1881-09-21 Dons, Mads Madsen Min barndoms by Fredericia og ...

8
Ved Laust Rasmussens vælgermøder var Peter Bager altid med. Morten Slagter
vidste, at der altid skulle være plads til Peter Bager i hans 5-personers charabanc.
Peter Dupont havde også lært som cigarmager, og da han holdt op som bager, rullede
han cigarer hjemme i sin lille toværelses lejlighed i en gammel bygning med indgang i
porten i Kongensgade, der hvor Arbejdernes Fællesbageri nu har til huse. I den
forreste stue solgte han rugbrød, franskbrød og cigarer. Havde Peter Bager lagt sig for
at hvile i den bageste stue, og der kom en kunde, spurgte Peter da: “Hvad skal du
have?” “5 cigarer”. “Du kan selv tage dem af kassen, og så kan du lægge 25 øre i den
anden kasse”; og kom der et barn: “Hvad skal du have?” “Jeg skal have et franskbrød,
men mor har ingen penge”. “Du kan selv tage franskbrødet, men sig til din mor, at hun
selv må huske at betale det”. Dupont var det ærligste menneske, og kunne ikke tænke
sig, at der var andre, der ikke var det.
I gården i Kongensgade var der vel 10 à 15 børn. En dag sagde Dupont til børnene:
“Kan I spørge jeres mor, om I må gå med mig til Hybylund i morgen eftermiddag kl 2, så
skal vi ud og more os”. Alle kom og sagde ja, og så morede Dupont og børnene sig.
De fik hver en sodavand og et stykke wienerbrød, og Dupont fik sig en kaffepunch eller
to, og det blev en strålende dag for dem. Flere og flere kom årene efter og bad om at
komme med, og Peter Dupont sagde ja. Men så kom tiden, da Dupont ikke selv kunne
klare udgiften, så trådte fagforeningerne til og afholdt udgifterne og averterede dagen,
når Peter Duponts børnefest holdtes; og alle børn, som ville med, tog Dupont sig
faderlig af på børnenes store årlige festdag. Han var den store børneven, han var ikke
gift og havde ingen børn.
Den arbejdende befolkning i Fredericia rejste et monument af ham. Kunstneren, som
udførte monumenter, kom en dag op til forsvarsminister Laust Rasmussen i Rigsdagen
med masken til monumentet. “Ligner det?” Laust Rasmussen svarede: “Ja, der er
Peter Dupont lyslevende”. Når mange kvinder eller mænd, som nu er kommet op i
årene, er kommet ud til Hybylund, har de stået stille og set på monumentet og oplevet
deres barndoms festdage med Peter Dupont.
Jeg vil ikke undlade at fortælle en lille tildragelse om Peter Dupont, der i sine sidste
leveår blev stærkt angrebet af gigt. Hans nevø, der var inspektør på et af de store
københavnske hospitaler, kom en dag for at hilse på sin gamle onkel, og sagde:
“Onkel, du skulle nu komme til København og lade dig undersøge af professoren på mit
hospital; han er ekspert i gigtsygdomme”. “Ja, men det er jo dyrt”. “Det skal du ikke
bryde dig om, jeg betaler alt, hvad det koster. I den tid, du er i København, bor du hos
mig, og jeg betaler din rejse”. Peter Dupont rejste så nogen tid efter til København.
Nevøen gav ham 20 kr, som han vidste konsultationen kostede. Professoren undersøgte
Dupont grundigt og spurgte: “Drikker De spiritus?” “Ja, det gør jeg da”. “Hvad er
det for spiritus, De drikker?” “Ja, det er mest kaffepuncher”. “Hvordan laves en kaffepunch?”
Ja, man skænker en halv kop kaffe, kommer sukker i, og fylder så koppen
med brændevin”. “Smager det godt?” “Ja, det synes jeg”. Hvor mange drikker De om
dagen?” “Ja, det er så forskelligt”. “Drikker De en, to eller tre?” “Nej, det mindste er da
en fire-fem stykker; ja, der er da også dage, hvor det godt kan blive en halv snes”. “Og
De kan ikke tænke Dem helt at lade være?” “Nej, det kan jeg ikke, for det er ligesom
gigten ikke gør så ondt, når jeg drikker nogle kaffepuncher”. “Ja, såmænd, så tror jeg,
vi skal lade det blive herved, men klæd Dem nu godt på, og pas på, De ikke bliver
forkølet, for så er gigten værst”. “Ja, det skal jeg”. Han takkede professoren og
spurgte: “Hvor meget skal jeg betale for konsultationen?” “Ikke en øre, for De er det
ærligste menneske, jeg nogensinde har talt med”.