw, også kaldet en tuk-tuk, til bydelen Bistupur. I Bistupur går der busser til 

alle de større byer i området. Turen fra Bistupur til Seraikella varer knap to timer, selv om afstanden 

kun er 30-40 km. Vejene mellem Bistupur og Seraikella er meget dårlige og bussen stopper mange 

gange for at samle passagerer op. Ofte er der op mod 40 passagerer i en minibus med 16 

siddepladser. Folk står helt tæt, og når der er fyldt op indeni, kan nye passagerer sidde oven på taget. 

2 

Det første man ser, når man kommer ind i Seraikella er politistationen. Her finder man ofte mange 

personer forsamlet, da politiet tager sig af mange administrative opgaver. 

3 

Bussen kører ad hovedgaden, Main Road, ind midt i byen. Når bussen kommer, er det med at komme 

væk, for den holder sig ikke gerne tilbage for fodgængere eller cyklister. Til gengæld kan den komme 

til at vente lidt, når en af de mange køer, der går frit rundt i gaderne i Seraikella, står i vejen. 

4 

Main Road er en travl gade. Her ligger de fleste af Seraikellas butikker, så her er næsten altid mange 

folk. Kvinden i forgrunden går med en bomuldsparaply for at beskytte sig mod solen. 

5 

Bussen stopper på en plads inde midt i byen. Som man kan se bruger de fleste mænd og børn i 

Seraikella cykler til at komme rundt med. Kvinderne bærer for det meste de lange sarier, som ikke er 

velegnede til at cykle i. Til gengæld sidder de ofte bagpå, på tværs af bagagebæreren. 

6 

På pladsen midt i byen er der mange boder. Her kan man se en frugtbod og en ”beetleshop”, hvor 

man kan købe tobak og de bitre betelnødder, som mange mænd elsker at gå og tygge på. I 

baggrunden holder bussen fra Jamshedpur. 

7 

Midt i byen ligger ”daily market”. Det er her de fleste folk gør deres daglige indkøb. Her ses boder med 

krydderier og grøntsager. 

8 

De fleste indbyggere i Seraikella er hinduer og må derfor ikke spise kød men gerne æg og fisk. I 

fiskeboderne sælger man fisk, der er hentet på markedet i Jamshedpur tidligt om morgenen. Fiskene 

bliver skåret i stykker på en af de typiske knive, som man holder fast med fødderne. 

9 

En grønthandler tager et hvil på daily market. 

10 

På daily market finder man flere små teboder, hvor man kan få te, sodavand og friturestegte snacks. 

Manden her laver en type snack, der består af chili og grøntsager, der vendes i en dej og frituresteges. 

11 

Gæster i tehus ved daily market. 

12 

Lidt nede af en sidegade til markedet ligger byens posthus. Posthuset afsender og modtager post til 

og fra Seraikella. Men de deler ikke posten ud, så man skal selv komme ned at hente sine breve. 

Side 40 af 58 - Billedserie 1: En tur i byen


Posthuset virker også som telegrafstation, men efterhånden er denne tjeneste gået ud af brug, efter 

telefonnettet er blevet mere effektivt. 

13 

Tæt på posthuset ligger byens bibliotek. Her kan man finde bøger på alle de sprog, der tales i 

Seraikella: hindi, oriya, bengali og engelsk. De har blandt andet en bog med H.C. Andersens eventyr 

oversat til oriya. 

14 

Længere nede ad gaden ligger Seraikellas retsbygning. Seraikella er hovedby i den administrative 

enhed, der kaldes Seraikella Subdivision – en slags amt. Derfor har byen også områdets retsvæsen. 

Den bygning der huser retten i dag var oprindeligt en skole oprettet af kong Adit Pratap Singh Deo. Da 

delstatsregeringen overtog administrationen af området efter Indiens uafhængighed i 1947, blev der 

oprettet en ny skole, og den gamle skole blev gjort til retsbygning. 

15 

Udenfor retsbygningen sidder advokaterne og arbejder ved borde ude i det fri. Folk fra hele området 

kommer til advokaterne for at få hjælp i forbindelse med retssager eller breve til offentlige 

myndigheder. 

16 

Ved siden af retsbygningen, i den sydligste del af byen, ligge kongefamiliens palads. I dag er paladset 

slidt og i en sørgelig forfatning. Men man kan sagtens forestille sig, hvor imponerende det har været 

engang. Her ses selve indgangsportalen til paladset. Det var her alle de fine gæster i sin tid blev 

modtaget. Lokale folk med ærinder på paladset skulle gå ind ad en lille dør i siden af paladset. Porten 

er blevet genopmalet for få år siden da den nuværende konge blev gift. Desværre var der ikke råd til at 

male resten af bygningen. 

17 

I kongefamiliens arkiver, kan man finde billeder fra 1920’erne og 30’erne, hvor kongemagten var på sit 

højeste. Her er et billede af en bryllupsprocession, der passerer ind gennem hovedporten. I midten 

kan man ane brudgommen og i siderne ser man soldater fra stammefolkene fra landsbyerne omkring 

Seraikella. Pragten var dengang formidabel. I stalde og garager fandtes foruden heste og 10 elefanter 

en bilpark med flere luksusmodeller. 

18 

Inde i pladsgården er det tydeligt at se, hvordan paladset er ved at gå i forfald. Denne bygning var 

oprindeligt kongens audienssal – d.v.s. at det var her han tog i mod sine fine gæster. Ind til for nylig 

boede en af de sidste store dansere, Prins Suddhendra, i bygningen, som nu er en faldefærdig rønne. 

Prins Suddhendra døde i slutningen af år 2000 knap 80 år gammel, og i dag bor hans to sønner i 

huset. 

19 

Den nuværende konge bor i den fløj, der tidligere var paladsets kvindefløj. 

20 

Foran paladset ligger Durga Mela. ”Mela” betyder marked, og det var her man afholdt markeder, før 

daily market blev oprettet. Området tilhørte oprindeligt kongefamilien, men efter uafhængigheden blev 

det givet til byen. I dag fungerer Durga Mela som en park, hvor børnene spiller cricket og fodbold og 

mændene spiller kort – for det meste spiller de et spil der minder om hjerterfri. Bygningen i midten af 

billedet er et Krishna tempel og baggrunden kan man skimte paladset. 

21 

En gruppe drenge fra Durga Mela poserer for fotografen. 

22 

I gaderne bag Main Road er det anderledes stille liv end nede midt i byen. Om dagen, inden børnene 

er kommet hjem fra skole, er det eneste liv folk der går eller cykler til og fra Main Road og daily 

market. 

23 



Ind i mellem brydes roen af optog i forbindelse med en af de mange festivaler, man afholder til ære for 

de mange guder. Her er en gruppe mænd ved at forberede et optog til ære for guden Krishna. 

24 

Når man går rundt i de små gader, kan man ofte se kvinder, der er i gang med at lave nogle underlige 

små sorte kugler. De små kugler er brændselskugler, der laves af komøg, aske og vand og lægges til 

tørre i den stærke sol. 

