1881-09-21 Dons, Mads Madsen Min barndoms by Fredericia og ...

More documents

Recommendations

Info

24 hjem hver aften, og det var ganske umuligt på den store strækning, jeg havde i Struer; og derfor udbrød min lille kone gang på gang: “Kunne du dog blot få pladsen i Fredericia”. Min kone kunne ikke klare klimaforandringen fra det relativt milde klima på østkysten til det barske og stormende klima på vestkysten. Den stærke blæst fra vest følte vi altid som noget ubehageligt. Hvert eneste træ var af vestenstormen bøjet mod øst, og så havde vi havgusen, som slet ikke kendes i det øvrige land. Når vi efter en varm sommerdag kom hen under aften, kom havgusen væltende som en stærk tåge, og var man indenfor dens rækkevidde, kom man øjeblikkelig til at fryse, så tænderne klaprede i munden, og kom man så ind i en stue, følte man det, som var man kommet ind i et godt opvarmet drivhus. Man kunne også opleve noget ejendommeligt på vestkysten. En dag jeg stod ved indgangssporskiftet på Ulfborg station, kom jeg til at se udover det trøstesløse landskab mod vest, men i stedet for lyngen så jeg en østjysk landsby, med frodige græs- og kornmarker, veje, kirke, skole, gårde og huse, alt var så vidunderligt tydeligt at man kunne se solen spejle sig i vinduesruderne. Til en af de stedlige sagde jeg: “Er jeg blevet tosset, se der ude?” “Ja”, sagde han, “Det sker, at man undertiden ser sådan noget, men jeg synes dog, at det er den tydeligste luftspejling, jeg har set”. Vi så på den i nogle minutter, så begyndte den at sløres og vel 5 minutter efter var der igen den trøstesløse lyng så langt øjet rakte. - Det er den eneste luftspejling, jeg har set, men i dag, vel over 50 år efter, står den tydeligt i min erindring. Jeg havde fået pladsen i Fredericia, og hertil flyttede vi den 1. september 1911; men samtidig måtte jeg efterkomme en seks dages indkaldelse til militæret. Mit kompagni skulle ligge på Kastrupfortet. I de 6 dage havde jeg to store oplevelser. Den ene var en flueoplevelse. På fortet var der, tror jeg, millioner af store, fede fluer. Stod der en tallerken med et stykke mad, kunne man ikke se maden, men kun en kage af store, fede fluer, som var ved at mase hinanden for også at komme til; aldrig har jeg set noget så modbydeligt. Den anden begivenhed var at se Robert Svendsen flyve over Øresund. Det var helt stille vejr, og man kunne se flyveren sidde bag den lille motor, i et net af tynde barduner under sejldugsvingerne. I ganske ringe højde og langsomt gled han ud over Øresund. Jeg tror, at flyveturen tog noget over en halv time, mod nu nogle få minutter. Men alle de københavnske blade havde med kæmpeoverskrifter beundret Robert Svendsen for den dristighed, han havde vist ved at flyve over Øresund i et befordringsmiddel, der var tungere end luften. Vi havde nu slået rod i Fredericia, og vi havde fået en vennekreds, som vi var glade for. Selvfølgelig var vi i Børkop så godt som hver søndag, og aldrig kunne vi finde på at tage hjem før med sidste tog. De søndage var herlige dage. I Børkop var der et lille elektricitetsværk, men endnu i 1912 var der mange af de ældre ejendomme, der klarede sig med petroleumslys. Jeg havde talt med min svigerfar om at få elektrisk lys lagt ind: “Jeg skal nok lægge det ind for dig, du skal blot gå hen på elektricitetsværket og spørge, om jeg må installere det. De vil da spørge, om jeg er elektriker, og så svarer du, ja, det må du regne med, du ved da, jeg har været på det store elektriske anlæg på Middelgrundsfortet”. Jeg fik lov til at installere, og jeg aftalte med den gamle installatør i Børkop, en mand på over 70 år, at han skulle levere alle materialerne, som jeg skulle bruge. Endvidere skulle installatøren trække stikledninger over og slutte dem til nettet, samt hænge målertavlen op og slutte den til stikledningerne; hele den øvrige installation skulle jeg så lave. Jeg skrev en seddel over de materialer, jeg skulle bruge, og min svigerfar skulle så have det hjemme til jeg kom med første tog næste søndag. Da min svigerfar kom med sedlen på det installationsmateriale, jeg skulle bruge, sagde den gamle installatør: “Det er helt galt, det, der er skrevet op, alle de rør skal han ikke bruge, og porcelænsknapper, som han skal bruge
