1881-09-21 Dons, Mads Madsen Min barndoms by Fredericia og ...

34
verdenskrigen stod, og jeg skal have noget at vide, medens vi har det tyske personale,
for belgierne forstår jeg ikke”. Men i stedet for at snakke verdenskrig, gik jeg på
toilettet, og her var jeg en rum tid for at studere kortet med udgangspunktet fra vort
hotel. Da kortet sad godt fast i min bevidsthed, gik jeg hen i kupeen og blev, til vi holdt
på Gare du Nord.
Men samtidig med os kom en mægtig tordenbyge, og regnen styrtede ned, som var der
trukket snore fra skyerne og ned. Selv om der kun var et lille stykke vej til vort hotel,
ville vi blive som druknede mus, hvis vi vovede os ud. Jeg bad min kone om at låne
hendes paraply, så ville jeg få en vogn, som holdt ovre på holdepladsen. Jeg sprang
derover, og spurgte om han var fri; han svarede ikke. “Taler De ikke tysk?” Chaufføren
sagde: “Nein”, rigtig arrig, “Jeg er dansker, jeg taler dansk og lidt tysk”. “Ach, Sie sind
Dänen”. Så ville han køre.
På hotellet sagde jeg til portieren, at jeg ikke forstod chaufførens optræden. “Det er
hadet fra verdenskrigen”. Jeg sagde, at på de brokker af tysk, som jeg kunne, kunne
chaufføren sagtens høre, at jeg ikke er tysker. “Nej, De tager ganske fejl, husk på, De
er i udlandet, og der er så mange dialekter i Tyskland, så de fleste belgiere vil antage
Dem for en tysker; sig derfor altid, De er dansker, så betjener man Dem med glæde;
ellers kommer De til at vente, hvis De overhovedet bliver betjent”.
Da vi havde spist frokost på vort hotel, ville vi ud på verdensudstillingen. Laust
Rasmussen sagde: “Her skal vi da tage en vogn?” “Nej, lad os da køre med sporvogn;
vi har jo ikke for mange francs, alle dem vi kan passe på, skal vi nok få brug for”. Laust
Rasmussen: “Har du da været i Belgien før?” “Nej, aldrig”. “Vil du også bilde mig ind, at
du kan finde rundt her?” “Ja, ikke alene her, men også resten af turen, til du igen er
velbeholden i Prinsessegade 70”.
Vi gik hen til sporvognen. På kortet, som min hjerne opbevarede, var der flere linjer.
Den linje, der gik til verdensudstillingen, var afmærket, og hvor mange stoppesteder,
der var, til vi skulle stå ud. “Vi skal med denne vogn”. Jeg forlangte tre billetter ligeud,
vi satte os ned. “Hvor langt skal vi køre?”, spurgte Laust Rasmussen. “Det er ikke ret
langt, jeg skal nok sige, når vi skal stå ud”. Vi snakkede om kongeslottet, det ville min
kone gerne se. “Ja, det skal jeg vise dig i morgen; når vi nu standser, står vi ud ved
verdensudstillingen”. Laust Rasmussen spurgte konduktøren: “Hvor står vi ud ved
verdensudstillingen?” “Første stoppested”. Laust Rasmussen udbryder: “Er du i
besiddelse af den sjette sans? Du siger, der er første gang, du har været i Tyskland og
Belgien, og så kender du det hele, som om vi gik i Fredericia”. - Det var nu så meget
sagt, men jeg var ikke slem til at gå forkert.
I de byer, hvor vi ville overnatte, havde rejsebureauet i København bestilt hotel til os, og
hotellernes navne havde jeg skrevet op, og når jeg så købte kort i hver by, vi forlod,
over den by, vi ville besøge, så var det ikke svært at finde rundt; det krævede jo kun
nogle ophold på toilettet for at få kortet til at sidde fast i hjernen.
Da vi igen var hjemme, og Laust Rasmussen fortalte om denne stortur, vi var ude på,
vidste jeg, hvordan han sluttede; det lød sådan: “Men det mest overraskende på hele
turen var Dons; til trods for at han aldrig havde været de steder, hvor vi var, gik han
aldrig fejl. Altid når jeg sagde: “Skal vi ikke tage en vogn”, sagde Dons: “Nej, vi har jo
ikke for mange penge, der er jo kun få minutters gang”, eller var det længere, sagde
Dons: “Nej, lad os tage en sporvogn”, altid vidste han, hvilken linje vi skulle med, og