1881-09-21 Dons, Mads Madsen Min barndoms by Fredericia og ...

9
Som konfirmationsgave fik jeg en tokrone, eller lige så mange øre, som den konfirmand,
der i dag får mindst 200 i kroner, men det var jo også i de gode gamle dage,
som nogle gerne vil have tilbage igen, eller er det måske de pågældende, der ikke aner,
hvad de taler om.
I min barndom, ja, helt op i trediverne, havde en del dårligt begavede mennesker deres
hjem på fattiggården, dog var enkelte i privat pleje, således den såkaldte general Debis,
der var i pleje hos en familie i malermester Winthers gård, lige for Ryes Plads, hvor
Richard Sørensen nu har bogtrykkeri.
General Debis var en lille og meget stærkt hjulbenet mand, og man sagde, at han
havde mindst fem ligtorne på hver fod; han havde en vraltende gang som en and, og
det var med allerstørste forsigtighed han betrådte gårdenes og fortovenes runde sten.
Maler Winther var blevet dannebrogsmand, og dagen efter festlighederne var Winther
gået over i det lille hus med hjertet på døren. Lidt efter kom general Debis og rykkede i
døren, som ikke ville gå op. Debis sagde: “Er der nogen derinde, åh, er det Dem, hr.
Winther, det haster ikke, det haster ikke, til lykke med korset, til lykke med korset, det
var jo en stor ære, er De snart færdig hr, Winther?”
Dem, jeg kendte bedst, og som man altid kunne træffe på gaden, var den lille skeløjede
Frederik, der altid gik med et blåt forklæde for at skjule de altid våde bukser. Mange
gange ville folk give ham en tiøre, men altid sagde han: “Den kan jeg ikke bruge, jeg
kender kun røde penge”. Frederik drak en masse kaffe. Hver dag besøgte han restauranternes
køkkener; han gik altid om i gården og ind i køkkenet, og så fik Frederik en
kop kaffe. Var der ingen i køkkenet, gik Frederik hen og løftede på kaffekanden, men
ventede pænt, til fruen eller pigen kom.
Den anden var hestehandleren, en stor mand, altid med en stor pibe i munden. Piben
nåede ned til maven, han var altid udstyret med mange medailler hæftet på frakken og
flere urkæder fra vestelommerne over i et knaphul. Han ville altid handle. Da socialreformen
kom, fik alle de stakkels mennesker et bedre plejehjem i Brejning.
På min plads hos avlsbruger Rasmus Hansen lærte jeg godt; fra 1. maj til jeg i eftersommeren
blev konfirmeret og var fri for skolegang, havde jeg meget travlt. Vi kom op
kl. 5 og så fik vi morgenmad, derefter hjalp sønnen Johan mig med at få køerne ud i
gården, få dem vandet og koblet, og så af sted ud i marken og få køerne tøjret, og så i
trav hjem til madmor, en voksen datter, der holdt hus, og få min frokostpakke og
skolebøger og igen i trav til skole, hvor jeg skulle være kl. 8. Kl. 10.30 skulle jeg være
til præst i Michaelis Kirke. Vi fik en god kost hos min madmor Sine, men de to dage i
ugen, hvor jeg gik både til skole og præst, var hårde dage. Når jeg havde fået køerne
ud på marken ved Prangervejen, kunne jeg ikke skyde genvej hjem, det forhindrede
voldgraven; vejen var jo gennem Prinsens Port; og skulle jeg i marken et godt stykke
udenfor Stenhøj, var det ikke kortere; så jeg var altid den sidste, der smuttede ind ad
døren, når timen begyndte.
En dag fik jeg en skræk i kroppen, som står tydeligt i min erindring, som var det i går.
En brændende varm sommerdag skulle jeg lige efter middagsmaden ud og vande og
flytte køerne på Prangervejsmarken. Vandingen foregik i en meget dyb mergelgrav
med stejle skrænter på de tre sider. Jeg havde fået udtrykkelig ordre til ikke at koble
køerne, når de skulle vandes. Jeg tænkte, det gik nok, og jeg koblede fire køer
sammen, men som vilde af tørst tog de magten fra mig, og i galop styrtede de hen til