1881-09-21 Dons, Mads Madsen Min barndoms by Fredericia og ...

6
Mor måtte ud og kapre al den vask og rengøring hos herskabelige familier, hun kunne
overkomme; og hvordan mine to små søskende, der var 6-8 år yngre end mig, klarede
dagen, når mor ikke var hjemme, og far var i skoven og samle brænde og få det slæbt
hjem, aner jeg ikke. Jeg havde til opgave, når skoletiden og min byplads tillod det, når
en kulbåd var i havnen, da at samle de kulstumper som vognene tabte på gaden, og
den samlen brændsel støttede godt i brænderummet. Men en sådan vinter var en drøj
tid at komme igennem, mon det er en sådan tid vort nuværende slægtled mener, når
man hører adskillige sige: “Nej, vi skulle tilbage til den gode, gamle tid”.
Da vi havde været nogen tid i Fredericia opdagede far, at det ikke var venstres politik,
der kunne føre frem til de goder, som arbejderne trængte så hårdt til, og da far nogle
gange havde hørt den unge typograf Laust Rasmussen redegøre for det, socialdemokratiet
ville, var far klar over, hvor han hørte hjemme i politik, og fra den tid blev far
forkæmper for den politik og for fagforening blandt sine kammerater ved havnen.
Vi boede vist kun et år i den elendige faldefærdige såkaldte lejlighed i Arensborg
Honorés gård. Det eneste, jeg syntes, der var en forbedring frem for landet var, at der i
gården var en vandhane, hvor man blot drejede hanen, så kunne alle gårdens familier
hente det vand, de skulle bruge, og så var der et lille hus med hjerte i døren, men her
kunne undertiden blive trængsel, for der boede mange familier i gården.
Derefter fik vi en meget bedre toværelses lejlighed i kaptajn Glans gård lige ind til
muren omkring reformert kirkegård. Her husker jeg ikke rigtig, om lejen pr måned var ti
kr, men jeg hjalp til, det bedste jeg kunne, for keglebanen var et indbringende job. Der
var dage, hvor jeg kom hjem til mor med helt op til en krone, eller lige så meget, som
mor tjente en streng vaske- eller rengøringsdag. Men mangen gang kom jeg også først
hjem ved tolv-halvet-tiden, der var jo ingen lukkelov for søgnedage. Butikkerne lukkede
ikke før kl 10, og mange først kl. 11. Ofte traf det, når købmanden ved ellevetiden gik
sin aftentur for at vende Langebro, kom til at tale med en kollega, og at de da blev
enige om et slag kegler, og så måtte jeg være parat.
En morgen jeg skulle være i skole kl 8, faldt jeg i søvn, og min klasselærer Thygesen
Schmidt kaldte på mig: “Kom her op”. Jeg var klar over, at nu vankede der en gang
spanskrør, men i stedet for spurgte min lærer: “Hvornår kom du i seng i aftes?” “Kl. halv
et”. Jeg måtte fortælle, at min far var havnearbejder og var arbejdsløs, at jeg havde to
små søskende, og at min mor gik ud for at vaske og gøre rent, og at jeg var nødt til at
gøre, hvad jeg kunne for at tjene lidt penge, og at fattigvæsenet var det eneste sted,
hvor vi kunne få lidt hjælp; men far havde sagt, at det var en modbydelig plet på samfundet,
så dertil måtte vi ikke gå, så hellere sulte. “Kan du dine lektier?” “Ja”. Jeg blev
hørt, og Schmidt sagde: “Det var godt, hvornår har du lært dem?” “Dem har jeg lært på
min byplads, når der ingen er, der spiller kegler”. Schmidt spurgte: “Hvor bor I?” Det
sagde jeg, jeg fik et klap på skulderen og en tiøre. Schmidt sagde: “Det er sørgeligt, at
vi har sådanne forhold, gå så ned på din plads”. Schmidt blev min ven, han var i mine
øjne en stor og klog mand. En dag kom han og talte med far, en lang samtale, jeg tror
om politik, og det blev ikke sidste gang, de to talte sammen.
Da der var gået halvandet år blev arbejdsløshedsperioderne mindre. Jeg tror, at far
betragtedes som altmuligmand, for var der ikke noget med losning af skibe, havde
havneformand Thygesen meget ofte noget, der skulle laves på havnen, f.eks. brolægning,
der skulle repareres, eller andet, der skulle bringes i orden. Men i arbejdsløshedsperioderne
måtte jeg ofte op kl. 6 og med kurven hen til banegårdens restaura-