25 mange af, og skruer har han fuldkommen glemt”. Min svigerfar sagde: “Jeg må hellere få det med, som han har skrevet op”. Da jeg søndag morgen mødte, var den gamle installatør også mødt, og da vi drak morgenkaffen sagde installatøren: “Du har fuldstændig glemt porcelænsknapperne og alle skruerne, men nu har jeg taget en hel pose fuld med”. “Ja, men jeg skal slet ingen bruge”. “Ja, men hvordan vil du bære dig ad?” “Det hele skal lægges i rør og fiskes, efter elektricitetslovens forskrifter, og der bliver ikke et rør at se i stuerne; tror du, du kan nå at sætte målertavlen op og få sluttet til nettet inden aften?” “Ja, det kan jeg sagtens”. Så skal jeg prøve, om jeg kan få installationen i korridor, stue og køkken færdig, så vi kan få elektrisk lys i aften”. “Nej, det kan du ikke nå”. Da jeg satte mekkeren på og drejede nogle gange på svinget, sagde den gamle: “Hvorfor gør du det?” “Så er jeg 100 procent sikker på, at der ingen overgang er på anlægget”. Da jeg havde sat lamper i fatningerne strålede det hvide lys, og da jeg næste søndag var færdig med hele anlægget, sagde den gamle installatør: “Jeg har lært mere på de her to søndage end i hele mit liv, og det skal du have tak for”. Jeg tænker, jeg blev lidt høj i hatten ved den udtalelse. Mange år efter kom jeg til at køre i toget sammen med en ingeniør fra Fredericia, ud til en af vestbanens stationer. Denne mand havde så meget interessant at tale om, og jeg var lutter øre. Jeg sagde: “I morgen skal jeg til Bramminge. Vi har noget arbejde, der i den første uges tid vil forhindre mig i at rejse hjem”. “Ja, jeg skal også til Bramminge, men jeg rejser hjem om aftenen, og så står min vogn på hotellet, men jeg giver dem på hotellet besked om, at De må tage vognen og se omegnen i disse herlige aftener”. Jeg takkede for tilbudet. En dag sagde ingeniøren, der rejste for brandforsikringsselskabet og målte installationerne igennem: “Ja, nu skal jeg begynde i Børkop”. Der gik måske en måned, så kom jeg til at rejse sammen med ingeniøren igen; han fortalte, at nu var han færdig i Børkop. “Var det slemt i Børkop?” “Ak ja, der er meget, der skal laves om, der er en del ældre huse og af dem er der kun et, der var fuldkommen rent”. Jeg spurgte, hvor huset lå; han forklarede: “Det er en enke, der hedder Pedersen, der ejer huset; fru Pedersen er en dejlig dame at snakke med, jeg blev inviteret til kaffe, og vi fik en lang snak, hvor hun fortalte, at hun havde en svigersøn, som hun satte stor pris på, og det er ham, der har installeret lyset”. “Ja, jeg er svigersønnen, så De forstår det glæder mig, at der ingen overgang er efter mere end 20 års forløb”. Jeg fortalte om den gamle installatør, at han i fremtiden ville forlade porcelænsknapperne. “Ak ja, vi har mange gamle installationer her i landet”. De fast ansatte ved DSB havde et gode, som kun blev benyttet ganske lidt. Vi kunne få en fri rejse i et andet land en gang om året. Statsbanerne gjorde gengæld, når fremmede jernbanefolk ønskede at besøge Danmark. På forbundsmøderne blev det henstillet til medlemmerne at benytte disse frirejser i større udstrækning, men altid blev der svaret: Med de elendige lønninger som vi havde, skulle vi nok lade være at rejse. I 1911 blev højfjeldsbanen fra Hønefoss til Bergen åbnet. I 1912, så vidt jeg husker, var det det første år vi havde otte dages ferie, de otte dage ville jeg bruge på en rejse i Norge, og derefter i vort fagblad Jernbanetidende skildre rejsen. For mig var det arbejde, som nordmændene havde udført, af kæmpeformat. Så vidt jeg husker, er der fra Hønefoss til Bergen 174 tunneler hugget ud i granit, den længste tunnel Gravehalsen er 5½ kilometer lang, og så de voldsomme stigninger, der er på denne bane, får man et indtryk af, når man en midsommerdag forlader den skønne og varme Hallingdal for ca. en time senere at nå banens højeste punkt i evig is og sne med stationen Finse. Her står en statue af banens bygmester, ingeniør Torbjørn Lekve.
Page 1 and 2: 1881-09-21 Dons, Mads Madsen Min ba
Page 3 and 4: 3 med far, og han gav dem heller ik
Page 5 and 6: 5 saltværk; den kom vist fra Rusla
Page 7 and 8: 7 tionskøkken for at købe for 25
Page 9 and 10: 9 Som konfirmationsgave fik jeg en
Page 11 and 12: 11 Jeg fortalte mølleren, at jeg g
Page 13 and 14: 13 spidstobak ud, og bundtet det. O
Page 15 and 16: 15 mester spurgte: “Nu er det vel
Page 17 and 18: 17 Den mand, som pløjede og gjorde
Page 19 and 20: 19 Krigen var brudt ud mellem Rusla
Page 21 and 22: 21 Viborg-Skive-Glyngøre-Holstebro
Page 23: 23 Formandens sidste telegram var t
Page 27 and 28: 27 kort fra Norge med tak for en pr
Page 29 and 30: 29 En vej ude på Nørremarken over
Page 31 and 32: 31 almindelige graner?” “Jo, de
Page 33 and 34: 33 Efter at vi havde afleveret vort
Page 35 and 36: hvilket stoppested, vi skulle stå
Page 37 and 38: 37 ikke ville tage ret lang tid, og
Page 39 and 40: 39 men også den finanspolitik, ven
Page 41 and 42: 41 meget, man kan være glad for”
Page 43 and 44: 43 men det var med bange anelser, a
Page 45 and 46: 45 sagde: “Hils Abraham, Isak og
Page 47 and 48: 47 indtryk af, at Fredericia er ill
Page 49 and 50: 49 grundigt undersøges, og under d

1881-09-21 Dons, Mads Madsen Min barndoms by Fredericia og ...

You also want an ePaper? Increase the reach of your titles

Delete template?

Save as template?