1881-09-21 Dons, Mads Madsen Min barndoms by Fredericia og ...

32
er forelsket, så er hun det mest attråværdige at være sammen med; så ved de herrer,
hvordan følelsen er; og så er der musik, den har jeg heller ikke forstand på, for den
moderne musik, som verden falder på maven for i dag, den flygter jeg for; men er det
derimod de herlige toner af den gode gamle musik, ja, så kan jeg sidde i timevis ved et
glas øl og drømme, at jeg er kommet i en anden og bedre verden. Men ser De, mine
herrer, der er noget, jeg har forstand på, og det er tobak. Denne herlige plante, hentet
hjem fra den anden side af jorden, hvor solen har opdraget den og medgivet dens
blade disse vidunderlige egenskaber, som gør os mennesker, som nyder dens aroma
og velsmag, glade, men først når den store gamle fabrik har givet den en langvarig
videnskabelig behandling, som gør den til en cigar i topklassen. Jeg har en gang smagt
en Churchill cigar på Savoy på Strand i London ved en fin middag, men den kom ikke
op på den nydelse og form, som den, vi ryger her. Men ak, her har borgmesteren ikke
spor af forstand. Ved eftermiddagsmødet i kasse- og regnskabsudvalget er rationen to
cigarer; når kassen går rundt, putter vi en i lommen og en i munden; der var kommet en
ny kasse, jeg tændte, men føj for pokker, hvor smagte det modbydeligt; jeg lagde det
tændte monstrum i askebægeret, og på vejen hjem fra mødet sagde jeg til en mand,
der gik og fejede og samlede cigaretskod op: Vil du ryge en cigar?” “Ja, det vil jeg da
meget gerne”, og han var ved at bukke begge ender sammen af bare glæde. Ved
næste uges møde tog jeg igen to af borgmesterens madrasstoppelse, de gik i lommen,
jeg ville jo glæde manden med kosten; men ak, da jeg spurgte manden, om han ville
ryge to cigarer, så sagde han: “Ja, for de er vel da ikke af samme slags, som den, jeg
fik i sidste uge, for den var nu ikke til at ryge”. Jeg måtte erkende, at disse to også var
af borgmesterens udsøgte kasse. På stedet undersøgte vi de to ospinde, men jeg
kunne ikke med sikkerhed afgøre, hvad det var for noget ragelse, jeg stod med i
hånden, men manden med kosten sagde: “Gammel madras”. Begge håndfulde
havnede på mandens skovl; se, det er borgmesterens forstand på tobak.”
Formanden for kunstforeningen, direktør, konsul Korch rejste sig og sagde: “Jeg er helt
enig med Dem”, tog cigarkassen og kom om til mig og sagde: “For den tale, De holdt,
skal De have en cigar, De skal have to, De skal have tre, de andre får ingen, for det er
min private kasse”.
Jeg har altid haft en vis forkærlighed for at besøge kunstgallerier. I lokalerne på
Christiansborg hænger der vel i hundredvis af ypperlige malerier, og på gallerier i
København kan man let få en ledig time til at forsvinde.
I 1935 var min kone, Laust Rasmussen og jeg på en rundtur i Tyskland og på verdensudstillingen
i Bruxelles. Vi besøgte her på rundturen bl.a. Tysklands største galleri
“Zwinger” i Dresden; her var vidunderlige skatte; jeg tror, det tog os en halv dag, før vi
var så sultne, at vi måtte forlægge residensen. Men på “Zwinger” oplevede jeg en lille
tildragelse. Omkring i salene stod der mange malere og kopierede malerier, bl.a. så jeg
en dame kopiere et portrætmaleri; jeg troede, jeg stod sådan, at hun ikke bemærkede
mig, men pludselig drejer hun sig om mod mig og siger: “Ligner det?” “Ja, det er bedre
end originalen”. “Hvorfor?” “Udtrykket i øjnene er mere levende end i originalen”. Hun
greb begge mine hænder og sagde: “Danke schön, danke schön”; hun har åbenbart
troet, jeg var kunstkender.
Det var i pinsen, vi rejste sydpå, og i toget på vej til Hamborg var vi ved at fortryde, at vi
ikke havde taget varmere tøj på. Da vi nåede Hamborg, gik vi i Tiergarten og drak
eftermiddagskaffe, men også her var der hundekoldt. Næste formiddag tog vi toget
sydpå, og efterhånden kunne vi mærke, at vi nærmede os sydens sommer, og da vi
sted ud på Kölner Bahnhof, var det det dejligste sommervejr.