25 

Én af de små gader i Seraikella bruges som losseplads. Her kommer folk og smider deres affald. 

Derfor kaldes gaden også ”Dustbin road” (skraldespandsgade) i folkemunde. Selv om lugten på 

Dustbin road kan være streng, er der nogen, der sætter pris på gaden: køer og geder går konstant 

rundt og spiser af skraldet. 

26 

Mange af husmurene rundt om i byen er bemalet med slagord for politiske partier. Da mange af 

indbyggerne i området er analfabeter, har alle partierne et tegn, man kan kende dem på. Buen og 

pilen er tegnet for en politisk bevægelse blandt stammefolk, der kæmper for en selvstændig stat, 

uafhængig af delstaten Bihar, som Seraikella har været en del af siden den indiske uafhængighed. I 

2000 bar kampen frugt, da der blev oprettet en ny stat under navnet Jharkhand. 

27 

Stammefolkenes indflydelse kan ses flere steder i Seraikella. På en af vejene ud af byen står en 

statue af Birsa Mundi. Birsa Mundi var en kendt adivasi-leder, der i 1857 gik i spidsen for et oprør mod 

englænderne og de maharajaer (blandt andet rajaen af Seraikella), der samarbejdede med 

kolonimagten. Oprøret blev dog slået ned. Statuen er fremstillet af maskemageren Kanhai Lal 

Maharana. 

28 

På vej ud af byen, ned mod floden, ligger byens mest berømte tempel, Jaggernath templet. I dette 

tempel kan man blandt andet se figurer, der viser Krishna i alle hans ti inkarnationer, avatars. 

Figurerne i templet er oprindeligt bygget af Kanhai Lals bedstefar, og i dag er det Kanhai, der holder 

dem ved lige. 

29 

Lige udenfor byen ligger Seraikellas fængsel. Her sidder der dømte forbrydere fra hele Seraikella 

subdivision. 

30 

I området omkring fængslet ligger der mange rismarker. I maj begynder vejret at ændre sig, så der 

blandt andet kommer store skypumper og tordenbyger. Rismarkerne er inddæmmet af lave diger, så 

de kan holde på vandet, der samler sig på markerne. 

31 

Hvis man går videre forbi rismarkerne, kommer man helt ned til floden Kharkai. Floden har stor 

betydning for byen. De fleste indbyggere i Seraikella vasker sig dagligt hernede og desuden er det 

også her vaskemændene går ned og vasker tøj. 

32 

Nede ved floden kan man se et andet liv end inde i byen. Mange af stammefolkene bor i landsbyer på 

den anden side af floden, så de krydser her, når de skal på marked i Seraikella for at købe og sælge 

varer. Manden her er på vej hjem med en gris, han har købt på det ugentlige marked, hat. Når han er 

kommet over på den anden side af floden, skal han gå flere kilometer ad humplede veje for at komme 

hjem. 

33 

Kvinden og barnet her er også stammefolk, adivasier. Hun arbejder med at bryde sten af de store 

klipper ude i floden. Stenene bruges enten som fundament til huse i byen eller til at lave skærver af. 

Hun slæber sten hele dagen, men hendes dagløn ligger formentlig ikke på mere end hvad der svarer 

til 6-7 kr. 



34 

Floden er også et tumlested for børn. Mange børn går herned for at bade efter skoletid. Drenge og 

piger har hver deres badested langs flodbredden. 

35 

Om foråret og sommeren, når der er allermest tørt, kan man vade over floden på bestemte 

vadesteder. Men når regnen har været der, må man tage færgen over floden. Selv om færgen er 

simpel, er den meget effektiv. Den fragter både mennesker, dyr, cykler, store mængder varer, 

motorcykler og meget andet. 

36 

Efter sådan en lang tur gennem Seraikella er det skønt at kunne sætte sig i skyggen under et træ, 

nyde livet ved floden og tænke lidt over tilværelsen. 



Billedserie 2: Arbejde, skole og fritid 

Denne serie viser nogle af de mange forskellige erhverv, man kan finde i Seraikella. Da de fleste 

kvinder arbejder i hjemmet, vil serien især præsentere mænd i arbejde. I billedserie 5, ”Sahu 

storfamilien 1988-2002”, kan man følge kvinderne fra Sahu-familien i deres daglige arbejde. 

1 

Mændene i teboderne på daily market arbejder hele dagen lang. De første kunder kommer tidligt om 

morgenen for at få en kop te, inden de går på arbejde. Hen ad dagen kommer folk forbi for at få noget 

at spise. En af de mest populære retter er samosas – dej fyldt med en blanding af kartofler, ærter og 

andre grøntsager som frituresteges. Der bliver ved med at komme gæster forbi til en kop te indtil 10tiden 

om aftenen. Først da kan man pakke teboden sammen igen. 

2 

I de senere år er der kommet flere telefonkiosker i Seraikella. Indtil 1999 måtte man helt til 

Jamshedpur for at ringe til udlandet. Men i efteråret 1999 blev den første telefonkiosk med 

udlandsforbindelse oprettet. Det viste sig at være en god forretning og få måneder efter var der ikke 

færre en seks telefonkiosker i byen. I 2002 blev der for første gang oprettet internetforbindelse i en af 

telefonkioskerne, så nu har mange af indbyggerne i Seraikella også egen e-mail adresse. 

3 

Op ad Main Road finder man en lang række forskellige boder. Nogle af de mest populære boder er 

”pan-shop”ene, hvor man kan købe cigaretter og pan. Pan er en blanding af tobak, betelnød og 

krydderier, som man tygger. Pan kan enten købes færdiglavet som et pulver, eller man kan få 

ingredienserne blandet på stedet og lagt dem i et pan-blad, som man også kan tygge på. Om 

sommeren sælger de fleste pan-forretninger også sodavand. Men en sodavand koster 10 Rs og et 

krus te kun 1 Rs, så der er mange, der ikke vil købe sodavand, da det er for dyrt. 

4 

I musikforretningerne kan man købe bånd med indisk filmmusik eller klassisk indisk musik. Der er stort 

ikke nogen i Seraikella, der lytter til amerikansk eller europæisk musik, men til gengæld er hitsene fra 

de mange indiske film meget populære. Mange af indbyggerne i Seraikella har ikke råd til at købe de 

originale bånd. I stedet får man lavet kopier af båndene i musikforretningerne. Når man går op ad 

Main Road, kan man derfor ofte høre larmen af musik, der kører i dobbelt hastighed, når der bliver 

kopieret bånd i musikforretningerne. 

5 

Tøjforretning. Foruden at sælge tøj til hverdagsbrug, sælger mange af tøjforretningerne og 

skoleuniformer. 

6 

Flere af forretningerne på Main Road sælger alle mulige småting, man kan have brug for i hverdagen. 

I denne butik kan man for eksempel købe reb, indkøbsposer, minikomfurer, koste, drageliner, legetøj 

og meget andet. 

