1 På besøg i Pureni - Dansk - Indisk Børnehjælp

På besøg i Pureni
Af Karen Ørnholt Møldrup
Godt ti kilometer uden for Dholpurs centrum ligger landsbyen Pureni. Her bor børn, unge, voksne og gamle
sammen i små murstenshuse. Uden for deres huse er der en mindre gårdplads, hvor familiens medlemmer
kan vaske tøj, strikke, bade eller bare slappe af og nyde hinandens selskab med en kop chai i hånden. På
gaderne vandrer bøfler langsomt omkring, viftende med deres haler mens de dovent betragter omgivelserne.
Bøffelmælk er federe end mælken fra såvel køer og geder Tøjvask foregår ved håndkraft – sammen med de andre
– måske derfor passer ejerne så godt på deres bøfler? kvinder i familien. I baggrunden ses en kvinde, der, liggen-
de på en charpai, vugger familiens yngste medlem.
Da jeg besøger Pureni bliver jeg straks kapret af Bhagwati og hendes svigerinde: ‘Kom og drik chai sammen
med os’ siger de og vinker mig og mine to kolleger fra Prayatn, Shikha og Reena, ind i deres gårdhave. Her
sætter vi os på familiens charpai, mens familiemedlemmerne og andre nysgerrige fra de nærliggende huse
samler sig rundt om os. Charpaien er en typisk indisk seng, som findes i stort set alle hjem i Rajasthans
landsbyer. Den består af en solid træramme, mens selve ‘madrassen’ udgøres af tykt reb, der er flettet tæt
og spændt ud mellem sengens fire hjørner. Om dagen kan man trække den ind i skyggen og tage sig en lur.
Når mørket falder på, kan man snildt mase sig seks-syv personer sammen på rebet og drøfte
verdenssituationen. Og endelig kan man trække et tæppe over sig og gå til ro under stjernerne, når dagen er
forbi og det er tid til at besøge drømmeland. Charpaien er således et ganske centralt møbel i det nordindiske
hjem.
I dag er det vores tur til at sidde på charpaien, mens vi sludrer med Bhagwatis familie. Som det er tilfældet i
de fleste landsbyhjem er Bhagwatis hjem et såkaldt ‘joint family home’, hvilket betyder, at hele familien – ikke
blot mor, far og børn – bor under samme tag. Bhagwati deler også hjem med sine svigerforældre, sin svoger
og svigerinde og deres børn. Familiens ældste mand fungerer som hjemmets overhoved og træffer – efter
samråd med de øvrige familiemedlemmer – de endelige beslutninger.
Køkkenet deles af alle, men det er familiens ældste kvinde, der fungerer som dets bestyrerinde. Mændene
har ansvaret for at forsørge familien, mens det er op til kvinderne at sørge for, at hjemmet er rent og pænt
samt at der altid er varm mad på bordet og chai i gryden. Børnene i Bhagwatis familie passer deres
skolegang og hjælper derudover til i hjemmet i den grad, som de formår. Alle har således deres faste roller,
der skal passes for at dagligdagen kan forløbe gnidningsfrit – nærmest som en hel lille virksomhed komplet
med direktør, regnskabschef, kantinedamer og rengøringspersonale.
Dansk - Indisk Børnehjælps artikelarkiv. Artiklen er fra november 2012 © 1

Fordelen ved livet under samme tag er, at det er så godt som umuligt at føle sig ensom og overladt til sig
selv. Der er altid nogen at snakke med, nogen at dele de daglige opgaver med. Til gengæld betyder de
trange kår, at privatliv er lige så sjældent et fænomen som solskin på en dansk novemberdag. Skænderier
og kontroverser mellem mand og kone overværes af alle, og det sker ikke sjældent, at familiens kvinder –
der ikke er bundet sammen af blodets bånd – diskuterer, hvordan de daglige gøremål udføres på bedste vis.
Hvis et joint family system skal fungere, er det med andre ord nødvendigt med en hel del kompromiser fra
familiens forskellige parter.
Mens Bhagwati og hendes svigerinde fortæller om deres dagligdag, sørger de for jævnligt at trække deres
slør ned over deres ansigter. Sløret udgøres af det yderste stof i deres sarier, som er farvestrålende og i et
let, gennemsigtigt stof. Når stoffet trækkes ned over ansigtet, er det umuligt for omverdenen at se hvem, der
gemmer sig bag sarien. Kvinden selv er derimod så tæt på stoffet, at hun i ro og mag kan betragte sine
omgivelser, uden at de opdager det. Sløret bæres hovedsageligt af de voksne kvinder, der er blevet gift.
Traditionen, der ligger bag, kaldes purdah og er et levn fra mogultiden. I 1500-tallet invaderede den
muslimske mogul Babur hovedstaden Delhi i Nordindien. Babur, der nedstammede fra Djengis Khan, var
den første af en række moguler, der styrede Indien fra 1500-tallet frem til 1850’erne, hvor den sidste af
slagsen blev sat af tronen af det britiske kolonistyre. Med mogulerne kom også nye traditioner, madvaner og
stilarter og de satte dermed deres tydelige fodspor i hovedsageligt Nordindien.
