1881-09-21 Dons, Mads Madsen Min barndoms by Fredericia og ...

30
grundigt rene både udvendigt og indvendigt, før jeg kunne reparere dem; men et er jeg
blevet kureret for, nemlig at spise pølser; det gør jeg aldrig mere”.
Et par dage efter i sundhedskommissionsmødet refererede jeg samtalen med min ven
og spurgte: “Har vi da ingen kontrol med disse forretninger?” Politimesteren sagde:
“Det ved De jo godt, vi har”. “Ja, men så duer den kontrol, vi har, ikke; vi må bede
stadsdyrlægen føre kontrol med, at kød, der opbevares i maskiner og lokaler, er i den
stand, som det skal være, og at ingen aner, når kontrollen kommer”. Politimesteren
spurgte, hvor de utilstedelige forhold fandtes. “Det er jeg meget ked af at sige, da jeg
nødig vil være anmelder, men vi må indrykke i bladene, at en ny og skarpere kontrol
kommer med det samme”. Det blev vedtaget.
Jeg havde på Torvet fået en meget fin udseende høne. Min kone sagde: “Den ser vel
nok godt ud, den skal i suppegryden”. Men da hun skar den op, sagde hun: “Føj da,
den er fyldt med tuberkulose”. Jeg fik den pakket ind og op til stadsdyrlægen, og så
endte hønen sine dage i dyrlægens mødding. Stadsdyrlægen sagde: “Ja, når byerne
omkring os har fjerkrækontrol, så bliver det Fredericia, der får det syge og dårlige
fjerkræ”. “Hvad koster fjerkrækontrollen?! “10 øre pr. stk.” Efter det første byrådsmøde
var fjerkrækontrollen indført i Fredericia.
Som ene mand kan et byrådsmedlem praktisk talt intet udrette, arbejdet her er tilrettelagt
sådan, at der skal flere til for at træffe en beslutning; og dog indtraf der for mig en
episode, som er ret enestående, og som ikke sker en gang i mange byrådsperioder.
Omkring 1925 boede der ude i det såkaldte Prangervejskvarter noget over hundrede
mennesker. Derude boede min partifælle, han var mere end 20 år ældre end jeg. Vi
kom i byrådet samtidig i 1921. Ude i det kvarter, hvor han boede, var de forfordelt over
for byens øvrige borgere. Skatten var den samme for os alle, men vand, gas, kloak,
renovation og lys på vejene havde de ikke. De fremsendte da en ansøgning om at få
en smule vejbelysning, en fire à fem lamper.
Elektricitetsudvalget, der havde ansøgningen til behandling, svarede, at hvis beboerne
ville betale 6.000 kr til et nyt kabel, skulle de få lys. Sagen blev behandlet i et gruppemøde,
og der førtes en lang diskussion, og bølgerne gik højt. Sluttelig sagde borgmesteren:
“Er der så flere, der vil sige noget”. “Ja, må jeg, jeg vil gerne sige, kunne
elektricitetsudvalget ikke for en gangs skyld være fornuftig”. Dette medførte, at et af
elektricitetsudvalgets medlemmer sprang op og begyndte på at give mig en omgang.
Jeg stod ganske stille med et smil om munden. Borgmesteren greb ind og sagde: “Vil
du øjeblikkelig tie stille - S”. Jeg fortsatte: “Det, jeg mente, var, at ansøgningen skulle
bevilges, og at ansøgerne skulle have det gratis”, og fortsatte med at fortælle, hvordan
jeg mente, det kunne lade sig gøre. S råbte: “Så kan du jo gå hen og tale med
elektricitetsværksbestyreren”. Borgmesteren sagde: “Ja, gør det, du får fuldmagt til at
forhandle og træffe aftale med elektricitetsværksbestyreren”.
Dagen efter ringede jeg til elektricitetsværksbestyreren, om jeg måtte få en samtale.
Det måtte jeg med fornøjelse. Jeg havde en timelang samtale med bestyreren, fortalte,
hvad jeg havde sagt i gruppemødet, og at jeg forstod, at de ikke ville trække flere tråde
ud på stangrækken, da stangrækken var ulovlig efter den skikkelse, som elektricitetsloven
havde fået ved den sidste ændring. Men derimod var det lovligt at tage stik til
lampen fra indføringen i et hus. “Ja, men der skal nye pæle til at anbringe lygterne på,
og sådanne master koster 200 kr”. “Nej, det behøver ikke at være værkets fine
imprægnerede master, de skal jo kun stå der nogle få år, kan det ikke godt være