7 

I sidegaderne til Main Road finder man de fleste af byens specialforretninger. I forretningen her sælger 

man fortrinsvis de små blus, ”kerosene-stove” og petroleumslamper. Mange hjem laver har deres eget 

ildsted, men da det kan være et problem at få fat på brænde, anvender mange også kerosen-blus. 

Petroleumslamper er uundværlige, da strømmen går i hele byen stort set hver aften.Butikken her 

sælger også de store blikkister, som er meget anvendte til at opbevare ting i, som man ikke bruger til 

daglig. 

8 

I sidegaderne finder man også cykehandlerne. Cyklen er det mest udbredte transportmiddel i Indien. 

Der begynder at dukke forskellige nye cykelmodeller op, men de absolut mest udbredte modeller har i 

mange år været Atlas og Honda Hero. De er begge to meget kraftige cykler. Alle de cykler i kan se her 

er Honda Hero’er. 

Side 44 af 58 - Billedserie 2: Arbejde, skole og fritid


9 

Cykelsmeden arbejder. 

10 

Nede ved daily market sidder skomagerne. Både sko og plastiksandaler bliver repareret indtil de 

absolut ikke kan repareres længere. Skomageren pudser også sko. De fleste folk i Seraikella gør, som 

de fleste indere i det hele taget, meget ud af at se pæne ud i tøjet. Derfor skal skoene også helst være 

nypudsede. 

11 

De fleste frisører i byen har også deres boder nede ved daily market. Her kan man blive klippet for 15 

Rs. (knap 3 kr.) mens en barbering koster 5 Rs. (ca. en krone). Hvis man ser godt efter, kan man se at 

væggene i boden er udsmykket billeder af body-buildere. Selv om de fleste indiske mænd er temmelig 

små, ser mange op til mænd med store muskler. 

12 

Nogle af de rige folk i byen har råd til at købe en bil eller flere, så de kan drive taxa-kørsel. Den model, 

der oftest anvendes til taxa er den såkaldte Ambassador. Ambassadoren blev oprindeligt produceret 

af briterne, men i dag er Indien det eneste sted, hvor den stadig fremstilles. 

13 

Advokaterne er nogle af de mest velansete i Seraikella. Advokaterne kommer typisk fra brahminfamilier, 

som traditionelt har været de mest lærde. Når advokaterne er på arbejde nede ved 

retsbygningen, møder de altid op i deres arbejdstøj: hvid skjorte, slips og sort jakke. 

14 

Astrologen er en vigtig person i Seraikella. Han bliver især opsøgt i forbindelse med indgåelse af 

ægteskab. Astrologen lægger horoskop for brud og brudgom for at se, om de passer godt sammen. 

15 

Pottemageren har værksted på vej ud af byen. I dette område bor mange af de kasteløse. 

Pottemageren har værksted i haven bag ved huset. Her er han i gang med at dreje et kogekar til ris. 

16 

Når potterne er brændt udstilles ved vejen foran huset. 

17 

Vaskemændene hører til dhobar-kasten. Denne kaste anses for urørlig, d.v.s. ”uren”, af brahminerne. 

Vaskemændene arbejder, som her, ved en af dammene eller nede ved floden. 

18 

Tøjet bliver skyllet, sæbet ind og slået imod stenene ved bredden af dammen. 

19 

Kvinden her kommer fra en af stammerne i landsbyerne udenfor Seraikella. Hun arbejder sammen 

med sine børn med at slå skærver af sten til brug ved veje. 

20 

Leret fra floden bruges til fremstilling af mursten. 

21 

Inde i byen anvendes murstenene til at lave huse af. 

22 

I udkanten af Seraikella afholder man hver fredag det ugentlige marked, hat. Her kommer sælgere og 

folk fra landsbyerne for at sælge en lang række forskellige varer. Blandt befolkningen i Seraikella har 

det ugentlige marked et dårligt ry. Landsbykvinderne sælger risvin, og i det hele taget mener man at 

markedet er lidt ”uciviliseret”. Alligevel handler mange folk her, da der sælges mange varer, man ikke 

kan få til daglig. Kartoffelsælgeren her hedder Munna. Til daglig sidder han på daily market, men om 

fredagen flytter han ud på det ugentlige marked, hvor der er en bedre omsætning. 



23 

De fineste boder findes inde midt på markedet. Manden her sælger krukker og tallerkner af aluminium, 

som har udkonkurreret de traditionelle varer af legeringen kansar. 

24 

I udkanten af markedet sidder landsbykvinderne og sælger deres varer. Kvinden her sælger 

urtemedicin. 

25 

Landsbykvinderne er også kendt for deres flettede kurve. Kurvene her anvendes til opbevaring af ris 

og andre fødevarer. 

26 

Inde midt i byen, overfor daily market, ligger Girl’s Middle School. Denne skole er drevet af 

delstatregeringen og dermed gratis for eleverne. Eleverne bærer hvid og blå uniform, men hvis man 

kommer fra en meget fattig familie, behøver man ikke købe skoleuniform. 

27 

Inden timen begynder, stiller eleverne op i rækker ude i skolegården. Pigerne her er nogle af de 

ældste elever i skolen. I baggrunden kan man indgangen til klasselokalerne. 

28 

Den dag vi besøgte Girl’s Middle School, skulle skolen have besøg af den lokale Sub DivisionalOfficer, 

hvilket svarer til amtsborgmesteren. Derfor blev eleverne stillet op i rækker for at modtage den fine 

gæst. Som man kan se, går der enkelte små drenge på skolen, selv om det egentlig er en pigeskole. 

29 

SDO’en er ankommet til Girl’s Middle School, og der bliver afholdt en lille ceremoni, hvor han skal 

indvie en temauge om undervisningsmaterialer. Kvinden i midten med den gul-blå ternede sari er 

skolens inspektør. Hun kommer fra en af stammerne fra området. For at sikre stammefolkenes 

rettigheder, skal inspektøren på skolen nemlig være adivasi. I det hele taget er mange af adivasierne 

veluddannede, da deres uddannelse bliver støttet af offentlige programmer. 

30 

Der findes mange forskellige skoler i Seraikella. Her er vi på besøg på Seraikella Secondary School, 

som er for elever fra 5. til 9. klasse. Denne skole er kun for drenge. Ud over de fag, vi kender 

herhjemmefra, har eleverne også flere praktiske fag. Her er de ved at lære at så. Læreren står med 

ryggen til i den traditionelle mandsdragt – en dhoti med løsthængende skjorte. 

31 

Der findes også flere små private skoler i Seraikella. Her er vi i SNEMS, Sister Nivedita English 

Medium School. ”English medium” betyder at der undervises på engelsk i alle fag. I Seraikella findes 

der to skoler, der kun underviser på engelsk. Hvis eleverne ønsker at læse videre i én af de store byer, 

er det vigtigt at de også er gode til engelsk. I forgrunden ses Bitu, som er søn af Kedar Nath Sahu’s 

barnebarn, guldsmeden, og altså bor i huset med Sahu-familien. Både Bitu, hans bror Anil og Kedars 

barnebarn Tabli går på SNEMS. 

