1881-09-21 Dons, Mads Madsen Min barndoms by Fredericia og ...

40
ned, og på tåspidserne kunne jeg lige kikke over vinduets kant. Skæbnen ville, at min
kone stod lige for vinduet; jeg råbte: “Kom her ind”. Hun fik plads nr. 7.
Den dag, det sidste tog gik i slutningen af april, var jeg i København til informationsmøde.
Jeg havde lovet en ven at gå hen og tale med generaldirektør Peter Knutzen.
Da jeg kom ind i rigsdagen havde jeg adskillige gange haft samtaler med generaldirektøren,
og hver gang, når jeg havde besørget mit ærinde, talte vi om den modbydelige
besættelse; og denne dag sagde han: “Ak ja, i dag går det sidste persontog, så hvis De
vil hjem, pas da på at komme tids nok til toget”.
Den 30. april 1945 kom der følgende telegram fra partisekretæren: “Gruppefællernes
nærværelse i København snart mulig påkrævet i betragtning af udviklingen, opgiv
adresse og telefon til partikontoret ved ankomsten”. Jeg modtog telegrammet ved 7tiden
om aftenen; vel ti minutter efter havde jeg den første opringning: “Er det rigtigt, at
rigsdagen er indkaldt?” Jeg sagde: “Ja”. Den aften havde jeg mange opringninger om
samme spørgsmål. Af bar glæde havde telegramhemmeligheden nok været suspenderet.
Senere på aftenen ringede folketingsmand Larsen, Kolding: “Kan du være på
Lillebæltsbroen (Jyllandssiden) i morgen formiddag kl. 9½? Jeg har aftalt med en
mand, der har en vogn med gengas, at han kører os til Nyborg. Foruden os bliver det
den radikale Clausager og venstremanden Jørgen Bjerg”. Vi måtte overnatte i Korsør.
Næste formiddag kom vi med et godstog til København.
Da jeg kom ud til “Folkeferie” var jeg godt sulten; jeg spurgte om køkkenet havde noget
spiseligt. Man sagde: “De kan få brasede kartofler og to bajerske pølser”. Jeg sagde:
“Det er herligt”, og gik ombord i menuen.
Det var et par spændende dage til kapitulationen kom; vi sad ude på rigsdagen fra
morgen til aften; vi vidste jo ikke, om vi var købt eller solgt. Skulle krigshandlingerne
virkelig føres ind i vort lille land og gøre ødelæggelserne fuldkommen? Ingen vidste
det, det var de mest spændende timer, jeg har oplevet. Sidst på eftermiddagen gik jeg
ud på “Folkeferie”; køkkenet havde i dagens løb fået lidt mad samlet sammen, sådan at
vi også den dag fik sulten stillet.
Jeg havde siddet og skrevet et brev til min kone, og nu skulle jeg på banegården for at
søge at træffe en jernbanemand, som jeg kunne få til at tage brevet med til min kone;
postvæsenet havde jo indstillet virksomheden. Da jeg kom ned med elevatoren, råbte
portieren: “Vent et øjeblik, BBC fra London kommer med en vigtig meddelelse”. Og
meddelelsen var, at tyskerne havde kapituleret fra om morgenen den 5. maj kl. 8. Da
var Danmark frit. Der blev advaret mod at begå overilede handlinger.
Jeg skyndte mig på banegården, som jeg forlod igen vel et kvarter senere. Jeg ville
igen på hotellet for at høre mere fra BBC, men da jeg kom over til Vesterbrogade, var
hele gaden spærret fra mur til mur, så langt øjet rakte. Fra Trommesalen kom to tyske
soldater og var øjensynlig desorienteret over at se denne uhyre menneskemængde, der
råbte hurra, da de så soldaterne. En mand fortalte dem, hvad der var sket. Øjeblikkelig
tog soldaterne huen af og satte den på spidsen af geværerne, rakte dem så højt i vejret
og råbte også hurra; og med hue og gevær i opstrakt arm fulgte de med menneskemængden
til Rådhuspladsen. Jeg kantede mig mod strømmen, dels med ryggen mod
muren, dels med ansigtet, ligesom jeg blev drejet. Jeg kantede mig om et gelænder
ved en kælderhals, og kom til at stå på øverste trin. En ældre dame, som var lige på
nippet til at styrte ned, greb jeg. “Tak, tak ska De ha’”; hun omfavnede mig og sagde:
“Nej, hvor er jeg dog glad, nu kan vi igen snart få kaffe”. Jeg tænkte: “Hvor er der