1881-09-21 Dons, Mads Madsen Min barndoms by Fredericia og ...

18
Med damper blev vi ført ud til Middelgrunden efter at have fået uniformen på og det
civile tøj afleveret på Soldaterhjemmet. De første dage gik med gymnastik, oplysning
om, hvem vi skulle gøre honnør for, en mængde øvelser med at gøre honnør, holdningsøvelse
etc. Efter nogle dages forløb blev vi delingsvis ført op på brystværnet, hvor
kanonerne lå 46 fod over vandets overflade. Den deling, jeg tilhørte, blev af en
korporal ført hen til en fløjkanon. Korporalen sagde:- “Her ser De en af fortets største
kanoner, men den er der vel ingen, der kender?” Jeg sagde: “Jo”. Premierløjtnanten
for første kompagni stod bag os og kom hurtigt om foran os og spurgte; “Hvem var det,
der kendte kanonen, kom her frem”. Jeg trådte et skridt frem. “Kan De fortælle noget
om kanonen?” “Ja, det er en 30½ cm stålkanon, model 1893, kanonen består af et
kærnerør, en kappe og flere ringlag”, og så hele den øvrige remse, der stod i bogen.
“Fuldkommen korrekt”, sagde premierløjtnanten, “Har de været soldat før?” “Nej”.
“Hvorfra har De den viden?” “Fra lærebogen, der blev jo sagt, at vi skulle læse flittigt i
den, og det har jeg gjort”. “Ja, men det er dog forbløffende, lad os gå hen til det næste
batteri; kender de også disse to kanoner?” “Ja, når jeg må få størrelsen at vide”.
Størrelsen var 17 cm, og her remsede jeg også op efter bogen. “Ja, det er forbløffende,
vi går hen til det næste batteri”. Her kunne jeg se, at kanonerne var noget
mindre, og jeg gættede kanonernes størrelse og rask sagde jeg: “Det må være et 120
mm hurtigtskydende batteri”. Også disse kanoner remsede jeg op efter lærebogen.
“Ja, fuldkommen rigtigt, hvor mange kanoner har vi på Middelgrundsfortet?” Jeg
nævnede størrelsen og antallet. “Helt rigtigt; De ser der højt oppe på fortet et lille hus,
hvad tror De, der er i det?” “Det er en kikkertstation; der er ikke andet end en stor kikkert,
og med den kan man måle afstanden til målet, der skal skydes på, og afstanden
kan måles indtil en meters nøjagtighed, og dette mål opgives til kanonkommandøren og
herefter indstiller han sit visir”. “Det er helt rigtigt”.
De følgende timer i teori blev holdt i et værelse med kateder, hvor premierløjtnanten
stod. “Kom her op 630”. Jeg fik at vide, at jeg skulle tale højt, så alle kunne høre det,
jeg sagde, og så de første fem-seks timer måtte jeg alene holde for til lærebogen var
gennemgået, og vistnok den eneste fejl, jeg begik, var, da jeg skulle gennemgå
flagkortet, hvor alle nationernes flag var citeret. “Disse fejl skal være Dem tilgivet”,
sagde premierløjtnanten; “Jeg tror ikke, jeg nogensinde har hørt en soldat, der har lært
alle disse flag. Resten af tiden, De er soldat, er De fri, når vi andre har teori”. Jeg talte
jo ikke om, at jeg havde haft efterår, vinter og forår til at læse i bogen.
Da to måneder var gået, rejste det gamle mandskab hjem. Nu var skoletiden forbi, vi
var nu menige, nu blev de faststående udtaget, “630”, råbte premierløjtnanten, “Vil De
være faststående?” “Ja, tak”. “Hvor vil De hen?” “Gerne hos mekanikeren (kaldet
smeden)”. “Hvorfor vil De derhen?” “For at lære noget mere”.
Jeg blev faststående hos mekanikeren. Nogle måneder senere var der lodtrækning om
de ca. ti frinumre; jeg var heldig og trak et frinummer og kunne nu rejse hjem. Selv om
min plads hos mekanikeren var en herlig plads, fri for militærøvelser, stroppeture og alt
andet, som nu hører militærlivet til. Lige før jeg mødte som soldat døde min far, og nu
ville jeg hjem og besøge min mor og mine søskende, men da toget nåede Kauslunde,
stod jeg af for at besøge min læremester og hans kone. Da jeg havde sagt goddag,
sagde mester: “Åh, kan du ikke blive hos mig en lille tid og hjælpe mig over den værste
travlhed; løn spiller ingen rolle”. Jeg sagde: “Jo”, og et par dage efter var jeg i min
gamle læreplads og kom ikke derfra før fastelavnsmandag 1904 kl. 3½, da sognefogeden
kom og buldrede mig op. Han havde et telegram, der lød: “Mød øjeblikkelig
ved Deres afdeling”, underskrevet “Krigsministeren”.