32 

SNEMS drives af en ung lærer, Bijay Dubey, som får hjælp af unge lærerstuderende, hvoraf mange er 

adivasier. Da Bijay ike har råd til at købe en stor bygning, hører SNEMS til i nogle bygninger der 

egentlig er for små til antallet af elever. Men eleverne er glade – undervisningen er god og forholdene 

er mere fri, end de er på de fleste andre indiske skoler. 

33 

Da man anser uddannelse for at være afgørende for børnenes fremtid, går mange børn i Seraikella til 

ekstraundervisning efter skoletid. Her er det nogle unge mænd, der går på college (som svarer til 

gymnasiet), der får ekstratimer. Læreren (th.) er meget anerkendt i Seraikella og anses for at være en 

af de klogeste mænd i byen. 

34 

Om vinteren og foråret er hanekamp en yndet fritidsbeskæftigelse for mange mænd i området. Det er 

mest mændene fra landsbyerne, der kommer til kampene, og mange af dem opdrætter selv haner til 

kampe. 



35 

Som det lige kan ses her, får hanerne bundet sporer fast på benene. Sporerne er skarpe og det sker 

ofte at en hane må bæres fra banen med blodet flydende fra et sår. 

36 

Om foråret og efteråret spiller mange mænd volleyball på Durga Mela. For det meste spiller de bare 

for sjov, men her har man arrangeret en turnering, hvor Seraikella spiller mod nabobyen Sini. 

37 

Drengene bruger det meste af deres fritid på at spille cricket. Nogle spiller på Durga Mela.... 

38 

.....og andre spiller på fodboldbanen lige udenfor byen, hvor der er bedre plads. 

39 

Pigerne opholder sig i nærheden af hjemmet, når de ikke er i skole. Ofte hjælper de til med arbejdet, 

laver lektier eller også leger de lige uden for huset. 

40 

De små drenge bliver også for det meste i nærheden af hjemmet. De laver lektier, men hjælper ikke 

meget til derhjemme. Ellers leger de med venner, jagter hinanden, spiller cricket, eller hvad de nu 

ellers kan finde på. Drengen her har fundet et brugt knallertdæk, som han skubber rundt. 



Billedserie 3: Chhaudansen i Seraikella 

1 

Chhau-dansen, som man kender den i Seraikella i dag, blev grundlagt i 1930’erne af Prins Bijay 

Pratap Singh Deo. Bijay havde læst i Calcutta og var interesseret i at lave de lokale danse i byen om, 

så de passede både til klassisk indisk drama og europæisk ballet. Dansen skulle være mere yndefuld 

og handle om ting som kærlighed, liv og død, helte m.v. som appelerede til alle mennesker. 

2 

Før Bijay kom til brugte man dyremasker som denne til alle dansene. Dene maske forestiller et 

næsehorn. Der blev skåret hul i maskens mund, så danseren kunne kigge ud af munden. Dansene var 

meget temperamentsfulde og bygget over selvforsvarsteknikker, man havde udviklet i soldaternes 

træningslejre. 

3 

I den nye dans skulle man umiddelbart kunne se, hvad danseren fortæller med sin krop. Her er det 

månen, der stiger op på himlen. 

4 

Chandrabhaga er en pige, der leger på stranden. Når bølgerne slår ind mod land må hun springe 

tilbage for ikke at blive våd. 

5 

Sommerfuglen flyver fra blomst til blomst for at suge nektar. 

6 

Foruden at vise dyr og mennesker, folk i Seraikella kender fra deres hverdag, viser dansene episoder 

fra de kendte indiske gudefortællinger, Ramayana og Mahabarata. Dette optrin viser den dramatiske 

fortælling om, hvordan gudinden Durga, med hjælp fra fire andre guder og en tiger, slår dæmonen 

Mahisasur ihjel. 

7 

Alle folk i Seraikella kender historien om Durga. Hvert år i oktober afholder man en stor Durga-festival. 

Her tilbeder man Durga, som frelste verden fra Mahisasur. Ved den anledning kan man se statuer, der 

viser det samme optrin, som man ser i dansen. 

8 

Dansen og religionen flyder sammen flere andre steder i Seraikella. Ved et af byens templer er 

guderne afbilledet i stillinger, man kender fra chhau-dansen. 

9 

Når man taler med folk i Seraikella, er der mange der gerne vil fortælle om chhau dansen. Mr. Kabi 

er advokat, men han er også gammel danser. Han fortæller meget gerne om dansens historie og er 

ved at skrive en bog om dansen. Mr. Kabi gik i skole med Guruji og kan huske dengang Bijay Pratap 

opdagede Gurujis talent for dans. Efter den årlige dansefestival legede drengene at de selv var 

dansere i skolegården. De prøvede at efterligne dansernes bevægelser, og Bijay Pratap kunne med 

det samme se at Guruji ville kunne blive en dygtig danser. 

10 

Ustad var danser og trommeslager i den gamle trup fra Kansari sahi. Kansari sahi er det kvarter i 

Seraikella hvor både Ustad og Guruji bor. Selv om Ustad er blevet gammel og hans helbred ind i 

mellem svigter, er han stadig aktiv trommeslager. Ved dansefestivalen spillede han med i orkestret 

hele natten. 

11 

Rabi er medlem af Sri Kedar truppen. Han deltager altid i dansefestivalen, men er ikke god nok til at 

komme med, når truppen skal på turne i udlandet. Rabi kommer fra en meget fattig familie. Til hverdag 

arbejder han som stik-i-rend-dreng i en bank i Jamshedpur. 

Side 48 af 58 - Billedserie 3: Chhaudansen i Seraikella


12 

Godu har været med i Sri Kedar truppen i mange år. Han er især kendt for sin rolle som Shiva i Shiva- 

Parvati dansen. Til daglig passer Gudu sin forretning på Main Road. Her sælger han parfume, sæbe, 

shampo og andre ting til personlig pleje. 

13 

Malay er Gurujis næstyngste søn, og hans arvtager indenfor dansen. Det er Malay, der underviser på 

Sri Kedar centeret, og han anses af de fleste kendere i Seraikella for at være den bedste danser i 

byen i dag. Med Sri Kedar truppen har Malay været på turne I Kina, Korea, Japan, Bangladesh, 

Indonesien, Mogoliet, Rusland, Frankrig, Italien, USA, Mexico, Costa Rica, Columbia og Venzuela. 

14 

I Ganesh Mahatos danseskole bliver både drenge og piger oplært i at danse chhau. Pigerne danser 

især gruppedanse, der er bygget over de danse, der blev danset i templerne i Orissa i gamle dage. 

15 

De store piger lærer også de rigtige chhau-danse. Her er to af de dygtigste piger ved at øve Radha- 

Krishna dansen. 

16 

Drengene bliver først oplært i de danse, soldaterne dansede i gamle dage. I disse danse, skal man tit 

lave høje spring. 

17 

Drengene lærer også gruppedanse som her. Som i kan se, er der ikke meget plads i øvelokalet hos 

Ganesh, når man skal øve gruppedansene. 

