1881-09-21 Dons, Mads Madsen Min barndoms by Fredericia og ...

10
mergelgraven og ned ad den stejle skrænt, og jeg nåede lige at se dem alle fire
forsvinde under vandet, og jeg troede, nu drukner de; men i næste øjeblik dukkede de
fire hoveder op midt i mergelgraven, og de svømmede pænt over til den anden side; og
jeg ved jeg tænkte: “Du skal aldrig mere gøre noget, der er forbudt”, og jeg tror, jeg har
holdt det.
Johan, der var en stor og kraftig mand, led af den vanskelighed, at han næsten ikke
kunne komme forbi Rosenlund, og da særligt ikke hvis han så en anden avlsbruger,
som de kaldte for “e fløjt”; hans navn kan jeg ikke huske. Når Johan skulle ud i marken
med et læs gødning og have et læs roer med hjem, afpassede han det gerne sådan, at
jeg kunne komme med og hjælpe ham. Når vi kom ud til Rosenlund, sagde Johan:
“Purk, du kan nok klare det selv, og når du kommer tilbage vil jeg med hjem”; og når jeg
så på tilbagevejen holdt ved Rosenlund, var Johan noget usikker på benene, og
undertiden kneb det ham meget at kravle op på vognen.
I stalden og i mit kammer behøvede vi aldrig lygte, for alle jernvinduerne vendte ud mod
banegårdspladsen, og de store buelamper kunne nemt oplyse alle omgivelserne. Jeg
skulle blive hos Rasmus Hansen om vinteren, men jeg talte med far og mor, om jeg
ikke måtte få plads på Fyn fra 1. maj.
En dag sagde far: “Nu har jeg fået en plads til dig på Fyn til 60 kr om året”. Hvorfor jeg
gerne ville over på Fyn, ved jeg ikke, måske var det en medvirkende årsag, at jeg så
kom ud at sejle med færgen, det havde jeg længe drømt om. Altså, den 1. maj 1896,
efter at jeg havde sagt farvel til avlsbrugeren og mine søstre og forældre for længere
tid, tog jeg så for første gang med færgen til Strib, og derefter på spadseretur gennem
Strib-Røjle-Vejlby-Aulby-Kustrup, en spadseretur på ca. otte kilometer, før jeg nåede
Møllegården i Kustrup. Gården lå lige ud til landevejen Middelfart-Bogense.
Vor nærmeste nabo var fattiggården “Fælleshåb”, et lille stykke på den anden side
landevejen; der var efter datidens forhold store og flotte bygninger, men det ydre
svarede ikke til det indre, det var jo efter samme recept, som alle andre af vort lands
uhumske anstalter blev drevet. Der kunne man se de gamle udslidte mennesker og
andre med defekter vandre omkring.
På Møllegården, der var 60 tønder land stor, var jeg eneste tyende. Møllerens var ikke
velstillede mennesker. Der skulle passes på alle vegne for at få det til at løbe rundt, og
kosten var derefter. Nå, mig generede det ikke, jeg var ikke forvænt i forvejen; vi kunne
få alt, hvad vi kunne spise, det var det vigtigste.
Vi begyndte kl 5, og ved 6-tiden fik vi davre, byggrød i varm most. De havde en stor
frugthave og derfor i tøndevis af most, som var [gæret?], og når den blev varmet syntes
jeg den smagte, som jeg kunne tænke mig varm brændevin, så jeg fiskede grødstumperne
op af fadet og passede på ikke at få mere most med end højst nødvendig. Vi
spiste selvfølgelig af samme fad, men det var jeg vant til. Formiddagsmellemmad var
rugbrød med ost og røget fårekød, middagsmad var grød og stegt flæsk. Om aftenen
det samme som om formiddagen, men vi kunne få alt det, vi kunne spise, og det var
det vigtigste for mig. Om aftenen var der igen byggrød i varm most, og jeg tror nok, det
var den stående menu i de 300 dage af det år, jeg var på Møllegården; men det
vigtigste af det hele var, at folkene var flinke, aldrig skældende eller bebrejdelser;
fattigdom kendte jeg i forvejen.