Bl.a. er det mogulerne, der står bag de mange smukke paladser, som tusindvis af turister årligt besøger på
deres rundrejse i Rajasthan. Et af verdens syv vidundere, det kridhvide marmorpalads, Taj Mahal, blev
bygget af Shah Jahan som en kærlighedserklæring til hans elskede dronning, Mumtaz Mahal, der døde i
barselsengen under fødslen af parrets 14. barn.
Nogle af de mest elskede sange i Indien er de såkaldte ghazals, der er kendte for deres poetiske tekster
omhandlende den potentielle glæde og smerte, der er forbundet med kærligheden. Stilarten har sine rødder i
den islamiske sufisme, der blev bragt til Indien i takt med de muslimske immigranter, der kom til landet under
mogulriget.
Også den indiske madkultur blev udvidet i årene under det muslimske herredømme. Kød blev populært –
særligt kylling tilberedt i tandoors, som er cylinderformede lerovne, der opvarmes ved hjælp af trækul. Den
høje temperatur i tandoor-ovnen sørger for, at kødet hurtigt bliver grillet og samtidig forbliver mørt og saftigt.
Derudover vandt purdah-traditionen frem – hvilket bl.a. ses her små fem hundrede år senere i Pureni, hvor
kvinderne omhyggeligt dækker deres ansigter, når de forlader deres hjem. Purdah foreskriver, at kvinder og
mænd i det offentlige skal være adskilt, samt at kvinden skal dække sin krop på tækkelig vis.
I gamle dage blev påbuddet fulgt bogstaveligt: dronningerne og prinsesserne i Rajasthans mange paladser
forlod sjældent paladsets zenana, som afdelingen for kvinder kaldtes. Zenana er et låneord fra urdu, der
beskriver de værelser i en husholdning, som er forbeholdt kvinderne. Disse værelser lå typisk i det inderste
af bygningen, mens mændenes og eventuelle gæsters værelser, mardana, var placeret i det yderste af
paladset. Når kvinderne forlod paladset – f.eks. i forbindelse med rejser og besøg i andre byer – blev de
transporteret i en tillukket vogn, så deres udseende forblev en hemmelighed for resten af befolkningen (se
billede)
Dronningen viste kun sit ansigt offentligt ved én enkelt lejlighed: i tilfælde af hendes mands død, ville enken
utilsløret træde frem ved kongens ligbål og begå sati, hvilket vil sige, at hun begik selvmord ved at sætte sig
ved kongens side, mens flammerne fortærede hans lig og dermed også dronningen selv.
Sati, der er et oldgammelt hinduistisk ritual, blev betragtet som en af de ædleste handlinger en kvinde kunne
udføre og var udbredt indtil først mogulerne og derefter det britiske kolonistyre forbød det ved lov.
Den dag i dag sker det yderst sjældent, at en enke følger sin mand i døden. Opfordringer til at begå sati
straffes med op til syv års fængsel og tvinges en kvinde op på sin mands ligbål, vanker der gerningsmanden
fængsel på livstid. Af de gamle traditioner som purdah og sati er det således kun tilsløringen, der stadig kan
observeres i Rajasthans landsbyer.
Hvis Bhagwatis mand, Mahesh, skulle ske at dø før hende, er det hendes svigerfamilies og dernæst hendes
børns pligt at passe og pleje hende. Hvis de ikke gør dette, er hun ifølge indisk lovgivning sikret retten til at
modtage pension fra staten. Meget har ændret sig siden Rajasthan blev regeret af moguler og fyrster, men
deres fodspor er her stadig i form af visse traditioner, der adskiller Nordindien fra det mere liberale
Sydindien.
Dansk - Indisk Børnehjælps artikelarkiv. Artiklen er fra november 2012 © 2

Efter en halv times sludder siger vi farvel til Bhagwati og spadserer videre rundt i Pureni. Vi møder bl.a. en af
naboerne, der er i gang med at vaske sin bøffel. Mange af Purenis indbyggere er bøffelejere. Bøflerne
leverer mælk, der bruges til at lave yoghurt samt den uundværlige chai.
Deres kokasser indsamles, tørres og er derefter velegnede som brændsel pga. deres høje indhold af
metangas. I marken bruges bøflerne som trækdyr og om vinteren udsender deres store kroppe varme i
gårdspladserne uden for husene. Indbyggerne i Pureni passer godt på deres bøfler, da de har mange vigtige
funktioner og samtidigt betragtes som nære slægtninge til koen, som inden for den hinduistiske trosretning er
hellig. Jeg spørger naboen om lov til at forevige ham og hans bøffel med mit kamera og får et ’ja’ som svar.
På vores videre færd gennem Purenis gader passerer vi et par kvinder, der er i gang med at vaske tøj.
