1881-09-21 Dons, Mads Madsen Min barndoms by Fredericia og ...

hvilket stoppested, vi skulle stå ud ved”. Nå, hele hemmeligheden ved, at jeg kunne
finde rundt, fortalte jeg ikke Laust Rasmussen.
35
Nu er det mere end 21 år siden Laust Rasmussen er død, så der er jo en hel
generation, der ikke kender ham. Jeg må derfor fortælle, hvem Laust Rasmussen var.
Når vi går fra Taulov over Elbodalen op til toppen af banken, lå Laust Rasmussens
fødehjem lige til venstre ved et lille skovparti. Her kom han til verden den 22. november
1862. Hans far var højremand. Han var tækkemand om sommeren og brolægger om
vinteren. Forældrene var meget gudeligt indstillet, den væsentligste læsning i hjemmet
var bibelen og gudelige skrifter, ligesom kirkegangen blev overholdt. Laust Rasmussen
var blandt de dygtigste i Højrup Skole. En onkel, som boede i Aalborg, anbefalede
stærkt, at Laust Rasmussen lærte typograffaget, og det lærte han på Fredericia Avis’
bogtrykkeri i Fredericia.
Derefter arbejdede Laust Rasmussen på Dagbladet, som da havde til huse på
“Fremad”. Laust Rasmussen har fortalt mig, at hans senere svigerfar Honoré i
Kongensgade var blevet formand for Arbejdernes Begravelsesforening ved en
generalforsamling, hvor socialdemokratiet havde erobret flertallet, da højres
medlemmer ikke var mødt tilstrækkelig op. Højre var rasende over, at arbejderne
havde erobret flertallet, og nu krævede højre indkaldt til en ekstraordinær
generalforsamling for at få vedtaget lovændringen, som højre ville have gennemført.
Da arbejderne erobrede flertallet i bestyrelsen, blev Laust Rasmussen sekretær, og
som sådan var det ham, der skulle modtage indmeldelser af nye medlemmer. Laust
Rasmussen overholdt de gældende love, der sagde, at for at blive medlem skulle den
enkelte betale indskud to kr, det første kontingent samt aflevere lægeattest, som
opbevaredes i foreningen.
Nu agiterede højre kraftigt for at få nye mellemmer inden generalforsamlingen, bl.a.
kom også højres folketingskandidat, korpslæge Vogelius, og ville være medlem, og han
var meget utilfreds med, at han som læge skulle møde med lægeattest; men Laust
Rasmussen fastholdt, at der ikke gjaldt andre betingelser for en læge end for alle
andre.
Generalforsamlingen kom, og “Fremad”s sal var fyldt til trængsel. Laust Rasmussen
har fortalt mig, at han havde udarbejdet manuskript til en tale, han skulle holde.
Vogelius indledte, som den dygtige taler han var, med at give en oversigt over, hvorfor
højre havde ønsket generalforsamlingen indkaldt, og kritiserede Laust Rasmussen
stærkt for magtmisbrug, fordi han havde krævet, at Vogelius skulle møde med
lægeattest for at blive medlem. Laust Rasmussen tog manuskriptet og gik op på
talerstolen, men da han så alle de ansigter, der kikkede på ham, rystede knæene og
hænderne sådan på ham, at han ikke kunne læse et ord af det, han havde skrevet.
Bogstaver og linjer dansede mellem hinanden, og da han havde sagt noget sludder,
som slet ikke kom manuskriptet ved, gik han ned. Hans svoger sagde til ham, at det
var skidt, og at han måtte gøre det om. Vogelius angreb ham igen, og han måtte på
talerstolen igen, men det gik ikke bedre, og nu hånede Vogelius ham og brugte udtryk,
som gjorde ham aldeles rasende. Laust Rasmussen bad om at få ordet, men da
dirigenten spurgte, og det også var værd, blev Laust Rasmussen endnu mere rasende,
plantede en knytnæve i bordet og sagde, at nu var det ham, der havde ordet. Han
sprang op på talerstolen, og nu så han ikke andre end sin dødsfjende Vogelius. Havde
han kunnet nå ham, havde han plantet en knytnæve lige i synet på ham, og han