1881-09-21 Dons, Mads Madsen Min barndoms by Fredericia og ...

16
svendebrev, jeg har aldrig fået noget andet, har heller ikke haft brug for noget, men de
to herlige mennesker, dem glemmer jeg aldrig.
Hjemme hos mine forældre var der glæde over det resultat, jeg havde nået. Mine små
søskende stod om mig, den mindste, min eneste bror, sad hos mig med fingeren i
munden, og jeg tror nok, vi holdt en festdag udover de almindelige triste dage i
småkårshjem.
En dag i slutningen af min læretid oplevede jeg noget, som i dag, 60 år efter, står
tydeligt i min erindring. Mester havde to drenge, hvoraf den mindste den gang var ca.
fire år. En dag kom han dinglende som en fuld mand ud på værkstedet. Mester bar
drengen ind i seng, hvor han faldt i søvn med det samme. Lægen fra Middelfart blev
hentet, men han kunne ingen sygdom konstatere. Dette gentog sig nogle dage senere
med akkurat samme resultat. Mester havde siddet inde og spist frokost med en af
bønderne; den firkantede brændevinsflaske stod på bordet; da bonden og mester var
gået ud på værkstedet, og min madmor var gået ud for at flytte sine to køer, skulle jeg
op på stuehusloftet for at hente noget nyt værktøj. Da jeg kom til hjørnet af stuehuset,
så jeg Marius stå på bænken med ryggen mod vinduet og drikke en snaps. Han
drejede sig for at se, om der var nogen i gården; jeg trak hovedet tilbage; et øjeblik efter
så jeg Marius holde flasken i begge hænder og skænke en snaps, et øjeblik efter så jeg
ham drikke snapsen. Jeg begyndte nu at lave spektakel med træskoene i brostenene,
og hurtigt gled Marius ned af bænken og gik usikkert på gulvet. Jeg fortalte mester det,
jeg havde set, og så kom Marius dinglende, han kom hen at sove. Nogle dage senere
foretog hans far og mor et eksperiment med flasken på bordet. De gik ud, men ikke
længere end ud i bryggerset, hvor de havde udsigt til vinduet, hvor Marius stod lige for.
Et mægtigt brøl fra hans far var årsag til, at Marius kun fik én snaps, den sidste,
derefter blev flasken forvaret, men for mig blev det en gåde, at drengen syntes, det
smagte godt. I min læretid havde jeg en gang fået en snaps, og jeg syntes, den
smagte frygteligt, så der gik mange år, før jeg igen smagte en.
Når man var dimitteret fra datidens borgerskole var salmebog, katekismus og bibelhistorie
næstende eneste fag, man var nogenlunde hjemme i; derimod var skrivning og
regning to fag, der var al mulig grund til at arbejde videre med, da jeg nu ikke mere
måtte fuske. Ved hjælp af et rent regnegeni, en mejerist, gik sommeraftenerne og de
vinteraftener, jeg ikke var til gymnastik, for jeg skulle jo regne med, at jeg til næste år
skulle ind som soldat.
En gammel skik var det i Kauslunde, når høsten var kommet i hus at holde høstgilde.
Hertil var indbudt alle, som havde hjulpet til i høsten i den pågældende gård, samt alle
gårdmænd og deres koner i byen. Min mester og hans kone var med til alle høstgilder,
for det betragtedes som en selvfølge, når han skulle afgive hans folk to dage for at
tjene høstgildet, så var han og hans kone gæst ved alle gilder. Jeg var med til fem
gilder, disse gilder begyndte kl. 7. Menuen var suppe, stegt gås, and, kylling, i mange
tilfælde også ribbenssteg, hertil drak vi gammelt øl, og så kom kaffen med helt
usandsynlige bjerge af bagværk. Herefter halede spillemanden harmonikaen frem eller
stemte fiolen, og så begyndte dansen i storstuen. Da ældre gik gerne ind i en anden
stue og fik kortene frem og tømte glassene eller kopperne for toddyer eller kaffepunche;
de dansende drak gammelt øl eller adskillige gange kaffe. Ca. kl. 2.30 spillede
musikken af, og så gik man ind til et overdådigt frokostbord; hertil var der gammelt øl,
og de, der kunne lide snaps, behøvede ikke at tørste, og selvfølgelig kaffe med bagværk.
Mellem gilderne var der nogle dage, for maverne skulle jo være i orden til næste
anstrengelse.