DANSKE FOLKEVISER - Skolen for livet — det timelige.

Munkene paa Eskilsø ved Aarets store Fester at byde
deres Frænder, Mænd og Kvinder, til sig og holde Gilde
og Runddans med dem i Spisesalen. Her fik Biskoppen
sat en Stopper for Dansen; men paa alle andre Omraader
gik den frit nok. Forgæves betegnede Sakse saadanne
Gøglerspring som uværdige for Ædlinge og Kæmper.
Folkeviserne maler atter og atter Dansen. En Skare af
Mænd eller af Kvinder (eller af begge, blandede tilfældigt
mellem hverandre) tager hinanden i Haanden og
begynder en Runddans eller en Dans i Kæde, enten paa
Stuens Gulv eller endnu hellere ude i det fri: i
Borggaarden, i Toften eller ude ved Aa. En enkelt
Fordanser leder Bevægelsen og Takten; han synger selv
for, eller — hvad der er endnu mere yndet — en Kvinde
danser ham nærmest og kvæder en Vise. Der er Lejlighed
nok til Dans; Kongens Svende danser sammen ved
Borgeled, Fruen og hendes Tjenestemøer standser deres
Arbejde og træder Dans paa Stuens Gulv. Men bedst gaar
den, der hvor Mennesker samles i større Flok ved festlig
Lejlighed. Allermest gælder det de folkelige Aarsfester,
hvor den gamle „Leg“ med Jubel og Springenomkring
afløses af Dans og Danseviser: i Midsommernatten
omkring Sankt–Hans–Blusset, og i
Midvintersammenkomsterne, Julestuerne, med deres
Julebuk, Hjortedans og andre Udklædningslege. Selv
Kirkens Fester giver Anledning til Dansefester. Foran de
store Højtidsdage fejrede Kirken en Vigilie, en Vaagenat,
med Gudstjeneste; Folket samledes i Mængde for at lytte
til Messesangen paa visse Tider af Natten, og alt imellem
kortedes Tiden ved Samtale, Fortællinger, Sang og -Dans.
Som saa ofte gjorde Middealderen det hellige verdsligt
(ligesom den kunde give det verdslige et helligt
Udseende); „Vaagenætter“ blev Fællesbetegnelse for
Ungdommens jublende overgivne Fester om Natten
under aaben Himmel ved „Vaageilden“ (Festblusset) eller
Majtræet. Men ærbare Møer holdt sig helst fra den vilde
Tummel. — Der var Arter nok af Dans; var Bederdansen
for dristig, saa var Sværddansen mere høvisk. Ved Ridder
Stigs Bryllup danser han selv forrest i Rækken med
Guldkar paa Haand og drikker sin Fæstemø til.
Til Dansen hørte Sangen, de Ord, som Fordanseren
fandt paa at benytte til Melodien, allerhelst de korte
Udbrud af eget Stemningsliv eller Indtryk fra den
nærmest omgivende Verden. Snart en Opfordring til
Glæde som i den lille islandske Strofe:
Snart Udtryk for Vemod:
Favrt synger Svanen
den sommerlange Tid,
da er Lyst at skæmte sig,
min Lilje hvid!
Favrt synger Svanen.
Mine ere Sorgerne
tunge som Bly,
brændte ere Borgene,
der bygte var af ny*).
Snart atter en rask Opsang til Krigernes Vaaben–Dans