1881-09-21 Dons, Mads Madsen Min barndoms by Fredericia og ...

14
dem lige så fikse som de her to, så kan du sælge mange flere, for folk vil meget hellere
have fikse ringe end de klodsede ringe, som træskomændene sælger”. Det varede ikke
længe, før jeg kunne lave træskoringe med fortjeneste. Arbejdet sluttede kl. 7, og så
havde jeg tre timer, hvor jeg drev det til at lave ti sæt i timen, og jeg kunne med lethed
sælge alle dem, jeg kunne lave. De ti kr jeg skulle have til nyt jern og kul slog til i det
første halvår. Hvert halvår til maj og november sørgede jeg for at have de penge, jeg
skyldte ham for nyt jern og kul, og jeg holdt nøje regnskab, men hver gang jeg kom med
regnskabet, sagde han: “Det må vente til næste gang, jeg har ikke tid nu”.
En gang i læretiden, da han sagde: “Det må vente til næste gang”, sagde jeg: “Når de
penge, som jeg får om året, er trukket fra, skylder jeg dig over 50 kr, og jeg er ked af at
passe på alle de penge”. Min mester sagde: “Du har vist ikke forstået, hvad du skal
lære her, det er ikke alene dit håndværk, men også hvad du har gavn af i fremtiden,
også at passe på penge”.
En anden gang, efter at jeg var begyndt min lære, kom en stor flot hingst for at få ny
sko. Jeg blev sendt ud for at brække sko af den. Jeg kan huske, at jeg var bange for
det store dyr. Jeg gik hen til hovedet af den, klappede den på mulen og fortalte den, at
vi var gode venner; jeg fik skoene brækket af benene; så kom den unge svend ud for at
lægge de nye sko under, men da han havde fået det ene forben op for at værke hoven
ud, begyndte den at rykke, noget af det mest irriterende når man skal sko en hest. Så
trækker svenden skohammerens flade side med stor kraft i hestens side, og så var det
sket. Hesten blev helt vild, bed efter ham, slog, så det fløjtede, ville sprænge kæden,
hvormed den var bundet til ringen i muren, den ville klemme ham mod værkstedets
mur, men han var så heldig at flygte om murens hjørne. Mestersvenden kom ud ved
det mægtige spektakel, og gav den unge svend ordre til at blive inde til hesten var
borte. Til mig sagde han: “Kan du holde den ved hovedet?” “Ja”. Jeg tog i bukselommen
et stykke sukker, som jeg gav til hesten; mestersvenden sagde til mig: “Kan du
pudse hovene af?” “Ja”, og det gik.
En søndag var vi nogle unge mennesker, der stod og snakkede i nærheden af
vandtruget i gården, hvor hingsten havde hjemme. Staldkarlen havde løst hingsten for
at trække den over til vandtruget, men da den fik hovedet ud af døren og så den unge
svend, rev den med et snuptag kæden ud af hånden på karlen og i galop styrtede den
over mod den unge svend, der var så heldig at stå lige ved en åben dør, hvor han
sprang om bag og smækkede døren i. Samme øjeblik var hingsten der, den kunne ikke
glemme ham.
En dag i slutningen af min læretid kom telegrafmesteren fra Fredericia ned på værkstedet.
Jeg hjalp mester ved hans esse. Telegrafmesteren, der var uddannet som
sergent, gik hen til mestersvenden og spurgte: “Er det smedemesteren?” Han sagde:
“Nej, han står der ovre”, og pegede over på ham. Telegrafmesteren kom over til ham
og sagde goddag. Mester sagde ikke noget, men i det samme svingede han noget ud
på ambolten og gav det nogle hurtige slag med hammeren. Gnisterne røg fælt omkring
i værkstedet, og telegrafmesteren flygtede for gnisterne. Da mester var færdig med at
smede, vendte han sig og sagde goddag. Telegrafmesteren spurgte: “Kan De dreje?”
“Ja, det mener jeg da”. “De trækker så langt på det, så jeg ved ikke, om jeg tør betro
Dem det”. Mester smilte og spurgte: “Hvad drejer det sig om?” “Min smed har to
excentrikker, hvoraf der skal drejes 1½ mm”. “Åh, herre Gud, det kunne min lærling
dreje af”. Telegrafmesteren sagde: “Jeg beder Dem undskylde, det var ikke min
mening at såre Dem; vil De dreje dem af for mig, og hvornår kan jeg få dem?” “Om 5
minutter”. Jeg tog den ene excentrik op i bænken og satte et nyt stikstål i bænken, og