DANSKE FOLKEVISER - Skolen for livet — det timelige.

Tid for at redde sit Land.
Med den mere mangesidige franske Ogier–Digtning
blev man derimod kendt gennem Kristjern Pedersens
„Olger Danskes Krønike“ (1534); Ingemanns „Holger
Danske“ er et Forsøg paa at sammensmelte dette franske
Sagnstof med Holgerskikkelsen som dansk Folkehelt.
Som en Art Efterligning af Holger Danske opstod en fra
først af dansk Sagnfigur, Svend Fel ding. Ved Siden af
Holger, den højbyrdige og altid ædle Helt, staar denne
jydske Kæmpe som en Talsmand — for den længe
oversete Kraft i Folkets brede Lag; men i ridderlig Kamp
for den svage Kvinde og for Danmarks Ære er han
ganske hans Arvetager.
„Kæmpe“–Viserne er som Helhed en af de ældste
Grupper af Folkeviser, og de kom til at øve en ikke ringe
Indflydelse paa de øvrige Viser. Didriksvisernes djærve
Tone kan, findes igen i en Vise som den om Laves og
Jons Dystridt (Nr. 30); endnu oftere vil man genfinde den
hjemlige Heltedigtnings elskovs–tragiske Grundtone.
Skæmtevise og Lyrik.
Den Stil og Fortællemaade, som var dannet af den
ridderlige Visesang, blev efterhaanden udvidet til andre
Æmner. Ved Siden af Ridderviser, der kunde være af en
ret skæmtende Tone, opstod saaledes de rene
Skæmteviser, djærve og overdrevne. Hører
Riddervisen til ved Dansen, saa har Skæmtevisen sin
særlige Forudsætning i Drikkelaget. Den har til
Yndlingsæmne dels Gildet med dets Tummel og
Udskejelser, dels Ægtefællernes Samliv eller de unges
Giftermaal. Dens Yndlingspersoner er saadanne som
Bonden og hans Kælling eller Spillemanden, der stryger
hjemmefra med Fedlen paa Nakken; nu og da gaar det ud
over Munkens eller Præstens Kvindelyst, og „Bispens
Datter“ som det lidet blufærdige Kvindfolk er en
staaende Figur. Endnu en Skikkelse er der, som er
Vrængebillede af Tidens Ideal, den høviske Jomfru, smal
som en „Liljevaand“; det er den vældige Kvindeskikkelse,
mindende stærkt om Folkedigtningens komiske
Opfattelse af Jættekvinderne; en saadan Skikkelse har
man i „Bruden i Ribe“, der gør Ulykke paa baade Præst
og Degn, og selv Kvæget bliver saa bange for hende, at
det bisser hjem (vor Nr. 51). Som Eksempel paa
Giftermaalsviser findes en {Nr. 50), der rimeligvis har sit
Udspring fra de Drillesamtaler, som Ungersvend og
Jomfru digtede til hinanden (se ovfr. S. 8): „Hvormed vil
du føde mig, naar vi to kommer sammen?“
Skæmteviserne er ret mange i Tal, men faa af dem
hører til de betydeligere Digterværker, selv om de er
fulde af djærve og overgivne Indfald, og det ridderlige
Folkevisesprog faar en egen Komik ved at overføres paa
disse grovere Forhold.
Skæmtevisedigtningen er den lavere og plumpere
Afændring af Visesangen; men denne har ogsaa sine mere
forfinede Sideskud. Et af dem gaar i Retning af at skabe
Elskovsdigte, hvor Handlingen er mere underordnet,
Udtalelsen af Følelser det væsenlige. Som Prøve
meddeles en lille Vise (Nr.49), hvor Jomfruen lignes ved