1881-09-21 Dons, Mads Madsen Min barndoms by Fredericia og ...

21
Viborg-Skive-Glyngøre-Holstebro-Herning-Viborg. Jeg var agitator såvel for mit
forbund, Dansk Jernbaneforbund, som for socialdemokratiet, men det var en håbløs
egn at agitere i, så godt som alle dem, jeg søgte at påvirke, var enten venstremænd
eller missions, og i de fleste tilfælde begge dele, det var jo I.C. Christensens egn, eller
lige så tit kaldet degnen fra Hee. I.C. var en politisk dygtighed, venlig og forgudet af
venstre, dog var det som om der i de senere år havde sneget sig en tvivl ind.
Jeg husker et vælgermøde i Ulfborg i 1909. Den radikale Slengerik, folketingsmand for
Middelfartkredsen, deltog i mødet. Efter mødet gik jeg over på stationstoilettet; her stod
to fra omegnen, der også havde overværet mødet; det jeg hørte af samtalen, lød: “De
æ da en grov kol ham Slenrik, men a tøt no han høj ret”, hvortil den anden svarede:
“Ja, de tøt a aa, a truer sku at I.C. han snyer vos”.
Den senere folketingsmand i Nyborg, Bjerring, har fortalt mig, at han havde deltaget i et
vælgermøde sammen med I.C. i hans valgkreds. I.C. overtog selv dirigenthvervet, og
derefter talte han, og da han havde sluttet, sagde han: “I aften er der kommen en
mand, som vil fortælle jer noget om socialdemokratiet; vær så god Bjerring”. Bjerring
fortalte mig, at han angreb I.C. og venstre meget kraftigt, og glemte ikke de svage
punkter; derefter gik han over til at tale om den politik, som socialdemokratiet førte, og
som adskilte sig meget væsentligt fra venstres. I.C. spurgte: “Er der nogen, der ønsker
at sige noget?” Det var der ikke. “Vil De sige mere Bjerring”. “Nej ikke før De har
svaret på de angreb, jeg har rettet mod Dem”. “Hvorfor skulle jeg det, her i min kreds er
man enige om, at den politik vi fører, er den rigtige; ja, er der så ingen, der ønsker at
sige noget, så gør vi, som vi plejer, synger “Altid frejdig når du går””.
Valgaftenen i 1909 var jeg i Tarm. Assistenten, der havde aftenvagt, var stærkt politisk
interesseret, og socialdemokrat i modsætning til mange af hans kolleger; de følte sig jo
hørende til overklassen, de havde jo præliminæreksamen, og det var meget i den tid.
Assistenten sagde: “Kom du ind på kontoret; når telegrammerne begynder at komme,
kan du tage imod dem”. Forstanderen kom ind på kontoret hen på aftenen; han
spurgte: “Hvilket resultat er De interesseret i?” Jeg svarede: “Fredericia; Laust
Rasmussen, socialdemokrat, er valgt der, hans modkandidat er venstremanden og
missionsmanden, højskoleforstander Stensballe”. Da klokken var 11, var resultatet
endnu ikke kommet; forstanderen sagde: “Nu kalder jeg Fredericia, der må de da vide,
hvem der er valgt”. Laust Rasmussen var valgt, forstanderen sagde smilende: “Så er
der ikke overvægt af missionsvælgere i Fredericiakredsen”. Nå, jeg vidste jo, at Laust
Rasmussen var en glimrende taler, og at man anså ham for en af rigsdagens dygtigste
mænd, så også jeg glædede mig over, at han var genvalgt.
Vi var forlængst inde i tiden, da Peter Sabroe var inde i sit oprydningsarbejde for de
fortvivlede i vort land. Det var karlekamrene, som i et utal af tilfælde var så elendige og
uhumske, at det burde være forbudt, at mennesker skulle have sådanne huller som
opholdsrum; og pigekamrene var i vid udstrækning ikke bedre; men en klasse, som bød
deres folk noget sådant, havde højres og venstres blades bevågenhed. I årevis kunne
man næppe tage et af disse blade i hånden, uden man kunne være sikker på, at der på
fremtrædende plads var en hadefuld artikel om Sabroes overgreb: “Et frækt indbrud
hos gårdejer N.N. i -by. I går middags, da gårdejer N.N. sov til middag, og folkene var i
marken, er den frække socialist fra Århus brudt ind i gården og har undersøgt karlekammeret
fra ende til ende, selv sengene har han rodet op i; man opdagede og genkendte
ham, da han forlod gården, hvor han frækt stod og talte med og klappede den
store og ellers glubske lænkehund, men det synes også, som om denne frække indbryder,
Sabroe, har en vis evne til at forhekse lænkehundene; men det kunne dog