1881-09-21 Dons, Mads Madsen Min barndoms by Fredericia og ...

7
tionskøkken for at købe for 25 øre kogt oksekød. Der solgtes jo en masse bouillon,
særlig i iltogstid om natten. Var jeg heldig, at der ikke var mange købere, fik jeg et stort
stykke, og så var der glæde, når jeg kom hjem.
Den religiøse del af skolearbejdet tog hr. Vognsen sig af, og her syntes jeg, jeg klarede
mig nogenlunde; jeg fik i hvert fald ikke skænd. Men jeg havde også fået et godt
begyndelsesgrundlag i Erritsø Skole i de to år, jeg gik der, for det altovervejende, jeg
lærte der, var jo katekismus, bibelhistorie og salmevers, og af dem kunne jeg en
masse.
Af gale streger kan jeg ikke huske, at jeg var med til at lave nogen; og dog, en dag, jeg
gik ned ad Dalegade, var der en flok drenge, hvoraf en havde en stor skrå, formentlig
en af sin fars; den skulle hesten der henne have. En meget skrutrygget mand med en
skimlet hest kørte med frimærkepakker for banen, og da manden var inde i et hus og
aflevere en pakke, gav drengen hesten skråen; hesten gumlede velbehageligt på
skråen; det varede noget, inden manden kom ud, og vi havde bragt os i sikkerhed et
godt stykke fra vognen; og da manden kom ud og begyndte at køre, dinglede hesten
som en rigtig fuld mand. Manden løb efter os med pisken, men vi havde så stort et
forspring, at han ikke kunne nå os; men jeg lovede mig selv ikke at være med til noget
sådant mere. Og dog - måske 50 år efter var jeg på en foredragstourné i en af de jyske
valgkredse. Det var en søndag, jeg havde boet hos formanden, en skræddermester,
hvor jeg skulle tale i forsamlingshuset om aftenen. Hen på eftermiddagen kom et
medlem af bestyrelsen, og vi tre gik en eftermiddagstur. Vi kom forbi en indhegning,
hvor der gik to heste, den ene kom helt hen til hegnet, jeg klappede den og fortalte om
skråen. “Vil heste gerne have en skrå”, sagde den ene af mine ledsagere, “da har jeg
skrå”. Han gav den en hel stang, hesten gik et skridt baglæns og gumlede velbehagelig
på skråen; lidt efter begyndte dens øjne at sløres, de blev brustne. Hovedet hang ned,
som om den ikke kunne bære det, så lagde den sig ned på knæene, blev stående på
bagbenene med mulen støttet på jorden, så lagde den sig helt ned udstrakt med
lukkede øjne, som om den var død. “Skal vi gå”, sagde den ene. “Nej”, sagde jeg, “jeg
vil vente og se, hvordan det går”. Da vi havde stået nogle øjeblikke og set på den,
begyndte den at åbne det ene øje, rejste sig og rystede sig et par gange, og var frisk
igen. Jeg plukkede en tot frisk græs, som den åd med velbehag, og glad var jeg.
Hvor nu sygehuset ligger, var der en ret stor plads, her lå den gamle stubmølle og et
lavt firkantet hus, her havde Peter Dupont sit rug- og hvedebrødsbageri. I huset var der
en ret stor ovn, en gruekedel i hvis damp franskbrødet blev rasket, et stort dejtrug, et
stort faststående bord og en del hylder, hvorpå det bagte brød blev lagt. Foruden Peter
Dupont var der en bagersvend. Da jeg var ca. 12 år, kom jeg derop og gik til hånde, jeg
må jo nok have fået lidt mere, end jeg kunne tjene på hotellet.
Peter Dupont, populært kaldet Peter Bager, var kendt af alle i byen; han lignede Kong
Frederik VII grangivelig, og onde tunger sagde, at Peter var af kongelig æt, og for
alderens skyld kunne det godt passe med det år, kronprins Frederik havde sit domicil i
Fredericia. Peter Bager var reformert, han var det ærligste menneske, man kunne
tænke sig, han var ægte socialdemokrat, han hadede den politik, som højre dyrkede og
denne uforskammede behandling, som der blev givet fattigfolk. Alle de møder, han
havde adgang til, deltog han i. Han var altid en myndig dirigent ved de socialdemokratiske
møder; var der en mødedeltager, der på grund af lidt for rigelige puncher ville
give sit besyv med på en lidt højrøstet måde, behøvede Peter Bager blot at rejse sig og
sige: “Kan vi så få ro”. Når den snakkesalige mand så den store og kraftfulde dirigent
rejse sig, var der ro resten af mødet.