1881-09-21 Dons, Mads Madsen Min barndoms by Fredericia og ...

More documents

Recommendations

Info

20 Det var et meget interessant arbejde, jeg her havde fået og var glad for. Alt var pasarbejde; der skulle udvises akkuratesse, som om det skulle være dele af et urværk. Da der var gået en månedstid, skrev min læremester til mig, om jeg ikke en søndag kunne komme til Kauslunde; han ville gerne tale med mig. Jeg kom, mester tog en tegning frem og sagde: “Jeg er blevet autoriseret til montering af lynafledere efter netsystemet, kan du finde ud af tegningen?” “Ja, meget let”. “Ja, jeg har fået, så vidt jeg husker, Nørre Aaby Kongsgaard som den første at montere et lynaflederanlæg på, men jeg kan jo ikke kravle på taget, og derfor ville jeg gerne have en mand uddannet til dette arbejde; tror du ikke, du kunne få fri i 14 dage for at du kunne uddanne en mand?” “Jeg ved det ikke, men jeg skal spørge”. Da jeg traf telegrafmesteren, sagde jeg: “Min læremester bad mig hilse telegrafmesteren og spørge, om jeg ikke kunne få fri i 14 dage”. “Nej, det kan De ikke; vi har jo alt for travlt”. “Ja, det har jeg sagt”. “Hvorfor ville Deres læremester have Dem fri i så lang tid?” Jeg fortalte alt derom. “Hvornår skulle De have den frihed?” “Det ville mester ganske overlade til telegrafmesteren, når jeg bedst kunne undværes”. “Åh, hvor ville jeg gerne gøre Mortensen en tjeneste, og så er det jo en stor ære for Dem; jeg skal overveje, hvordan jeg kan få det tilrettelagt; kan De omtrent sige, når De er færdig med apparatet her?” Det sagde jeg. Senere sagde han: “Fra den dag er De fri, men jeg kan ikke give Dem løn i den tid”. “Nej, jeg forstår det”, og det gjorde min læremester også, og alligevel var han glad for de 14 dage, jeg havde. Efter godt et halvt års forløb var vi færdige med signalforandringen på Fyn, og så kom turen til strækningen Fredericia-Skanderborg. Da vi kom til Børkop, indtraf der en begivenhed, som gjorde, at i min jernbanetid blev Børkop den station, jeg besøgte mest. Jeg kom til at spise hos banearbejder Mathias Pedersen og hans kone Hanne. Hun lavede herlig velsmagende mad; når man sådan skifter pensionat hver fjortende dag, opdager man, at den ædle kogekunst ikke er lige stærkt udviklet alle steder, Nu kan det også godt være, at når jeg kom til at synes så godt om de to mennesker, var det en medvirkende årsag, at de havde en ung og i mine øjne køn og intelligent datter. Vi giftede os den 12. marts 1909. Hun har slægtet sin mor på med herlig veltillavet mad. Nu har hun i 53 år været min indenrigsminister, og skulle en ulykke overgå mig, synes jeg, det værste ville være, hvis hun blev taget fra mig. Min svigerfar fik vi ikke lov til at beholde så længe, men verdens bedste svigermor kunne vi glædes ved at beholde i mere end 30 år, og i alle disse år har vi ikke vekslet et forkert ord. Hun var som min egen lille mor, der døde i 1905. Nu har jeg foran hævet min lille kone højt; jeg må dog tilstå, at der var et område, hvor vi ikke var enige, og det var militærspørgsmålet. Jeg har altid i mine unge år hævdet, at der var meningsløst i et lille land og et velordnet samfund at opretholde militærvæsenet, der er meget kostbart; vi har jo til ordenens opretholdelse politiet; min kone holder på, at militær er nødvendigt alene for at kvikke de unge mennesker op, og der lærer de også meget. En søndag, kort efter vi var blevet gift, sad vi ved middagsbordet, det var et herligt forårsvejr. Vi var enige om at gå en lang tur. “Kan du ikke vaske køkkengulvet over medens jeg vasker op, så kan vi komme før af sted”, sagde min kone. “Jo, det skal jeg”; jeg tog en øse vand, smed det midt på gulvet, og var på vej hen til skabet for at hente en skrubber, for det fint ferniserede gulv skulle have en ordentlig omgang. Min kone råbte: “Har du spildt vand på gulvet?”, og øjeblikkelig begyndte hun at tørre vandet op, og erklærede: “På den måde vasker man ikke gulv”. “Det har jeg lært ved militæret, og jeg fik altid ros for min gulvvask”. Jeg har aldrig siden fået lov til at vaske gulv. I 1908 blev jeg fast ansat som telegrafhåndværker med station i Struer og med en mægtig strækning at rejse på, hele vestkysten Thisted-Varde-Skjern-Funder-Struer-