18 

Masken er meget vigtig i chhau-dansen. Masken skal vise, hvilken karakter den enkelte figur har - om 

den er glad eller sur, god eller ond, forelsket eller hvad. Derfor skal masken også udformes, så det er 

tydeligt at genkende disse udtryk. Når maskemageren skal lave en maske, starter han med at lave en 

form ud af groft ler, han har hentet nede ved floden. 

19 

Lerformen modelleres op med øjne, næse, mund og hår. 

20 

Når ansigtstrækkene er som de skal være, dupper man formen med asker og lægger avispapir 

ovenpå. Man lægger skiftevis lag af papir og bomuldsstof på, så masken til sidst er dækket af 5-6 lag. 

21 

Når maskens form er helt som den skal være, lægger man den til tørre. 

22 

Herefter lægger man et tyndt lag flodler ovenpå. Denne ler er helt renset for småsten og skidt. 

23 

Når leret er tørret lægges der et ekstra lag bomuld på. 

24 

Bomuldsstykket glattes ud, så det ligger helt tæt til formen. 

25 

Efter det sidste lag bomuld lægges masken igen til tørre. Når masken er tør, piller man lermodellen ud 

og maler selve masken. Man skal være meget præcis, når man maler øjenvipper og læber. 

26 

Masker i forskellige stadier af fremstillingsprocessen. 



27 

Vishwanath Sahu’s værksted er det eneste maskemagerværksted i Seraikella, hvor børn og unge kan 

blive oplært i at lave masker. Pigerne her øver sig i at lave lermodeller. Alle pigerne er også dansere i 

Ganesh’ danseskole. 

28 

Kanhai Lal er den dygtigste maskemager i Seraikella. I 1984 var han med Sri Kedar truppen, på turne i 

Danmark. 

29 

Kanhai kan ikke leve af at bare at lave masker. Derfor laver han også statuer af ler og cement. Det er 

ham der har lavet den Durga-statue og templet med chhau-figurerne, som i så tidligere. Durgastatuen 

er bygget op over en lermodel, som den Kanhai er i gang med at lave her. 

30 

Dhirlal Bhol er maskemager, men han laver også de headgears, man sætter foran på maskerne. Her 

er han i gang med at forme ståltråden, der er skelet i headgearet. Malay Sahu sidder ved siden af og 

giver instruktioner efter fotos af gamle masker og headgears. 

31 

Dhirlal Bhols onkel laver også headgears. Her er han i gang med at spænde stof ud over et 

ståltrådsskelet. 

32 

En anden vigtig del af chhau-dansen er dragterne. Dragterne syes efter traditionelle mønstre, oglaves 

i farver, der passer til den enkelte figur. Havet er blåt, Natten sort, Solen gul o.s.v. Stoffet skal være af 

en bestemt type silke, der ikke kan købes i Seraikella. Derfor må man købe det i stofforretninger i 

Jamshedpur eller Calcutta. 

33 

Skrædderen her hedder Mushtaq. Han er en af de ca. 200 muslimer, der bor i Seraikella. Han 

anvendes ofte til at sy bukserne til chhau-dragterne, som laves efter et traditionelt muslimsk mønster. 

Som alle andre skræddere i Seraikella anvender Mushtaq en gammeldags symaskine med fodpedal. 

34 

Mushtaq og Malay diskuterer mønstret på et par dansebukser. Malay holder altid øje med 

maskemagernes og skræddernes arbejde for at sikre sig, at det bliver lavet ordentligt. 

35 

Skrædderen Kailash er medlem af kongefamilien og fast skrædder for Sri Kedar truppen. Her har han 

lavet bukser til en tigerdragt. 

36 

Kailash’ forretning ligger nede ved daily market. Forretningen består af et lille skur og en presenning, 

man kan sidde under. Her hænger nye dragter til tørre. Inde under presennigen sidder en af de gamle 

dansere, Ustad, og ved siden af ham står Kailash’ assistent. 

37 

Sri Kedar truppen er ofte på turne – for det meste i Indien men ind i mellem også i udlandet. Her 

optræder de til en stor festival I Bihars hovedstad Patna. 

38 

Chhau-dansene varer ca. 4-7 minutter hver. Ved hver optræden danser Sri Kedar truppen mellem 5 

og 10 danse. De afslutter næsten altid med dansen om Durga, der slår dæmonen Mahisa ihjel – det er 

nemlig den dans, der altid afslutter den årlige dansefestival i Seraikella. 

39 

Efter deres optræden modtager Sri Kedar truppen publikums hyldest. Da Guruji er truppens 

lærermester, guru, står han i midten for truppen. Til venstre (med lang skjorte og vest) står Gurujis 

yngste søn Nilay, der spiller trommer i truppen. Helt ude til højre kan man se Malay. 



Billedserie 4: Dansefestivalen 

Denne serie beskriver den årlige dansefestival i Seraikella, som afholdes i forbindelse med de store 

forårsritualer, chaitra parva. Dansefestivalen er en stor begivenhed for byens dansere, der træner 

intensivt hver aften den sidste måned op til festivalen. 

Oprindeligt blev der kun afholdt én samlet dansefestival organiseret af kongefamilien og afholdt i 

paladsgården. Denne festival varede i fire dage, d.v.s. hver aften mens de store ritualer stod på. I dag 

afholdes der tre forskellige festivaler: Government chhau centers festival på fodboldbanen i udkanten 

af byen, en festival for mindre grupper og landsbytrupper i paladsgården og Public Councils festival på 

Durga Mela, som i praksis arrangeres af Sri Kedar truppen. 

I denne serie følger vi festivalen på Durga Mela, hvor medlemmer af Sahu familien har en central 

placering. For at skabe rammerne for festivalen viser vi først glimt fra de fem ritualer, der udgør kernen 

i forårsritualerne. 

1 

Forårsritualerne chaitra parva finder sted hvert år i april. I Seraikella regner man efter en anden 

kalender end vi gør, og i følge den falder nytår midt i vores april måned. Chaitra parva er derfor 

egentlig en nytårs- og frugtbarhedsfest. Det første ritual hedder Mangala ghat. Mangala er en gudinde, 

der både kan forårsage og helbrede sygdomme som kopper og mæslinger, der især er udbredt om 

foråret og sommeren. Kasteløse kvinder fra en landsby går gennem byen med små krukker fyldt med 

vand. 

2 

Undervejs i optoget går kvinderne i trance. Trancen skyldes dels at kvinderne danser meget voldsomt, 

dels at de har indtaget en berusende drik inden ritualet. Når kvinderne går i trance, mener man at de 

bliver til Mangala, der dermed kommer til live i Seraikella. 

3 

Forældre lægger deres børn på vejen foran kvinderne. Når kvinderne, altså Mangala, går hen over 

børnene, mener man at børnene bliver beskyttet mod de sygdomme, Mangala kan forårsage. 

4 

Optoget slutter ved et opstillet alter, som kvinderne sætter sig omkring. Folk ofrer frugter, høns og 

geder til Mangala for at beskytte sig mod sygdomme det næste år. 

