1881-09-21 Dons, Mads Madsen Min barndoms by Fredericia og ...

23
Formandens sidste telegram var til toget i Århus, og lød: “Kan du da ikke se, her skal
laves et trick og en løgnehistorie fra missionens side, som vil være ødelæggende for
dig og hele dit arbejde; hvis du vidste, hvad jeg ved, siger du ja”. Fra Langå kom et
telegram, der ganske kort lød: “Jeg kommer”. Formanden for socialdemokratiet havde
fået de fleste af vore medlemmer samlet sammen i ventesalen på banegården, en 30-
40 af os skulle sprede os i salen mellem mødedeltagerne, det var en varm og stille
aften, så vi vidste, at vinduerne blev lukket op, og her blev så resten af vore medlemmer
fordelt, i værelset foran salen lige op til døren stod vor bestyrelse for at give plads
for Sabroe, når han nogle få minutter over 9 kom. Når vi var fordelt sådan, var det for
at forhindre uro; missionen måtte frem for alt ikke få anledning til at beklage sig over
uro. Da Sabroe kom, stod en mand med en bakke med et par stykker smørrebrød, en
anden mand stod med en sodavand. Imedens Sabroe spiste det par stykker mad,
lyttede han til manden på talerstolen, der læste en skrivelse op, som var underskrevet
af pigerne fra Hebron, men der gik ikke mange minutter, før en af missionsfolkene
havde opdaget, at Sabroe var der, og det gik som en løbeild gennem salen. Manden
på talerstolen kunne på det røre, der blev, se, at der var sket noget særligt, holdt
pludselig op med den lige påbegyndte oplæsning. Der blev gjort så megen plads, at
Sabroe kunne kante sig op til talerstolen. Sabroe sagde: “Bliv endelig ved, jeg skal nok
være rolig”. Men manden forlod talerstolen, og det syntes ikke at der var andre, der
ville tage den i brug. Så spurgte Sabroe dirigenten, om han måtte sige noget, og det fik
han lov til. Så spurgte han manden, der stod med det papir, han havde begyndt at
læse: “Må jeg låne det?” Manden vidste ikke, hvad han skulle gøre, og så spørgende
hen på dirigenten. Efter nogen overvejelse nikkede han, så Sabroe fik papiret, som de
unge piger havde skrevet under på. Sabroe sagde: “Det er kedeligt, at de unge piger
ikke er her”. I munden på hinanden lød et par stemmer nede fra forsamlingen: “Pigerne
er her, det har vi sørget for”. Sabroe fortsatte: “Åh, kan de unge piger ikke komme her
op?” Efter noget besvær blev der banet vej for de unge piger. Sabroe sagde: “Jeg skal
nu gøre forsøg på at læse, hvad der står på dette papir, men det er skrevet sådan, at
det vil volde mig besvær, selv om jeg dog er vant til at læse besværlig skrift”. Indledningen
var: I sit forblindede had til fru Brandsholm havde Sabroe dikteret de unge piger i
forhøret at svare ..., og så kom hele resten, som jeg ikke mere husker. Derefter
fortsatte Sabroe: “Nu stiller jeg et par spørgsmål til de unge piger, og jeg beder jer
svare så højt, at de, der sidder her ved talerstolen, kan høre, hvad I siger, så siger jeg
svaret højt. Har jeg nogensinde bedt jer sige andet end sandheden i forhøret?” De
unge piger siger: “Nej”. “Altså er alt det, der står på papiret, usandhed; har I selv læst,
hvad der står på papiret, eller er det læst op for jer, før I skrev jeres navne under?” De
unge piger nævnede tre kendte mænd, der kom og fortalte dem: “Nu, da fru Brandsholm
er kommet bort fra Hebron, lever hun i yderste nød, og derfor kommer vi til jer, for
I er de eneste, der kan hjælpe hende, og I skal bare skrive jeres navn her under, så gør
I en god gerning”. Manden, der afleverede den famøse skrivelse til Sabroe, ville gerne
have skrivelsen igen. Hertil bemærkede Sabroe: “Tak, den beholder jeg til minde om
mødet i aften”. Den ene missionsmand efter den anden gled nu stille ud ad bagdøren,
og jo længere Sabroe kom frem i sit foredrag om, hvad man burde kunne forlange af
rettroende mennesker, når det drejede sig om en håndsrækning til ulykkeligt stillede
mennesker, tømtes salen hurtigt for indremissionens folk.
I sommeren 1911 blev pladsen som telegrafhåndværker ledig i Fredericia. Der var den
gang kun fire af de pladser i hele landet, så jeg skyndte mig at søge pladsen, ikke fordi
jeg var ked af at være i Struer; dér var flinke og prægtige mennesker, man kom til at
sætte pris på; men Fredericia var nu en gang min barndomsby, her havde jeg også
mange gode venner og partifæller, og tjenestemæssigt set var det betydeligt bedre at
bo i Fredericia. Toggangen var langt bedre; her kunne jeg i det væsentligste komme