1881-09-21 Dons, Mads Madsen Min barndoms by Fredericia og ...
1881-09-21 Dons, Mads Madsen Min barndoms by Fredericia og ...
1881-09-21 Dons, Mads Madsen Min barndoms by Fredericia og ...
Create successful ePaper yourself
Turn your PDF publications into a flip-book with our unique Google optimized e-Paper software.
38<br />
mellem Jens Ousen <strong>og</strong> Laust Rasmussen, så stemte jeg på Laust Rasmussen, for han<br />
er en ærlig mand”. Hertil sagde konsul Rasmussen: “Det gjorde jeg kraft k—<strong>og</strong>så”.<br />
Ved denne udtalelse skar pastor Sørensen n<strong>og</strong>le mægtige grimasser.<br />
Ved et vælgermøde på Købestævnet i 1920 kom jeg ud for en tildragelse, som jeg<br />
aldrig kan glemme. Venstre havde fået en ny kandidat, så vidt jeg husker fra Nykøbing<br />
Falster. Da <strong>Fredericia</strong> jo var en stor tjenestemands<strong>by</strong> gjaldt det om at indynde sig for at<br />
få fat i tjenestemændenes stemmer. Venstres kandidat græd glædestårer over alt det<br />
gode, venstre havde gjort for tjenestemændene, ja han ligefrem skamroste venstre.<br />
Jeg stod nede i den tætpakkede forsamling <strong>og</strong> ærgrede mig over, hvis denne tale<br />
venstremanden holdt, skulle gå upåtalt hen. Da kandidaterne havde talt, spurgte<br />
Frantz Hansen, der var dirigent: “Er der n<strong>og</strong>en, der ønsker ordet?” “Ja. må jeg”, sagde<br />
jeg. “Ja, men hvordan vil du komme herop?”. Flere stemmer sagde: “Vi hjælper ham”.<br />
Endelig nåede jeg derop, men på platformen, hvor talerstolen stod, sad der hele vejen<br />
om damer. Jeg måtte skræve over dem, men jeg var herved lige ved at falde; jeg<br />
tørnede mod talerstolen, den sl<strong>og</strong> et slag <strong>og</strong> var ved at vælte ned i hovedet på dem, der<br />
sad nedenfor. Jeg stod vel et par sekunder på talerstolen <strong>og</strong> kunne intet sige. En<br />
stemme fra forsamlingen råbte: “Du kan godt begynde”. Det var lettere sagt end gjort,<br />
mine knæ rystede så frygteligt, at jeg næsten ikke kunne stå, <strong>og</strong> den eneste tanke, der<br />
krydsede min hjerne, var det frygtelige, der ville være sket, hvis jeg ikke havde grebet<br />
talerstolen, <strong>og</strong> jeg anede ikke, hvorfor jeg var gået derop. Et råb fra salen: “Åh, du ville<br />
selvfølgelig takke venstre for den vidunderlige lønningslov”. “Ja, det er rigtigt, <strong>og</strong> lad<br />
mig da begynde med at sige, aldrig har jeg hørt en folketingskandidat give udtryk for en<br />
så grænseløs uvidenhed som venstres kandidat har gjort her i dag. Kender De da ikke<br />
recepten, lønningsloven er formet efter: “Giv dém mere, der har en n<strong>og</strong>enlunde løn i<br />
forvejen, men giv kun n<strong>og</strong>le øre mere om dagen til dem, der ligger på sultegrænsen”?<br />
Ved De ikke, at tjenestemændene ønsker venstre hen, hvor peberet gror? Prøv<br />
engang at spørge et landpostbud, en ledv<strong>og</strong>ter, en banearbejer, så får De sandheden<br />
at vide om venstres højt omsungne lønningslov, men da jeg jo ikke kan have n<strong>og</strong>et<br />
imod Dem som menneske, gi’r jeg Dem det gode råd: Lad være med at tale om<br />
lønningslov, før De kender den; <strong>og</strong> jeg forsikrer Dem, fra tjenestemændene må De<br />
ingen stemmer vente; jeg kender mine folk, de er alle normalttænkende mennesker”.<br />
Frantz Hansen ringede: “Taletiden er udløbet”. Fra vel snese af stemmer lød det: “Nej,<br />
nej, bliv ved, bliv ved, han har godt af at få sandheden at vide”. Da jeg kantede mig<br />
ned fra talerstolen, lød der et øredøvende bifald.<br />
N<strong>og</strong>et før valget i 1935 kom forretningsudvalget for Ribekredsen <strong>og</strong> bad mig om at lade<br />
mig opstille der; jeg sagde først nej. Laust Rasmussen, der sad ved siden af os, sagde:<br />
“Det må du ikke sige nej til”. “Ja, men jeg er alt for lidt hjemme i politik til, at jeg tør<br />
påtage mig den opgave”. “Jeg vil sige dig, du er mere hjemme i politik end de fleste af<br />
dem, der bliver opstillet; hvis jeg ikke havde vidst, du kunne klare det, ville jeg ikke have<br />
rådet dig til at sige ja”. “Ja, men jeg har <strong>og</strong>så min plads ved jernbanen, <strong>og</strong> jeg har<br />
<strong>by</strong>rådsarbejdet”. “Ja, alt dette er kun udflugter, du ved jo udmærket, at du kan få den<br />
fornødne frihed, ellers skal jeg skaffe dig den. Du kan ganske vist ikke vælges i Ribe,<br />
det har de slet ikke stemmer til, men det bliver jo din opgave at skaffe det fornødne<br />
antal stemmer, sådan at du om to-tre valgomgange kan erobre kredsen, <strong>og</strong> så dette at<br />
være med i koret, det må du ikke gå glip af”. Jeg sagde: “Ja”.<br />
Det var en aftale, at jeg skulle køre med den radikale folketingsmand, læge Jens<br />
Kristian Jensen, Gørding, til de 17 vælgermøder. Læge Jensen havde selv bil <strong>og</strong><br />
chauffør. Da jeg var opstillet, sagde Laust Rasmussen: “Se så kammerat, nu skal du i<br />
skole, du skal kunne finansloven fra ende til ende, ikke alene den finanspolitik, vi fører,