1881-09-21 Dons, Mads Madsen Min barndoms by Fredericia og ...

41
meget, man kan være glad for”. Den strækning, som normalt tog mig fem minutter at
gå, tog den aften over en halv time, en så uhyre menneskemængde, som den aften
myldrede ud på Rådhuspladsen, har jeg aldrig, hverken før eller senere, set; og på den
strækning, jeg passerede, var al mørklægning fjernet, og vinduerne fyldt med levende
lys; og da sporvognene ud på aftenen igen kom til at køre, var mørklægningen her også
revet ned.
Et par dage senere blev der rigget et tog sammen, og rigsdagens medlemmer sendt
hjem i nogle dage for at ministerierne kunne få udarbejdet arbejdsstof for landets
genopbygning. - Da toget kom til Korsør, stod personalet opmarcheret i to geledder, og
imellem dem gik rigsdagsmedlemmerne ombord på færgen. Det var personalets
velkomst til hverdagen.
Nogle dage senere blev rigsdagen indkaldt. Mødet blev holdt i fællessalen. Den gamle
konge blev båret ind i sin rullestol; to engelske officerer var indbudt, major general R.H.
Dewing og admiral R.V. Holt. Statsminister Buhl bød velkommen på dansk og engelsk.
Derefter talte den gamle konge stærkt bevæget, først på dansk og derefter på engelsk.
Da han sluttede, strakte han hånden ud mod de to officerer, trykkede dem i hånden, og
med tårerne løbende ned over kinderne takkede den gamle konge for de uhyre og
smertelige ofre, som England havde bragt af sine unge mænd, for at Danmark kunne
blive frit. Det var nogle gribende øjeblikke, vi overværede.
Det blev nu en travl tid, rigsdagen gik ind i; der var jo så meget, der skulle bringes i
lave. - Efter folketingsvalget i 1939 sagde Laust Rasmussen til mig: “Du har ikke skuffet
mig med den stemmefremgang, du har haft ved folketingsvalget i 1935 og ved valgmandsvalget
i 1936, og ikke mindst nu ved sidste valg; så jeg tør godt spå, at du
kommer ind i folketinget, og det er en oplevelse, som det kun er så uendelig få, der
opnår; men så vil du også opleve, at du i udstrakt grad bliver brugt som bydreng”.
Nogle dage efter, at jeg var blevet folketingsmand, traf jeg på trappen til borgmesterkontoret
en af mine gamle venner, en af vore store bygmestre. Jeg spurgte: “Hvordan
går det?” “Helt fortvivlet; du ved, jeg har det store murerarbejde udenfor byen; jeg er
kommet op i stuehøjde, men nu tør jeg af hensyn til mine folk ikke gå højere; mine
stilladsbrædder er rådne. Jeg har indkøbstilladelse, men der er ingen Kalmarbrædder i
landet. Jeg har søgt om importtilladelse, men den er blevet nægtet mig”. “Jeg rejser til
København i morgen, lad mig få indkøbstilladelsen med”. “Vil du hjælpe mig?” “Ja, det
er da derfor jeg er der”. Jeg fik indkøbstilladelsen i lommen, gik i handelsministeriet,
blev henvist til trækontoret. Her foreslog de, at murermesteren kunne få planker skåret
op; jeg indvendte, at det blev alt for kostbart. De trak på skulderen; det var den eneste
udvej, de kendte. Jeg gik ud på rigsdagen, traf en af de gamle rotter, og fortalte ham
om mit byærinde. “Åh, du skal gå ud i “Arbejderbo”, Colbjørnsensgade 8, der skal du
nok få resultat”. En af arkitekterne i “Arbejderbo”, som jeg fortalte om mit ærinde,
sagde: “Har De tid i ti minutter?” “Ja”. Efter nogle telefonsamtaler sagde arkitekten:
“Der ligger et parti Kalmarbrædder i Horsens og et parti i Brande, og det skulle være
nok til det, han har søgt om, og ellers ligger der et lille parti i Bramminge”.
Jeg ringede til murermesteren: “Nu har jeg sendt din indkøbstilladelse”, og opgav ham
adresserne på brædderne, som han med sin lastvogn kunne hente dagen efter.
Murermesteren sagde: “Du kan tro, jeg er lykkelig; her har jeg rejst til København tre
gange, og det har ikke været gratis, og så tilligemed ikke fået det allermindste ud af
det”.