DANSKE FOLKEVISER - Skolen for livet — det timelige.

Saaledes naar Sangeren med sit Digt frem til Grevens
Bolig. Hvad han vil lægge Vægt paa, er det Snilde,
hvormed Daaden forberedes, og at det skyldes alles
Raad, ogsaa de uanseligste: Niels Ebbesøns Hustrus om
at lokke Forfølgerne paa Vildspor ved Hestenes
bagvendte Sko, og Smaadrengens Omhu for at afbryde
Broen. Dertil slutter sig som det tredje Raad den
„kunstige“ (listige) Ridders eget Paafund, at slippe frem
til Grevens Bolig ved at udgive sig for Hertug Henriks
Sendebud. (I Forbigaaende faar han Lejlighed til at vise
Grevens ondskabs.fu!de Glæde ved Budskabet om
Koldings og Ribes Indtagelse). Saa meget er det Digteren
om de danskes Klogskab at gøre, at han slet ikke kender
eller omtaler det virkelige Forhold, at de danske med
Magt og Kamp trængte ind i Grevens Sovekammer. —
Først da Drabet er udført, lader han sin Helt med
ridderlig Dristighed røre Trommerne, Holstenerne
strømmer til, blandt dem hans egen Frænde Ove Haas,
der søger at afskære dem, men falder for Niels Ebbesøns
Haand.
Et Par Slutningsvers fortæller om den fattige Kone, der
giver Niels Ebbesøn det ene af sine sidste to „Leve“, og
at han rider til „Norinsris“ (eller, som en anden Opskrift
siger, til „Norge“). Det er muligt, at de er tilsatte af
senere Sangere; men de er snarere ægte. Denne fattige
Kone, der modtager Niels Ebbesøn som Befrier, passer
ypperlig ind i den brogede Række af Skikkelser, store og
smaa, som Digteren har fremstillet som deltagende i
Frihedskampen: de selvstændige Herremænd, den kloge
Ridderhustru, den snilde „Svend Trøst“ og den barske
„sorte Svend“. Med en Kunstnerevne, der er sjælden i
Folkeviserne, har Digteren heri fremkaldt Følelsen af
hele det Folk, der afkaster Fremmedaaget.
Men der findes en anden Form at Niels Ebbesøns Visen
end denne rolige Vise, der forherliger Klogskab og
Sammenhold, og som kun lader sin Fædrelandsfølelse
tale ad Omveje. Visen er i Samtiden bleven omarbejdet
af en Sanger med strømmende frisk Følelse og med
Begejstring for Niels Ebbesøns Værk som en Vaabendaad
og som en Dagens Daad. Her taler Niels Ebbesøn
kraftige Ord til Svendene; her er Listen, der skal skaffe
Adgang til Greven, mislykket, og Døren sprænges med
Skjold og Spyd; Dagen bryder frem i det samme. — Den
Strid, der stod om Heltens Minde, har her frembragt for
lyst eller, om man vil, for almindelig heltemæssigt et
Billed af Grevens Banemand. Det historiske Billede i
denne sidste Vise har Eftertiden derfor maattet rette paa;
den folkelige Kraft i Visen er lige ung og lige ypperlig
(Foruden den ældre „Nat“ affattelse, og den lidt yngre „Dag“ —
affattelse, af Niels Ebbesøns Vise har vi ogsaa — men i meget
ufuldkommen Overlevering — en endnu ældre Affattelse. Her
omtales (historisk rigtig) Esge Frost som den, der har svoret
Greven Tjenesteed og atter forladt ham (Sønnen Anders Frost er
senere ved Fejltagelse indsat i hans Sted; og Niels Ebbesøn
henvender sig til sin Broder Knud Ebbesøn paa Bygholm om Hjælp
til Overfaldet. Derimod synes saadanne Optrin som Samtalen med
Huskarlene og Svend Trøst's Daad endnu ikke at være opfundne.
Fra denne ældste mere personalhistoriske Form af Niels–Ebbesøn–
Visen synes derimod Ove Haas' Fald at have sin Oprindelse.
(Danske Studier 1908, S. 117 jf. S. 230 ff.).
Fra henimod Aar 1400 aftager de historiske Viser baade
i Tal og i poetisk Værdi. Den mere krønikeartede Tone
findes i Visen om Margretes Sejr over Kong Albrekt, der
dog først er digtet en rum Tid efter selve Falkøpingslaget,