1881-09-21 Dons, Mads Madsen Min barndoms by Fredericia og ...

42
Det var 8½ herlige år, jeg var på Christiansborg. Jeg var med i det kor, som Laust
Rasmussen sagde var værd at opleve; jeg fik lov til at gå mange byærinder og glæde
mange mennesker; og den allerstørste glæde, man selv kan få, er jo at glæde andre. -
Jeg oplevede at få mange gode venner, også på den anden side af de politiske
grænsepæle; men når jeg kom ind i rigsdagen, er der to nære venner, jeg kan takke for
det: Laust Rasmussen og borgmester Ingvard Arent.
Nu ved jeg jo godt, at en og anden vil sige: “Åh, herre gud, har du ikke bestilt andet i 8½
år end at være bydreng?” Hertil må jeg sige, for rigsdagsarbejdets vedkommende er
man nødt til at følge med, hvis man ikke vil sakke agterud; men hvor kan rigsdagen
være smålig. Ved landstingets afskaffelse var vi nogle få, der ikke havde nået pensionsalderen,
der er ti års medlemsskab. Jeg havde til pensionskassen indbetalt noget
over 3.000 kr. Vi bad om at få det indbetalte beløb tilbagebetalt, men det blev os allernådigst
nægtet; man har antagelig ment, at vi få, ikke særlig godt stillede mennesker,
bedre kunne undvære pengene end den stakkels pensionskasse.
Selv om der gennem årene er kommet mange børn i vort hjem, har vi aldrig selv haft
børn.
Så er der Svend, vor lille feriedreng; ham har vi haft megen fornøjelse af. I 1927 var
jeg i længere tid på et sikringsanlæg i Tjæreborg. Mine to værkstedsvogne var jo alle
børns store drøm., og det dannede ingen undtagelse i Tjæreborg; men da vognene
stod på bagsporet, lige ved hovedsporet, hvor togene jog forbi, var det for at forhindre
en ulykke, at jeg jog børnene bort; men Svend kom hver dag og stod på den anden
side af hegnet. Svend var søn af et landpostbud og havde 16 søskende. En aften
havde vi haft fremmede, og min kone havde serveret natmad, som ikke nær blev spist;
næste morgen måtte jeg have en mægtig madpakke med i tasken. Jeg kunne ikke
spise al den mad. Svend stod som sædvanlig på den anden side hegnet. Jeg råbte:
“Hvad hedder du?” “A hider Svend”. “Kan du spise nogle stykker mad?” “Ja, de ka do
trov a ka, må a kom øve te dæ?” “Ja”, og i trav kom Svend. På hvert stykke mad
løftede han forsigtigt pålægget for at se, om der var brød under pålægget. Svend kom
pænt hen til mig og sagde: “Tak for mad, de var søreme noved der smagt godt i mi
hals, sådan noved hår a ålle smagt før”.
Svend kom ind i vognen hver dag; en dag sagde han: “A vil da gjan mæ dej å si, hue do
buer”. “Du kan jo spørge din mor om, hvornår du må komme med”. En dag kom Svend
løbende og råbte: “O levrda må a kom mæ dej”. Svend, der snart var syv år, havde
aldrig været uden for Tjæreborg, og derfor blev det hans store oplevelse. Da toget
holdt i Kolding, råbte Svend: “Nej, sikken en stor karrusel”; det var gasbeholderen. Da
vi nærmede os Fuglsang Skov, var Svend ganske overvældet af alle de træer, han så,
ligesom han syntes, at den mængde af vand, der var i Lillebælt, var helt utrolig. Da vi
var nået til Prinsessegade 70, havde jeg fået Svend foran mig op ad trappen. Jeg
ringede på, min kone lukkede op og sagde: “Hvem er du?” “A er Svend”. “God dag”.
Svend stak den lille hånd frem men glemte at sige god dag; i stedet for sagde han: “Du
laver enda noen gue melmader, sådan noen hår a ålle fot a mi muer”. Straks vi kom
ind, skulle vi spise til middag, vi skulle i byen samme aften. På vejen derhen spurgte
Svend: “Er der nogen politi her?” “Ja, det er der”. “Det er nogen grim mennesker, dem
kan a ikke li”. “Nåda, jeg synes, de er flinke mennesker”. Det havde været en begivenhedsrig
og anstrengende dag for Svend, og det varede ikke længe, før han blev søvnig;
Svend kom hen og sove. Noget før vi skulle hjem, blev der kaldt på Svend. Vi spillede
kort, bl.a. med en kriminalassistent, og da vi holdt op, sagde politimanden: “Alt der er
vundet, kommer I her med, det skal Svend have”. Jeg sagde: “Gå om til politimanden”,