1 På besøg i Pureni - Dansk - Indisk Børnehjælp

Fordelen ved livet under samme tag er, at det er så godt som umuligt at føle sig ensom og overladt til sig
selv. Der er altid nogen at snakke med, nogen at dele de daglige opgaver med. Til gengæld betyder de
trange kår, at privatliv er lige så sjældent et fænomen som solskin på en dansk novemberdag. Skænderier
og kontroverser mellem mand og kone overværes af alle, og det sker ikke sjældent, at familiens kvinder –
der ikke er bundet sammen af blodets bånd – diskuterer, hvordan de daglige gøremål udføres på bedste vis.
Hvis et joint family system skal fungere, er det med andre ord nødvendigt med en hel del kompromiser fra
familiens forskellige parter.
Mens Bhagwati og hendes svigerinde fortæller om deres dagligdag, sørger de for jævnligt at trække deres
slør ned over deres ansigter. Sløret udgøres af det yderste stof i deres sarier, som er farvestrålende og i et
let, gennemsigtigt stof. Når stoffet trækkes ned over ansigtet, er det umuligt for omverdenen at se hvem, der
gemmer sig bag sarien. Kvinden selv er derimod så tæt på stoffet, at hun i ro og mag kan betragte sine
omgivelser, uden at de opdager det. Sløret bæres hovedsageligt af de voksne kvinder, der er blevet gift.
Traditionen, der ligger bag, kaldes purdah og er et levn fra mogultiden. I 1500-tallet invaderede den
muslimske mogul Babur hovedstaden Delhi i Nordindien. Babur, der nedstammede fra Djengis Khan, var
den første af en række moguler, der styrede Indien fra 1500-tallet frem til 1850’erne, hvor den sidste af
slagsen blev sat af tronen af det britiske kolonistyre. Med mogulerne kom også nye traditioner, madvaner og
stilarter og de satte dermed deres tydelige fodspor i hovedsageligt Nordindien.
Bl.a. er det mogulerne, der står bag de mange smukke paladser, som tusindvis af turister årligt besøger på
deres rundrejse i Rajasthan. Et af verdens syv vidundere, det kridhvide marmorpalads, Taj Mahal, blev
bygget af Shah Jahan som en kærlighedserklæring til hans elskede dronning, Mumtaz Mahal, der døde i
barselsengen under fødslen af parrets 14. barn.
Nogle af de mest elskede sange i Indien er de såkaldte ghazals, der er kendte for deres poetiske tekster
omhandlende den potentielle glæde og smerte, der er forbundet med kærligheden. Stilarten har sine rødder i
den islamiske sufisme, der blev bragt til Indien i takt med de muslimske immigranter, der kom til landet under
mogulriget.
Også den indiske madkultur blev udvidet i årene under det muslimske herredømme. Kød blev populært –
særligt kylling tilberedt i tandoors, som er cylinderformede lerovne, der opvarmes ved hjælp af trækul. Den
høje temperatur i tandoor-ovnen sørger for, at kødet hurtigt bliver grillet og samtidig forbliver mørt og saftigt.
Derudover vandt purdah-traditionen frem – hvilket bl.a. ses her små fem hundrede år senere i Pureni, hvor
kvinderne omhyggeligt dækker deres ansigter, når de forlader deres hjem. Purdah foreskriver, at kvinder og
mænd i det offentlige skal være adskilt, samt at kvinden skal dække sin krop på tækkelig vis.
I gamle dage blev påbuddet fulgt bogstaveligt: dronningerne og prinsesserne i Rajasthans mange paladser
forlod sjældent paladsets zenana, som afdelingen for kvinder kaldtes. Zenana er et låneord fra urdu, der
beskriver de værelser i en husholdning, som er forbeholdt kvinderne. Disse værelser lå typisk i det inderste
af bygningen, mens mændenes og eventuelle gæsters værelser, mardana, var placeret i det yderste af
paladset. Når kvinderne forlod paladset – f.eks. i forbindelse med rejser og besøg i andre byer – blev de
transporteret i en tillukket vogn, så deres udseende forblev en hemmelighed for resten af befolkningen (se
billede)
Dronningen viste kun sit ansigt offentligt ved én enkelt lejlighed: i tilfælde af hendes mands død, ville enken
utilsløret træde frem ved kongens ligbål og begå sati, hvilket vil sige, at hun begik selvmord ved at sætte sig
ved kongens side, mens flammerne fortærede hans lig og dermed også dronningen selv.
Sati, der er et oldgammelt hinduistisk ritual, blev betragtet som en af de ædleste handlinger en kvinde kunne
udføre og var udbredt indtil først mogulerne og derefter det britiske kolonistyre forbød det ved lov.
Den dag i dag sker det yderst sjældent, at en enke følger sin mand i døden. Opfordringer til at begå sati
straffes med op til syv års fængsel og tvinges en kvinde op på sin mands ligbål, vanker der gerningsmanden
fængsel på livstid. Af de gamle traditioner som purdah og sati er det således kun tilsløringen, der stadig kan
observeres i Rajasthans landsbyer.
Hvis Bhagwatis mand, Mahesh, skulle ske at dø før hende, er det hendes svigerfamilies og dernæst hendes
børns pligt at passe og pleje hende. Hvis de ikke gør dette, er hun ifølge indisk lovgivning sikret retten til at
modtage pension fra staten. Meget har ændret sig siden Rajasthan blev regeret af moguler og fyrster, men
deres fodspor er her stadig i form af visse traditioner, der adskiller Nordindien fra det mere liberale
Sydindien.
Dansk - Indisk Børnehjælps artikelarkiv. Artiklen er fra november 2012 © 2