1881-09-21 Dons, Mads Madsen Min barndoms by Fredericia og ...

46
Og hvordan ser Fredericia så ud i dag: Kort sagt en af Danmarks driftige og skønne
byer, beliggende ved det dybe og isfrie Lillebælt, der i 80 år kun har været islagt nogle
få gange.
Byen har havneanlæg, der strækker sig over flere kilometer og med kajanlæg, hvor de
store atlantgående både kan lægge til kaj. For nogen tid siden kom en tankbåd på
40.000 tons, den skulle losse i København, men dybdeforholdene der gjorde, at den
måtte gå ind til Fredericia og losse en del af lasten her, før den kunne gå ind til
København.
De store og flotte butikker vidner om, at Fredericia er en ypperlig handelsby. Den store
brugsforening har hypermoderne indrettede butikker spredt over byen, hvor medlemmerne
kan få så godt som ethvert ønske opfyldt.
Men er Fredericia en driftig handelsby, er den tillige en stor fabriksby, der giver
beskæftigelse til mellem 3- og 4.000 mennesker. Så godt som hele denne store
fabriksvirksomhed er blevet til i min Fredericiatid, men der er meget mere, der kunne
fortælles om Fredericia, men noget af dette vil jeg lade en dame fortælle om.
En dag sad jeg i bybussen bag to damer, og jeg kunne ikke undgå at høre samtalen,
der lød omtrent sådan: “Ja, jeg, min mand og vore to store børn bor på campingpladsen
ved Hannerup. Tidligere år har vi kørt rundt for at finde en god campingplads, den har
vi fundet nu i Fredericia; her er en campingplads, hvor ethvert rimeligt krav er tilfredsstillet.
Når vi vågner om morgenen, tager vi badetøj på, går tværs over Strandvejen og
får os et forfriskende bad i det herlige Lillebælt; og når vi er færdige med morgenmaden,
tager jeg med bybussen ind til byen, og så bruger jeg et par timer af formiddagen
til at beundre de skønheder, Fredericia er så rig på, gå tur på voldene, se monumenterne,
gå tur langs Østerstand, og så er det ikke alene det udvendige, jeg ønsker at
se, men også det indvendige. En dag ringede jeg på på Døvstummeinstituttet; en
elskværdig dame lukkede op; jeg præsenterede mig som en af disse videbegærlige
campinggæster og beundrer af Fredericia og spurgte, om jeg måtte få lov til at kikke
ind, og det fik jeg lov til. Alt fik jeg at se, hvordan hun, der var trådt i mors sted, på den
mest rørende måde hjalp de små mennesker, der ikke kunne høre eller tale, til rette
med deres små vanskeligheder, og at dette ikke var påtaget, så man straks på den
måde, hvorpå de små purke kom til deres plejemødre; de kom, som om det var til deres
egen mor. Man skulle synes, det var en håbløs opgave, samfundet her var i gang med,
men når disse døvstumme mennesker efter en del års forløb forlod døvstummeinstituttet,
havde de fået en uddannelse, som fuldt ud stod på højde med den uddannelse,
som andre mennesker, der havde alle deres sanser, havde fået, og så følger
instituttet sine elever frem gennem årene med hjælp og vejledning på forskellige
områder; det var et meget interessant besøg. En dag gik jeg ud på alderdomshjemmet,
der blev taget i brug i 1924; her var op mod 100 mennesker, jeg fik at vide, at bystyret
havde gjort meget for deres gamle medborgere, det har opført 412 folke- og invalidepensionistboliger
dels indenfor voldene og dels på skønne steder udenfor voldene;
selvsagt måtte jeg ind og se sådan en lejlighed, og jeg må sige, det var en ønskelejlighed.
Hvor Jernbanegade udflettes i Prangervej, ligger der et jordstykke, som
stadsgartneren har dækket med et mønstret blomstertæppe med indvævet kant,
ligefrem et kunstværk, en skønhed, som jeg aldrig har set magen til, og sådan er
ethvert lille stykke jord ved vej eller offentlige pladser dekoreret med skønne blomster.
Om eftermiddagen går vi tur i Hannerup og Fuglsang Skove, vor aftentur er gerne ad
Strandvejen til Sanddal og tilbage. En stille sommeraften, når lysene er tændt, ser man
til højre den kilometerlange stribe af lys spejle sig i Lillebælts klare vand, så man får