DANSKE FOLKEVISER - Skolen for livet — det timelige.

træde. — maatte, kunde. — 7 Skovens Ejer stak sit
Spydskaft imellem; i Middelalderen havde Folk, der
færdedes ude, sædvanlig deres Spyd med sig. — 8 gør
du mig den Vælde, hvis du udfører den
Voldshandling imod mig. — gælde, undgælde, bøde. —
9 enlig, enkelt. — 10 lyde, adlyde, efterfølge. — Du
faar ikke af (c: du faar slet ikke) Fuglen uden hun faar
Kød af noget tamt Dyr eller Væsen. — 11 Braad,
Kødstykke, Steg. — hun lod vel om, hun viste sig glad
derved. — 15 skób, Fortid af at skabe (ligesom: fare,
for).
—————
14. Ungen Sveidal.
1. Det var ungen Svejdal,
han skulde Bolden lege;
Bolden drev i Jomfruens Skød,
det gjorde hendes Kinder blege.
Du lad dine Ord vel!
2. Bolden drev i Jomfruens Bur,
og Svenden efter gik ;
førend han ud af Buret kom,
stor Sorg hun i Hjærtet fik.
3. „Du tørst ikke kaste
Bolden efter mig;
der sidder en Mø i fremmed Land,
hun lider fast efter dig.
4. Du skal aldrig Søvnen sove
og aldrig Roen faa,
før du faar løst den skønne Jomfru,
som længe har ligget i Traa.“
5. Det var ungen Svejdal,
svøber han sig i Skind;
saa gaar han i Stuen
for raske Hovmænd ind.
6. „Hil sidde I, alle mine Hovmænd !
I drikker Mjød af Skaal,
medens jeg gaar til Bjærget
at høre min Moders Maal.“
7. Det var ungen Svejdal,
han tager til at kalde;
der revned Mur og Marmelsten
og Bjærget tager til at falde.
8. „Hvem er det, der kalder ?
hvi vækker I mig saa mod ?
maa jeg ikke med Freden ligge
opunder den sorte Jord?“
9. „Det er unge Svejdal,
eneste Sønnen din;