5 

Næste aften starter ritualerne for alvor. Her starter en serie på fire ritualer, der gennemgår en hel 

livscyklus. Det første af de fire ritualer hedder Jatra Ghat og er årets største og vigtigste ritual i 

Seraikella. Ritualet udføres af seks udvalgte mænd, bhaktaer. Inden ritualet går i gang, viser 

bhaktaerne deres hengivenhed til guderne, ved at rulle sig i en bunke tornegrene. 

6 

Selve Jatra Ghat starter nede ved floden. En af bhaktaerne klædes ud i en rød dragt og inkarnerer 

guden Ardhanariswara, som er en blanding af det kvindelige og det mandlige – elementerne i 

skabelsen af liv. På hovedet bærer manden en krukke med vand. Denne krukke kaldes for en ghat og 

derfor kaldes manden for ghat walli, krukkemanden. Som i kan se er der sat en blomst fra en 

bananpalme fast i krukken. Blomsten symboliserer det mandlige køn og krukken det kvindelige. 

7 

Det er afgørende, at ghat walli ikke taber krukken med vand. Derfor er krukken også spændt godt fast 

på hans hoved. Undervejs går ghat walli i trance, hvor han begynder at svaje frem og tilbage. Han har 

ikke måttet spise eller drikke hele dagen – han må ikke engang sluge sit eget spyt. Derfor er han 

meget udmattet. Når ghat walli går i trance, skal de andre bhaktaer (med orange tørklæder) støtte 

ham, så han ikke taber krukken og sørge for, at bhan går den rigtige vej gennem byen. 

8 

Undervejs stopper folk fra byen optoget, så de kan ofre gaver til Ardhanariswara (altså ghat walli). Her 

er det kvinderne fra Sahu-familien og deres naboer, der har stoppet optoget. Som man kan se til højre 

bliver optoget ledsaget af et trommeorkester. 

Side 51 af 58 - Billedserie 5: Sahu-'storfamilien'


9 

Når optoget bliver standset stiger musikken og ghat walli begynder at danse en lille dans, mens han er 

i trance. 

10 

Når ghat walli har afsluttet sin dans, bliver der ofret geder og høns til ham. 

11 

Ritualet slutter med at bhaktaerne bringer krukken med vand ind i Shiva templet på markedet, hvor 

den bliver brugt til en lykkebringende ceremoni. 

12 

Dagen efter Jatra Ghat afholdes ritualet Brindabani. Dette ritual handler om abeguden Hanuman, der 

raserer en palmelund. En af bhaktaerne klæder sig ud i grene og danser igennem byen. 

13 

Brindabani bliver især fulgt af drenge og unge mænd. Der er en yndet sport at skubbe til Hanuman 

eller rykke i hans hale. 

14 

Næste aften starter med et ritual, hvor en af bhakterne skal stå på to sværd, der er sat fast på en 

stige. 

15 

Når han står med hele sin vægt på de to sværd, skal de andre bhaktaer bære ham fem gange rundt i 

en cirkel. 

16 

Efter stigeritualet, går der endnu et optog, Goria Bhar, gennem byen. I dette ritual er den ene bhakta 

klædt ud som en mælkemand, der bærer et åg over skuldrene. To andre bhaktaer er klædt ud som 

kvinder, der følger mælkemanden. 

17 

Den sidste aften afholdes ritualet Kalika Ghat. Kalika Ghat forløber ligesom Jatra Ghat, men ghat walli 

er klædt ud i sort som gudinden Kali. Kali er en meget frygtet gudinde, så denne aften er der ikke 

særlig mange folk på gaderne til at følge ritualet. 

18 

Dansefestivalen finder sted hvert år i april i forbindelse med forårsritualerne, chaitra parva. Sri Kedar 

truppen afholder deres festival på Durga Mela foran paladset. En uge før festivalen, starter santhalkvinder 

fra landsbyerne udenfor Seraikella med at bygge scenen op. Scenen bygges op af jord, der 

dækkes med komøg. Når komøget tørrer i solen, bliver det helt hårdt og godt at danse på. 

19 

Scenen udsmykkes med mønstre, santhalerne også bruger, når de maler deres huse. 

20 

I hjørnerne af scenen bliver der malet blomster. 

21 

Når danserne danser med masker kan de kun se ned ad. Derfor orienterer de sig efter bemalingerne 

på scenegulvet. 

22 

Omkring scenen bliver der bygget et træskelet, der skal holde scenetæpperne. 

23 

Om aftenen, få timer inden dansefestivalen går i gang står scenen færdig. I baggrunden kan man se 

bagtæppet, som danserne klæder om bagved. 



24 

Dansefestivalen starter omkring kl. 21.30 og slutter først ved 3-4 tiden næste morgen. Hele natten er 

Durga Mela fyldt med folk. Ved boderne kan man købe mad, snacks, sodavand og pan. Og 

landsbykvinderne er kommet ind til byen med krukker med risvin, handia. Det er det man kan se bliver 

solgt i forgrunden af billedet. I baggrunden kan man se scenen. 

25 

I omklædningsrummet er der livlig aktivitet op til festivalens start. De første, der skal på er 

børnedanserne. Maskerne er lagt frem og børnene er ved at gøre sig klar til at klæde om. De voksne 

dansere hjælper til med omklædningen og med at gøre masker klar. 

26 

Drengene bliver smurt ind i en lyserød farve, der passer til den lyserøde farve på mange af maskerne. 

I forgrunden sidder danseren Badol og sætter headgear på en maske. 

27 

Det er en stor oplevelse for drengene at optræde til dansefestivalen. Pludselig står de alene på 

scenen overfor flere hundrede tilskuere, der kender dansene ud og ind og derfor kan se hver eneste 

lille fejl. Drengen her danser en meget kendt dans om guden Krishna, der dræber en slange. 

28 

Mange af drengene har aldrig prøvet at danse med maske på før. Når de øver, danser de uden 

maske, så det er først ved dansefestivalen, at de prøver at danse med maske på. Der er stor forskel 

på at danse med og uden maske. For det første er det svært at orientere sig ud af de to huller til 

øjnene og for det andet er det svært at trække vejret gennem maskens små næsebor, så man bliver 

hurtigt træt. 

29 

Drengen her danser en dans i den gamle parikandha stil om en soldat. 

30 

De to drenge her kommer egentlig ikke fra Seraikella. Men de er kommet med, fordi deres far 

spillerfløjte i orkestret. 

31 

Orkestret sidder helt nede ved bagtæppet. Det er Guruji’s yngste søn, Nilay, der spiller på trommen 

dhol. Som noget lidt usædvanligt er der violin med i orkestret til årets festival. 

32 

I omklædningsrummet bag ved scenen står Guruji og herser med danserne. De skal være klar med de 

rigtige dragter, når den næste dans går i gang. 

33 

Nu er drengene færdige med deres danse, og opvisningstruppen er gået i gang. En af de mest 

berømte danse er påfugledansen, Peacock. Påfuglen er et billede på de kongelige; den er forfængelig 

og elegant. Oprindeligt måtte dansen kun danses af de kongelige, men i dag bliver den danset af 

dansetruppens bedste danser. Her er det Malay Sahu der danser. Påfugledansen er en svær 

solodans, hvor de allerbedste dansere for alvor kan vise deres evner. 