21 Viborg-Skive-Glyngøre-Holstebro-Herning-Viborg. Jeg var agitator såvel for mit forbund, Dansk Jernbaneforbund, som for socialdemokratiet, men det var en håbløs egn at agitere i, så godt som alle dem, jeg søgte at påvirke, var enten venstremænd eller missions, og i de fleste tilfælde begge dele, det var jo I.C. Christensens egn, eller lige så tit kaldet degnen fra Hee. I.C. var en politisk dygtighed, venlig og forgudet af venstre, dog var det som om der i de senere år havde sneget sig en tvivl ind. Jeg husker et vælgermøde i Ulfborg i 1909. Den radikale Slengerik, folketingsmand for Middelfartkredsen, deltog i mødet. Efter mødet gik jeg over på stationstoilettet; her stod to fra omegnen, der også havde overværet mødet; det jeg hørte af samtalen, lød: “De æ da en grov kol ham Slenrik, men a tøt no han høj ret”, hvortil den anden svarede: “Ja, de tøt a aa, a truer sku at I.C. han snyer vos”. Den senere folketingsmand i Nyborg, Bjerring, har fortalt mig, at han havde deltaget i et vælgermøde sammen med I.C. i hans valgkreds. I.C. overtog selv dirigenthvervet, og derefter talte han, og da han havde sluttet, sagde han: “I aften er der kommen en mand, som vil fortælle jer noget om socialdemokratiet; vær så god Bjerring”. Bjerring fortalte mig, at han angreb I.C. og venstre meget kraftigt, og glemte ikke de svage punkter; derefter gik han over til at tale om den politik, som socialdemokratiet førte, og som adskilte sig meget væsentligt fra venstres. I.C. spurgte: “Er der nogen, der ønsker at sige noget?” Det var der ikke. “Vil De sige mere Bjerring”. “Nej ikke før De har svaret på de angreb, jeg har rettet mod Dem”. “Hvorfor skulle jeg det, her i min kreds er man enige om, at den politik vi fører, er den rigtige; ja, er der så ingen, der ønsker at sige noget, så gør vi, som vi plejer, synger “Altid frejdig når du går””. Valgaftenen i 1909 var jeg i Tarm. Assistenten, der havde aftenvagt, var stærkt politisk interesseret, og socialdemokrat i modsætning til mange af hans kolleger; de følte sig jo hørende til overklassen, de havde jo præliminæreksamen, og det var meget i den tid. Assistenten sagde: “Kom du ind på kontoret; når telegrammerne begynder at komme, kan du tage imod dem”. Forstanderen kom ind på kontoret hen på aftenen; han spurgte: “Hvilket resultat er De interesseret i?” Jeg svarede: “Fredericia; Laust Rasmussen, socialdemokrat, er valgt der, hans modkandidat er venstremanden og missionsmanden, højskoleforstander Stensballe”. Da klokken var 11, var resultatet endnu ikke kommet; forstanderen sagde: “Nu kalder jeg Fredericia, der må de da vide, hvem der er valgt”. Laust Rasmussen var valgt, forstanderen sagde smilende: “Så er der ikke overvægt af missionsvælgere i Fredericiakredsen”. Nå, jeg vidste jo, at Laust Rasmussen var en glimrende taler, og at man anså ham for en af rigsdagens dygtigste mænd, så også jeg glædede mig over, at han var genvalgt. Vi var forlængst inde i tiden, da Peter Sabroe var inde i sit oprydningsarbejde for de fortvivlede i vort land. Det var karlekamrene, som i et utal af tilfælde var så elendige og uhumske, at det burde være forbudt, at mennesker skulle have sådanne huller som opholdsrum; og pigekamrene var i vid udstrækning ikke bedre; men en klasse, som bød deres folk noget sådant, havde højres og venstres blades bevågenhed. I årevis kunne man næppe tage et af disse blade i hånden, uden man kunne være sikker på, at der på fremtrædende plads var en hadefuld artikel om Sabroes overgreb: “Et frækt indbrud hos gårdejer N.N. i -by. I går middags, da gårdejer N.N. sov til middag, og folkene var i marken, er den frække socialist fra Århus brudt ind i gården og har undersøgt karlekammeret fra ende til ende, selv sengene har han rodet op i; man opdagede og genkendte ham, da han forlod gården, hvor han frækt stod og talte med og klappede den store og ellers glubske lænkehund, men det synes også, som om denne frække indbryder, Sabroe, har en vis evne til at forhekse lænkehundene; men det kunne dog
Page 1 and 2: 1881-09-21 Dons, Mads Madsen Min ba
Page 3 and 4: 3 med far, og han gav dem heller ik
Page 5 and 6: 5 saltværk; den kom vist fra Rusla
Page 7 and 8: 7 tionskøkken for at købe for 25
Page 9 and 10: 9 Som konfirmationsgave fik jeg en
Page 11 and 12: 11 Jeg fortalte mølleren, at jeg g
Page 13 and 14: 13 spidstobak ud, og bundtet det. O
Page 15 and 16: 15 mester spurgte: “Nu er det vel
Page 17 and 18: 17 Den mand, som pløjede og gjorde
Page 19: 19 Krigen var brudt ud mellem Rusla
Page 23 and 24: 23 Formandens sidste telegram var t
Page 25 and 26: 25 mange af, og skruer har han fuld
Page 27 and 28: 27 kort fra Norge med tak for en pr
Page 29 and 30: 29 En vej ude på Nørremarken over
Page 31 and 32: 31 almindelige graner?” “Jo, de
Page 33 and 34: 33 Efter at vi havde afleveret vort
Page 35 and 36: hvilket stoppested, vi skulle stå
Page 37 and 38: 37 ikke ville tage ret lang tid, og
Page 39 and 40: 39 men også den finanspolitik, ven
Page 41 and 42: 41 meget, man kan være glad for”
Page 43 and 44: 43 men det var med bange anelser, a
Page 45 and 46: 45 sagde: “Hils Abraham, Isak og
Page 47 and 48: 47 indtryk af, at Fredericia er ill
Page 49 and 50: 49 grundigt undersøges, og under d

1881-09-21 Dons, Mads Madsen Min barndoms by Fredericia og ...

Create successful ePaper yourself

Delete template?

Save as template?