1881-09-21 Dons, Mads Madsen Min barndoms by Fredericia og ...

26
I Bergen sov jeg en nat, det kostede en krone med morgenkaffe. Jeg spiste en lille
frokost i spisevognen, den kostede 90 øre, det var første spisevogn, jeg har været inde
i, senere gennem årene er det adskillige andre landes spisevogne, jeg har besøgt. Jeg
havde tilrettelagt turen, sådan at jeg i videst mulig udstrækning kunne sove i toget. Jeg
gik hen til bagagevognen og sagde til pakmesteren: “Jeg er dansk jernbanemand, jeg
skal derhen, kan jeg ikke sove her i nat?” “Jo, det kan du”, pakmesteren lagde en lang
hynde op på den brede hylde, og her sov jeg glimrende. Der var også en anden grund
til, at jeg kørte i bagagevognen, nemlig når jeg ikke sov kunne jeg her få at vide en
mængde om den egn, vi kørte igennem og meget andet, og altid var pakmester eller
togfører villige til at fortælle.
Aldrig har jeg været så træt, som da jeg havde fartet rundt i Bergen og kommet ned fra
Blåmanden, Bergens højeste fjeld, hvor der var restaurant og en vidunderlig udsigt.
Jeg ville med toget til Voss. Jeg forstår af sangen “På Vossevangen, der vil jeg bo”, at
her står man midt i den norske naturs storhed og ynde. Så havde jeg to dage til at farte
rundt i Oslo, den gang “Kristiania”, og omegn. Jeg skulle på udflugt til Holmenkollen,
hvor de store skirend foregår i vintertiden, jeg skulle se havnen, hvor de store sejlere lå
som kæmpefugle i det klare vand.
En kutter var kommet i havn med dybvandsrejer, en fire-fem gange så store som dem
,jeg hidtil havde set. Af en stor kasse med kogte rejser fik man formedelst en 25-øre en
stor pose fuld. Hele formiddagen på havnen, på gaderne spiste jeg rejer af posen, som
andre spiser slik, men tørsten blev så voldsom, at jeg måtte ofre 30 øre for en Gammel
Carlsberg på helflaske. Fra højfjeldet kom toget ind til Oslo kl. 7 morgen, jeg spurgte
portieren i forhallen: “Hvor går jeg hen og får en god kop morgenkaffe?” “Det får du
her”. “Det ved jeg, men jeg vil ud for at se noget”. “Åh, javel”, han pegede over mod et
gammelt to-etagers hus i Karl Johangaden, “Gå op ad trappen der, det er både godt og
billigt”. Jeg så en hel folkevandring op ad trappen. Jeg så, de lagde nogle få øre og
tog en pakke og hurtigt ud igen. Jeg bestilte kaffe og to rundstykker med smør; da
værten var gået ud i køkkenet så jeg et bord, hvorpå der stod nogle små tallerkener
med et stykke mørkt brød med et spejlæg på; jeg tog en sådan tallerken. Værten kom
med herlig kaffe og rundstykker, nu var vi to alene i lokalet; jeg spurgte, hvad alle de
mennesker kom efter. “Det er arbejdere, kontorfolk etc., de henter deres frokostpakke,
jeg ved størrelsen og hver hylde har sin størrelse, så der betales efter den hylde,
pakken ligger på; jeg kan skære pakken billigere, end de selv kan, det eneste jeg
forlanger, er aftalte penge. Så skulle jeg betale. “Tak, 35 øre”. “Jeg har også taget et
stykke”, og pegede på tallerkenen. “Jeg har bemærket det”. Det blev ikke sidste gang,
jeg besøgte denne restaurant.
De otte dage Norgesturen tog med tre overnatninger plus spisevognsbesøg og posen
med rejerne og vel nok andre delikatesser, som jeg havde tilladt mig, kostede mig 12 kr
25 øre plus min kones madkuffert.
Jeg skrev en udførlig artikel i Jernbanetidende om turen. Lang tid efter gik jeg på
perronen i Lunderskov, da kom en herre hen til mig og spurgte, om ikke jeg var Dons;
jeg måtte tilstå det. Han præsenterede sig som ingeniør, navnet kan jeg ikke huske.
“De har skrevet en artikel i Jernbanetidende om Deres Norgesrejse. Denne artikel har
jeg sikret mig; jeg vil rejse akkurat den samme rute, som De har så udførligt beskrevet,
jeg vil se alt det store og skønne, som De har set. Jeg har rejst i syden. Om morgenen
har jeg puttet pølse og brød til en dag i ranselen og derefter på klatretur i bjergene, og
drukket smeltevand til maden, det er at rejse, så får man noget at se”. Året efter kom et