1881-09-21 Dons, Mads Madsen Min barndoms by Fredericia og ...

3
med far, og han gav dem heller ikke hånden eller sagde farvel til dem. Da de to lyseblå
gik, løftede den ene hånden truende mod far. Da vi kom ind, og mor spurgte om, hvad
de ville, brugte far et grimt udtryk, som han aldrig plejede at bruge.
En aften kom der tre fiskere, de ville tale med far om valget. Far fortalte om det “fine”
besøg, han havde haft; så var der en af fiskerne, der sagde: “Disse forbandede godsejerhjælpere.”
Far sagde: “Kan I nu få talt med (og nævnte navnene), for alle dem, der
kan være på min vogn, kører jeg for til valget i Fredericia. Vi må vise, vi er blevet flere
siden sidste valg”.
Da de kørte ud af gården valgdagen, råbte de hurra og gentog det, da de kom hjem om
aftenen.
Foruden mælketuren kørte far også store sten til vejen, som stenfiskerne havde sejlet
ind til Snoghøj. Det var et slidsomt arbejde at få disse store sten bakset op på vognen
og læsset af i bunker, hvor stenslåeren bag skærmen slog dem til skærver.
En dag, jeg var med i Snoghøj efter et læs, skete der noget uanstændigt. Ved at bakse
med en sten gav det et knas, og fars bukser revnede fra den ene side til den anden, så
den bare bagdel spejlede sig i Lillebælt. Far sagde: “Lad os nu komme op på vognen,
så kører vi.” Nå, der skete ikke andet; den gang var der jo ikke så mange tilskuere på
vejene.
Far var en af de første på egnen, der dyrkede runkelroen. Jeg var nu hen ad 6 år, så
jeg måtte til at gøre nytte. Da roefrøet skulle lægges, blev jeg udstyret med en målepind
og fik ordre til at lægge tre frø i hvert hul (såmaskine kendte vi ikke, og der gik
mange år, før jeg så en sådan); og da frøet kom op, var det mig, der skulle trække de
overflødige planter op, lige som det var mig, der skulle ud med hakken, når roerne
skulle holdes rene for ukrudt, og jeg var vigtig af et flot roestykke.
Min første skoleundervisning fik jeg af en gammel dame i Sønderskov ca. to km fra mit
hjem. Da jeg var syv år gammel kom jeg i Erritsø gamle rytterskole ca. fire km fra mit
hjem. Så vidt jeg husker, var mine skoledage to i ugen. Af det, der i det væsentligste
blev lagt vægt på i undervisningen, var katekismussen og bibelhistorien, så det var jo
ikke store kundskaber, jeg fik proppet ind i knolden i de to år, jeg gik i skole i Erritsø.
På grund af den frygtelige landbrugskrise der var i firserne og halvfemserne, og sygdom,
som min far var ude for, måtte min far give op og sælge ejendommen i 1890 og
flytte ind til Fredericia. Vi fik en lille to-værelses lejlighed i den gamle Arensborg
Honorés gård (i baggården) i Norgesgade, formedelst så vidt jeg husker otte kr pr
måned. Jeg fik plads hos silderøger Hans Nielsen i Sundegade, og her fik jeg ti øre om
dagen. Jeg skulle møde kl. 6 om morgenen og hjælpe med at rense sildene. Sildene
blev hældt op i et kar med koldt vand, skællene blev gnedet af, og indmaden taget ud,
derefter efterskyllet i et andet kar med rent vand, og så blev silden trukket på spid og
hængt ind i den store åbne skorsten. Når skorstenen var fuld, blev der tændt op i de
halvtørre elle- og bøgespåner, og så skulle jeg passe på, at spånerne ikke brændte i
flammer, silden måtte jo kun få røg. De dage, jeg ikke skulle i skole kl. 8, skulle jeg ud
og sælge røget sild, og kunne jeg så sælge en stor kurvfuld, fik jeg en tiøre.
En dag fik jeg at vide, at Hotel Lillebælt, der lå lige over for havnen i Gothersgade, hvor
Thygesen havde kulplads, og hvor klubben Enigheden havde til huse, manglede en
bydreng og keglerejser. Jeg fik pladsen, der var hovedsagelig en eftermiddagsplads,