1881-09-21 Dons, Mads Madsen Min barndoms by Fredericia og ...

25
mange af, og skruer har han fuldkommen glemt”. Min svigerfar sagde: “Jeg må hellere
få det med, som han har skrevet op”. Da jeg søndag morgen mødte, var den gamle
installatør også mødt, og da vi drak morgenkaffen sagde installatøren: “Du har
fuldstændig glemt porcelænsknapperne og alle skruerne, men nu har jeg taget en hel
pose fuld med”. “Ja, men jeg skal slet ingen bruge”. “Ja, men hvordan vil du bære dig
ad?” “Det hele skal lægges i rør og fiskes, efter elektricitetslovens forskrifter, og der
bliver ikke et rør at se i stuerne; tror du, du kan nå at sætte målertavlen op og få sluttet
til nettet inden aften?” “Ja, det kan jeg sagtens”. Så skal jeg prøve, om jeg kan få
installationen i korridor, stue og køkken færdig, så vi kan få elektrisk lys i aften”. “Nej,
det kan du ikke nå”. Da jeg satte mekkeren på og drejede nogle gange på svinget,
sagde den gamle: “Hvorfor gør du det?” “Så er jeg 100 procent sikker på, at der ingen
overgang er på anlægget”. Da jeg havde sat lamper i fatningerne strålede det hvide
lys, og da jeg næste søndag var færdig med hele anlægget, sagde den gamle
installatør: “Jeg har lært mere på de her to søndage end i hele mit liv, og det skal du
have tak for”. Jeg tænker, jeg blev lidt høj i hatten ved den udtalelse.
Mange år efter kom jeg til at køre i toget sammen med en ingeniør fra Fredericia, ud til
en af vestbanens stationer. Denne mand havde så meget interessant at tale om, og jeg
var lutter øre. Jeg sagde: “I morgen skal jeg til Bramminge. Vi har noget arbejde, der i
den første uges tid vil forhindre mig i at rejse hjem”. “Ja, jeg skal også til Bramminge,
men jeg rejser hjem om aftenen, og så står min vogn på hotellet, men jeg giver dem på
hotellet besked om, at De må tage vognen og se omegnen i disse herlige aftener”. Jeg
takkede for tilbudet.
En dag sagde ingeniøren, der rejste for brandforsikringsselskabet og målte installationerne
igennem: “Ja, nu skal jeg begynde i Børkop”. Der gik måske en måned, så kom
jeg til at rejse sammen med ingeniøren igen; han fortalte, at nu var han færdig i Børkop.
“Var det slemt i Børkop?” “Ak ja, der er meget, der skal laves om, der er en del ældre
huse og af dem er der kun et, der var fuldkommen rent”. Jeg spurgte, hvor huset lå;
han forklarede: “Det er en enke, der hedder Pedersen, der ejer huset; fru Pedersen er
en dejlig dame at snakke med, jeg blev inviteret til kaffe, og vi fik en lang snak, hvor
hun fortalte, at hun havde en svigersøn, som hun satte stor pris på, og det er ham, der
har installeret lyset”. “Ja, jeg er svigersønnen, så De forstår det glæder mig, at der
ingen overgang er efter mere end 20 års forløb”. Jeg fortalte om den gamle installatør,
at han i fremtiden ville forlade porcelænsknapperne. “Ak ja, vi har mange gamle
installationer her i landet”.
De fast ansatte ved DSB havde et gode, som kun blev benyttet ganske lidt. Vi kunne få
en fri rejse i et andet land en gang om året. Statsbanerne gjorde gengæld, når fremmede
jernbanefolk ønskede at besøge Danmark. På forbundsmøderne blev det
henstillet til medlemmerne at benytte disse frirejser i større udstrækning, men altid blev
der svaret: Med de elendige lønninger som vi havde, skulle vi nok lade være at rejse.
I 1911 blev højfjeldsbanen fra Hønefoss til Bergen åbnet. I 1912, så vidt jeg husker, var
det det første år vi havde otte dages ferie, de otte dage ville jeg bruge på en rejse i
Norge, og derefter i vort fagblad Jernbanetidende skildre rejsen. For mig var det
arbejde, som nordmændene havde udført, af kæmpeformat. Så vidt jeg husker, er der
fra Hønefoss til Bergen 174 tunneler hugget ud i granit, den længste tunnel Gravehalsen
er 5½ kilometer lang, og så de voldsomme stigninger, der er på denne bane, får
man et indtryk af, når man en midsommerdag forlader den skønne og varme Hallingdal
for ca. en time senere at nå banens højeste punkt i evig is og sne med stationen Finse.
Her står en statue af banens bygmester, ingeniør Torbjørn Lekve.