DANSKE FOLKEVISER - Skolen for livet — det timelige.

Borgbygningen paa Hjælm (Slutningsversene af den
tidligere Fredløshedsvise) ender den hele Digtning; og
saaledes maatte den ende for at fremstille ham som den
„ædelig Herre, hin unge Hr. Marstig.“
Den lange Marsk–Stig–Vise, med dens klart
fremtrædende Karakterer i en Række af interessante
Optrin, maa betragtes som en Art Toppunkt i
Visedigtningen; ingen anden Digtning — alene „Ebbe
Skammelsøn“ undtagen — har en saadan Storhed i
Karaktererne og samtidig saadant Herredømme over en
Mængde af Enkeltheder. Men tillige staar vi nær ved
Visedigtningens Forfald. Selve dens overmaade stærke
ordrette Benyttelse af de ældre Marsk–Stig–Viser er et
Tegn paa den svindende Evne til at frembringe nye
Optrin. Visens Fortælling paa over hundrede Vers og
spændende over en Mængde Scener er ved at forlade
Folkevisens gamle Enkelthed og gaa over til en bredere
Fremstilling, Romanvisen, saaledes som denne —
mere følelsesfuld og mere eftertænkende — udvikler sig
henimod Middelalderens Slutning, og sætter sin
smukkeste Blomst i Visen om Aksels og Valborgs
Kærlighed.
Et halvthundred Aar efter Erik Klippings Død i
Finderup skete atter et Drab, der fik endnu større
Betydning for Danmarks Historie, og som af Samtiden
blev besunget i en Folkevise, vist den berømteste af alle:
Niels Ebbesøns Vise.
Tidlig paa Aaret 1340 drog Grev Gert ind i
Nørrejylland med en betydelig Hær; den unge Junker
Valdemars Optræden og en oprørsk Bevægelse blandt
Jyderne gjorde ham det aabenbart, at han maatte handle
kraftig for at sikre sit Herredømme. Med en stor Del af
Hærstyrken slog han sig ned i Randers; og — her blev
han dræbt.
Hvad der i det enkelte skete den mindeværdige Nat 1.
April 1340, var i Samtiden levende omstridt. Holstenerne
vilde gerne opfatte det som et Forræderi af Grevens
svorne Mænd, de danske som en rask Vaabendaad.
Sandheden synes at være omtrent følgende (Professor K.
Erslev i Historisk Tidsskrift. 6te Række, VI. Bd., S. 417—437
(1896), der nærmest slutter sig til A. D. Jørgensens Opfattelse.
Slgn. endvidere: Dr. S. Larsen: Niels Ebbesens Vise, 1903.): I
Nattens Mørke — Nymaanen var gaaet tidlig ned —
rykkede de i Planen indviede Krigere, 47 ialt, ind i
Randers i Skare, som om de var et Vagthold; de samledes
i en Borgers Stenhus inde i Byen, og noget efter Midnat,
da alt laa i dybeste Søvn, angreb de Grevens Herberg,
opbrød Døren og dræbte efter en kort Kamp ham og
hans Kammersvende. Saa snart det var sket, rørte de
Trommerne ; et Hus var tændt i Brand, og der blev nu
gjort Brandallarm for at sprede Fjendens
Opmærksomhed; under Forvirringen slap den lille Skare
gennem den fremstrømmende Mængde af Tyskere med
kun een Mands Tab, bort over den i Forvejen løsnede
Gudenaa–Bro og kastede den af efter sig. At Føreren for
det dristige Tog var Niels Ebbesøn, vidste snart efter alle;
og han var nu den selvskrevne Leder i Frihedskampen
mod Holstenerne, indtil han faldt i Slaget ved
Skanderborg endnu samme Aar den 1ste November.
I disse syv Maaneder fra Aprilnatten til November