Vandet pumper de op fra brønden, der er installeret midt i gårdspladsen og så går ellers arbejdet med at få
banket og vredet al sand og støv ud af stoffet i gang. ’Klask-klask’ lyder det, mens tøj og vand slås mod
hinanden, op-ned og frem-tilbage.
Kvinderne er heldige, at de har en brønd så tæt på hjemmet. I de vestlige dele af Rajasthan, der hører til den
store Tharørken, er vandmangelen mere udbredt, og mange kvinder bruger en væsentlig del af deres dag på
at transportere vand fra vandreservoirer til deres hytter.
På vores gåtur rundt i landsbyen har der langsomt samlet sig en hel skare af nysgerrige, der vil snakke med
os tre fra Prayatn. Til sidst er mængden af mennesker så stor, at det er svært at mase sig rundt i de smalle
gader. En af de ældre kvinder inviterer derfor os alle sammen ind i hendes gård, hvor vi sætter os på hendes
to charpais. De, der ikke kan finde plads på en charpai, stiller sig ved siden af os og følger interesseret med i
samtalen.
Kvinderne spørger mig som noget af det første, om jeg er gift. De forklarer mig, at her i Rajasthan er det skik
at putte mørkerødt pulver i hårskilningen, hvis man er en gift kvinde. Denne tradition kaldes for sindoor. Gifte
kvinder går oftest klædt i sari – et omtrent seks meter langt stykke stof, som draperes rundt om kvinden –
mens de unge piger er klædt i salwar kameez, som består af et par løse bukser med en lang, matchende
tunika og et tørklæde som svinges over bryst og skuldre. Derudover er det kun gifte kvinder, der bruger
neglelak og tåringe.
Efter en længere gennemgang af alle de måder, hvorpå en kvinde kan signalere, at hun er optaget, spørger
jeg hvilke ydre ændringer, en mand gennemgår efter brylluppet. ’Ingenting!’ svarer kvinderne prompte. ’Ikke
engang en vielsesring?’ forhører jeg mig. Svaret er igen ’nej’. ’Jamen, hvordan kan man så vide, om en
mand er optaget eller ledig på markedet?’ spørger jeg ud i forsamlingen. ’Man kan da bare spørge ham! Er
du gift? Ja eller nej?’ siger en af de ældre kvinder, mens de andre griner.
De vil gerne have, at jeg skal prøve en af de unge kvinders sarier, men jeg takker nej. Til gengæld vil jeg
gerne prøve de unge pigers bangles, som er tynde glasarmbånd, der bæres i rigelige mængder på begge
arme. Det er en asen og masen uden lige at få de tynde bangles skubbet over mine knoer, men med kyndig
assistance fra en af pigerne lykkes det til sidst.
Den ældre kvinde, der bor i huset, sætter sig på hug foran mig, tager fat om mit hoved og kører så sin finger
hen over øjenlåg. Hun henter et lille spejl og holder det op foran mit ansigt. Voila! Mine øjne har fået det
dramatiske, mørke look, som både børn, mænd og kvinder af og til har i Rajasthan. Kvinden har nemlig
smurt kajal – sort eyeliner – rundt om dem. En af pigerne putter en lang halskæde over mit hoved. Jeg føler
mig efterhånden som en model, der lige straks skal ind på catwalken.
’Tak tak!’ siger jeg og smiler; ’nu er det nok!’ Som afslutning på en hyggelig dag i Pureni danser kvinderne på
skift for mig. Dansen er en lokal dans, hvor danseren dækker sit ansigt med tørklædet, går ned i knæ og
hvirvler rundt til os tilskueres rytmiske og taktfaste klappen. Nogle af kvinderne synger, og jeg forsøger at
stemme i. Efter dansen er det tid til at takke af efter en spændende og lærerig dag i landsbyen.
Dansk - Indisk Børnehjælps artikelarkiv. Artiklen er fra november 2012 © 3

En af de unge piger i Pureni i færd med at putte grønne Bijendra byder på bøffelråmælk
bangles på mine hænder – sprængfyldt med vitaminer!
Et par dage efter, på Prayatns kontor i Dholpur, får jeg en hilsen fra Pureni: en af mine kolleger, Bijendra,
som bor i Pureni, møder ind på kontoret med en særlig gave. Hans bøffel har i løbet af natten født sin første
kalv og er derfor nu begyndt at producere mælk. Han byder mig på en smagsprøve på bøflens første mælk –
råmælken –, som han forklarer, er ekstra rig på vitaminer og derfor meget nærende. Hans kone har kogt
råmælken ind til faste klumper. Jeg tager en forsigtig, prøvende bid af en af klumperne.
Smagen er både sød og salt. Ikke dårlig. Konklusion: bøffelråmælk er en glimrende måde at begynde
arbejdsdagen ☺
Dansk - Indisk Børnehjælps artikelarkiv. Artiklen er fra november 2012 © 4