34 

Her er det igen dansen om den unge pige Chandrabhaga, som leger ude på stranden. 

35 

Solguden får øje på Chandrabhaga og forelsker sig i hende. Han prøver at få fat i hende, men hans 

kræft er for stærk for Chandrabhaga, så flygter og kaster sig til sidst i havet. 

36 

Dansen om Shiva og Parvati handler om kærligheden mellem de to populære guder. 

37 

Dansen om fiskeren er viderebygning på en af de gamle danse, hvor man efterlignede fiskerens 

bevægelser. Dansen viser fiskeren, der er på udkig efter et bytte at kaste sit net efter. På et tidspunkt 



kaster han, men får ikke fat på nogen fisk, og man kan se, hvor skuffet han bliver. Til sidst lykkes det 

ham dog at fange en fisk, og han danser ud af scenen i jubeldans. 

38 

Nabik er bådsmand og Nabikani hans kone. Mens de sejler i deres båd, kommer de ud for et voldsomt 

uvejr, der båden til at gynge kraftigt. Men de to holder sammen og til sidst kommer de ud på roligt 

vand igen. Dansen er et billede på ægteskabet, hvor der ind i mellem er uvejr mellem manden og 

konen, men hvis man holder sammen bliver det godt igen. 

39 

Festivalen slutter med Durgadansen og scenen, hvor Durga dræber dæmonen Mahisasur. Efter 

dansen bliver alt på scenen kaos. Unge drenge og mænd blandt publikum springer op på scenen, og 

danserne falder hinanden om halsen, lettede efter endnu engang at have gennemført dansefestivalen 

til publikums tilfredsstillelse. Når danserne har samlet sig igen, stiller de sig i en gruppe og modtager 

publikums hyldest. 

40 

Men det er ikke alle, der når at få afslutningen med. Nogle af drengedanserne er udmattede efter 

aftenens anstrengelser og er faldet i søvn ude i omklædningsrummet. 



Billedserie 5: Sahu-’storfamilien’ 

Denne serie beskriver livet i en storfamilie. Serien er optaget af Niels Roed Sørensen i starten og 

midten af 1980’erne. Derfor optræder Malay, Guruji og de andre i noget yngre udgaver end i de andre 

serier. Desuden optræder nogle af familiens ældste døtre på billederne. Disse piger er nu giftet væk 

og optræder derfor ikke i den generelle tekst om Sahu-storfamilien. 

1 

Den første der står op om morgenen er Guruji. Om sommeren står han op omkring klokken 4 – 4.30. 

Han trækker familiens ko ud på græs og går en tur i sin have. Her dyrker han grøntsager og majs. 

Desuden står her et par mangotræer og der er et bede med roser. 

2 

Herefter står kvinderne i huset op. De første de gør er at bede ved husalteret. Omkring alteret er der 

plantet tulsa-planter, som anses for at være meget velgørende. 

3 

Svigerdatteren Jotshanna er gift med familiens ældste søn, Prakash. At være svigerdatter, bahu, er en 

ansvarsfuld opgave, og der følger mange pligter med. Når Jotshanna har taget sit morgenbad, går hun 

i gang med at lave morgenmad til familien. 

4 

De kvindelige medlemmer af familien bader ved husets brønd. Man trækker en spand vand op af 

brønden og bader inde i et rummet bag døren til højre i baggrunden. Bag døren til venstre er der toilet. 

Pigen her hedder Usha og er tjenestepige ved Sahu-familien. Hun bor hjemme hos sin egen familie, 

men møder hos Sahu-familien hver morgen klokken 6. 

5 

Mændene og drengene sover endnu. Det meste af året sover de inde i huset, men om foråret og 

sommeren, når det er varmest, sover de ofte udenfor – enten på taget eller på vejen. Når man sover 

udenfor bruger man myggenet til at beskytte sig mod myg, der ud over at kunne give irriterende stik 

også kan sprede sygdommen malaria. 

6 

Gårdspladsen set fra taget. 

7 

Når drengene står op går de om til brønden eller ud på gaden for at børste tænder og rense tunge. 

Man børster tænderne med pulver fra den dåse man kan se lige i forgrunden. Bagefter renser man 

tungen for belægninger med en metalbøjle. Drengen til venstre er familiens næstyngste søn, Malay, 

som på dette tidspunkt er omkring 15 år. 

8 

Mens kvinderne og pigerne tager deres bad ved familiens brønd, går de fleste af mændene og 

drengene ned til floden og bader. Her er det Bijay, der bader, inden han beder en morgenbøn. 

9 

En af kvinderne maler indgangen til huset med rismel. Mønstrene udsmykker gårdspladsen, og 

desuden fanger de onde ånder, så de ikke kommer ind i huset. 

10 

Den næstældste søn, Ajay, barberer sig inden sit morgenbad. Man skal altid barbere sig inden badet. 

Hvis man barberer sig efter badet, er man ikke rigtig ”ren”. 

11 

Malay sidder på verandaen og skal til at stryge tøj med et glødestrygejern. 



12 

Det er kvindernes arbejde at lave mad. Når familien er på knap 20 medlemmer, kan det meste af 

dagen godt gå med at lave mad. Her sidder Guruji’ kone, Bhargabi, og kværner korn på den gamle 

håndkværn. 

13 

Den næstyngste datter, Bipati, er i gang med at kværne krydderier på masala-kværnen. Familien laver 

selv sin karry ved at knuse og blande forskellige krydderier som gurkemeje, chili og kardemomme. 

Hver familie har sin egen blanding til karry. Om vinteren og i det tidlige forår kan der godt være køligt 

om morgenen. Derfor har Bipati svøbt sig ind i et sjal. 

14 

Usha fejer gårdspladsens lerstampede gulv med den korte kost. Kosterne er ikke god for ryggen, men 

den er meget effektiv. Fejning og rengøring er ringeagtet arbejde og forbeholdt de laveste kaster – 

men Sahu-familien egne medlemmer giver dog også ofte en hånd med. I rum med betongulve vasker 

man gulvet med vand og fejer det beskidte vand væk med en hård kost. 

15 Sahu-familiens hus set fra gaden. Husene bliver bygget i etaper. Det lave hus med rødt tag til 

venstre er det originale hus. Her bor Guruji’s søster, Auntie. Da familien er blevet større har man 

bygget det hvide hus til, og nu hvor der er kommet endnu flere til, er man gået i gang med at bygge en 

ny etage ovenpå. De store sal træer giver en god skygge, så der er en behagelig temperatur i gården 

om eftermiddagen. 

16 

Tre santhal-kvinder fra landsbyerne arbejder med at bære sten til den nye etage. 

17 

Selv om de fleste mennesker i Seraikella er fattige efter vores målestok, er der næsten ingen der 

tigger. Den gamle mand her er dog blind, så han kan ikke få arbejde til at forsørge sig selv. Derfor går 

han rundt i byen for at tigge sig frem. Her er det Sahu-familiens yngste søn, Nilay, der kommer med en 

skål ris. 

