1881-09-21 Dons, Mads Madsen Min barndoms by Fredericia og ...

45
sagde: “Hils Abraham, Isak og Jakob”; hele følget gjorde det samme og sagde: “Oksa
fra mik”, “Oksa fra mik”.
Fra de handlende lød der mange klager til kongen: Fredericias jøder var på markeder
og ved dørene, de ville handle med alt og alle.
Igennem årene kneb det med at få folk til at bosætte sig i byen. Kongen udstedte et
dekret om, at manddrabere og misdædere kunne bosætte sig her, og at fallitenspillere,
når de først var inden for voldene, ikke kunne forfølges med opkrævninger og andet i ti
år.
Lige så urofyldt og omtumlet som katolikkernes og jødernes historie formede sig, lige så
stille og tyst var der om Fredericias yngste trossamfund, de franske reformerte. Deres
menighedsliv prægedes af strenghed og fred, deres dont gled stilfærdig hen fra døgn til
døgn, ingen slagsmål, voldshandlinger eller uærlighed af nogen art vandt indpas i dette
helstøbte, pligttro samfund, som følgende sine egne traditioner udfoldede en rastløs
flid, der satte dybe spor i byens økonomiske udvikling.
I april 1721 kunne magistraten meddele kongen, at 69 familier havde taget borgerskab
og fået anvist jord.
Den 15. november 1720 gav Frederik IV en række privilegier. De reformerte fik ret til at
bygge kirke og skole, de måtte have deres eget fattigvæsen; kongen lovede, at han ville
være rede til årlig i ti år at betale den reformerte præst 200 rigsdaler. De reformerte
skulle være fri for soldatertjeneste og indkvartering, de skulle i 20 år være fri for at
betale skat, de skulle have fri byggegrunde, og når de byggede hus, skulle de have billigt
tømmer. Endvidere blev der overladt de reformerte 220 havepladser, ca. 20 tønder
land. En ung, ugift mand fik ved giftermål anvist jord til dyrkning; endvidere gjaldt de
kongelige privilegier for ham i fuld udstrækning.
I 1735 nedlagdes grundstenen til reformert kirke, der blev foretaget indsamling såvel i
indlandet som i udlandet. Kong Christian VI gav personlig 500 rigsdaler; i alt indkom
der 4.186 rigsdaler, og for den sum kunne kirken bygges.
De reformerte var et meget nøjsomt folkefærd; en del af deres føde var mælk, brød,
gryn og kartofler. Inden den tid var kartoflen ikke kendt i Fredericia.
De reformerte var et hårdt arbejdende folk. Fra tidlig morgen til sildig aften var voksen
såvel som børn på arbejde på deres jord. De gav deres jord så grundig en behandling,
som man slet ikke kendte i Danmark, men så gav den også udbytte. Det var i mange
år, hvor de reformertes væsentlige avl bestod af tobak og kartofler.
I min barndom så man ved hver avlsbrugergård et tobakshus. Nu er der kun et tilbage,
som er flyttet ud til museet for at bevares til andre og senere slægter. Til århundredskiftet
var tobaksavl i de reformertes bedrift, men efterhånden som den oversøiske
tobak overtog førstepladsen, døde tobaksavlen herhjemme hen.
Men hvor har det været en lykke for Fredericia, at skæbnen har villet det sådan, at de
reformerte, dette dygtige og retskafne folkefærd, kom her til byen.