1881-09-21 Dons, Mads Madsen Min barndoms by Fredericia og ...

skulle der bygges hen imod hundrede”. Ministeren var ved at falde sammen og tabte
papirkniven, som jeg var rask til at samle op.
28
Den ene af mine to kolleger fra bestyrelsen, en togfører kaldet pas to, han havde
tjenestenummer 222, han havde et mægtigt overskæg, som han var ved at sno, og det
var med en sådan kraft, at man skulle tro, at han vred skægget helt over.
Resultatet af forhandlingen blev, at vi fik tilsagn om statslån til 30 huse; statsministeren
meddelte os, at de fremtidige forhandlinger skulle føres med trafikminister Slebsager.
Jeg takkede for den venlighed statsministeren havde vist os. “Nu ved vi, at der er 30
glade familier, der kan flytte ind, den dag husene er klar til at modtage dem”.
Det blev generaldirektør Andersen Alstrup, DSB, alle de øvrige forhandlinger blev
henlagt til. Da vi var kommet ud fra statsministeren, sagde Laust Rasmussen: “Du var
ikke bange for at lukke munden op, men det var godt du omtalte boligspørgsmålet på
så drastisk måde, ellers var det blevet et dårligt resultat; men hele den måde, som du
havde tilrettelagt dit foredrag på, har gjort at ministeren gik med til 30 i stedet for 15
huse”.
I 1921 blev jeg valgt ind i Fredericia byråd, hvor jeg var i 29 år. Jeg blev valgt som
nummer 10, og dermed erobrede vi flertallet for mit parti, og dette flertal holdt vi, så
længe jeg var medlem af byrådet. Og vil man så spørge: “Hvad har du lavet i de 29
år?”, må jeg sige: “Det ved jeg ikke; jo dog, der er enkelte ting, jeg har fået ændret”.
Nu fik jeg et meget forøget fritidsarbejde, så jeg måtte sige farvel til boligforeningen.
Men vi havde nu fået alle vore ønsker gennemført, såvel overfor staten som for
kommunen, og når jeg nu en enkelt gang kommer på Anders Billesvej eller Vesterdalsvej,
hvor jeg har udsigt over de 30 ejendomme, som er placeret tæt ved den nye og
store banegård, glæder det mig at tænke tilbage til den tid, da her var pløjejord.
I den første periode, jeg var i byrådet, var jeg formand for enkebørnsudvalget; fattiginspektøren
var hér sekretær. En dag kom en arbejder ulykkelig af dage; enken sad
tilbage med to mindreårige børn. Dem fik hun efter loven en ringe understøttelse til.
Enken fik 12.000 kr udbetalt af ulykkesforsikringen; af dem var der bevilget enken 3.000
kr, for at hun kunne købe en forretning. Af restbeløbet, 9.000 kr, der skulle anbringes i
Overformynderiet, kunne hun kun få renterne. Umiddelbart efter, at udvalget havde
bevilget enken de 3.000 kr, kom der fra sekretæren et brev, som skulle have min
underskrift, og derefter skulle det sendes til enken. Brevet var ganske kort, det meddelte
blot enken, at nu da hun havde fået lov til at købe forretningen for 3.000 kr, bortfaldt
understøttelsen. I stedet for at sende brevet til enken, sendte jeg det tilbage til
sekretæren og skrev på det: “Jeg ønsker, der afholdes møde i sagen, og beder Dem
indkalde dertil”. Mødet kom, og sekretæren sagde: “Ja, det er Dons, der har ønsket
møde i sagen; jeg mener, jeg har båret mig rigtigt ad”. “Ja, derom nærer jeg ingen tvivl;
men jeg har hørt kloge mennesker sige, at der endnu ikke er vedtaget en lov, som ikke
kan fortolkes; og jeg kom da til at tænke på, mon ikke det er derfor, man har valgt
enkebørnsudvalget; og jeg vil da foreslå, at enken beholder understøttelsen, indtil vi
ser, hvordan forretningen går”. Min gamle partifælle A sagde: “Det kan vi ikke gøre”.
Jeg sagde: “Vi kommer nemt om ved det, vi sender en flertals og en mindretals
indstilling til byrådet, og jeg beder om at få det behandlet i åbent møde”. Venstres
medlem, min gamle ven H, sagde: “Nej, A, vi følger Dons, han har helt og fuldt ret”.
Enken beholdt sin understøttelse.