DANSKE FOLKEVISER - Skolen for livet — det timelige.

askende med Vingen og grisk efter Rov; — maaske vi
tillige tør tænke en dunkel Drift efter Frelse af
Dyrehammen; ti Menneskeblodet er — i Eventyrets
Verden — det Tryllemiddel, der giver den bundne
Menneskenatur fri.
Ikke mindre mærkelig er Ungersvenden, Nilus
Erlandssøn, som Visen kalder ham. Med et Begær, som
han næppe selv forstaar, higer han efter den fagre Hind;
jo længere han følger den, des mere føler han sig
bunden; da den indhentet af Hundene svinger sig i
Luften som Fugl, brænder hans Attraa vældigere, han kan
ofre alt for at naa den. For at vinde den elskede maa han
yde, hvad der er haardest at give; men Sejren vindes
derved. Derfor klinger under al den anspændende Møje
og Pine som en stadig Jubeltone gennem Omkvædet:
„Saa vinder den Svend sin Jomfru.“ — Her har
Visetidens Ideal af en „Jomfrusvend“, af en Ungersvend
der sætter alt ind paa at vinde den attraaede Mø, faaet sit
ædleste Udtryk, adlet netop gennem Ofringen af sig selv,
og dog ikke adskilt fra den raske Kraft, det livsfriske
Begær, der gaar gennem vor Middelalder.
Sammen med disse Viser om Omskabelse maa vi nævne
en ejendommelig Trylledigtning (Nr. 14), den unge
Svejdals Bejlen til sin dvalebundne Fæstemø, mærkelig
ved sit Indhold og mærkelig ved sin Forhistorie. To Kvad
i oldnordisk Sprogform handler om den unge Svipdag,
der kommer til Tryllebjærget og vækker Menglad af
hendes dvaleagtige og dumpe, ustillede Længsel. De to
Kvad om Svipdag optages sædvanlig som et Tillæg til den
ældre Edda; men i den nordiske Gudekres hører deres
Handling ikke hjemme. Den foregaar i Eventyrets
Verden; hun er en slumrende Tornerose, som kun den
dristig indtrængende Ungersvend kan vække af Dvale,
han er en Eventyrets Helt, som den onde Stifmoder har
forbandet til ikke at finde Fred, før han har fundet
Jomfruen paa Dvalebjærget, og som hans afdøde Moder
udruster til Færden. Men denne Handling er i
Oldkvadene indklædt. i en dunkel Gaadesamtale, og
udsmykket med et Skin af Valhals og Jotunheims
Myteverden. Ved den middelalderlige Folkevise,
Svejdalsvisen, mærker man, at det som fjæles i Sne,
kommer op i Tø. Hele den mytiske Iklædnings mørke
Vinterpragt er her forsvunden, og de simple Eventyrtræk
staar tilbage. Det er kun et svagt Baand, der knytter
Folkevisen til Valhals Herlighed; langt mere tjener
Svipdag– eller Svejdaldigtningen som Vidne om, hvor
tidlig Middelalderen begynder at forme paa de
Eventyrforestillinger, der er saa fremtrædende i dens
Tankeverden.
Visen er sig paa en anden Maade end Oldkvadene
bevidst, at den er en Digtning om Elskov, om den dunkle
Følelse, der tvinger Menneskets Vilje, der vækker ustillet
sløvende Attraa og driver ind paa de sælsomste Baner.
Straks i det første Optrin møder den os. Helten kommer
tilfældig, ind i Buret til Jomfruen (han skal hente den
bortfløjne Bold), og pludselig betages hun af Elskov til
ham som en tyngende Smerte; og hun lægger da (idet hun
føler sin Kærlighed ugengældt) en tilsvarende
Forbandelse paa ham: aldrig at faa Ro, før han har løst
den dvalebundne Jomfru, — og i det samme er han