18 

I maj ændrer vejret sig, og der bliver perioder med skypumper, tordenbyger og voldsomme regnskyl. 

Her forsvinder en del af Main Road i en stor sky og blæsten river i de røde flag på Shiva-templet. 

19 

Hos Sahu-familien betyder uvejret, at man skal rydde op efter uvejret. Her er en santhal-kvinde i gang 

med at feje regnvand og afrevne grene væk. 

20 

Bag Sahu-familiens hus er der en lille dam, hvor regnvandet bliver samlet op. Når dammen er godt 

fyldt slippes der fikseyngel ud i dammen. Fra november vil familien være selvforsynende med fisk. 

21 

Når pigerne er færdige med skole, passer de de små børn. Her er det Bipati, der ser efter 

Sophie.Sophie ligger under et specielt myggenet til små børn. 

22 

I 1985 anskaffede Guruji sig for første gang et fjernsyn. Hver søndag aften vises der tv-serier, der er 

bygget over de gamle indiske eposer Ramayana og Mahabarata. Rollerne bliver spillet af kendte 

indiske skuespillere og danserinder, og de er meget populære. Når disse serier vises, samles hele 

familien i stuen. 

23 

Sahu-familien får ofte besøg af udenlandske dansere, der vil lære chhau-dans af Guruji. Her tager 

familien afsked med den franske danser Claire Verlet. Fra venstre ser man Barghabi, Prakash, Bipati, 

Sally, Jolly, Claire, Jotshanna og Bijay (den næstældste søn). 

24 

I dag er de små piger blevet store. Her ses familiens yngste datter ”Baby” (nr. to fra venstre) samt 

Prakash’ døtre Jollie, Sophie og Sally (nr. 1, 3 og 4 fra venstre) i forbindelse med en ceremoni nede 

ved floden i 2000. 



Fotomappe om Chhau dans og kostumering 

Chhau dansen ”Radha Krishna” 

Personerne 

Krishna skildres ofte i indisk dans og dansedramatik. Han er en af de mest populære hinduistiske 

guder, en inkarnation af Vishnu. I denne dans skildres han som den kurtiserende, unge gud, der 

forelsker sig i ganske almindelige landsbypiger. Radha bliver hans foretrukne kæreste. 

I legenderne beskrives Krishna som den unge gud med den smukke blålige ansigtsfarve. Krishnas blå 

masken korresponderer farvemæssigt elegant med Radhas lys rødlige maske. De lange buede 

øjenbryn over smalle, mandelformede øjne er ligesom øjenomgivelserne karakteristiske træk ved 

Chhau dansemasken i ”den nye stil”. 

Ved at give Radhas maske netop denne farve angives det, at Radha får en højere status som 

guddommelig person. 

Kostumering 

Rækken af farvefotos viser forskellige trin i kostumeringen, påsætning af paryk, maske, smykker og 

ankelbjælder. Fotooptagelsen fandt sted på taget af Guru Kedar Nath Sahoo’s nye betonbygning. En 

elev af Guruji, Shusti Mahato, en skoleelev på 19 år skal danse Radha. Guruji’s søn, Malay, skal 

danse Krishnas parti. Som ved en danseforestilling er der flere medhjælpere ved kostumeringen. Her 

er det Guruji og Shusti’s broder, Ganesh Mahato, der hjælper til. 

Ved de fortløbende numre er der korte beskrivelser af fremgangsmåden. I () står betegnelsen på orija, 

det sprog man anvender til daglig, på de enkelte dele, der indgår i kostumet. 

Radha 

1 Påbinding af buste (stana) 

2 Snorene fæstnes 

3 Blusen (kanchuki) knappes 

4 –||– 

5 Skørtet (ghagar) tages på 

6 –||– 

7 Overarmssmykker (chudi) sættes på 

8 Håndledssmykker, armbånd fæstnes 

9 Halskæder (haro) sættes på 

10 –||– 

11 Skærfet (kamar bandha) strammes 

12 Skørtet foldes og klemmes på plads ved skærfet 

13 Sløret (udma) hæftes fast 

14 Sløret sættes fast til skærfet 

15 –||– 

16 Sløret kan danne en kuppel over danseren 

17 Ankelbjælder bindes fast oven på et rødt bånd 

18 –||– 

19 Parykken (chula) sættes fast og pyntes med rigtige jasminblomster 

20 Masken (mukha) bindes fast 

21 –||– 

22 Masken rettes. Masken er meget tætsluttende om hovedet. Det forhindrer et naturligt 

åndedræt. 

23 Hovedkronen dækker overgangen mellem masken og parykken 

24 sløret ordnes 

25 Sløret hæftes fast 

Side 57 af 58 - Fotomappe

Krishna 


26 Blusen tages på 

27 Pyjamas (kuncmo pindha) 

28 Skærfet (kamar bandha) foldes 

29 Skærfet strammes 

30 Skærfet, en vigtig del af kostumet, skal sidde meget stramt om midjen 

31 En smal kappe (path) hænger løst ned ad ryggen 

32 Smykker sættes om arme, håndled og om halsen 

33 Båndene om anklerne er vigtige for at bjælderne sidder fast uden at genere 

34 Kæden med ankelbjælder bindes på 

35 Paryk og maske påbindes 

36 Bændelbånd bruges til at holde masken på plads 

37 Hovedkronen sættes fast på masken med ståltråd 

38 Bændelbåndene bindes bag på hovedet 

39 –||– 

40–51 Positiver fra Radha-Krishna dansen 

Tigerdansen 

”Tigerdansen” er en af de gamle danse, hvor tiger-danseren skal efterligne dyrets bevægelser, når det 

jagter sit bytte. Dansen findes ikke mere i det egentlige Chapu-repertoire, i stilen efter 1930’erne. 

52 Guruji hjælper Ganesh Mahato tigermasken på 

53 Guruji og hans søn, Malay, assisterer ved kostumeringen 

54 Tigerens bevægelser efterlignes 

55 Dansen demonstreres på Sahoo-familiens gårdsplads 

56 Nu er ”tigerdansen” et komisk indslag, som børn forstår at værdsætte 

Spøgelsesdansen 

”Spøgelsesdansen” findes ikke mere i Chhau repertoiret, men vises som et komisk indslag. 

57 Udtrykket forstærkes ved store armbevægelser 

58 Der benyttes ikke gennemarbejdede eller raffinerede trin i denne dans 

59 Masken skal være komisk og gruopvækkende 

60 Både masken og kostumet blev købt i Purulia, hvor ”spøgelsesdansen” stadig opføres 

61 En medarbejder ved Seraikella Chhau Dance Center indvilligede i at demonstrere dansen. 

Han havde tidligere danset ”spøgelsesdansen” i en forestilling 

Side 58 af 58 - Fotomappe

Download tekstsamlingen om Indien E (pdf-dokument) - Moesgård ...

You also want an ePaper? Increase the reach of your titles

Delete template?

Save as template?