1881-09-21 Dons, Mads Madsen Min barndoms by Fredericia og ...

siger De noget, han kan bringe til Gestapo, så gør han det; han skal jo gerne stå højt
hos Gestapo”. Jeg takkede præsten og sagde: “Jeg har fra første færd taget det
standpunkt ikke at sige et ord, der kunne interessere Gestapo”.
50
Blandt mine kammerater hørte jeg ofte udtalelsen: “Ham skal vi vist passe på, han
hilser på tyskerne”. Når man har gået sammen med to tyskere i årevis, er det jo
naturligt, at de vil hilse, når vi ses på gaden; men jeg skal indrømme, at jeg ofte cyklede
en anden vej, når jeg så en af dem forude. Men så en søndag formiddag, jeg cyklede
op ad gaden, kom jeg forbi den tyske signalmester. Jeg opdagede ham for sent, og jeg
havde travlt med at hilse på en dansk jernbanemand, som jeg måske slet ikke kendte;
men tyskeren havde set mig og råbte: “Herrn Dons!” Jeg hørte det ikke, men så råbte
han, så hele gaden kunne høre det; jeg måtte stå af cyklen, tyskeren kom smilende hen
imod mig, strakte hånden ud til “god dag”, bad undskylde, at han havde standset mig;
han ville fortælle mig, at han var borte i otte dage, han rejste hjem for at besøge kone
og børn. Jeg sagde held og lykke på rejsen; men hvad tænkte nu de mennesker, som
havde set tyskeren og mig. Jeg blev mere forsigtig fremover, når jeg i tankerne dømte
andre mennesker.
Sabotagen satte nu rigtig ind; mangen nat ringede min telefon, og når man meddelte
mig, at det var gået ud over sikringsanlægget, opgav jeg navn og adresse på de folk,
som stationen måtte alarmere; jeg klædte mig på og cyklede ud i nattens mørke; jeg
blev standset gang på gang af tyske vagtposter, der råbte “Halt”; jeg skulle vise mit
ausweis. En nat havde jeg været ude ved en sprængning, og da arbejdet var kommet i
gang med udbedringen af det sprængte, tog jeg ved 5-tiden ind på telegrafkontoret for
at prøve, om telegraf- og telefonledningerne var i orden, en prøve, som jeg foretog hver
morgen. Det var efter at universitetet var blevet lukket, og studenterne spredt ud over
landet på kontorerne. På telegrafkontoret var der kommet to studenter, som var der
den morgen; vagtchefen spurgte mig, om sabotagen den nat var alvorlig; jeg måtte
svare: “Nej, det generede overhovedet ikke tyskerne. Jeg synes, den sabotage, der
udføres her, er fuldkommen planløs”. Vagtchefen sagde da: “Hvis det var Dem, der
ledede sabotagen, hvor ville De da sprænge?” På den ene ende af telegrafkontoret var
sporplanen hængt op; jeg sagde: “Kom her hen”, så pegede jeg på nogle krydsninger i
begge ender af stationen: “Sprænger sabotørerne der, så behøver de ingen andre
steder at sprænge, for det betyder ikke timer, men dage, hvor tyskerne ikke kan få
deres transporter gennem Fredericia”. De unge studenter var meget interesserede i
sporplanen, og derefter blev kun disse krydsninger sprængt; men der gik ikke mange
dage, før studenterne var forsvundet; Gestapo havde fået fat i dem.
En eftermiddag ved 6-tiden blev der sprængt ved opholdsbygningen; en skinnestump
som en tændstikæske var gået gennem to døre og sad et stykke inde i en mursten i
væggen ved mit skrivebord; og havde jeg siddet i min skrivebordsstol i det øjeblik,
havde jeg fået sprængstykket gennem maven.
Den 30. april 1945 modtog jeg et telegram kl. 7 aften. Ordlyden var: “Kom hurtigst
muligt til København, påkrævet i betragtning af udviklingen”. Lidt senere ringede min
rigsdagskollega fra Kolding: “Kom ud på Lillebæltsbroen i morgen kl. 9; vi er to, en
mand har lovet at køre os til Nyborg, for al toggang er jo indstillet”. Vi overnattede i
Korsør, og om aftenen var vi i København, og så var for mig fem års fortvivlet tyskertid
overstået.