DANSKE FOLKEVISER - Skolen for livet — det timelige.

saa1edes som de omformedes af et nylig
kristnet Folk.
Man tager fejl, hvis man opfatter disse Viser som en
nær Fortsættelse af Oldtidens Digtning. Hedentidens
Kvad handlede først og fremmest om Asernes langvarige
Kamp mod Jætterne. Men da Asernes Altre var
omstyrtede, var Roden hugget bort under denne
Digtning. Kun et lystigt Eventyr om Thor, der udklædes i
Freyas Dragt og bliver Tursekongens Brud, er fra et af
Eddakvadene (Thrymskviden) gaaet over i Folkevise,
oprindelig i Norge og senere udbredt til Sverige og
Danmark.
Den egenlige Gudetro var afskaffet, og for Danmarks
Vedkommende var den mærkværdig stærkt udryddet
allerede i tidlig Middelalder. Men ved Siden af de store
Guder kendte Folkets Fantasi en Mængde andre
Skikkelser, der befolkede Høje og Bakker, Krat og
Moser, Aaer og Sunde. Disse Væsner tænktes som de
levende Magter, der virkede Naturens Rørelser; og deres
Karakter formedes efter det Indtryk, som Naturen gjorde
paa Menneskene. Alle disse Væsners Færd havde
tidligere været overleveret i Smaafortællinger, Mand og
Mand imellem; nu da de gamle Guder var svundne, og
før de kristnes Gud blev virkelig personlig tilegnet,
opstod den rige Digtning om Naturvæsner.
Havet og Aaen gjorde paa den Tids Mennesker ikke
saa meget det Indtryk af Skønhed og evig spillende
Bevægelse, der er saa velkendt for den nyere Tids
Digtere. Havet var en grum Magt, der krævede sine Ofre;
det gemte i sig et Vilddyr, hvis Glæde det var at sluge
Mennesker, en vældig Ørn, hvis Vingeslag kunde vække
Stormen. Aaen var en upaalidelig Ven; hvor mange havde
ikke Nøkken i Vandet draget ned, naar de uforsigtig
nærmede sig Bredden, og kun det blege og blodløse Lig
fandtes siden igen.
„Germand Gladensvend“ (Nr. 6) er en Digtning om
Havets ubønhørlige Graadighed. Fra Fødselen er Barnet,
den liden Germand, lovet bort til Trolden ude paa
Dybet; hans Moders Taarer forraader ham den Skæbne,
som Forældrene, skønt uafvidende, har bundet ham til.
Men han griber efter Livets Lykke i Haab om at naa den
trods alle onde Varsler; han higer over mod sin Fæstemø
i „Engeland“, sætter sig i Fjederham og flyver saa højt
under Sky. Men Havtrolden — den lede „Gam“ eller
Grib — flyver efter ham paa sine vældige Vinger, og den
„mærker“ ham som sit Bytte: „Saa hug han ud hans højre
Øje, drak halvt hans Hjærteblod,“ — og saa tilføjer
Visen: „End fløj han til Jomfruens Bur, for hans Vilje
den var god“; hans Kærlighed var saa mægtig, at den drev
ham frem. De følgende Scener er gribende; hans og
Fæstemøens Kærlighed — den Livslykke, der nu
knækkes — træder levende frem. De andre Jomfruer
viger rædselsslagne tilbage for den dødsmærkedes
Uhygge; stolt Sølverlad gaar frem, hun kærtegner og
plejer for sidste og eneste Gang den elskede Svend; da
han atter flyver bort ud i Troldens Magt, flyver hun i vild
Fortvivlelse efter ham: „Alle de Fugle, hun mødte, dem
klipped hun alt saa smaa, foruden ham den lede Gam,
ham kunde hun ikke faa“. Menneskelivet kan udfolde sig
i den ædleste Kærlighed; men der findes Magter af
Ondskab og af uafvendelig Skæbne, som det ikke kan